Klip - Radiosymfonikernes repertoire: Brahms, Beethoven og bajere

Radiosymfonikernes repertoire: Brahms, Beethoven og bajere

Digteren Poul Borum har været en tur i New York og fortæller i nogle kronikker i Ekstrabladet i begejstrede vendinger om denne bys meget frodige kunstliv. Med særligt henblik på musiksituationen i henholdsvis New York og København skriver han (EB, 20/2 1975): Og så var der musik for alle pengene! ]a, der er otte —ti symfonikoncerter i New York pr, uge, samt utallige kammer- og solistkoncerter. Nu har jeg det sådan, at jeg hellere vil sidde hjemme og høre de klassiske mesterværker. Men den nye musik af nulevende komponister, som man endnu ikke kan få på plade, den går jeg ivrigt til koncerter for at høre. Ja, i New York kan man endog være bekendt at gå til symfonikoncerter og høre ny musik — i Danmark er det jo som bekendt helt skandaløst, en dominerende del af livstidsfangerne i vores Radio-symfoniorkester mener jo — det er en offentlig hemmelighed — at deres repertoire består af Brahms, Beethoven og Bajere, eventuelt suppleret med en lille Carl Nielsen og Harald Jensen. Musik fra dette århundrede modarbejder de på det hànligste.

l New York er de værdige til det. Og der er en utrolig rigdom af koncerter hver dag med musik fra vor egen tid, som er lige så naturlig for vor egen tids mennesker som nye billeder og nye bøger. Det mest spændende nyeste nyt jeg hørte var en 27-årig sangerinde, der hed Joan La Barbara, som fremførte egne værker,

assisteret af en janitschar og en elektronmaskine — med den mest forbløffende udnyttelse af menneskestemmens ressourcer jeg mindes at have oplevet. Ligesom man taler om at vi i virkeligheden kun udnytter 15 pct. af vores hjerne, sådan er det åbenbart også med stemmen. Joan La Barbara brugte det meste af de øvrige 85 pct., og det var helt betagende smukt. Jeg ville ønske jeg havde et bånd med det. Men min største musikoplevelse foregik oppe på Columbia University. Her spillede Composers' Quartet, som netop var blevet engageret for et år af universitetet, alle tre strygekvartetter af Elliott Carter, og komponisten fortalte selv om dem, og det var — ja, det må have været sådan at have været til stede dengang i Wien, da hr. Beethoven præsenterede sine sidste kvartetter. Carter er nok den største nulevende komponist overhovedet (— o.k., Sjostakovitj, o.k. Messiaen, men alligevel), og de tre strygekvartetter er højdepunktet i hans sparsomme produktion. Et sted i Cary Snyders digtsamling » 7uri/e Island* er der et digt » 7/7 børnenet, som slutter med tre opfordringer: »bliv sammen, lær blomsternes navne, træd let*. Sådan er Elliott Carters strygekvartetter. — Og sådan er Amerika også…