Kulturkampen

Af
| DMT Årgang 49 (1974-1975) nr. 08 - side 171-171

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Kulturkampen

De borgerlige partiers omlægning af uddannelsesstøtten blev så alligevel trumfet igennem, trods regeringens modstand. Der er ikke blot tale om et af de mest brutale tilbageslag for demokratiseringen af uddannelsen, vi har set herhjemme nogensinde. Det er også et dødbringende slag mod en demokratisk kulturpolitik.

Kultur- og uddannelsespolitik hænger intimt sammen. At man ikke klart indså dette, men blot behandlede de to områder som sektorvise distributions-problemer, er formentlig en af de væsentligste årsager til den klassiske kulturpolitiks fallit (jvf. Pou! Nielsens artikel herom i DMTs oktobernummer 1974). Først i de senere år, især i forbindelse med ungdomsoprøret, er man begyndt at forstå dette, og handle derefter.

Et afgørende slag mod det samfundsmønster, hvor kultur og selvudfoldelse er et privilegium, forbeholdt de få, er en demokratisering af uddannelsen, dette begreb taget i bredeste forstand. En sådan er kun mulig, hvis sammenkoblingen af uddannelse, økonomiske privilegier og magt, slås itu. Er viden magt eller er den en dyd? spørger Villy Sørensen, og han uddyber bl. a. således:

Hvis samfundet viste lidt større interesse for individernes interesser, ville det allerede øge samfundets behov for alment-humanistisk uddannelse. Og en måde at tilstræbe frie erhvervsvalg og måske også offentlige besparelser på, ville være at undlade at præmiere de højere uddannelser med højere lønninger end de lavere. Viden bør ikke betragtes som en kapital eller som et våben i striden (Uden mål - og med, Gyldendal 1973,183).

Dette mål kommer vi i hvert fald ikke nærmere ved at erstatte børnetilskuddet for de helt unge med en såkaldt trangsbestemt ungdomsydelse (hvis administration endda, flg. kommunernes udsagn, bliver utrolig besværlig) ejheller. ved at konvertere statslige rentefri lån til lån på det frie marked (og som låneinstitutterne endda erklærer sig meget valne overfor, trods statskautionen). Den mindre bemidlede ser nu ethvert uddannelsesprojekt ud over almindelig skolegang tårne sig op som et uhyrligt bjerg af besvær og livslange rentebyrder; han vil vige tilbage. Og de få, der ikke viger tilbage, må med næb og klør forsvare de uddannedes penge-privilegier, ellers bliver gældsbyrden ubærlig. De må altså forsvare og cementere sammenkoblingen af viden og penge, uddannelse og magt, kultur og privilegier. Til gavn for hvem? først og fremmest for de velstillede, hvis afkom hverken behøver kere sig om børnetilskud, trang, ydelse eller tårnhøje bankrenter - men som selvfølgelig nyder penge-privilegierne og magten så meget desto mere ubeskåret.

Jamen, staten skal spare, nogle steder må det komme til at gøre ondt, vil nogen sige. Hertil må anføres, at Ritt Bjerregaard under et ekstramøde i Folketingets Undervisningsudvalg under Finanslovs-behandlingen i marts gjorde klart, at den reelle besparelse ved dette forslag er fiktiv.

Hensigten er heller ikke at spare. Den er politisk. Man kan jo ikke, især ikke når man som Venstre kalder sig Danmarks Liberale Parti, foretage direkte ideologisk kontrol med vore uddannelsesinstitutioner og deres tilsyneladende ustyrlige tendenser i retning mod venstre side af det politiske kompas, tendenser, der truer samfundets klassestruktur. Men man kan ramme pengepungen og tale om besparelser og hæve de politiske renter af den fordummel-seskapital som Glistrup og hans følgesvende har opbygget i de senere år: Ikke sandt - der går nu også for mange unge og danderer den på vore uddannelsesinstitutioner. Hellere sende dem ud i ungdomsarbejdsløshed.

Er det for slemt sagt, selv om Tove Nielsen? Selvfølgelig vil hun og hendes borgerlige fæller i dansk politik aldrig indrømme deres kynisme med samme åbenhjertighed som den vesttyske stålindustri, der bl.a. fastslår:

Vi er meget interesseret i, at der er en arbejdsmasse, der står til vores rådighed, og som simpelthen brænder efter at komme ind og udføre et stykke arbejde, hvor de får en god løn, og hvor vi sørger for dem i alle ender og kanter. Hvis de er for veluddannede (og med veluddannede mente de folk, der bare var på realeksamensniveau), så har vi straks besværligheder med dem. Vi risikerer, at de ikke befinder sig godt i arbejdsprocessen. (...) og arbejdet er i sig selv i en sådan grovindustri, at vi ikke behøver folk med nogensomhelst form for ansvarsfølelse, fordi produktionen er så farlig, at man nok skal holde fingrene væk ... (Se Kaj Bonde m.f l. Dannelse - Uddannelse, Gyldendal 1970, 95).

Ingen ansvarsfølelse, nul fantasi, det er hvad kapitalen kræver, og altså får gennemført med de borgerlige partiers hjælp. - Hvilken musik svarer hertil? gæt selv om ikke den hedder muzak og dansktop og Schleimannsk bedøvende funktionsradio. For musikfolk, der vil noget med deres musik, er dette utåleligt, et udtryk for en himmelråbende modsigelse mellem deres musiks afsondrethed og dens angiveligt universelle budskab.

Men hvad er der at gøre? Indsigten i sammenhængen mellem kapitalistisk samfundssystem og musikalsk fordummelse må - synes vi - få nogle konsekvenser for musikfolks rent politiske stillingtagen og praksis. Men derudover er der jo ikke meget de kan gøre qua musikfolk. Og dog. Til efteråret vil kulturministeren fremsætte musiklovforslaget på ny, det sagde han i radioen medio marts. Han vil herunder tage hensyn til de kritiske forslag til forbedringer af loven, der er fremsat under diskussionen om den ved første fremlæggelse for offentligheden. Det er ikke mindst musikfolk selv der bestemmer, om forslagets reelle demokratiske tendenser føres ud i livet. Vi kunne i den forbindelse gerne tænke os en mere offensiv holdning fra musikfolks side i kulturkampen. Og på længere sigt må indsigten i sammenhængen mellem den kulturelle ulighed og den økonomiske ditto desuden få nogle konsekvenser for den holdning musikfolk indtager i de middel- og højtlønnede veluddannedes indkomstræs. Men her må de søge kontakt med fremskridtsvenlige kræfter blandt andre kulturarbejdere og dermed beslægtede erhverv.