Noder

Noder

ESPANSIVA FOR KLAVER

Carl Nielsen: Sinfonia espansiva op. 27. Piano version: Leif Kayser. (Engstrøm & Sødring, Musikforlag, København, 1974. N r. 517)

Fra Carl Nielsens hånd foreligger i manuskript et 4-hændigt arrangement af Sinfonia espansiva, som han og Henrik Knudsen spillede et par gange i privat kreds. Og nu foreligger en transskription for 2-hændigt klaver af Leif Kayser, påbegyndt i 1943 og afsluttet i 1973, og udført med overordentlig sans for orkestrets contra klaverets klanglige virkemidler, og på grundlag af en granskning af de eksisterende udgaver og manuskripter, hvorved en del trykfejl er blevet korrigeret, l sit forord skriver Kayser beskedent: »Nærværende kla-verudgave af Carl Nielsens Sinfonia espansiva må ikke afholde nogen fra at studere partituret og navnlig ikke fra at lytte til musikken i den rette udførelse for orkester.« Hvad skal man så med denne klavertransskription? Jo, hør nu videre: »Men der er nu en særlig glæde ved at kunne lade musikken pible frem mellem ens egne fingre. Derfor har jeg ikke blot forsøgt en nodetro gengivelse af konstruktionen — kompositionen — men også en karakterisering, der såvidt muligt svarer til orkestrets og derfor enkelte steder kræver andre noder end partiturets.« Og sandelig, før man ved af det, er man helt opslugt af klaverspillet, går på opdagelse i det kendte værk, opdager nye facetter deri og erkender en del om instrumentation, arrangement og idiomatisk klaversats. Det skal siges, at der skal en god pianist til at udføre Kaysers transskription; men også andre vil have udbytte deraf, f.eks. ved studiet af instrumentation og arrangement (oversættelse af orkestrale klangvirkninger ved benyttelse af figurativ akkordbrydning, oktavforlægning, fordoblinger m.m.).

En publikation, der bør vække opmærksomhed.

Torben Schousboe

PRIMAVISTA-SPILLETS KUNST OG TEKNIK

Kurt Hermann: Vom Blåt. Primavista-Lehrgang für Klavierspieler. Textband. Spielheft 1-4 (Hug & Co., Zürich. 1971-

72)

Er primavista-spil en særlig evne, eller kan man lære sig selv det? Med dette spørgsmål indleder den tyske klaverpæ-dagog Kurt Hermann sin bog, der vel er den hidtil grundigste og mest omfattende præsentation af primavista-klaver-spillets mange aspekter. Spørgsmålet er selvfølgelig af retorisk art, en appetitvækker, før man går i gang med de 159 tekstsider i bogen plus de 171 sider med musikeksempler og øvelsesstykker i de tilhørende fire spillehæfter; men det er dog forståeligt, når man betænker, hvor få de gode primavista-spillere er blandt pianister. Et tilsvarende spørgsmål vedrørende sprog og læsefærdighed — er det muligt at læse flydende op af en bog uden forberedelse? — ville blot blive mødt med et smil; en sådan færdighed betragter vi som noget naturligt, idet vi dog samtidig erkender nødvendigheden af at forstå, hvad man læser, som en vigtig forudsætning; talefærdighed alene er ikke tilstrækkeligt. Med denne og flere andre analogier til det sproglige område sættes primavista-spillet og dets problemer i relief, l sit værk leverer Hermann en vægtig argumentation for, at primavista-spil kan (og bør!) læres. I ældre tid var det noget, man forventede af enhver god pianist, professionel såvel som amatør; talrige udtalelser af fortidens musikere bevidner dette, ligesom man tidligere ikke satsede på udenadslæren men i stedet på almen viden og teknik og på en bred orientering i klaverlitteraturen. Bl.a. med henvisning hertil kritiserer Hermann den nutidige underbetoning af primavista-færdigheden i kiaverun-dervisningen, hvor det især synes at være udførelsen af det enkelte, indstuderede prøvestykke, som tæller. Hvori består da primavista-spillets kunst? Ifølge Mozart (brev til faderen 17.1.1778) deri, »das Stück im rechten Tempo, wie es seyn soll, zu spielen, alle Noten, Vorschläge etc mit der gehörigen Expression und Gusto, wie es steht, auszudrücken, so dass man glaubt, derjenige hätte es selbst componirt, der es spielt«. Det er Kurt Hermanns bestræbelse at påvise, at dette høje mål ikke er en utopi, men noget opnåeligt. En ledetråd for ham er C. Ph. E. Bachs opfordring (i »Versuch...«) til at spille mange, gode klaverstykker; for derved opnås »Fertigkeit in den Fingern und Leichtigkeit vom Blatte zu spielen; folglich werden durch diese Handsachen zugleich Augen, Ohren und Finger geübt«. Denne kloge rækkefølge — Augen, Ohren, Finger — illustrerer den musikalsk set eneste meningsfyldte fremgangsmåde ved primavista-spil: først læse nodeteksten, så erkende dens betydning og høre musikken for sit indre øre, og så spille den. Navnlig forsømmes det midterste led i denne proces altfor ofte.

l nogle store og detaljerede kapitler gennemgås primavista-klaverspillets mange aspekter, fra spilletekniske betragtninger over nodelæsningsproble-mer til erkendelse af de musikalske strukturer og sammenhænge. Et rigt udvalg af eksempler og øvelsesstof er samlet i de fire spillehæfter, der knytter sig til bogens hovedafsnit (1: Die Applika-tur, Spielbewegungen; 2: Technik des Notenlesens; 3: Wert der Musiktheorie, Das musikalische Gedächtnis; 4: Das Dechiffrieren, Das Notenbild). Som erfaren klaverpædagog ved Hermann, at der er en selvfølgelig sammenhæng mellem primavista-spil og almen pia-nistisk teknik; »ohne fest verankerte Applikatur-Prinzipien, kein wirkliches Primavista-Spiel«. l den hensigt at opnå så megen automatik i spillet som muligt, ofres ganske mange sider og eksempler på fingersætning, håndstilling og -bevægelser o.lign. l erkendelse af, at læsningen af et nodebillede og forståelsen deraf forudsætter en vis musikalsk modenhed, anbefales tidlig dyrkelse af gehørsspil.

Den efter min mening vægtigste del af bogen udgøres dog af kapitlerne om nodelæsningens teknik, erkendelsen af nodebilledets udsagn og værdien af musikteoretisk viden som hjælp ved prima-vista-spillet. Her gives en mængde gode råd og øvelser vedrørende nødvendigheden af at læse forud, at kunne sammenfatte passager og følger af enkeltnoder til figurer, der så opfattes som helheder, at træne alternerende læsning af højre og venstre hånds figurer, at holde øje med yderstemmernes gang, hurtigt at kunne udforme en klangskitse af et forløb og erkende tonale og strukturelle kernepunkter i satsen, og meget andet. En vis musikteoretisk indsigt vil her være nødvendig, ligesom kendskab til klangstrukturer (akkordformer) og deres indbyrdes relationer og til kadenceforbindelser vil gavne udførelsen af akkordligt prægede stykker; generalbas-læren er her af utvivlsom pædagogisk værdi. De problemer, som selve nodesatsen kan frembyde, og som kan hæmme overskueligheden, analyseres og diskuteres; f.eks. om bjælker og ac-cidentalier bør være bestemt ud fra ønsket om funktionel tolkning eller læse-teknisk forenkling; og almindeligt forekommende eksempler på optisk bedrag i nodetrykket påvises. Og endelig belyses elementer som tempo, pauser, artikulation, agogik, dynamik, pedalbrug, frasering o.a. af betydning for det musikalske foredrag. Ofte benyttes slående analogier til sproglige fænomener som illustration ved siden af nodeeksempler, f.eks. om betydningen af at have overblik over den musikalske kontekst: Kun ved kendskab til sammenhængen er en meningsfyldt f rasering (komma-sætning) ret problemløs i sætningen »Er verlor sein Leben nicht nur sein Vermögen«. Man kunne have ønsket, at henvisninger til eksemplerne i spillehæfterne var angivet mere præcist; hæfternes indholdsfortegnelser må ofte træde hjælpende til. Men dette forbehold fordunk-ler ikke værdien af denne publikation, som det lønner sig at ofre tid på at studere. Fremstillingens bredde og mængden af nodeeksempler og øvelsesstyk-ker gør den velegnet til selvstudium, og den vil være til megen inspiration for dem, der underviser i primavista-spil. Til overflod slutter bogen med en omfattende liste over klaverstykker (med angivelse af vanskelighedsgrad), der egner sig til træningen i primavista-spil. Selv om ingen skal befries for selv at gå på jagt efter brugbare eksempler til anvendelse i undervisningen, foreligger der dog i denne bog og dens spillehæf-ter et værdifuldt udpluk af 400 års klavermusik, udvalgt og systematisk ordnet af en kyndig og erfaren fagmand.

Torben Schousboe