Kritik

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 01 - side 16-16

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

KRITIK

Sandberfl-Nielsens »Suite for Orkester« (01). 3), (ler begge fik deres Uropførelse ved denne Lejlighed. Nyt var Agersnaps Arbejde dog kun for saavidt, som dets Fuldendelse kun ligger et Par Aar tilbage, i Stilen sluttede det sig ganske til (len franske Impressionisme, der havde sin korte, men heftige Blomstring allerede i det første Aarti af dette Aarhundrede, og Formen (om man overhovedet her kan tale om nogen saadan), den »Symfoniske Digtning« er , alt forlængst af Richard Strauss blevet ført til sine Muligheders yderste Grænse. Men indrømmes skal det, at Komponisten boltrede sig som Fisken i Van(let indenfor den valgte Genre, han kan' ,sin Partitur og ved nok, hvad der skal til for at faa det til at klinge. Artistisk set var det en dygtig Præstation, men alle Raffinements til Trods var det ikke lykkedes at finde nye Sider i dette allerede for stærkt udnyttede ,Stof, og det - forøvrigt noget vel langstrakte Stykke -- forblev derfor uden større Virkning paa Tilhørerne.

Et helt andet Ansigt viste Sandberg Nielsen. Han har vel ikke Agersnaps ,sikre Beherskelse af Orkestret, hvad der er ret forstaaeligt, da det var hans første symfoniske Arbejde, men det gjorde overhovedet mindre til Sagen, (la Hovedvægten i dette Værk, modsat Agersnaps, ikke var lagt paa det orkestrale, paa den effektfulde Udnyttelse af det klanglige, men paa Linie og Rytme, - paa Formen, saaledes som hos alle i virkelig Forstand moaerne Komponister. Suiten var bygget op i fire knapt formede Satser efter Kontrastprincipet: langsom-hurtig-langsomhurtig, (det eneste, Værket havde fælles med de førklassiske Suite- og -Sonateformer). Indledning dannede en Andante af en vis pastoralt syngende Karakter; derefter fiilgte et mere be.

DANSK KONCERTFORENING

Dansk Koncertforening mødte ved sin væget »Intermezzo«, der dog faldt lidt
første Koncert med intet mindre end mattere ud; tredie Sats var en polyfon
to Nyheder: Harald Agersnaps symfo- Adagio, hvis Tema ved sin konstrukniske Digtning »Tag-a-lash« og Otto tive Intervalkraft kunde lede Tanken
hen paa den gammel-italienske Ricercare-Stil; denne Sats var - som forøvrigt Værket i sin Helhed - Vidnesbyrd om en ikke ringe kontrapunktisk
Kunnen. Lidt af et Fejlgreb var det
stærke tektoniske Indsnit ved Satsens
Xlidte - Polyfoni kræver ubructt, organisk Bevægelse - derved svækkedes
ogsaa, noget Stigningen op mod Finalen, der fulgte umiddelbart. Denne
sidste Sats interesserede især vect den
opfindsomme Rytmik og ved en sine
Steder baade morsom og karakterfuld
Udnyttelse af Træblæsere og Slagværk.
Der var virkelig i dette Værk en hel
Del af det, vor Tid har Trang til: en
Musik, der ikke vil skildre, filosofere
eller udtrykke Sjælekvaler, men først
og fremmest vil underholde, - inzisicere. Noget stort eller betydeligt Arbejde har Sandberg-Nielsen her ikke
skabt, men der var en indtagende Friskhed og Oprindelighed over det - og
~ganske afgjort Talent.

. Foruden disse nyere opførtes to ældre Kompositioner: F. L. Æ. Kunzens klassisk-præ-gede Ouverture til Operaen »Erik Ejegod«, der kort Tid forinden var blevet opført ved Kunststævnet og »Symfonisk Fragment« af Ludvig Holin, et lovlig bredt, noget udflydende efter-romantisk Stykke, som ikke formaaede at vække større Interesse.

Besøget ved Koncerten var ualmindelig slet. Ikke blot svigtede Publikum, men ogsaa i paafaldende Grad selve vor Musikerstand, endda der var fri Adgang for Medlemmer af »U. T. S.« og »Ny Musik«. At hele to Nyheder indenfor dansk Musik ikke formaar paa Forhaand at vække større Sensation, er et talende Vidnesbyrd om den rodløse Eksistens vor nyere nationale Tonekunst fører.

Povl HAMBURGER,
mag. art