Musik og videnskab

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 01 - side 5-9

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIK OG VIDENSKAB

AF DR. PHIL. KNUD JEPPESEN

Til Jørgen Bentzons sunde og tiltrængte, Mishagsytringer overfor ABC-Gespenstet og lignende makabert musikvidenskabeligt Overdrev (se sidste Hæfte af Dansk Musiktidsskrift), mener jeg det paa sin Plads at knytte et Par korte Bemærkninger. Bentzons - som han selv elskværdigt, omend unødigt betoner det - sympatiske Grundindstilling overfor Musikvidenskaben til Trods, er hans Syn paa denne Videnskab, soin ligger mig personligt saa stærkt paa Sinde, ikke helt mit.

Blandt det meget, som kan siges om Forskellen mellem Kunst og Videnskab, er noget af det mest simple og indlysende vel nok, at medens i Kunst Fantasien spiller Hovedrollen, er i Videnskaben den ordnende og forskende Forstand den mest fremtrædende Faktor. Galt vilde det dog være at mene, at Videnskab alene beror paa Kundskab og Forstand; ingen betydelig videnskabelig Bedrift blev nogensinde øvet af selv den lærdeste Pedant. Heller ikke gaar det an at tro, at Kunst udelukkende beror paa fri følelsesmæssig Udfoldelse af Fantasien. Ogsaa her er Omtanke og klar bevidst Disposition nødvendig, et Bevis blandt mange: Musikteorien, som praktisk talt er saa gammel som Musiken-som-Kunst overhovedet. Men er Musikteoriens Berettigelse saaledes, om jeg saa maa sige, ontologisk bevist (d. v. s. er det ved dens uanfægtede Eksistens gennem Aartusinder fastslaaet, at Intuition ikke gør det alene, rnen at det tillige er nødvendigt at omsætte musikalske Erfaringer i Ord), saa er dermed ogsaa Musikvidenskabens Berettigelse givet. For i Virkeligheden vil Musikteori og Musikvidenskab - naar de da begge er, som de bør være - nøjagtigt det samme, nemlig klare de musikalske Love saaledes som de udfolder sig i de skiftende Tiders Kunstwærker. Man træffer imidlertid af og til Musikere (de synes heldigvis efterhaanden at blive sjældne), som nærer Ængstelse overfor den forstandsmæssige Gennemtrængning af Stoffet, og mener, at Studier skader deres Skaberevner. Saadanne har altid syntes mig ligesaa bedrøveligt-pudsige som hin Maler, der drog til Rom for at lukke sig inde i et Atelier og male Selvportrætter, og som kun med ilsomme og ængstelige Skridt vovede sig ud paa Gaderne, og knapt turde skæve til al den store Kunst, som omgav ham af Frygt for »at miste sin Personlighed«. Det forekommer mig, at skulde Kunstvidenskaben kunne kvæle slige ulevedygtige Talenter ved Fødselen - om den kan det, er mig ikke bekendt - vilde det kun tjene den til Ære. Nej, hvad vi kan naa med vor Forstand bør ikke foragtes. I Morgen rækker vi videre end i Dag, og Grænsepælene flyttes stadigt, omend de altid vil være der. »Maal, hvad der kan maales og gør det endnu ikke maalelige maaleligt« hedder en gammel erfaringsfilosofisk Regel. Beskriv kun roligt hvad der kan beskrives, vilde jeg sige, naar Talen falder paa Musikvidenskaben, og stræb efter stadigt mere fintfølende Fremgangsmaader, men - og her er unægtelig et Kardinalpunkt - pas vel paa, at du ikke derved kommer til blot at beskrive din egen aandelige Afmagt. Og i dette kan jeg give Jørgen Bentzon fuldstændig Ret: Der forekomnier Fænornener ogsaa indenfor moderne Musikvidenskab, som kun kan forstaas som Udslag af kunstnerisk og videnskabelig Inipotens. Godt, at vi er kommet udover Anekdote- og Personlighedskræmmeriet og er blevet klar over, at kun det, som kan forklare og belyse selve Musikværkerne og deres udviklingsforløb, har Værdi. Skade derimod, at man ikke altid har haft Sans for, hvad der er væsentligt og uvæsentligt indenfor Musikbeskrivelsen, og at der ogsaa indenfor den saakaldte Stilkritik trives et pretentiøst Pedanteri. Uheldigt har her især den stærke Fremhæven af Formsynspunktet virket, uheldigt omend den i sig selv er forklarlig. Man maa nemlig tage i Betragtning, at Musikforskningen er ung som Videnskab og - hvilket kun er rimeligt - ved sin Begyndelse har staaet, usikkert i det Metodiske og maattet tage ved Lære af de ældre og mere erfarne Videnskaber. I Førstningen fulgte man nærmest den egentlige Histories Fremgangsmaader, hvilket var naturligt, da der var en Del Spørgsmaal af kronologisk og biografisk Art, som nødvendigvis maatte klares, førend. det Egentlige, Arbejdet med selve Musikværkerne, kunde sætte ind. Senere blev man, vel halvt instinktivt, drevet over ad Litteraturhistorien til, hvis Metoder bød større Fordele, naar det drejede sig om mere finartede stilistiske Betragtninger, og derigennem og I vel især ved direkte Paavirkning fra Metriken kom man ind paa disse Formanalyser, som sluttelig materialiserer sig som ABC-Gespenstet. Der er imidlertid hertil den Ting at bemærke (desværre er den kun altfor ofte blevet overset), at medens ved Lyrik de enkelte Verselinier tidsmæssigt falder saa tæt, at deres Lighed eller Ulighed kan give sig stemmingsmæssigt Udslag, er der ved den musikalske Formanalyse tiest Tale om Elementer paa saa stor indbyrdes Afstand, at deres Sammenhæng kun føles svagt. Ofte betyder den Form, paa hvis Beskrivelse man har ofret saa megen kærlighedsfuld Omsorg, blot noget negativt, Indholdets Grænser, paa hvilke der falder ringe eller ingen Betydningsakcent. Efter mit Skøn er man her i Musikvidenskaben begyndt fra den gale Ende. Bedre om man var gaaet ud fra Musikteorien og havde forsøgt at forfine dens Fremgangsmaader, thi i Virkeligheden er dens to Problemer: Melodi og Samklang de eneste, det, i hvert Tilfælde foreløbigt, er værd at befatte sig med; først, naar vi er kommet videre i Erkendelsen af disse fundamentale Spørgsinaal, kan vi vente at sige andet end relative Ligegyldigheder vedrørende. Formen. Forbilledlige (vel at mærke mere i Problemstillingen end i Løsningen) synes Arbejder som Robert Lach's »Studien zur Entwicklungsgeschichte der ornainentalen Melopöie« og Ernst Kurth's Værker om Bach's Polyfoni og Wagner's Harmonik mig at være; afskrækkende, for at nævne et Modeksempel, Rieniann's analytiske Arbejde om Beethovens Klaversonater, som efter rnin Mening burde have været uskrevet. Man kunde græde over, at en saa original og betydelig Begavelse som Riemann, har kunnet øde sin kostbare Tid (og derigennem har forført andre til lignende Tidsspilde) paa saa ufrugtbare Foretagender. Paa det Punkt maa jeg give Jørgen Bentzon fuldkommen Ret: I Virkeligheden formaar vi i øjeblikket ikke at analysere f. Eks. en Sonatesats saaledes, at det er Umagen værd at læse, hvad vi har at sige derom. Saa vidt jeg forstaar Bentzon, er jeg dog større Optimist end han, idet jeg føler mig fast overbevist om, at det, vi ikke endnu magter, skal vi engang naa,. Blot maa vi gribe Sagen anderledes an, med skarpere Blik for det Væsentlige og ikke, jeg havde snart sagt som Forbryderen om Gerningsstedet, kredse om de samme haabløs ugivtige formelle Problemer.

Ogsaa paa et andet Punkt mener jeg mig uenig med Bentzon - i hvert Tilfiælde, som jeg maa opfatte hans Udtalelser mod Slutningen af den nævnte Artikel. Det er selvfølgelig kun godt, om man, som han, anerkender Musikvidenskabens Betydning for det praktiske
Musikliv i Retning af Impulser, Vejledning i Foredrag af historiske værker, Fremdragning af værdifuld ældre Musik etc. Men Musikvidenskaben har sin Betydning ganske uanset om den fremmer det praktiske Musikliv eller ej. Man tilgive inig min Dristighed, men jeg kan ikke fragaa den Anskuelse, at selvom engang - maaske i Kraft af Radioens kulturspredende Velsignelse - det utopiske Tidspunkt -vil være kommet, hvor alle Mennesker er umusikalske (eller musikalske, hvilket siger det samme), og Musik sammen med al anden Støj ved Lov er afskaffet, selv da vil Musikvidenskaben eksistere og stadig have sin Opgave, thi Menneskeaandens Historie kan ikke skrives uden den. Er vi Folk fra Musikforskningen i Stand til at gavne det praktiske Musikliv, kan det selvfølgeligt kun glæde os, men vi maa gøre det ud af vort Overskud, og har i Virkeligheden ingen Forpligtelser i saa Henseende. Vor Pligt er kun den ene, for os hellige: Den rene, videnskabelige Erkendelse af Menneskeaanden som den udfolder sig i Musiken. Men ogsaa kun, hvad der siger noget aandeligt, har her Berettigelse, alt andet bør skarpt og utvetydigt afvises som usandfærdigt. Ave Bentzon! Væk med alt det, som ser lærd ud og intet er! Lad os vandre ad Ærlighedens graa, men fastbrolagte Gader, de som ene fører til Stjærnerne.