Omkring lytterafstemningen

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 01 - side 11-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

OMKRING LYTTERAFSTEMNINGEN

AF RICHARD HOVE THISTED

DEN mærkeligste statistiske Tælling, der har været, afholdt i Danmark, foreligger nu opgjort. For hvad er en Opgørelse af Antallet af Stikkelsbærbuske og - sure og søde Kirsebærtræer, mod Statsradiofoniems, store Rundspørge om det 300,000-hovede Lytterfolks Stilling til de daglige Udsendelser, over Kalundborg-København. Ganske vist omfatter Udsendelserne alt, fra Flæskepriser over Boksekampe, til Symphonier og Gudstjenester, men Besvarelserne viser, at det er de aandelige Værdier, der tages Stilling til. Det er altsaa en Tælling af' den aandelige Interesse lier i Landet, der er foretaget, og alle Befolkningslag har deltaget. Krystalapparatet i Kolonihavelysthuset stemmer lige med Grossererens Femlamper. Der indgik over halvandethundrede Tusinde Besvarelser og mange Betragtninger vil der, efterhaanden som ,Materialet bearbejdes til Bunds, kunne uddrages deraf. Foreløbig har man kun offentliggjort, de tørre Tal, - Rubrikken til Specialønsker lades uomtalt, og ligeledes den efter Sigende foretagne Deling efter Lytternes Samfundsstilling -, men af disse Tal maa man fastslaa, at den gamle Paastand om Danskerne smil et umusikalsk Folkefærd ikke mere kan fastholdes. Naar Folk fra alle Lejre i et Antal af over hundredetusinde overhovedet har en Mening,, og et ønske om hvad Art Musik, de ønsker at høre, saa er i alle Fald Musikinteressen stor.

Det Tal, der springer mest i øjnene, er selvfølgelig de 102,000 Stemmer, der ønsker mnindre Opera. Dette Tal kan Statsradiofonien takke sig selv for. Har man nogensinde villet udrydde Sansen for Operaen som Kunst, har der ikke været noget sikrere Middel dertil end de italienske Gæstespil. Det manglede ikke paa advarende Røster, men Radiofoniledelsen, og her vel særlig Driftslederen, opfattede stadig den italienske Opera paa Originalsproget som en Kulturmission. Nu sidder de og kan se paa de haandgribelige Resultater. En Grundbetingelse for at komme i Forbindelse med Folket er at tale et Sprog, Folket kan forstaa, og praktisk talt ingen i Danmark forstaar italiensk. Operaernes Sujetter var ogsaa fjerne og fremmede. En Opera som Donizettis Sovedrik og Verdis Maskebal maa naturligt være noget af det sidste man vender sig til, og dem byder man Bønder paa Heden og Fiskere paa Vestkysten som Indgang i deres Forhold til Operaen, - kan nogen være forbavsede over Resultatet? - Radioen herhjemme er i det hele taget meget for fornem med sine Krav om Sprogkundskaber. Alt, hvad der kan oversættes af Tekster, skal oversættes. Det er, ogsaa. for dem der kan Sproget, en ineget flov Fornemmelse at faa en sammentrængt Prosaoversættelse af et Digt, før det bliver sunget paa Originalsproget; og Opgaven, at skabe en taalelig Oversættelse af Teksterne, saa de kan synges paa dansk, kan løses. Der er Lyrikere nok i Danmark, der vil være taknemlige for Opgaven og vil kunne løse den bedre, end de fleste tror. - lmidlertid de hundredtusinde har stemt, og der er Grund til at frygte, at deres Stemmer vil faa Betydning ud over Statsradiofoniens Forhold til Operaen. Operaen paa Kongens Nytorv staar heller ikke paa for faste Fødder, dér hvor den skal søge sin Støtte, og Hr. Emil Holms Halsstarrighed har utvivlsomt faaet den til yderligere at vakle.

Det gik Symphoni- (og Kirke-) Musikken bedre, der er over halvtredstusinde, der føler sig veltilfredse med at høre cirka to Symphonier om Ugen; omtrent det samme Antal synes det er rigeligt. En Indskrænkning her vil ikke afgjort være af det onde, dersom Kvaliteten derigennem kunde hæves. Der leveres meget Jask fra Studiet. Ting, som Milhaud's smaa Symphonier spiller man ikke uden indgaaende Prøver, og naar man komimer ud for en dansk-russisk Aften fra Koncertsalsstudiet, kan man være vis paa, at den danske Afdeling bliver spillet fra Bladet og overrasker baade Musikere og Dirigent ved slet ikke at være saa selvfølgelig, som ventet. - Eks.: En skrækkelig slet Opførelse af Hartmanns Corregio-Ouverture under Reesen, ligeledes Hornemanns Ouverture heroique og Hartmanns Tonebilleder for Strygere. - Modsætning dertil danner Launy Grøndahls smukke og gennemarbejdede Opførelse af Axel og Valborg-Ouverturen. - Overdreven og derfor Protest-udfordrende er ogsaa de altfor omstændelige Gennemgange af en enkelt Komponist. Denne Sæson er naaet, til den tolvte Mozartaften, ineget af det opførte kunde have, været sparet, og den menige Lytter dog være bibragt et Indtryk af Mozart.

Bedre endnu end Symphonimusikken har Kammermusikken klaret sig, et Forhold der er naturligt nok. Kammermusikken egner sig godt for Radiogengivelse. De faa Stemmer staar klart og temmelig klangrigtigt, og Opførelserne er paa enkelte Undtagelser nær - jeg mindes navnlig Fini Henriques engang i Schumanns Klaverkvintet og en anden Gang i Beethovens c-moll-Violinsonate - virkelig gennemarbejdede, og Værkerne bliver udført, med Interesse af Kunstnerne, et Forhold, der føles forbavsende stærkt ved Højttalerne. Mange korte Kammermusikopførelser - kun een Komposition - vil være en bedre Vej til Musikopdragelse end Symphonikoncerter med fremmede Gæstedirigenter, der dirigerer Selvfølgeligheder selvfølgeligt.

I samme Forbindelse, og som næsten mønstergyldige, maa man nævne Folmer Jensens Kuhlau-Fremførelser. Denne fortrinlige Pianist har vist, hvormeget der kan naaes ved Kærlighed til Opgaven og klog kunstnerisk økonomi; mange vil være ham taknemlige for disse Soloafdelinger og for hans betydningsfulde Medvirkning i Kammermusikken, havde han haft en Rubrik for sig selv, havde han samlet mange Stemmer.

Tilbage staar den lettere Musik. Her stiger Merønskerne voldsomt og lader ingen Tvivl om, at det er Underholdning, de fleste venter af Radioen. Det er vel ikke at forbavses over. Kommer en Mand træt hjem fra Arbejdet, er han ikke oplagt til at følge en Symphoni i anspændt Lytten. Han søger at faa et behageligt Klangtapet i Stuen, som kan virke beroligende og opmuntrende ved varme Klangfarver og glade, men ikke paatrængende Rytmer. Dette er Dagligkosten, de store Symphonier skal være Oplevelser og Fest, og man kan vist ikke feste ordentligt mere end en Gang om Ugen.

Man gør her en Fejl ved at tro, at denne lette Musik ikke høres, selv om der ikke høres intenst efter. Indtrykkene fælder sig i Underbevidstheden og kommer efterhaanden til at danne det Fond, hvorfra Sammenligninger og Vurderinger hentes, naar Sindet indstilles til aktiv Lytten. - Indenfor den lettere Musik hersker der paa Radiofonien stor Slendrian. De samme Programmer løber med. smaa Variationer fra Uge til Uge, og det hele Repertoire er i alt væsentligt bestemt af, hvad der nu eengang eksisterer af Salonorkesterarrangementer. Her er ogsaa et Specialarbejde at gøre. For mig ligger det nærmest at holde mig til den danske Musik. Jeg har før peget paa den ældre danske Ballet som en rig Kilde at øse af, men det gaar her som med Sangteksterne: der skal nye Folk i Arbejde. - Radiofonien har et Udtog af »Trymskviden« - der kan med Fordel laves et Dusin! Af »Valkyrien« kender den kun Valhalla-Marchen, af »Arcona« ingen Ting. Den fik omsider fundet en gammel Potpourri af Frøhlichs, yndefulde »Festen i Albano«, det kan gøres meget bedre, - samme Komponists »Rafael« er en Guldgrube af glade Rytmer og effectfulde Violinsoli. - Jeg skal. afholde mig fra yderligere Opremsning; inen var det ikke en Idé, om Statsradiofonien lavede en lille Prisopgave paa de ti bedste danske Balletudtog, og satte Præmierne saaledes, at Arbejdet blev ordentligt betalt. Jeg tror, den fik Fornøjelse deraf, og den har Raad til og i og for sig ogsaa Pligt til at give unge danske Komponister Arbejde; de er ikke forvænte; - at der ogsaa kunde stilles større Opgaver, ved jeg, men dette er altsaa noget praktisk, naar først der kom Gang i det, kommer de originale Opgave ogsaa nok. Dette, at udforme det lettere Program nationalt, synes mig saa tiltrækkende og nærliggende, at jeg bliver ved med at tro, at det skyldes Dovenskab, Slendrian og Uvidenhed, naar det ikke sker; men jeg er selvfølgelig tilgængelig for Belæring om et muligt Fejlsyn i denne Sag. - Jazz er ikke saa populær, som man tror. Jeg oplevede, at et Par Fiskere paa Hanstholm havde stemt for mindre Kammermusik, fordi de ikke vilde have dette her, hvor de sad og tudede med sære lange Toner. Ved nærmere Undersøgelse viste det sig, at hvad vi i praktisk Almindelighed kalder Kammermusik, kaldte de Strygemusik, og det kunde de ikke faa for meget af, saa nogen Fejlgrænse maa der beregnes for Afstemningens Resultater.

Saa er der til Slut det mørke Punkt: De hundredetusinde, der vil have mere Humbugsmusik - Balaleika, Harmonika, Mandolin og grammofon. Altsammen omsat Musik. Musik, der er løsreven fra sit oprindelige Klangbillede. Hvordan kan det være? Rimeligvis fordi der her er Tale om Instrumenter, den store Masse selv har pillet ved og fusket med. Dette giver et teknisk Sammenligningsgrundlag, der ganske mangler ved de rigtige Instrumenter. Den; der selv kan spille »Den Sømands Brud har Bølgen kjær« med fast Bas paa Harmonikaen, imponeres i sit Inderste, naar han hører Alex og Mary spille Wienervalse, medens han er ganske kold og ligegyldig, naar Radiosymphoniorkestret plus en Solist spiller Casellas Violinkoncert. Muligheden for en Sammenligningsdom og det rent teknisk imponerende er Faktorer, man maa regne med; men ellers er det vel den gamle Kendsgerning, at alt Forhold til Kunst begynder fra neden, at det skønne er svært og erkendes langsomt. Alle, der forbavses over Fænomenet, anbefaler jeg Kiellands lille Afhandling »Kunst og Kunstsans« i »Mennesker og Dyr«.

Statsradiofonien skal. tilfredsstille et mægtigt Publikum med de forskelligste Forudsætninger; den kan med en vis Ret sige, at den gør det, - »som nu«-Stemmerne overvejer i alt væsentligt undtagen for Operaen, nien det siger ikke, at Opgaven ikke kan løses bedre, for det kan den. Radioen har intet Ansigt, ingen ny Vilje,. Naar man ser, hvad der udrettes ved tyske Radiostationer, maa man indrømme, at vi kommer for nemt om ved det. Det helt gode naaes for sjældent, og Middelmaadigheden, der er respektabel, bliver hurtig kedelig. Skal man faa en Symphoni til at virke betagende paa et primitivt musikalsk Menneske, skal den spilles fuldendt. Selv den skønneste blegner i en middelmaadig Udgave, fordi den dér forudsætter en altfor stor medarbejdende Fantasi hos Tilhøreren, for at han kan naa ind til det, der har foresvævet Skaberen. Med Radioens uhyre Stofforbrug følger, at den maa holde sig frisk ved en stadig Tilførsel af nyt kunstnerisk Blod, og det har den i høj Grad forsømit. Den stilede ikke for højt, da den valgte sine Dirigenter, hvoraf den første voksede med Opgaverne, den anden ikke; men hvorfor lader den ikke alle de Kræfter, vi har i dette lille Land, komme til, og komme til at arbejde. Lad os faa færre Opførelser af den store Musik, men bedre. Det er det Resultat, man maa. ønske Afstemningen maa føre til.

Slutningsbemærkning. Jeg er hverken Komponist eller Lyriker. Jeg har heller ikke forsøgt mig som Balletarrangør. Jeg er heller ikke Talerør for nogen saadan. Skulde det, jeg har sagt, vække Misfornøjelse i Driftslederens Kontor, saa komme det over mit eget Hoved. Det kan bære den Unaade, som mangen aktiv Kunstner ikke kan taale.