Laser og pjalter

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 02 - side 37-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

»LASER OG PJALTER«

»Det Ny Teater«s Opførelse af »Laser .(g Pjalter« (»Dreigroschenoper«) blev ~en, musikalsk Succes. Erik Tuxen havde Ære af Fremførelsen. Den uhyre vanskelige Instudering af de ingenlunde for-dringsløse Partier med et Personale, der i ren musikalsk og sanglig Hen~ ..seende var lidet fremragende, var lykkedes over Forventning, skønt Resultatet efter Forudsætningerne naturligvis ikke kunde blive helt godt. - Opførelsen giver iøvrillt Anledning til ad,skillige Betragtninger. Et Par velvise Teateranmeldere gav. »den gemene Hob« at forstaa, at dette var Kaviar, som den ,slet ikke kunde begribe; en Anmelderpolitik, som, hvis den gennemføres konsekvent, nok skal højne den københavn,ske Teaterkultur! Og »Social-Dernokraten«, hvis Læsere dog paa Forhaand maatte antages at have Gehør for Stykkets sociale Satire, rakkede Stykket ned efter Noder. De idylliske Tilstande i vort lille Fædreland giver sig underti,den besynderligt bagvendte Udslag. Nok var det, at Bourgeoisiet fyldte de dyre Pladser Aften efter Aften, medens de billige stod tomme. Denne Publikumsindstilling syntes ogsaa at præge Teatrets egen Tilrettelæggelse. Da Københavnerne ikke kan taale at komme i *Seng Kl. halv tolv, maatte Stykket jo -beskæres efter Prerniéren; og man brug

te da Kniven overfor en af Stykkets allerbedste Scener: den, hvor Macheath for anden Gang sidder i Buret og venter paa at blive hængt, iøvrigt til stor Skade for Hr. Oswald Helmuth, der spillede denne gribende, uhyglelige og tillige satiriske Scene helt godt. Til Gengæld bevarede man saa den ganske idiotiske Scene mellem Polly og Lucy (den med Sofapuden paa Maven), antagelig fordi den blev morsomt spillet. For Stykkets Gang og Udvikling er den aldeles betydningsløs, og i Berliner-Opførelsen var den da ogsaå udeladt. 'Men det »grinagtige« skulde vel overeksponeres, og det københavnske Borgerskab syntes da ogsaa at more sig helt godt. Den Bitterhed og sociale Indignation, som skal danne den kulsorte Baggrund for denne bidske Humor, var ret lykkeligt uskadeliggjort, blev i hvert Fald næppe opfattet. Vi anser os øjensynlig ikke for at have Brug for social Satire herhjemme, og hvis vi virkelig har Ret heri, er jo alt saare vel.

Hvad der end kan siges om denne Forestilling: »Det Ny Teater« lærte os, at der findes en Komponist, der hedder Kurt l Veill. Lad os nu se, om vi kan huske det endnu, naar det kongelige Teater om ca. 25 Aar sætter »Mahagonny« paa Plakaten.

Jørgen Bentzon.

Årgang 5/1930, nr. 02