Orglet

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 02 - side 29-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

""ORGLET""

AF MAG. ART. JENS PETER LARSEN

»Orglet«. Haandbog for Orgelspillere af Poul-Gerh. Andersen. (86 S.). 0. Lohse. Kbh. 1929.

VI har længe savnet en dansk Bog om Orglet. Rojahns (norske) »Kortfattet Haandbog om Orglet« fra 1891 er ikke noget fremragende Værk og desuden forældet, og
Lochers »Orgelstemmerne«, der kom i dansk Oversættelse 1912, er, bortset fra det mere specielle Emne, i udpræget Grad orienteret udfra den Orgeltype, vi nu er ved at forlade. Det er derfor med en vis Spænding man griber den foreliggende Bog, og det maa siges med det samme, at den udfylder det nævnte Hul i vor Litteratur paa allerbedste Maade. Det er rent ud forbløffende, at det er muligt at give en saa fyldig Fremstilling paa saa kort en Plads, hvad der skyldes Forfatterens sjældne Evne til at holde sig til det væsentlige og lade det ligegyldige ligge, noget som præger Bogen baade i Disposition og i Enkeltheder.

Uden Svinkeærinder af nogen Art tages der fat fra Grunden, idet først Bælgene, derpaa. Vindlader (Sløjfelade, Keglelade og pneumatisk Vindlade), Mekanik, Toner og Klangfarve (Overtoner og Svingningstal) og Pibeværket i Almindelighed gennemgaas. Herefter følger en udmærket Oversigt over de enkelte Stemmer, først Labialstemmerne, overskueligt inddelt i: Principalstemmer, cylindriske og koniske Fløjter, Strygestemmer, Dækkede Stemmer, Aliquotstemmer og Mixturer (Kvint- og Terzmixturer), derefter Rørstemmerne. Der følger saa en Række Dispositioner, repræsenterende fem Orgeltyper: den ældre tyske Type (den klassiske Type; Perioden fra Cornpenius til Silbermann), den ældre franske (18. Aarh.), den nyere franske (Cavaillé-Coll), den nyere tyske (det orkesterimiterende (Fabrik-) -Orgel) og endelig den herhjemme en Del praktiserede »Blandingstype« (der søger at kombinere Elementer fra de forskellige Typer). Derefter kommer nogle betydningsfulde Afsnit om Spillebordsanlæg, om Orglets Vedligeholdelse og Placering og endelig som et lille Tillæg nogle fortrinlige Dispositionsforslag til mindre Orgler (3-30 St.). Fremstillingen er overordentlig klar, men forudsætter, som det ogsaa ligger i Titlen, et vist, ganske elementært Kendskab til Orglets Indretning. Maaske kunde der have været Grund til at anføre nogle af de nyeste Arbejder om Orglet i en lille Litteraturfortegnelse; jeg tænker her særlig paa Bärenreiterudgaverne (Tidsskriftet »Musik und Kirche«, Orgelbevægelsens Organ, Freiburger- og Freiberger Beretningerne, Mahrenholz »Die Orgelregister«, Nytrykkene af Prätorius, og Werckmeister m. m.).

Det er jo ikke noget rent Tilfælde, at en saadan Bog fremkommer nu. Som det allerede tidligere har været omtalt her i Bladet(1), er der i Tyskland for øjeblikket en stærk Bewægelse, der tilsigter en Fornyelse af Orgelbygning (og Orgelspil), en Tilnærmelse til, eller snarere Genoplivelse af den klassiske Type. Reaktionen viser sig baade i Forhold til det klanglige og det tekniske. Mens man lige op til den seneste Tid ved Nybygninger undertiden næsten kunde faa det Indtryk, at det først og fremmest kom an paa, hvem der kunde lave det fineste Spillebord og de fleste tekniske Raffinementer (de talrige Kombinations- og Kollektivknapper; Koblinger (Normal-, Super- og Sub-) anlagt som Trykknapper og Trin med gensidig Udveksling; Generalcrescendo med tilhørende »Blinkfyr« osv.), er det nu særlig Orgelklangen, der arbejdes med. Baade det for hele Orglets Klang grundlæggende, Vindtryk og Vindlader, og det for den enkelte Stemme afgørende, Opsnit og Mensur, tages op til Undersøgelse. Bestræbelserne gaar ikke mere ud paa, at lave udtryksfulde, Solostemmer (franske Rørstemmer, overblæsende, Fløjter, udprægede Strygestemmer og Celester), saakaldte »Karakterstemmer« i Modsætning til de almindelige Stemmer, Principal, Gedakt osv., men at give disse sidste, som er og maa være grundlæggende, for hele Orgelklangen, en virkelig karakteristisk Udformning. Det ledende Princip ved Mensurering og Intonation bliver Klangsammensmelteligheden, »Mixturen« i overført Betydning. Den foreliggende Bog staar helt paa dette nye Grundlag. Jeg skal blot henvise til Sammenligningen mellem de tre (fire) Arter af Vindlader (S. 14-15), mellem mekanisk og pneumatisk eller elektropneumatisk Funktion, Udtalelserne S. 22-24, Afsnittet om Spillebordsanlæg o. s. fr.

Paa dansk Grund har de nyere Bestræbelser givet sig Udslag i to, forskellige Typer. Alle de Orgler, som i den senere Tid er blevet bygget og bygges af Firmaet Marcussen og Søn, Aabenraa (Sybrand Zachariassen), tilhører den klassiske Type, mens en Række Arbejder af Orgelbygger Frobenius, Lyngby- Horsens tilhører den nævnte Blandingstype. Som Eksempler paa den sidste Type anføres i Bogen Orglerne i Aarhus (Domkirken) og Gentofte, henholdsvis 83 og 37 Stemmer; den klassiske Type repnæsenteres, af Esbjerg (Vor Frelsers K.) og St. Nicolaj, Kbhvn., henholdsvis 34 og 44 St.

Skal man vælge mellem disse to Typer (og det er mellem dem, vi et Stykke ud i Fremtiden kommer til at vælge, idet vi dog vist snart kan lade det for blot 10 Aar siden dominerende »8-Fods-Orgel« ude af Betragtning), er der for mig ingen Tvivl om, at den klassiske Type er den mest forsvarlige, under mindre Forhold (indtil 25-30 Stemmer) den eneste forsvarlige.

Har man nogenlunde ubegrænsede Pengemidler til sin Raadighed, kan man naturligvis (som i Aarhus) bygge »geografisk«, med et tysk og et fransk Manual til hver sit Brug, men saadanne Monstre Orgler er jo saa sjældne, at vi praktisk talt kan se bort fra dem. I mindre Orgler har man, hvis man ønsker baade klassiske og moderne Stemmer, ingen anden Udvej end at blande dem paa de enkelte Manualer. En saadan Disponering er imidlertid, bortset fra det ukunstneriske i Fremgangsmaaden, næppe særlig hensigtsmæssig. Hvordan skulde det være muligt at forene en intensiv Gambe, en ikke mindre intensiv og ikke for snæver Voix céleste, Obo 8' og Clairon 4'« (som Schweitzer forlanger i Svelleværket, for at kunne spille César Franek, Widor og »alle af dem paavirkede Komponister«(2) ) med lige saa mange klassiske Stemmer (f. Eks. Rørfløjte 8', Quintatøn 4', Oktav 2' og Cymbel) til en virkelig Enhed ?(3) Og som Solostemmer overfor en Række klassiske Stemmer vil de heller ikke gøre nogen god Virkning. Den eneste konsekvente Løsning synes mig at være de rene Typer: klassisk eller moderne Orgel. Og at Valget her maa falde paa den klassiske Type, synes egentlig ret indlysende. Baade til Gudstjenestebrug (det altovervejende Synspunkt for et Kirkeorgel) og til al Orgelmusik til og med Bach, er denne Type langt at foretrække, mens de moderne Stemmer kun har deres Berettigelse i romantisk præget Musik. Naar man sammenligner to af de i Bogen anførte Orgler: Esbjerg og Gentofte (jeg har haft Lejlighed til at spille og høre dem begge), forekommer Esbjerg-Orglet mig i Virkeligheden langt mere anvendeligt med sine 34 klassiske Stemmer end Gentofte-Orglet med sine 37 blandede, ja, jeg vilde i givet Fald ikke betænke mig paa at vælge det af Orgelbygger Andersen foreslaaede Orgel paa 30 Stemmer af den klassiske Type fremfor Orglet i Gentofte. Overhovedet virker det næsten forstemmende, naar man gennemgaar disse Dispositionsforslag og ser, hvor faa Stemmer der egentlig behøves for at skabe et virkelig brugbart Orgel, og saa tænker paa alle de Orgler fra den sidste Menneskealder rundt om i vore Hovedstads- og Købstadskirker, hvor man sommetider har svært ved at finde een brugbar Stemme eller Registersammenstilling!

Skal vi imidlertid paa dette Omraade gaa en bedre Tid i Møde, er to Ting nødvendige. For det første maa de, der ved Antagelsen af Tilbud paa Orgelbygning har den egentlige Afgørelse, som Regel Menighedsraadene, lære at indse, at Orgelbygning er Kunsthaandværk og som saadant maa, gøres til Genstand for en Kvalitetsbedømmelse. Det Synspunkt, som mere eller mindre direkte har bestemt mange Afgørelser, at et Orgel jo er et Orgel, og hvad der er spart er fortjent, er i Bund og Grund forkert. I mange Tilfælde vil utvivlsomt det dyreste i det lange Løb vise sig at være det billigste.

Og dernæst, maa Organisterne opgive deres Lyst til Legetøj, baade det tekniske og det musikalske. Naar en Organist, som maaske aldrig før har haft Lejlighed til at disponere et Orgel, skal have sit Instrument fornyet eller ombygget, opstaar der nemt hos ham de særeste ønsker om Trykknappper og Svævestemmer og alt muligt usædvanligt og spændende. Hvis Orgelbyggeren saa hører til dem, der er villige til at lave hvadsomhelst, naar blot de faar deres Betaling for det, risikerer man at alle disse ligegyldige Paahit, som er uden nævneværdig Betydning for Helheden, sluger en uforholdsmæssig stor Sum Penge, som kunde være brugt til langt mere nødvendige Ting. Det vilde derfor være i høj Grad ønskeligt, om Organisterne gennemgaaende havde lidt mere Kendskab til deres Instrument. Nu da vi har faaet saa udmærket en Haandbog, kan man ikke mere skyde sig ind under Mangelen paa Litteratur, og man burde derfor fra Konservatoriets Side foretage en lille Udvidelse af Eksamensfordringerne, og indføre den foreliggende Bog som obligatorisk Lærestof for enhver, der indstiller sig til Organisteksarnen.

(1) Povl Hamburger: »Vor Tid og Orgelkunsten«. 4. Aarg. 1929 S. 81 ff.

(2) »Deutsche und franz,5sische Orgelbaukunst und Orgelkunst«. 2. Udg. 1927 S. 62.

(3) Overhovedet er det et lidt farligt Princip, Schweitzer er inde paa, naar han skriver: »Vigtigt er det ved Dispositionen at tage Hensyn til de betydeligere Orgelkomponisters Registreringsangivelser.

Årgang 5/1930, nr. 02