Schönberg-operaen "Von heute auf Morgen". Uropførelsen i Frankfurt AM.

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 02 - side 36-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

SCHöNBERG-OPERAEN ""VON HEUTE AUF MORGEN«

UROPFøRELSEN I FRANKFURT A/M

En af de vigtigste begivenheder i den indeværende sæson var sikkert frankf urter-operaens uropførelse d. I. februar i år af Arnold Sch,5nbergs nyeste værk, operaen »Von heute auf morgen« (»fra aften til morgen«). At denne premiére virkelig blev betragtet med så stor en interesse af hele den internationale musikverden sås tydeligt af det usædvanlig store antal referenter, der repræsenterede alle landes både dags-og fagpresse. Man imødeså det første sceniske værk, som Sehånberg efter en nu snart 20-årig pause havde skabt, med den største spænding, - ikke mindst fordi man deri så en stærk belastningsprøve for den af Sch,5nberg skabte og til højeste udfoldelse bragte tolvtone-teknik.

Librettoen, der er skrevet af Max Blonda, henter sit stof fra det moderne liv. Operaen er i en akt og foregår i :soveværelset hos et ægtepar, der lige er kommet hjem fra et stort selskab. Man~den har samme aften truffet en mondæn kvinde og svælger ustandselig i mindet om hendes yndigheder. Han krænker derved sin hustru, der altid har fundet sin største lykke i sin kærlighed til ham og deres barn. Hun aner, at det kun er nysgerrighed og længsel efter afveksling, der har fjernet manden fra hende, og hun beslutter at gøre ham hans uret klar ved selv at forvandle sig til en »moderne kvinde«. Ved et par hurtige omklædninger bedårer hun manden, opirrer hans skinsyge ved en koket telefonsamtale med en operas;anger, og bringer ham til slut fuldstændig til fortvivlelse ved nogle hysteriske scener. Fuldstændig sammenbrudt har han nu kun det ene ønske: at se hende som før, hvilket han snart opnår, hvorpaa hun tilgiver den dybt beskæmmede ægternage. Den gryende morgen finder parret ved kaffebordet i fredelig forening, som end ikke forstyrres ved den mondæne venindes og den berømte tenors tilsynekomst. Barnets naive spørgsmål: »mor, hvad er »moderne mennesker« for noget?« forbliver

ubesvaret, og tæppet går ned for en komedie om de menneskelige svagheder.

I Det vilde nu have været let og nærliggende i musikalsk henseende at behandle denne komedie fuldstændig parodierende, og ved det kompositoriske arbejde at overføre den i et fuldkommen uvirkeligt plan. Schónberg er imidlertid ikke vandret denne brede vej, der så sikkert fører til målet, men har holdt musikken fjernt fra enhver karikerende overdrivelse, i det mindste hvad angår de to hovedpersoner. Han har kun understreget hustruens skuespilleragtige forstillelse ved et dertil svarende forceret tonefald. Operaen er fuldstændig anlagt på udfoldelse af sangstemmerne, der hyppigt forenes på duet-manér, en enkelt gang oven i købet i kvartet. Af talesangen fra »pierrot lunaire« er- der overhovedet ikke gjort nogen brug, tværtimod er det gamle recitativ atter indført, og det vokale element derved formet ariost og recitativisk.

I det ikke særlig store orkester, må af de instrumenter, der frembringer de mest karakteristiske klangfarver, nævnes: stærkt besat slagværk, flexaton, guitar, mandolin og to saxofoner, som Schónberg ved denne lejlighed anvender for første gang. Værket er helt igennem holdt i streng tolvtonestil, der er benyttet med et utroligt mesterskab, som næppe lader ane vanskelighederne i dette materiale. Det for det meste kammermusikalsk og gennemsigtigt benyttede orkester kontrapunkterer i fuldstænd*ig frigjort form til sangstemmernes i vide buer spændte tematiske linier, hvis intervalbenyttelse kun på de mest bevægede steder fremviser overdrevent altererede spring. Det må naturligvis ikke overses, at det, trods den derved mulig

jorte lette tilgængelighed i den melo

diske struktur, kun er muligt ved gentagen høren og langvarigt grundigt partiturstudiurn at gøre sig begreb om det tematiske arbejdes hele fylde.

Frankfurter-uropførelsen stod fuldstændig på højde med det vanskelige værk, takket være den omhyggelige ind ,studering under kapelmester Wilhelm Steinberg, der blev understøttet på det pragtfuldeste af den talentfulde regissør dr. Herbert Graf og maleren Ludvig Sievert. Ægteparret og dets mondæne -genbillede fandt ypperlige' fortolkere i fru Gentner Fischer og hr. Ziegler, hen

holdsvis fru Friedrich og hr. Topitz. Det kraftige bifald tvan, den tilstedeværende i~~mponist til gentagne gange sammen med alle sine hjælpere at vise sig foran tæppet.

1Villi Reich, -wien.

Årgang 5/1930, nr. 02