Negermusik

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 03 - side 51-53

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

NEGERMUSIK

AF KNUDÅGE RIISAGER

DET er ikke så mærkeligt, at foreslillingen om, hvad negermusik igrunden er, efterhånden er blevet meget forvirret. U.S.A. har i en halv snes år dumpet det europæiske musikmarked ined en syndflod af billige. jazzmelodier. De flottere europæiske beværtningers orkestre og dansesaloner har ydet bidrag til begrebsforvirringen ved at lancere en hjemmebrændt similijazz, en sand metalvaremusik til husvalelse for det souperende døgnbrænderpublikum

Adgang til at lære negerens egen musik at kende i dens oprindelige form har nu heller ikke været let, - og det er så meget mærkeligere, som den afrikanske negerkunst netop er kommet på moden, efter at krigen i skyttegravene bragte et personligt samkvem istand mellem europæiske og farvede soldater. Den novellistiske jazzliteratur har ikke givet ordentlig besked, fordi den taler om jazz'en, den afroamerikanske negers musik og dennes brugbarhed for »europæisk« tonekunst. Og hvad får man for resten i det hele taget ud af at læse om musikens æstetik? Så meget hellere lytte til en god grammofon.

Et virkelig, systematisk arbejde om negerens musik, om den afrikanske folkemusik, er udsendt iår af det franske »Société d'Editions Geographiques, Maritimes et Coloniales«. Titlen er simpelthen »Musique négre« og værket er skrevet af lægen og etnografen Stephen Chauvet. Dette store kvartbind er betydningsfuldt ved sine næsten 100 minutiøse reproduktioner og tavler og ved sit indhold af ca. 120 originale melodier, af hvilke jeg hidsætter et lille udvalg.

Værket synes mig imidlertid at have en særlig interesse, fordi det er skrevet af en lærd, der uden at tagp stilling for eller mod »negerspørgsmålet«, beretter hvad han veed og har fundet ud af om sit emne. Indholdet af saglige bemærkninger sætter så meget mere fantasien i sving: Den omstændighed, at jazz'en kom »frem« i europæisk musiks oprydningstime efter 1918 er ikke den eneste forklaring på dens succes. Jazz'en har elementer i sig, der svarer til tendensen i den nye musik. Den hviler i det melodiske linjespil og, dens incitament er rytmen. Men grunden til, at negerens folkemusik, er blottet for vertikal fornemmen, er den simple, at instrumenterne, på grund af, at negeren ikke kender det tempererede system, ikke kan samles i et orkester i europæisk forstand. Jeg kunde i denne forbindelse have stor lyst til at spørge, musikhistorikeren, om det er rigtigt, at europæisk musik netop siden temperaturens indførelse i stigende grad er blevet klangligt præget. Måske er vort øre deraf blevet »falsk« indstillet, således at den »førtempererede« musik igrunden skulde spilles uden temperatur, ligesom altså negerens folkemusik eller forøvrigt megen orientalsk folkemusik. Så vel som racernes absolutte hørevidde er forskellig (ex.: arabernes 17-toneskala, -som vi ikke kan opfange distinkt) kan vel også en races hørevidde forskydes i århundredernes løb. Dette er blot et enkelt spørgsmål, som rejser sig ved læsningen af Chauvets bog. Det har kun været min mening her at henvise til dens fremkomst, for det er et kildeskrift som bare indeholder systematisk stof. Mon ikke det vilde være af betydelig interesse, dersom Statsradiofonien lejlighedsvis foranstaltede folkemusik-opførelser. Man kunde i så fald passende hente et rigt stof i det her omtalte værk.