25 nye salmemelodier

25 NYE SALMEMELODIER

Paa Wilhelm Hansens Musikforlag har Organist og Kantor Johs. Wfirtz fornylig ladet udsende en Samling »25 Salmemelodier komponerede i Kirketonearter«, der, som det fremhæves i Forordet, er et Forsøg paa »at bygge videre paa (te af Thomas Laub i »Musik. og Kirke« angivne og i »Dansk Kirkesang« praktiserede Principer«. Derved har Wilrtz selv understreget, under hvilken Synsvinkel han ønsker sit Arbejde betragtet, og den kritiske Bedømmelse deraf er derfor i første Række betinget af, i hvilken Grad det er lykkedes kirkeligt og musikalsk at opnaa Overensstemmelse med de angivne Principer.

Om Formaalet, med denne Samling hedder det i Forordet, at den »forhaabentlig kan bidrage til, at der med Tiden vil kunne anvendes kirkelige Melodier til alle Salmebogens Tekster«. Om dette just er Idealet, er mere end tvivlsomt. Som Laub har paavist det i Forordet til »Dansk Kirkesang« og i en udførlig kritisk Redegørelse i »Musik og Kirke«, findes der i Salmebogen et ikke ubetydeligt Antal Tekster især af nyere Oprindelse, der ganske mangler den rette »Salmetone«, æstetisk betonede Enkeltmandspoesier uden (len Almenhed i Indholdet og Storhed i Billedsproget, (ter kendetegner den klassiske Salmedigtning. Dette gælder ikke faa af Ingernanns og de fleste af Chr. Richards og Timms Salmer. Disse Tekster, sorn Laub med fuldt Overlæg er gaaet udenom, har WUirtz med særlig Forkærlighed taget op til Behandling, endog Chr. Richards »Et Kors (let var«, som Laub med Rette, bryder Staven over for dens Indholdstomhed og flove Rimerier, figurerer her med en ny Melodi. Det er Poesi af en Art, som man ved en eventuel Revision af Salmebogen helst maatte arbejde for at faa udryddet, i hvert Tilfælde er (ler ingen Grund til at forsyne den Slags Tekster med kirkelige Melodier, der, bortset fra at Stilen ikke harmonerer, kan tjene til at give (lem et vist avtoritativt Præg, som de ikke fortjener. Men ogsaa i de Tilfælde, hvor Wfirtz's Tekstvalg formelt er uangriheligt, maa man ofte forundres over det. Det er saaledes ikke let at indse, hvad vi skal med en ny Melodi til »Nu falmer Skoven«, hvortil den gamle danske til »Jeg ved et evigt Himmerig« passer saa fortrinligt, saa meget mere som den

nye Melodi af Wilrtz saa ganske aabenbart er inspireret af (len garnle haade rytmisk og melodisk; noget ganske tilsvarende gælder WUrtz's Xlelodi til »Alle Vegne, hvor jeg vanker«, der i paafaldende Grad minder om (len gamle Melodi, Laub har til »Synes det i Kors og Pine«, der har samme Versemaal. Hvad Tekstvalget angaar, kan der endelig ankes over, at Wilrtz har sat Melodi til tre Salmer, som Laub har givet nye Melodier, navnlig da i (le to Tilfælde »Det koster ej formegen Strid« og »Verden, o Verden«. WUrtz's l Melodier ligger saa nær ol) ad Laubs baade tonalt, melodisk og Jsær deklamatorisk, at de - ligesom forøvrigt de ovennævnte Tilfælde - tager sig ud som et lidet pietetsfuldt Forsøg paa »Bessermachen«.

Denne Mangel. paa Kritik og Skønsomhed i Forholdet til det tekstlige havde man til Nød kunnet se bort fra, hvis det var lykkedes Wflrtz musikalsk at skabe noget virkelig værdifuldt, men det er saa langtfra Tilfældet. Wili-tz kalder sin Samling »Salmemelodier i Kirketonearter« og ikke, som det havde været naturligere, i »Kirkestil«. Dette kan synes uvæsentligt, men er ikke desto mindre - ligesom den noget mærkelige Henvisning i Forordet til Bellermanns »Der Contrapunkt« - i høj Grad betegnende for hele Indstillingen, der synes ensidigt rettet mod (let teoretiske. Man mærker, at Wfirtz har studeret sin »Dansk Kirkesan,« grundigt, i nogle

.1

Henseender maaske for grundigt, i andre allipevel ikke grundigt nok. Saale(les er der enkelte Melodier, mod hvilke der rent formelt ikke kan rettes væsentlige Indvendinger, hverken hvad Melodigang, Toncartsforhold eller Samklang angaar, det gælder især, hvor en bestemt Melodi er taget til direkte Forbillede. I de fleste Tilfælde, navnlig hvor Wilrtz mere forlader sig paa sin egen Muse, viser »den gamle Adarn« sig dog Gang paa Gang temmelig aabenlyst. Det gælder især Nr. 2, 3, 9, 19 og 23, der trods den »rensede« Harmonik intet har med Kirkestil at gøre. De to førstnævnte smager stærkt af Rung og Winding, medens de andre i intet væsentligt adskiller sig fra den Berggrenske Pseudo-Koralstil. Enhver, der er fortrolig med det 16. Aarh.s Kirkesang, vil sikkert kunne føle det stilløse i f. x. følgende Vendinger:

Der kunde peges paa meget mere, men en detailleret Retten Stil er i Virkeligheden ikke Umagen værd. Hvad der til syvende og sidst er det fældende for WUrtz's Arbejde, er nemlig ikke at det staar saa usikkert paa det valgte Stilgrundlag, men at det helt igennem - ogsaa i de mere »korrekte« Melodier - mangler den Kraft og det Vingefang, der ene kunde have hævet det op i den almene Udtrykssfære, hvor den ægte Kirkemusik har hjemme. Derlien naar man ikke alene gennem Undersøgelser af den gamle Musiks Samklangsprinciper eller Kirketonearternes Formelvæsen, selv om de drives paa mere omfattende

Basis, end Wilrtz's; bagved Arbejdet med de historisk-teoretiske Principer maa staa, en virkelig kunstnerisk Personlighed, der for Alvor er indlevet i den gamle Kirkesangs Aand. En saadan Indlevelse er det, der giver Laubs Værk dets høje Værd, den præger ikke blot hans Behandling af de gamle Melodier, men ogsaa hans egne nye; at han i de bedste af disse - her kan anføres »Den store, hvide Flok« og »Stat op min Sjæl« - har skabt blivende Værdier paa (len gamle Grund, kan der næppe være Tvivl om. Det er denne Forbindelse med de levende Kilder, der fattes Wilrtz's "",Melodier. Naturligvis er (len Stræben, der tilkendegiver sig i dem, i sig selv anerkendelsesværdig, og det er jo kun et glædeligt Tegn paa Livskraften i den Laubske Retning, at andre føler sig kaldede til at bygge videre paa den i Stedet for at gaa paa egen Haand og forsøge at konstruere en mere eller mindre »original« Kirkestil, der paa Forhaand vilde være viet til Undergang, hvad vi herhjemme har et i Grunden tragisk Eksempel paa i Asger Juuls »Aandeligt Sangv.-erk«. Dobbelt beklageligt er det derfor, at Resultatet. i det foreliggende Tilfælde ikke er faldet lykkeligere ud. Som Supplement til Laubs Samling vil WUrtz's intet øjeblik kunne komme i Betragtning, at hans 'Melodier overhovedet vil kunne opnaa almindelig Udbredelse, er ganske usandsynligt.

Povl Hamburger.