Amatører og kammermusik

AMATØRER OG KAMMERMUSIK

AF RICHARD HOVE, THISTED

HR. V-H. København efterlyser i Februarheftet Artikler om Kammermusik. Det er et Thenia, der frister mig, for jeg er selv en arg Aiiiatør og ikke mag. art. som de fleste af de fortrinlige Herrer, der skriver dette udmærkede Tidsskrift. Jeg har i snart tyve Aar drevet Kammermusik med forskellige Ligesindede. Det var i Begyndelsen svært at faa en saadan Kreds samlet af det primitive Materiale, der var til Udvalg; men Aarene og de mange fælles musikalske Oplevelser har efterhaanden knyttet os sammen, saa vi nu er en Eenhed, der med Udbytte gaar i Gang med, hvad "",Musikken gennem alle Tider byder paa.

Socialt set er Kredsen broget: En Sagførerfuldmægtig, en Snedker, en Barber, en Læge, en Smed, en Bibliotekar og saa mig selv, der er Møller. Jeg anfører det, for at vise, at man ikke maa tro, at man i smaa Byer kan lave en Strygekvartet som en Bridgeklub. Vorherre var lunefuld, da han uddelte Musikkens Gave til Menneskene. Vi kan besætte indtil Strygesekstet og raader over en Fløjte og en Klarinet, der er fremragende, og saa selvfølgelig Klaveret. De to Blæsere er Medlemmer af det stedlige Orkester.

I Løbet af en halv Snes Aar har vi gennemspillet i det væsentlige, hvad der findes af klassisk og romantisk Kammermusik. Jeg skriver udtrykkelig gennemspillet, idet jeg anser det for givet, at Amatører aldrig kan naa til den Beherskelse af deres Instrumenter, at de har Udbytte af at studere et Kammermusikværk med klanglig Fuldkommengørelse som Maal. Det, der skal tilstræbes er, at Deltagerne naar til Forstaaelse af de musikalske Værdier, der findes i Værkerne, og efterhaanden naar til med Lethed at kunne følge et værk, de hører for første Gang. Maalet er gennem personlig Oplevelse at blive gode Hørere, noget det i øjeblikket i høj Grad skorter vort Musikpublikumi paa, soin en direkte Følge af den stereotype Form vore. Koncertprogrammer efterhaanden har antaget.

Naar det primiitiveste Standpunkt er overstaaet, det der totalt mishandler de letteste Haydn og Mozart Kvartetter - Mozart skrev iøvrigt ikke bekvemt for Amatører, der findes overalt i hans Ting uvarslede og uoverstigelige Vanskeligheder, som umuliggør de fleste af Kvartetterne for Kammermusikkens Begyndere - saa anbefaler jeg altid Mendelssohn. Hans Strygekvartetter og de to Kvintetter er med en dygtig Primoviolin ganske ypperligt Stof at arbejde ved, melodisk lettilgængeligt og fyldigt klingende og ikke nær saa ømfindtlige overfor hændelig Urenhed som de tidligere Klassikere. Schumanns Kvartetter er værre, Klaverkvintetten og -kvartetten til Gengæld saa mægtige, at de er meget vanskelige at komme videre fra, idet det meste af, hvad der findes for disse Besætninger, blegner overfor dem. Anbefales maa ogsaa Spohr. Han er ude af Kurs i Koncertsalen; men i hans Kvartetter og navnlig i Dobbeltkvartetterne staar der fortrinlig Musik for et Amatørensemble. Klavertrioerne giver mindre Udbytte. Den Udformning af Passageteknik, som Spohr fornemt og afvekslende har skrevet for Violinen, har han ikke kunnet overføre til Klaveret, hvor den let, foruden at vaære teknisk meget krævende, tillige bliver kedelig. Disse Komponister, hvortil man videre kan føje Rob. Volkmann, hvis Kvartetter indeholder fortrinlig og fængslende Musik, har jeg med velberaad Hu fremdraget. Min Erfaring med Amatører gaar nernlig ud paa, at de først og fremmest vil have noget at arbejde med - det er den Gustav Smithske »Funktionstrang« - og dette noget skal foruden at være en Stemme med Bevægelse i ogsaa lejlighedsvis og godt fordelt indeholde motivisk Stof. Derfor holder man vanskeligt et Ensemble sammen paa Kammerrriusilc fra den førklassiske Tid. Mellernstemmerne bliver for uinteressante. Det samme gælder de fleste Generalbasbearbejdelser, der er foretaget til Klaverkammermusik fra den Tid. Pianisten vil sandelig have Lov at spille, ikke blot sidde og trykke rytmisk paa en Treklang. - Noget lignende gælder endnu tildels Haydn, hos hvem Primoviolinen i høj Grad dominerer.

Først naar Ensemblet i dette behagelige Stof har naaet at kende hinanden, bør man vende sig til Beethoven og Schubert. Af Beethoven vil selvfølgelig de sidste Kvartetter være lukket Land. Og en Kvartet som Schuberts G-dur kræver ogsaa en større -»Vejrtrækning« end Amatører kan tænkes at naa. Jeg vil her ogsaa tilraade den størst mulige Elasticitet med Hensyn til Besætning. Et Amatørensemble bør altid søge at have en Mand fri, der med Partituret i Haand har Overblik over Helheden og forhindrer den rene Rabies. Kan man samle fire Strygere og et Klaver, saa lad Klaveret lede en Strygekvartet. primoviolinen en Strygetrio, Secondviolinen en Klaverkvartet o. s. -v-. - Det medfører ogsaa, at et enkelt Forfald ikke nødvendiggør, at Mødeaftenen aflyses. Selv den uundværlige Cello kan undværes - der er Trioer for Violin (Klarinet), Bratsch og Klaver og Fløjte (Violin), Violin og Bratsch. Solosonaten bør ogsaa lejlighedsvis dyrkes, den giver den enkelte mere Frihed i Udtrykket - Og Lejlighed til at øve sig. Beethovens Strygetrioer dyrkes f. Eks. altfor lidt i Forhold til hans Kvartetter. Alt dette ved selvfølgelig de mere erfarne.

Jo nærmere vi saa kommer vor egen Tid jo større bliver Fordringerne. Brahmis husker vel nok de fleste at forsøge. Klavertrioerne er sværere end Klaverkvartetterne - Klaverkvintetten vil mæppe lykkes for ret mange. Derimod er der mange, der ikke er opmærksomme pa Cherubinis pragtfulde Strygekvartetter, ligesom det forsømmes at forsøge Saint-Saëns, der har skrevet prægtige Ting, der ikke er umulige for Viderekomne. Jeg kan ikke lade være at gøre opmærksom paa den imponerende E-moll Klavertrio, der vistnok er ret ukendt herhjemme. Dvorak og Tschaikowsky lader sig ogsaa spille, navnlig den første. Af Reger har vi her med Held spillet Strygetrioen i A-moll og de to Serenader for Fløjte, Violin og Bratsch, samt ikke forgæves forsøgt Strygekvartetterne i Es-dur og A-dur. Klavertrioen, -kvartetterne og -kvintetterne er uovervindelige for Amatører. Og dermed nærmer vi os et Tidsrum, hvor Kammermusikken helt forlader sin oprindelige Grund og bliver eensidig Koncertmusik kun tænkelig for fuldendte Kunstnere. Vil man se, hvor galt det kan komme til at se ud, kan jeg anbefale at gennemblade f. Eks. Joaquin Turinas Klaverkvintet eller Ravels Trio. - Inden jeg gaar bort fra denne Del af Thernaet, vil jeg endnu mævne et Par Navne for Kammermusikensembler i Repertoirenød. Det er Svenskeren Franz Berwald, hvis Kompositioner ligger langt over Gennemsnittet, og som vistnok spilles altfor lidt herhjemme, og østrigeren Goldmark, hvis Klaverkvintet og Trio vel ikke er geniale, men dog rummer god og spilleværdig Musik.

Men ogsaa herhjemme er der komponeret fortrinlig op, velegnet Kammermusik. Vor egentlipe Klassiker paa dette Felt er Kuhlau, hvis Strygekvartet er pompøs, hvis Klaverkvartetter er den ene bedre end den anden og den sidste bedst og hvis Fløjtekvintetter er festlige. De har kun den Fejl, at de er totalt udsolgte. Kommer man ind til en københavnsk Antikvar, kan man blive skrevet paa en lang Liste og engang om en Snes Aar gøre sig Haab om at komme til at eje et Eksemplar. Det kunde synes en smuk og sikkert ogsaa lønnende Opgave for et af vore Forlag at optrykke disse Ting i en god og billig Folkeudgave - navnligi klaverkvartetterne. Noget lignende gælder Hartmanns Violinsonater og Violinsuite, som Wilhelm Hansen for Aar og Dag meldte udsolgt fra Forlaget, med Tilføjelse af at den næppe vilde blive optrykt mere. Man ser heraf, hvad det rigtige Forlagg betyder for en Komponist - Gades langt svagere Violinsonater er i Breitkopfs billige Volksausgabe. - Gades Strygekvartet er et af hans svageste Arbejder, langt ringere end den uudgivne i F-moll, til Gengæld er Klavertrioerne bedre, Strygekvintetten og Oktetten fortrinlige og Sekstetten ogsaa med noget af det rigtige over sig. Af Emil Hartmann findes trykt to Klavertrioer, den ene med Klarinet, der begge indeholder let tilgængelig ikke dybtstikkende Musik, det samme gælder hans Strygekvartetter og Klaverkvintet, der desværre er utrykte. Dersom de var trykte, var de idéel Amatørmusik paa Grund af deres gode Form og praktiske Skrivemaade for Instrumenterne. Det samme kan siges om de af Otto Mallings Værker, der er trykte. Jeg er helt overbevist om, at Malling komponerede sine Ting som Brugsmusik, uden Skelen til Verdensberømmelsen, man fornærmer ikke Koniponisten ved at have en gammeldags Toddy ved Nodepultene. Fornemmiere er Aug. Winding og Barnekow, som begge spilles med Udbytte, selv om de hist og her virker noget afblegede. I det hele egner denne Periodes danske Komponister sig godt for Amatører, da de gennemgaaende er ret beskedne i Fordringerne til det tekniske.

Af de nulevende skal derimod Louis Glass tages for ramme Alvor. Han har skrevet værdifuld og overkommelig Kammermusik. Fis-moll Strygekvartetten er et alvorligt Arbejde værd, Violinsonaterne bør man kende, Strygesekstetten er et mærkeligt og for sin Autor typisk Værk, Klavertrioen er svær navnlig det meget høje Celloparti i sidste Sats, rnen absolut en af de bedste danske Trioer paa Linie med Lange Willers. Og saa maa man ikke være bange for at lægge Riisager og Jørgen Bentzon paa Pultene. Deres Strygekvartetter er typiske for vor egen Tid og naar Viljen er tilstede ikke uovervindelige for Amatører. Der er ingen Umuligheder i Stemmerne. Det det kniber mest med i Begyndelsen er Fortrolighed med Stilen; men det kommer hurtigt, og det er morsomt at konstatere, hvorledes Forvandlingen i Opfattelsen skrider frem, hvorledes Kvartettens Medlemmer begynder ined at finde dem ravgale og ender med at erklære det for rigtig Musik. De er i virkeligheden lettere at styre end Carl Nielsens Kvartetter, der er alvorligt svære.

Maaske forekommer denne Artikel Læseren ganske vild. Der kan i saa Fald være noget om det, for Themaet er ganske overvældende stort, og Grundlaget for Udvalget ganske ubestemt. Hvad er Musik for Amnatører? Hvor skal den tekniske Grænse sættes, der siger Stop ? Hvert Ensmeble maa selv afgøre det; men et positivt vink kan jeg dog give Hr. V. H., der med Rette klager over Musikhandlernes ringe Udvalg: Gaa til Bibliotekerne! Det kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket i Aarhus har en imponerende Kammlermusiksamling. For det første vel nok alle udkomne Lommepartiturer. Dem kan man laane og se før man bestemmer sig for Køb; men ogsaa Stemmer til en Mængde Ting, soin kan spilles med Udbytte, men som nu er ude af Handelen, kan man laane, og de paagældende Ledere af Musikafdelingerne, som ganske vist ikke har nogen Forpligtigelse til at være Eksperter i Kammermusik, vil sikkert gerne give gode Raad med Hensyn til, hvad der lader sig anvende. Med den Mulighed for at prøve og udvælge som Bibliotekerne giver, bør man kunne skabe sig et smukt og stort Repertoire for næsten ethvert Standpunkt og enhver Sammensætning af Ensemble, idet man af den Grund ikke bør glemme, at de levende. Komponister lever af, at deres værker sælges. Og for mig staar det stadig som Maalet at naa til Forstaaelse af de levende. At Maalet kan naaes har jeg bevist i inin egen Kreds; men over hele Danmark synes Musiklivet at være groet fast i en Periode, der nu ligger over hundrede Aar tilbage. Lad os faa det rykket Iøs og komme til at leve med i det tyvende Aarhundrede.