Ny-orienteringen. Formål og farer

NY-ORIENTERINGEN. Formål og farer

AF OVE LUNDBYE

Denne Artikel er en nærmere Udformning af Tanker, fremsat i en Artikel i »Tilskueren«, Marts 1929: »Den europæiske Nilusiks Skæbnetime«.

NÅR man må nære den allerstærkeste Interesse for alt, hvad der i vore Dage foregår på Musikens Område, behøver dette ikke alene at skyldes Kærlighed til den herlige Kunsts Fremtidsskæbne, som vel mere end nogen anden Kunst er den europæiske Kulturs adækvate Udtryk; men også Ængstelse for selve denne Kulturs Skæbne. Den Kulturkrise, som så mange taler om, er en Realitet, som alle Tidens betydeligste Ånder, og ikke blot de, gennemlever i deres egen Personlighed, og søger at overvinde. Musikens Krise er kun en Del af denne Kulturkrise. Dette overses i Reglen. Musikere og Musikskribenter synes at mene, at det, der skal rettes, er visse dårlige Vaner og uheldige Indretninger - Undervisningen, Formen for Musikudøvelse, Publikums Smag. Ja, var det kun gjort med at rette på disse Ting. Begejstring og Energi kan vel udrette meget her; men Faren for, at Nissen flytter med, er stor, dersom man ikke er klar over, at det her er langt dybere Ting, det drejer sig om.

At en Bog som Gustav Smiths »Om Musikens Dobbeltvirkning« hos mange af de førende Unge har kunnet vække en næsten kritikløs Begejstring, kan give én noget at tænke på. Her i Bladet har egentlig kun Mag. J. P. Larsen advaret mod denne Misforståelse; hans Advarsel blev dog tilbørligt modarbejdet ved en passende Typestørrelse.

Hvad er den »mentale Funktionslyst«, som Gustav Smith gør til al Musiknydelses Kærne? Den vildeste Subjektivisme; altså netop det, som man mente, det var den »nye Musik«s første Opgave at bekænipe som Roden til hele den musikalske Dekadence.

Det er jo nemlig en komplet Misforståelse at tro, at Subjektivisme kun viser sig som den Dyrkelse af Følelsen, der kendes fra Romantiken. Der findes også en Viljens og en Forstandens Subjektivisme; og denne Fare lurer på den yngre Generation, der ganske ensidigt ,vender sig imod »Følelsen«. Selvfølgelig er det ikke Følelserne, der skal bekæmpes, endogså - helt tosset - således, at de gøres ensbetydende med »Sjæl«, som derfor også ønskes fjernet fra Musiken. Er den gregorianske Sang og Folkevisen sjælløse? Hvad der skal bekæmpes, er ikke Følelser, men deres manglende Disciplinering; de skal indordnes under Personlighedens Helhed. Og selvfølgelig skal heller ikke Personligheden kvæles; er nogen skøn og stor Musik frembragt på nogen anden Måde end gennem et dybt bevæget Menneskesind? Ikke Personligheden skal bekæmpes, men dens manglende, Disciplinering; den må, for at skabe ægte, Kunst, indordnes, i en større Sammenhæng, som den med al sin Evne og Vilje tjener.

Når en Schönberg ikke mener at kunne indordne sig ydmygt under de evige Love, der gælder for Kunst såvel som for enhver anden Livsproces - og som vel også i Virkeligheden er de samme Love - men egenmægtigt konstruerer sig et Tonesystem, hvor Tonernes Sammenhæng alene behersker hans Tanke og Vilje - så er dette en Subjektivisme, der endogså overgår den vildeste romantiske Følelsessvælgen, som dog anerkendte visse Love over sig, bl. a. Tonaliteten, i Reglen også det klassiske Formskema (som vel ikke engang kan kaldes en »evig« Kunstlov!).

Og når Gustav Smith opstiller en Lov, der i Finn Høffdings Formulering hedder: »Kunstnydelse er et åndeligt Arbejde«, så er Meningen hermed den, at det for at opfatte og opleve Musik er niere vigtigt at være aktiv, at foretage sig, noget, end ydmygt og taknemmeligt at åbne sit Sind for de Værdier, Kunsten rækker os. Det er indlysende, at en vis Aktivitet er nødvendig. Jeg opfatter ikke et Maleri uden at vende mit Blik hen på det. Dette er min Indsats; Resten er Kunstnerens, og det er Anmasselse, hvis jeg vil tillægge nogen »Funktion«, noget »Arbejde« hos mig selv Æren for den Glæde, Kunstværket bereder mig. Det er ikke, som Ordet »Funktionslyst« skarpt betoner, min egen »Funktion«, jeg nyder; det er Kunstværket! Ved at lægge Tyngdepunktet over i Modtagerens bevidste Arbejde modarbejder Smith enhver ægte Kunstoplevelse, hvis Kærne netop er, at man føres ud over sig selv, at man modtager en Værdi, ikke blot nyder sin egen lille »Funktion«. Hvad er »Sjæleri«, hvad er »Virtuoseri« andet end netop denne Funktionslyst, som.vi nu pludselig skal ligge på Maven for? Ligesom disse vil også den »mentale Funktionslyst« nødvendigvis føre til Forfængelighed, nemlig Nyden af sig selv, og til Hovmod, nemlig den exklusive, artistiske Opfattelse, at der kræves ganske specielle Forudsætninger for at opleve Musik. Der kræves, ingen anden end den, at være musikalsk; hvad dette er, kan - trods alle Forsøg derpå - ikke forklares på anden Måde end som »modtagelig for musikalske Værdier«, og det kan -- trods al demokratisk Velmenen - heller ikke læres. Altså, vil man indvende, al Musikopdragelse er håbløs og overflødig! Absolut ikke. Den umusikalske kan ikke lære at blive musikalsk; men den musikalske kan retledes, og hans Værdisans kan skærpes, som øjet skærpes ved optiske Instrumenter. Dette sker ikke ved A-B-C-Spøgelser, som Jørgen Bentzon udmærket har skrevet. Det sker derimod ved en god Undervisning i det musikalske Sprogs Elementer: Intervallerne, Melodidannelsen, de harmoniske Grundbegreber, Formelementerne, de rhytmiske Grundformer; dermæst ved Musikhistorie, demonstreret ved Værkerne, således at Eleven får Stilsansen ind i Blodet og derved også stilles fordomsfrit overfor sin egen Tids levende Musik. Her har de Bestræbelser, der samles i Benævnelsen »ny Musik« bragt en ganske overordentlig Værdi til os alle: den af Krisen fremkaldte Tilbagevending til Musikens Elementer, et fra alle Fordomme frigjort Studium af selve Kunstens Grundlag.

En anden uhyre stor Værdi er bragt os af den tyske Ungdomsbevægelse: Musikudøvelse i Fællesskab. Vor Tids stigende Erkendelse af, at Individet intet betyder uden som et Led i en Sammenhæng, har lier fundet Vej også til Musiken. Det er ingenlunde den med Musikudøvelsen forbundne »Funktionslyst«, der er det værdifulde; netop af denne Rod er jo det Virtuoseri udsprunget, som vi bekæmper, og naturligvis vil det opstå igen, hvis Betingelserne for det påny skabes. Men dette hindres netop ved den fælles Musikudøvelse, fremfor alt den polyfone. Et bedre Middel til Opøvning i, hvad man på andre Områder kalder »social Forståelse«, end Deltagelse i polyfon Vokalmusik eller instrumental Kammermusik existerer ganske simpelt ikke; et sådant Ensemble er jo et Samfund in nuce, med dets Differenciering i relativt selvstændige Led, der i gensidig Afhængighed, men under Iagttagelse af streng Rangfølelse alt efter Funktionens Værdi for Helheden, samarbejder i denne Helheds Tjeneste. Et Samfund eller, om man vil, en Organisme, eller et Kunstværk; herom kunde der måske siges en Del mere, men det er en anden Historie.

Hvad der ovenfor er sagt, har væsentligst taget Sigte på den pædagogiske Side af den »nye Musik«; jeg har villet pege på den store Fare, der truer denne sunde og tiltrængte Reaktion, nemlig Faren for at henfalde til en ny Subjektivisme, idet Reaktionen ikke er tilstrækkeligt dybtgående. Men ganske den samme Fare t ruer i Virkeligheden selve den moderne Musik. Ganske kort kan det måske siges således, at den Reaktion mod Subjektivismen, der vist uden Modsigelse kan betegnes som Kærnen i den moderne Musik, ikke, som den burde, fører til en Overvindelse af Jeg'et, men kun til en Flugt fra det.

Selv hvor den nye Musik tilsyneladende er mest positiv, bærer den et umiskendeligt, negativt Præg af Reaktion, ja undertiden af Had, mod det forudgående,. Men Nietzsche har sagt det dybe og sande Ord: wer verfolgt, folgt. Netop hvor Hadet er stærkest, er Slægtskabet i Reglen størst. De mest udprægede, virkelige nye Indsatser i Kulturudviklingen er sket stille og uden nogen som helst Bevidsthed om et Brud; man tænke på Kristus, der om sin i Sandhed verdensomvæltende Gerning sagde: »Jeg er ikke kommet for at omstøde Loven, men for at fuldkomme den.« Alt, alt tor ofte er de »nye« musikere - i Ord som i Gerning - fremfor alt opsatte på af gøre det modsatte af, hvad de foregående Slægtled, ja de sidste 400 År, har gjort. Dette er imidlertid ikke »ny Saglighed«, men overordentlig gammelkendt Usaglighed. Den nye Musik sætter gerne en meget tyk Streg under »nye«; men det er jo Subjektivisme, slet og ret, og i Sandhed ikke andet, end hvad enhver foregående Generation har gjort - ja, hvad al Ungdom gerne gør. Det nye er dog ikke rigtigere end det gamle, blot fordi det er nyt. Kritikens Opgave er her at nagle de Unge fast til deres Program: Saglighed, hvad enten den er ny eller gammel - et Program, der ikke kan være bedre! Lad os ud fra Kravet om Saglighed betragte nogle af den nye Musiks øvrige Programpunkter.

Man har renset Musiken for alle de fremmede Ingredienser, som Romantiken havde forurenet den med: Poesi, Filosofi, Religion («Parcival«!), m. m.; Musik er Musik, intet andet, en Kunstart med eget Materiale og egne Love. Jeg ser bort fra Overdrivelsen i delte: Abstraktionen deri, Musikens kunstige Isolering fra de andre Kunstarter, med hvilke den vel ikke skal flyde sammen, men med hvilke den dog har samme Udspring, Menneskesjælen; et Forhold, som navnlig den tidlige, Romantik utvivlsomt havde et rigtigere Blik for end vore moderne Puritanere. Jeg ser bort herfra; men spørger blot, hvorledes man ud fra dette strengt saglige Syn kan komme til Kravet om, at Musik bør være »Brugsmusik« for at rangere i første Klasse? Kravet er ganske kritikløst og meningsløst overført fra moderne Arkitektur og Kunsthåndværk, anvendt Kunst, hvor man med Rette nu kræver, at Brugshensynet må være det afgørende. Men følger deraf, at en Symfoni er anvendt Kunst, eller at man egentlig bør undlade at skrive Symfonier, fordi de ikke er nyttige? Naturligvis er dette usagligt. Og naturligvis må også Brugsmusik - en March, for Exempel - tilfredsstille også andre og (lad os sige det ærligt) højere Hensyn end Brugbarhedens for at være Kunst.

Ønsket om for enhver Pris at være moderne, eller i hvert Fald endelig ikke være umoderne, er et andet Exempel på Usaglighed.

Og endelig til Hovedsagen, den egentlige Usaglighed i en stor Mængde moderne Musik. Man opstiller det absolut rigtige Krav, at den romantiske Personlighedsdyrkelse må ophøre og erstattes af Objektivitet. Men i Stedet for - som de gamle gjorde - at overvinde Personligheden, indordne den, flygter man fra den, ja fornægter den.
Det usaglige ligger i, at man selvfølgelig ikke kan gøre det, og dog skabe Kunst. Man kan ikke dyrke Korn på Stene. En Række Fænomener i den moderne Musik er typiske Udslag af Tendensen til at søge den efterstræbte Objektivitet i noget ydre, i Stedet for i selve Menneskesjælen, hvor den alene er at finde, dersom ikke selve Livet i Kunsten skal dræbes. »Brugsmusiken« er et Exempel. Tilknytningen til mekaniske Instrumenter et andet. Et tredie er Tilknytningen til Mathematiken: Konstruktivismen, Musiken som et rent Intelligensspil, en Skakopgave. Den dogmatiske Anvendelse af Fladedynamik ligeledes. Den bevidste Efterligning og Dyrkelse af Maskinen ligeså.

Alt dette er intet andet end Flugtforsøg, billige Udveje. Det drejer sig i den moderne Musik, som overhovedet i den moderne Kulturkrise, ikke om ydre Foranstaltninger, og navnlig ikke om nu påny at indblande fremmede Elementer i Musiken. Kampen skal udkæmpes på selve Musikens Mark og ud fra dens eget Væsen; ja mere end det, den skal udkæmpes i Personlighedens inderste Liv. Det gælder en Omstemning af selve Mennesket, en ny Livsindstilling. Det gælder men, not measures.