Om undervisningsmusik for børn

OM UNDERVISNINGSMUSIK FOR BØRN

AF CAND. MAG. 0LAF JACOBSEN

AT skrive klavermusik for børn kræver først og fremmest kompositorisk evne, og dernæst sans for børns psykologi og forhvad de kan udføre på klaveret. Disse
evner er sjældent forenet, og det er grunden til, at der indenfor den i sig selv ret righoldige musik for børn findes forholdsvis lidt anvendeligt. På den ene side findes der mange børnestykker, der er musikalsk værdifulde, men som klavermæssigt eller følelsesmæssigt ikke er tilpasset efter alderen; på den anden side udkommer der et utal af stykker, hvis spillemåde er bekvem, men hvor indholdet er fuldkommen klicheeagtigt.

Stykkerne må være indrettet efter det, som børnene rent teknisk formår og efter deres evne til at sammenfatte noder, to områder, som af mange musiklærere stadig sammenblandes (man behøver blot at tænke på de ikke få elever, der nok er i stand til at spille øvelser og skalaer hurtigt, men som har vanskelighed ved at udføre musikalske
opgaver i tempo, idet de kun t,,-x-,nker fra node til node og ikke formår at skaffe sig hurtigt overblik over selv ret enkle tonesammenstillinger). Opgaverne må derfor ikke. være for lange, idet der da udkræves en stærk koncentration, hvad der netop ikke er børnenes sag gennem et længere tidsrum. Af samme grund giver også sonatinespillet først. rigtigt udbytte, når børnene er i stand til hurtigt at orientere sig med hensyn til noderne og spille de enkelte satser i tempo; gennemgående sættes de altfor tidligt til at spille sonatiner og gengiver dem som følge deraf langsomt og usammenhængende med det resultat, at de keder sig gudsjammerligt. Vil man derfor skrive kompositioner i flere satser for børn, gør man bedst i at gøre delene yderst korte, sådan som Reinecke har gjort det i sine sonatiner.

Selve klaversatsen må simplificeres, så at området aldrig er for spredt, og der må ikke gerne samtidig optræde vanskeligheder i begge hænder. Jo lettere og mere gennemsigtig skrivemåden er, jo bedre. Navnlig er dette krav om forenkling på sin plads, hvor det gælder stykker, der er beregnet på at spilles hurtigt; selve det at lade fingrene løbe morer børnene, der her får anvendelse for deres manuelle virkelyst (en faktor, som man i undervisningen ofte regner for lidt lned), men da de ikke er i besiddelse af de voxnes evne til at fæstne opmærksomheden på flere ting ad gangen, må de have lov til at koncentrere sig om tempoet alene. Iøvrigt skal udførelsen også gerne kunne give mening, selvom det fulde tempo ikke nås. - Med hensyn til spillemåden er børn mest indstillet på non-legato, der passer til deres nøgternt fortællende måde at sige tingene på.

Hvad angår selve det musikalske indhold er det ikke nok., at vi giver børnene i al almindelighed værdifuld musik, den må også svare til den barnlige indstilling. På dette punkt begås der mange fejlgreb. Hvor mange mennesker har ikke fået deres forhold til Bach's inventioner og Mozart's sonater forkvaklet ved, at de er kommet til at spille dem for tidligt! Det har for dem været en kedsommelig samling noder, og den musikalske sammenhæng er slet ikke gået op for dem. Ved en sådan behandling gør man ikke eleven nogen tjeneste, endsige Bach eller Mozart. Her må musikpædagogikken lære af den alinindelige pædagogik, at vi ikke blot skal arbejde med sigte på fremtiden og på den voxne alders indstilling overfor musikken. Barnet lever nu, og det afgørende er, at det musikalsk oplever noget, i mindre grad hvad det oplever. Det er tifold morsommere at høre et barn spille et ganske ligetil stykke afpasset efter dets alder og udført sådan, at man mærker, at barnet selv er med i det der sker, end at høre et andet, der spiller voxenmusik, måske pænt og ordentligt, men uden glæde, fordi det er tvangsfodring. I virkeligheden tjener man også fremtiden bedst ved at give eleverne musik, der helt fylder dem i øjeblikket.

Børn har deres egen måde at spille på, som er i høj grad forskellig fra de voxnes. Deres spil er unuanceret, og evnen til klanglig afvejning er ikke stor; til gengæld har de megen interesse for det rytmiske element, som derfor må spille en fremtrædende rolle i al musik for børn. En del af dem - det er langtfra alle, mest pigerne - interesserer sig for den mere følelsesbetonede musik, inen de formår kun at gengive den i dens mest usammensatte form. Det er derfor indlysende, at når komponister som Schumann i »Kinderszenen« og Debussy i »Children's corner« skriver klanglig forfinet og sensitiv musik og dertil føjer titler hentet fra børnelivet, rammer de ikke børnenes egen måde at forholde sig til musikken på. Det drejer sig her om udpræget. voxenmusik, som tager sit udgangspunkt i de følelser, børn og deres færden vækker hos ældre, og det er en reflekteret følelsesfuldhed, som det normale barn ikke kendes ved.

Med henblik på de allerførste småstykker, børnene spiller, gribes undervisningen ofte forkert an. Børnene møder til musikundervisningen glade ved toner og rytmer, og denne forhåndsindstilling, som. skulde synes så værdifuld, den imødekommer man nu ved at lade dem spille de kedsommelige, tostemmige kontrapunktiske »opgaver«, som er indholdet af de første sider i de fleste klaverskoler, stykker, som ikke har det mindste at sige barnet. Vi burde dog anse det for en selvfølge, at i musikundervisningen maa den levende musik være udgangspunktet, og ikke golde tonesammenstillinger. I stedet for vil det være naturligt at lade dem begynde med at spille deres egne børnesange, smådanse og lignende, hvis musikalske mening de strax fatter. Imidlertid er de udgaver, hvori vi herhjemme finder dette stof (fx. »Danmarks melodibog«), afgjort ikke afpasset efter undervisningen, de er tunge og ofte klodsede, tillige gennemgående ret vanskelige. Vi trænger til en virkelig musikalsk og klavermæssig bearbejdelse af vore sange og vore folkedanse.

Naturligvis er hensigten hermed ikke, at børnene. ikke skal bringes i forbindelse med polyfon musik; blot går det ikke an i den allerførste tid at stille fordringer om, at de skal følge mere end een stemme. Men er først nodelæsningsevnen i tiltagende, virker den flerstemmige musik (herunder kanonspillet) i høj grad fremmende på evnen til hurtig orientering, og rent musikalsk virker en linjemnessig præget skrivemåde i børnestykkerne langt bedre end de sædvanlige melodier med tungt påklistrede akkorder, som børnene kun dårligt formår at arbalancere med hensyn til slyrkegraden i forhold til melodien. Indenfor børneliteraturen synes udviklingen da også at gå i retning af en forenklet polyfoni (sml. Frey: »Klavierbüichlein«, Steingräber), og hvor der tilføjes ledsagende akkorder, gøres disse så lette, at de ikke tynger melodien. Musikalsk er det en vinding, og for børnene bliver stykkerne mere overkommelige.

Gennemgår man rækken af kompositioner direkte beregnet på børn, slår det en, at dansk musik på dette område har gjort en god indsats. I første række må man her tænke på Kuhlau, og blandt de senere har Hornemann ydet adskilligt godt, til tider noget stift, men brugbart. Det er også kun få, der som Ludvig Schytte har haft evnen til at forme musikalsk smidigt uden derfor at skabe for store vanskeligheder. Blandt udlandets komponister vil man, foruden Clementi, der må nævnes i forbindelse med Kuhlau, navnlig tænke på Kullak (»Kinderleben«) og Reinecke, der med virkelig forståelse for børnenes psykologi forbinder fremragende kompositorisk evne. Andre, der har skrevet meget anvendt børnemusik, er Burgmilller, hvis »Etuder« op. 100 - i virkeligheden at betragte som frie kompositioner - står over hans øvrige ret værdiløse produkter, Gurlitt, Paul Zilcher og Parlow, alle ret behændige komponister, som kender klaveret og kan få det til at klinge og samtidig benytter en meget let tilgængelig klaversats. I deres bedste stykker formår de at træffe just den tone, der morer børnene, men det kan jo ikke nægtes, at de i mange tilfælde tangerer det fabriksmæssige og i alt for høj grad mekanisk anvender stadig den samme harmoniske og rytmiske iklædning; udviklingen indenfor moderne børnemusik vil da sikkert heller ikke ske i tilknytning til denne gruppe af komponister. - Gretchaninoffs børnekompositioner er af ret uensartet beskaffenhed, men et hæfte som »Das kinderbuch« hører ved sin koncentrerede enkelhed til det bedste, der i nyere tid er skrevet med henblik på undervisningen.

Klaverundervisningens opgave er i første række i og for sig ikke at indføre børnene i klassikernes værker. Deres eget spil er ureflekteret og uden finere nuancer, og de vil ikke kunne træffe stilen hos de forskellige komponister, har iøvrigt heller ingen interesse derfor. De spiller på barnlig måde, og stykkerne må vælges med forståelse herfor. På den anden side vil man gerne give dem så værdifuld musik som muligt, og herved føres man alligevel til klassikerne, der netop har ydet adskillige værker af den beskaffenhed, at de, foruden at de er musikalsk lødige, ikke stiller større krav i retning af spillefærdighed og musikalsk opfattelse, end børnene kan honorere. Navnlig fra tiden før 1800 findes der megen fortræffelig musik af denne art; den objektive, klare måde at skrive på passer i virkeligheden langt bedre til børnenes væremåde end romantikernes mere bevidste følelsesbetoning. I denne forbindelse kan jeg nævne så freinragende pædagogiske arbejder som J. S. Bach's »Notenbüchlein« og »Klavierbülchlein« for henholdsvis Anna Magdalena og Wilh. Friedemann Bach (godt udvalg i »Der erste Bach« ved Hans Huber, og Woehl: »Das Bach-buch«); Ph. Em. Bach: »Kurze und leichte klavierstüicke« (Universal-edition) ; »Fra Mozarts tid«, udgivet af Irene Bien og indeholdende små, lette
kompositioner af Händel, Bach, Mozart o. a.; Haydn: »Kleine stücke« (Peters), som egentlig er bearbejdelser, men uden at virke sådan. Ganske fortræffelig er Woehl's »Klavierbuch ffir den anfang« (Kallmeyer), som indeholder et righoldigt, let tilgængeligt materiale fra tiden indtil ca. 1750, folkesange, exempler på suiten i dens ældste form som blot fordans og efterdans, og småstykker af Byrd, Pachelbel, Krieger, Telemann og andre. Der kan sikkert yderligere sammenstilles adskillige hæfter til undervisningsbrug med stof fra denne periode, så meget mere som man ikke behøver at holde sig til den egentlige klaverliteratur alene, men også kan foretage bearbejdelser fx. af lutkompositioner, idet literaturen for de forskellige instrumenter ikke var så differentieret, som den senere blev det. Ligger her ikke en opgave for vore yngre musikhistorikere? - Fra det 19. århundrede har vi først og fremmest første afdeling af Schumann's kendte »Album für die jugend«, som sikkert har været forbillede for adskillige af de førnævnte mere professionelle børnekornponister, hvorimod anden afdeling, ligesom også Mendelssohn's »Kinderstüicke«, trods titlen, mere er beregnet på overgangsalderen, som vi her ikke kommer ind på. -

Når jeg henviser til disse klassiske kompositioner som et fremragende materiale for børneundervisningen, vil adskillige, og med en vis ret, indvende, at selvom de omtalte værker er aldrig så værdifulde, er de dog udtryk. for en anden tids forhold til musikken, og det gælder netop om at bringe eleverne i kontakt med deres egen tid og dens tonesprog. Nærmere præciseret: børnene må spille stykker, der er præget af den nyere og friere tonalitetsfornemmelse, og ikke ensidigt bundet til dur og nioll, og af det linjemæssige princip fremfor det harmoniske. Dette er forsåvidt rigtigt, som det er meningsløst, at det, der tages igennem i undervisningen, ofte slet ikke giver udtryk for det, der lever og gror i musikken omkring os, og det er til skade for den nye musik, at den ikke bliver dagligkost for de jævne gennemsnitsmusikudøvere, dens stilling bliver derved rodløs.

Der er blot det at sige dertil, at de nyere komponister skylder os materialet, der kan formidle mellem de, undervisningssøgende og den moderne musik. Ganske vist findes der enkelte værker, der er præget af tidens bestræbelser og samtidig bragt i en pædagogisk tilgængelig form, i første række Béla Bartók's »Für kinder«, men listen er hurtig udtømt(1). Selve det, at der anvendes andre klange end de hidtil er blevet brugt, rytmer som er kombineret på ny og friere måde osv. er ikke tilstrækkeligt, hvis ikke stykkerne er skrevet således, at børn kan udføre dem, og således, at de virker musikalsk slående. Børn er i og for sig ganske ligeglade, om det er ny eller gammel musik, de spiller, det afgørende for dem er, om stykkerne morer dem. Lykkes det at skabe en moderne undervisningsmusik, frisk og djærv, som børn vil det, og simplificeret i sine midler, så vil det ikke være nogen hindring, om virkemidlerne er forskellige fra de konventionelle. Når alt kommer til alt, viser børn ikke så stor ulyst ved kraftige dissonanser, som mange tror, det afgørende er, om der med dissonanserne er forbundet en sund musikalsk mening. Forudsætningen er blot, om de kan udføre stykkerne i det tilsigtede tempo, idet meningen forsvinder, når den ene akkord ikke kan råbe den anden op; i så tilfælde vil børn såvelsom voxne altid beklage sig over dissonanserne. Det gælder da her - som også i det hele taget - om ikke at lade eleverne spille et stykke, før de er i stand til at opnå at spille det sammenhængende og derved omsætte noder i musik.

Tiden er praktisk indstillet, og nutidsmusikken med den. Vi ved, at om det skal lykkes for os at forny den folkelige musikinteresse, er det ikke nok med spredte forsøg og vag lyrik; vi må tværtimod klart afgrænse arbejdsfelterne og se, hvad der må gøres indenfor livert enkelt. Ingen har som musiklærerne (in casu klaverlærerne) lejlighed til at påvirke den musikalske smag, positivt eller negativt, og det er her af afgørende betydning, at vi virkelig har et undervisningsmateriale, som kan fange elevernes interesse. Her er da en opgavefor tidens komponister, som ofte klager over, at de ikke gennem deres større værker formår at komme i kontakt med befolkningen. Om de formår at skrive god undervisningsmusik, har de virkelig et stort publikum at se hen til: hele den store skare af musikelever. At der er forståelse for opgaven, der foreligger, ses da også fx. af, at Ny musik Berlin 1930 har sat musik med pædagogiske formål på sit program.

Hvad jeg lier har skrevet, er set fra den praktiske pædagogs standpunkt; det vilde nu være af interesse, oni komponisterne selv vilde fortælle om deres syn på sagen, sådan at vi kunde få en diskussion igang. Vanskeligheden ligger i, at både teknisk og musikalsk er opgaven så stærkt begrænset af formålet, det er i videste forstand en art »brugsmusik«, vi har med at gøre.

Fodnoter:

(1) »Das neue klavierbueh« (Sehott), som indeholder et udvalg af moderne kompositioner, er efter min mening i det store og hele mere egnet til på en overkommelig måde at indføre halvvoxne og voxne elever i den nyeste klavermusik, end til egentlig børneundervisning.