Den musikalske ungdomsbevægelse i Tyskland

DEN MUSIKALSKE UNGDOMSBEVÆGELSE I TYSKLAND

AF WILLI REICH, WIEN

MED DET FØRSTE ÅRTI af vort århundrede er den. bevægelse afsluttet, der gennem romantikken har bragt instrumentalmusikken til en udtrykkets fuldkommenhed og en almen beherskelse af de tekniske midler, som næppe i lang tid vil kunne overgås. Denne tids førende musikere har derfor opgivet den monumentale al frescostil og har vendt sig mod kammermusikken for der at gøre deres ny idéer gældende. Men da kammermusikken af tilhøreren kræver en langt dybere gående musikalsk skoling og en mere indgående beskæftigelse med stoffet, har disse bestræbelser gjort det store, læge musikpublikum fuldstændig fremmed overfor den moderne musik, så den kun finder genklang hos en lille snæver gruppe udvalgte. Den manglende interesse hos det store musikpublikum føltes meget smerteligt af alle moderne musikere, og fra alle sider stræbte man at gøre en ende på denne tilstand ved at søge tilvejebragt en produktiv sammenslutning mellem musikerne og en større hørerkres.

Videst fremskredet er disse bestræbelser vel nok i tyskland med dette lands store »ungdomsbevægelse«, der i det følgende skal gøres til genstand for en kortfattet fremstilling med særlig hensyntagen til den musikalske side. Jeg støtter mig væsentligst til det store værk af Hilmar Höckner »Die Musik in der deutschen Jugendbewegung« (1927, Georg Kallmeyer Verlag, Wolfenbüttel), idet jeg dog tager hensyn til de nyeste fremskridt, der er sket, hvad angår bevægelsens tilknytning til den moderne kunstmusik.

Sit udgangspunkt tog den tyske ungdomsbevægelse i vandrelivet, der satte ind omkring århundredskiftet. Storstadens ungdom tog hermed bevidst afstand fra hverdagslivets prosa, den vilde på denne måde protestere mod den stedse fremskridende mekanisering af livet i storbyerne. Den samtidigt vågnende sportsbegejstring og den deraf betingede legemlige dygtiggørelse fremmede ligeledes disse bestræbelser.

Til at begynde med var det marsjviser og sange, der udløste stemninger fra vandrelivets romantik, der blev sunget af vandrefuglene enten enstemmigt eller med guitarledsagelse. Musikken spillede, altså den noget underordnede rolle som en marsjstimulans, der ikke krævede større opmærksomhed.

Omkring år 1904 trådte folkeviserne stedse mere i forgrunden, de blev på vandringerne opsøgt og systematisk indsamlet hos landbefolkningen. Store folkesangsbøger udkom, deriblandt den berømte »Zupfgeigenhansl«, der nu er udbredt i mere end 300,000 eks., og som indeholder ca. 200 tyske folkesange forsynet med en let guitarledsagelse.

Beskæftigelsen med de gamle folkesange var af den allerstørste betydning for bevægelsens forædling. Ikke blot blev der opdaget værdifulde kulturskatte, der gjordes tilgængelige for offentligheden, men studiet af disse folkesange virkede fremmende på den enkeltes musikalitet, idet det gjorde ham fortrolig med periodebygningens elementarlove, med den tonale kadence, den melodiske sekvens o. l., og således grundigt beredte jordbunden for en indførelse i kunstmusikken.

Overgangen til denne fuldbyrdedes under indflydelse af idéer udgået fra August Halm, den betydelige musikpædagog og -teoretiker, der som en af de første indså vigtigheden af en grundig musikalsk analyse som middel til forståelsen af de store kunstværker. Halm var musiklærer ved det fri skolesamfund Wickersdorf, af hvilket han dannede et stort kor, der sammen med skoleorkestret hver uge foranstaltede musikopførelser. Men sit ideal for den musikalske opdragelse så han ikke »i en formindsket gengivelse af det store koncertliv, men i en idealiseret og udvidet husmusik; materialet altså ikke i arrangementer af værker for stort orkester, men i værker af en egen stil«.

Denne tanke, vandt efterhånden indpas i ungdomsbevægelsen og bevirkede der den afgørende vending inod kunstmusikken, der indtil dagen idag har behersket bevægelsen.

Som bevægelsens nuværende musikalske fører må professor ved berlins musikhøjskole Fritz Jöde betragtes, han er da også leder ar dens udgivelser »Die Musikantengilde« og »Der Kreis« (begge i Kallmeyer Verlag). En af Jödes vigtigste programerklæringer lyder således:
»Vi er ikke kommet til musikken gennem ny metoder, men gennem et nyt menneske. Metoden synes atter at være trængt tilbage til det grundlag, hvoraf den er afhængig, efter at den i overvurdering af sine kræfter var blevet gjort til selvhersker. Dermed er tillige antydet, at (let her i dybere forstand drejer sig om et socialt spørgsmål og ikke blot og bart om et musikalsk. Musikken er her intet fagligt, men et almennienneskeligt anliggende. Og fordi den menneskelige samfølelse fik nyt liv, atter oplevedes som broderskab, så fik musikke også, som menneskeligt anliggende, den dybeste og inderligste betydning.

Nu må imidlertid ikke glemmes, at denne ny oplevelse af folkesangen kun betyder et halvt skridt mod musikken, efter hvilket man ikke kan standse uden at falde; - at den ganske vist ligger på vejen til musikken, men dog ikke i egentlig forstand er musik, trods det ny sindelag der taler ud deraf. Men hos alle dem, der er gået deres vej videre ind i musikken, har det frembragt et nyt sind overfor al musik, al kunst, overhovedet overfor alt åndeligt. Det kunde ikke være anderledes: med viljen til det ubetingede, med troen på det kommende, var en slavisk opfattelse af musikken som et middel til beruselse, til underholdning, uforenelig. Her kunde musikken kun stå som en åndelig lov, der kræver en stedse større og renere dyrkelse.

Vi tror ikke mer, at man kan komme til musik gennem forfinelse, ved at overophidse sine egne stemninger, den bliver da altid kun et middel til målet; vi må trænge dybere ind i dens vilje. Musik er for os ikke et spørgsmål om en stemning, opnået ved mekanisk-tekniske færdigheder, men et spørgsmål. om et sindelag. Vi tror, at musikken, efter at den engang er frembragt af et menneske, skrider frem efter love, der står over mennesket. Vi anser det for vor opgave, for vor forpligtelse, dybest muligt at fatte dette musikkens inderste væsen, denne dens lov, og dertil vil vi også opdrage det kommende slægtled«.

Under Jödes førerskab opstod i ungdomsbevægelsen en sand renæssance for den førklassiske kammerog kormusik. De enkelte værker indterpes ikke med offentlige pragtkoncerter for øje, de »fremarbejdes« i fællesskab af alle de tilstedeværende. Ved stadig at gå fra det lettere til det sværere, nåedes på denne måde, under stadig ledsagelse af indgående musikalske analyser, ganske forbavsende resultater, som fx. en gengivelse af Palestrinas »missa ad fugam in perpetuo canone«, o. l.

Den nødvendige udeladelse af følelsesfulde momenter og romantisk opfattelse ved gengivelsen af de djærve linier i den førklassiske musik (overvejende af kontrapunktisk natur) medførte ganske af sig selv en tilnærmelse til de bestræbelser i den ny tyske musik, der gærne sammenfattes under slagordet »ny saglighed«. Denne tilnærmelse blev, også i det ydre, fastslået ved følgende overenskomst: »Af det sidste tiårs udvikling er det med stigende tydelighed fremgået, at vort slægtleds produktion spaltes i to modsatte retninger. På den ene side opstår en musik, der til syvende og sidst har sin rod i en selskabelig atmosfære, og med voksende instinktiv sikkerhed tilpasser sig musikfesternes stil og behov. På den anden side besinder musikken sig atter på sine egne mål; den søger den tabte vej tilbage til samfundet og vender sig bort fra al tilspidset artististisk subjektivisme hen mod indre simpelhed, lettere gengivelse og samarbejde i en større kres.

Denne sidste art musik dækker sig i sin holdningr og i de mål, den sætter sig, med den musikalske ungdomsbevægelses veje og mål. Grundet på den gamle polyfonis genfødelse opstod der i bevægelsen en stadig stærkere sammenhæng med tidens skabende kræfter.

Begge veje løber nu parallelt. Førende skabende musikere stiller sig bevidst og bekræftende ved ungdomsmusikkens side. Thi her opstod på en gennem systematisk opdragelse beredt jordbund en musikalsk grundindstilling, der havde næret sig af den gamle musik, og som nu krævede at optage den nutidige i sig.«

Denne »overenskomst« er undertegnet af den kendte tyske komponist Paul Hindemith, af professor Hans Mersmann, lederen af det største tyske tidsskrift for moderne musik »Melos«, og af føreren for den tyske musikalske ungdomsbevægelse Fritz Jöde. Den garanterer den gensidigt understøttende parallelitet mellem den ny musik og den musikalske ungdomsbevægelse, og den lader håbe den smukkeste fremtid for den tyske musik.