Er den nye musik saglig

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 06 - side 107-113

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

ER DEN NYE MUSIK ""SAGLIG""?

AF JØRGEN BENTZON

HR.OVE LUNDBYE har i sidste Nummer af »DMT« i Artiklen »Ny-Orienteringen - Formaal og Farer« anstillet forskellige kritiske Betragtninger over den »nye« Musik. Enhver alvorlig Kritik af det nye bør hilses med Velvilje, og selv det énsidige. Standpunkt har Berettigelse, for saa vidt det maner til Eftertanke. Det siger sig selv, at adskilligt i Lundbyes Artikel ægger til Modsigelse. En detailleret Diskussion vil dog næppe være mulig. Dels er en saadan upraktisk i et Maanedsskrift som nærværende, dels er de berørte Emner altfor omfattende. Efterfølgende skal altsaa ikke opfattes som et polemisk Indlæg mod Lundbyes Artikel. Denne arbejder imidlertid i selve den centrale Problemstilling med et Begreb, som spøger saa kraftigt i den senere Theori og efterhaanden har anrettet saa mange Ulykker, at man uvilkaarligt maa spørge sig selv, om det ikke er paa Tide at mane Spøgelset i Jorden. Den kære »Saglighed« altsaa. Jeg tror, man ved at gaa dette Begreb lidt efter i Sømmene vil naa til større Klarhed over adskillige Nutidsfænomener, derunder ikke faa, af dem, der berøres af Lundbye i hans Artikel, tildels med modvillig Tendens.

Det siger sig selv, at Hovedkilden til Bedømmelse af den nye Musik maa være dennes egne Frembringelser paa det aktive Musiklivs Omraade. Men udenom selve Musikken er der jo i Tidens Løb tillige vokset en ikke uanseelig Theori op - taget i videste Forstand som al Skriven orn Musik -, som man naturligvis ikke paa Forhaand kan lade ude af Betragtning. Denne Theori har dels ren historisk, musikvidenskabelig Karakter. Overfor Nutiden beskæftiger den sig dels med de rent praktiske Spørgsmaal - pædagogiske, organisatoriske, administrative etc. - dels kritiserer den, dels søger den at klarlægge Samtidens Tendenser gennem mere almindelige, æstetiske Betragtninger. Det er den sidste Slags Virksomhed, der i nærværende Sammenhæng har mest Interesse. Dansk Theori har paa dette Omraade gennemgaaende vist prisværdig Moderation og Realitetssans. -Mig bekendt har ingen yngre dansk Musiker gjort sig til Talsmand for »Sachlichkeit« i den Forstand, dette Begreb trives i den nyere, tyske Theori. Og hvis nogen har villet give Brugsmusikken en saadan Fortrinsstilling, som det angives i Lundbyes Artikel, maa det ganske staa. for vedkommendes egen Regning.

Ganske anderledes i den udenlandske, specielt tyske, Theori og navnlig i den Del, der fremtræder som almindelig Tidsskriftslitteratur. Slemt, men ikke værst, er det, at Størstedelen af de førende »moderne« indstillede Musiktidsskrifter repræsenterer maskerede eller aabenlyse Forlagsinteresser (»DMT« kan paa dette Punkt med Rette være stolt af sin Uafhængighed). Værre er det, at Antallet af virkelig begavede, nutidsorienterede Skribenter er saa forbavsende ringe, ja selv hos de bedste støder man undertiden paa en besynderlig dogmatisk Træghed i Tankegangen, der kan virke helt forstemmende. Og hos de daarlige vrimler det med slet underbyggede Generalisationer og formaalsløse Udledninger af selvkonstruerede »Begreber«. Selve Bærerne af den nye Musik, de skabende som de udøvende, synes at tage sig denne Theori saa temmelig let. Det lader sig derimod ikke overse, at megen af denne Theori er særdeles velegnet til at forvirre Begreberne hos. Lægmanden, der med ærlig Vilje søger at forstaa det nye, og man har intet at bebrejde ham, hvis han kommer skævt ind paa Problemerne.

Naar saaledes Lundbye taler om »den Reaktion mod Subjektivismen, der vist uden Modsigelse kan betegnes som Kærnen i den moderne Musik(1), og om »at nagle de unge fast til deres Program: Saglighed, hvad enten den er ny eller gammel«, smager det unægtelig temmelig fælt af det musikæstetiske Sitzfleisch, der daglig, eller rettere maanedlig, serveres i Tidsskrifterne Tyskland over. Man træffer netop der ustandselig »Sachlichkeit« figurerende som fastslaaet, æstetisk Begreb saavel. som den »uimodsigelige« Paastand, at denne »Sachlichkeit« er et af den moderne Musiks centrale Kendemærker.

Naar man vil efterprøve, om disse og lignende Paastande er rigtige eller gale, maa man naturligvis først gøre sig klart, hvad der i den givne Sammenhæng forstaas, ved »Saglighed«. Det er fuldkommen rigtigt, at en stor Del af de »nye« Komponister (men iøvrigt ingenlunde alle) har taget Afstand fra de uhæmmede og ublufærdige Personlighedstilkendegivelser, navnlig de typiske Følelsesdemonstrationer, der i saa høj Grad prægede Senromantikkens Udtryksmaade. Man betegner i Almindelighed denne Udtryksmaade som »Subjektivisme« og maa naturligvis straks gøre sig klart, at allerede dette er en utilladelig snæver Sproganvendelse. Begrebet »Subjektivisme« omfatter saa sandelig mere end blot »den overdrevne Jeg- Dyrkelse«. Men selv om man slaar sig til Taals med den gængse Sprogbrug, burde man dog ikke gaa videre end til at betegne den moderne Reaktion mod Senromantikkens Udtryksmaade som »Ikke-Subjektivisme«. Derved understreger man Fænomenets rent negative Karakter. Nu har Theorien imidlertid saa viseligt lanceret Udtrykkene »Objektivisme« eller »Saglighed«, og dermed har vi Spillet gaaende. Man ledes nemlig gennem Udtrykket til at tro, at der derunder skjuler sig en positiv Karakteregenskab eller et positivt stilistisk Kendemærke. Og det, vover jeg at paastaa, er rent forkert. Hvad vil det sige, at Kunst er »saglig«? Man kunde maaske forestille sig en Malerkunst, der udelukkende saa sit Formaal i en fuldkommen ren fotografisk Gengivelse af sete Ting med den mindst mulige personlige Bearbejdelse af Indtrykket. Hertil maatte vel i Musikken svare en Gengivelse af Toner eller Lyde uden det mindste personligt ordnende Formprincip. Begge Dele er naturligvis rene Tankeeksperimenter. Saa snart den skabende Kunstner viser sig paa Arenaen, bringer han »Subjektivisme« med sig. Det bliver saa kun en Gradsforskel, hvor stærkt han sætter sit Selv i Forgrunden i de af ham skabte Værker. Selvom saaledes Udtrykket »Saglighed« strengt taget savner enhver reel Basis anvendt paa Kunst, kan man dog nok lade det passere som Betegnelse for Reaktionen mod den overdrevne »Subjektivisme«, da Begrebet jo anvendt paa denne Maade lader sig fast afgrænse. Der kan vel heller ikke være noget forgjort i at bruge Udtrykket »musikalsk Saglighed« om Fænomener som Henvisningen af Religionen fra Symfonien eller Operaen til Kirken og lignende almindeligt, aandeligt Rengøringsarbejde. Men vi maa stadig gøre os klart, at Udtrykket dækker noget rent negativt. Og det turde være saare indlysende, at man ikke kan karakterisere en kunstnerisk Stil blot ved en negativ Egenskab.

Naar Udtrykket »Saglighed« har kunnet passere saa længe uden Protest, skyldes det utvivlsomt, at Bruddet med forrige Generations Udtryksmaade og Syn paa, hvad Musikken kunde og burde udtrykke, er os saa nær paa Livet, at Forskellen paa dette enkelte Omraade stadig springer skarpest i øjnene. Hvor mange Gange har man ikke ogsaa hørt moderne Malerkunst karakteriseret ved »at det ikke ligner«. Den Slags negativ Karakteristik skyldes kun manglende Tilvænning. Saa snart den nye Stil opfattes udfra sig selv og ikke blot paa historisk Baggrund, vil man forstaa, at en negativ Egenskab højst kan være et periferisk Kendemærke, aldrig et centralt.

I det øjeblik »Saglighed« anvendes som positivt Kendemærke, og altsaa i anden Betydning end foran angivet - og det gør jo en stor Del af den nye Theori desværre - er man paa gyngende Grund, ja inan kan sige, at Opfattelsen af det objektive bliver ganske subjektiv. Nogle vil tale om en bestemt Slags Livsanskuelse, andre om Mekanisering osv. osv., men man vil aldrig komme til saa almindelig Enighed, at Udtrykket bliver umisforstaaeligt, og derigennem almén brugbart. Vi maa. jo nemlig ikke glemme, at enhver Diskussion, der føres over en uklar Terminologi, med mathematisk Sikkerhed udarter til Vrøvl. Deraf den megen Taage i den moderne Teori, deraf de besynderlige Krumspring for at faa, Hold paa den musikalske Praksis, der ofte følger ganske andre Veje end dem, Theorien foreskriver. Det er i den senere Tid desværre ofte mere paakrævet, at den skabende Musiker »fastnagler« Theoretikeren end omvendt. - Man kan jo ogsaa se, hvor rent ravgalt det hele kommer til at se ud, naar man som i Lundbyes Artikel vil deducere udfra Begrebet »Saglighed« og derfra dømme den nye Musiks Gerninger. Der er ikke noget mærkeligt i, at den nye Musiks Regnskab ikke stemmer, naar man paa Forhaand arbejder med forkerte Talstørrelser.

Det Synderegister, Lundbye i den hellige Sagligheds Navn paadutter den nye Musik, vil sikkert ogsaa, ved nærmere Eftersyn kunne reduceres noget og en Del af Fænomenerne vil afsløre sig som rene Spøgelser.

Brugsmusikkens Stilling i vor Tid er et Problem, der i høj Grad betinges af de almindelige sociale og kulturelle Omvæltninger. Jeg maa. desværre i denne Omgang lade Spørgsmaalet ligge, da det vilde kræve en hel Artikel for sig. Rent Praktisk kan jeg i det væsentlige slutte mig til de Betragtninger, der er anført af Riisager i Artiklen »Radioiana« i forrige Hefte.

Fornægtelsen af Personligheden. Jeg forstaar det ikke. At Musik skrevet af et upersonligt Menneske bliver upersonlig, er der jo ikke hoget mærkeligt i. Men ellers? Kan man frakende f. Ex. Stravinskis, Carl. Nielsens, Bartóks, Hindemiths, Weills, Honeggers Musik Personlighedspræg? Er Forveksling mulig? Fordi D'Hrr. ikke betragter det som deres fornemste Opgave at betro Publikum deres Hjertes inderste Hemmeligheder, kan man da ikke paastaa, at de fornægter eller flygter fra deres Personlighed. Jeg skulde tage meget Fejl, om der ikke
her igen spøger noget tysk Theori. Der som sædvanlig ikke har det ringeste med Praksis at gøre.

Tilknytningen til mekaniske Instrumenter. Man kan ikke bebrejde Musikerne, at de arbejder med de nye Muligheder, der skyldes de tekniske Opfindelser. Hvad der hidtil er fremkommet af Musik for mekaniske Instrumenter falder nærmest ind under Brugsmusikkens Kategori, original Musikledsagelse til Film eller lignende, forøvrigt ikke sjældent af udmærket kunstnerisk Virkning. Fænomenet spiller ingen større Rolle. At der kan skrives baade smuk og sjælfuld Musik for mekaniske Instrumenter, viser f. Ex. Mozarts henrivende Komposition »for en Orgelvalse«.

Musikkens Tilknytning til Mathematikken: Konstruktivismen. Jeg tilstaar, jeg kender den ikke. Den eneste, jeg kunde tænke mig, der sigtedes til, er Schönberg. Men med ham hænger det nu sammen paa en særlig Maade. Man bedes læse det nærrnest aandssvage lille Slutkapitel om de komplicerede Klange i hans gamle »Harmonielehre« og sammenligne dette med hans samtidige Kompositioner. Man kan kun komme til ét Resultat: Manden anede ikke, hvad han gjorde, naar han komponerede. Naar han senere har opstillet en Theori, er det sikkert et ærligt Forsøg paa at finde »Rede i Galskaben«. Man kan ikke bebrejde en Komponist, at han søger at formulere Lovene for sin egen Virksomhed, forudsat at den skabende Kraft, som her, i Forvejen er tilstede (2) . Det ejendommelige er iøvrigt, at man af visse af S.'s seneste Værker, f. Ex. den sidste Strygekvartet, afgjort faar det Indtryk, at S.'s Arbejde med sin Kunsts Theori har bragt ham større Afklaring. Som man vil se, kan man gøre selv S. Uret.

Den der vil naa til Forstaaelse af den nye musik, gør i første Omgang bedst i at lade »Saglighed« og anden halvfordøjet og ufordøjelig Theori fare og blot holde sig til sine egne Observationer i Marken; den unge Generation vil dømmes paa sine Gerninger: dens bedste
Frembringelser paa Kornpositionens Omraade og dens almindelige Indsats i det musikalske Kulturliv. Man vil meget hurtigt opdage, at det er uhyre svært, om ikke umuligt, at samle den nye Musik under én Hat. Divergenserne er umaadelig store paa næsten ethvert Omraade.

Ovenfor er omtalt Reaktionen mod Senromantikkens Udtryksmaade. Den er udbredt, men ingenlunde eneherskende. Alban Berg, utvivlsomt Schönberg-Skolens bedst begavede Mand, repræsenterer endog i sine seneste Værker Senromantikkens Svælgeri i yderste Konsekvens. Og det er for billigt at faa, Regnestykket til at gaa op blot ved at erklære Berg for umoderne«.

Den friere Tonalitetsfornemmelse er stadig fremdraget som et Kendetegn for »Modernismen«. Men ogsaa her gør der sig enorme Divergenser gældende. Man sammenligne Schönbergs og Stravinskis, seneste Arbejder, Bartóks Klaverkoncert og Kurt Weills »Dreigroschen« Musik. Ja selv indenfor samme Komponists Virksomhed mærkes stor Forskel jfr. f. Ex. Hindemiths Koncert for Orkester og hans Kantate »Frau Musica«.

Rytinens store Betydning er Gang paa Gang anført som modernistisk Kendetegn. Men atter her danner Sch,5nberg-Skolen Enklave, og man udelukker ogsaa en denne Skole saa fjendtligsindet, men original og ejendommelig Personlighed som J. M. Hauer.

Det hævdes ogsaa stadig, at den nye Musik mangler lyrisk Udtryk. Denne Paastand overser ikke blot Folk som Alban Berg og Hauer, men ogsaa et stort Antal yngre, romanske Komponister, f. Ex. Arthur Honegger. Og iøvrigt er der faa Omraader, hvor den traditionelle Opfattelse staar mere trægt og uforstaaende overfor det nye end netop paa dette. For den, der kun kan tænke sig musikalsk Lyrik i Form af svulmende Melodik, der hverken behøver at være særlig ædel eller intervalskøn, naar bare den er godt og »varmt« harmonisk under bygget, maa den nye Musiks lyriske Udtryk nødvendigvis være lukket Land.

En samlet Karakteristik af den nye Musik vil aldrig naa til mere end en temmelig intetsigende Gennemsnitlighed, der savner Interesse, saa sandt som, det i det længere Løb aldrig er det gennemsnitlige, der har afgørende Betydning. Og et rent subjektivt betinget Udpluk af forskellige Egenskaber, der skal betinge den »sande« Modernisme, vil altid være behæftet med store Vilkaarligheder og ved denne Begrænsning være mere farlig end vejledende for Opfattelsen.

Det eneste, det gælder om, er at lukke ørene og Sindet op. Theorien kan være inciterende for den, der virkelig kan høre. Men den maa stadig sammenholdes med Praksis, og hvor der er Uoverensstemmelse, gælder Praksis alene. Derfor er Theorien ofte vildledende for den, - hvem det skorter paa den rent musikalske Evne. Det er saa evigt rigtigt, at det, det gælder om, er kun at være musikalsk (3). Den, der vil have Udbytte af det nye, maa rent instinktivt kunne sondre mellem det, der er talentfuldt og følgelig betydningsfuldt, og det, der er talentløst og følgelig betydningsløst for Udviklingen og Opfattelsen af Samtidens Indsats. Om 50 Aar vil man nok kunne karakterisere vor Tid og dens musikalske Udtryk med lige saa stor Sikkerhed, som vi nu kan karakterisere f. Ex. Klassicismen og Romantikken. Men lad os lade være med nu at spilde Tid derpaa. Vi kan jo alligevel ikke se Skoven for bare Træer, og selv de mest plausible Theorier løber den Risiko at lukke vort Sind for afgørende Værdier Hvor man gennem Tonerne aner en alménmenneskelig Værdi eller dog noget for det værdifulde i Tidsaanden karakteristisk, dér findes den sande »Modernisme«, selv om den gaar paa tværs af nok saa overbevisende Begrebsdeduktioner.

Der tales saa meget om Kulturkrise. Maaske med rette. De senere Tiders store sociale og økonomiske Forskydninger maa nødvendigvis sætte deres Præg paa Aandslivet. Krisen fører maaske igennem til en ny, men stadig værdifuld Kulturform. Maaske til Dekadence. Hvad véd vi, og hvad kan vi andet end at lægge os i Selen der, hvor vi aner en positiv Værdi eller Mulighed, og at stritte imod eller angribe der, hvor vi mærker Udslag af aandelig Forstokkethed, Senilitet eller Raaddenskab. Om »det er gjort dermed«, vil Tiden vise. Dog maa enhver vel indrømme, at »Dekadencen« er en umulig Arbejdshypothese for en aktivt virkende Musiker.

Carl Nielsen har formuleret Begrebet »levende Musik«. Et vagt og saare »subjektivt« Udtryk. Ægte dansk i sin blotte Antydning af det, det kommer an paa. Enhver moderne fremmed Æstetiker vilde gaa det forbi med et halvt forbavset Skuldertræk. Det bød ham ikke den ringeste Mulighed for at gøre Ulykker. Og dog peger det dybere og inere centralt end Størsteparten af det gode Latin, der doceres i den »store« Verden. De »moderne« Musikere er hverken en Sekt eller et politisk Parti. Enhver maa svare for sit. Dog skulde man endelig
med »gennemsnitlig« Rigtighed - tillægge os yngre danske fra den seneste halve Snes Aar et Fanemærke for vor Virksomhed, tror jeg helst vi akcepterede, den »levende Musik«.

Men Himlen bevare os for at blive fastnaglet til »Sagligheden«s Program. Hvilket blot nogenledes normalt Menneske vilde frivilligt. lade sig korsfæste for noget saa udsøgt sterilt som et tysk Slagord.

Fodnoter:

(1) udhævet af mig.

(2) Derfor er det ogsaa urigtigt at anføre S.'s Theori som Eksempel paa Lovløshed. Jeg skal ikke benægte den theoretiske Mulighed af, at der eksisterer evige Love for Kunsten. Det er blot trist, at det ikke til Dato er lykkedes noget Menneske at formulere disse Love saaledes, at blot en meget nær Eftertid har kunnet akceptere Formlerne. Men hvor vilde det være dejlig nemt at være Kunstner, hvis det lykkedes!

(3) Men der er adskillige Maader at være musikalsk paa. De musikalske Bestanddele: Melodi, Samklang, Rytme, Bevægelse, Stemmernes Samspil etc. virker med højst uens indbyrdes Styrke paa de forskellige Tilhørere. Derfor er det overordentlig let tænkeligt, at et Menneske, der har fint øre for den harmoniske betingede Melodi og derfor med virkelig Musikalitet opfatter homofon Musik, maa melde Pas overfor Musik, hvis Hovedvirkning betinges af Rytmen og de »nøgne« Melodiers Samspil. Jeg beder Redaktionen lejlighedsvis oplyse, om dette Spørgsmaal om Musikaliteten og dens forskellige Kvaliteter er praktisk undersøgt og behandlet i Litteraturen paa taalelig Maade.

Årgang 5/1930, nr. 06