Jazzmusikens kompositionsteknik Del 1

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 06 - side 114-119

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

JAZZMUSIKENS KOMPOSITIONSTEKNIK I

AF BERNHARD CHRISTENSEN

DET er sikkert paa sin Plads at omtale og undersøge Jazzmusikens Elementer nu, da Interessen for Jazz er saa levende hos de unge Musikere og Musikstuderende,
især naar man tænker paa, hvor ringe Adgang der er til virkelige Studier paa dette Felt. Disse Artikler er et Forsøg paa at vise, hvorledes en Jazzmelodi udarbejdes, fra den skabes, til den fremføres af et Jazzband. Det kan selvfølgelig kun blive i store Træk og mange interessante Enkeltheder maa udelades.

Der er tre store Begivenheder i en Jazzmelodis Liv: Dens Skabelse, dens Mangfoldiggørelse paa et Forlag og endelig dens Anvendelse i Danseorkestrene. En Jazzmelodi bliver til som al anden Musik. At forklare hvorledes det musikalske Talent skaber sin Melodi er umuligt; man maa nøjes med at undersøge, det, der bliver skabt, og konstatere en vis Lovmæssighed. Her et Eksempel paa en Jazzmelodi {»My Pet« af Ager):

Melodien er paa 32 Takter. De første 8 Takter gentages, og efter 8 Takter ny Melodi sluttes med Gentagelse af de 8 første Takter. Formen er altsaa: a-a-b-a. Tonearten: As Dur-As Dur- f moll til As Dur-As Dur eller T-T-Tp - T; en meget almindelig Form for Melodier. Selvfølgelig kan Formen variere. De første 8 Takters Melodi gentages ikke altid, saaledes at der kan opstaa Melodier som ab-c-a eller a-a1-b-a. o. m. a. Det er imidlertid ikke nødvendigt at gaa nærmere ind paa disse Ting, da de vel allerede er kendt fra Undervisning paa Musikskoler.

Det, der adskiller Jazzmusik fra en almindelig Sangmelodi, er Rytmen, denne maa derfor omtales nærmere. Melodien (Eks. 1) er en Fox-Trot. Grundrytmen er monoton, en stadig Gentagelse af 4 Fjerdedelsnoder i hver Takt, med særlig Betoning paa 1. og 3. Fjerdedel. Melodien derimod er mere fri i Rytmen, hvorved der opstaar et Spændingsforhold mellem Grundrytmen og Melodiens Rytme. Eks. 2 viser dette:

Paa øverste System, er angivet Melodiens Rytme, paa de to nederste Linier Grundrytmen, som deles i betonede og ubetonede Fjerdedele, hvoraf Fjerdedelene med Fanen nedaf er de betonede. De betonede og ubetonede Fjerdedele adskiller sig ikke saa meget ved dynamiske Virkemidler som ved klanglige. Saaledes angives 1. og 3. Fjerdedel f. Eks. med Stortromme, medens 2. og 4. Fjerdedel overtages af Lilletromme. De betonede og ubetonede Fjerdedele kan ogsaa angives af henholdsvis venstre og højre Haand i Pianostemmen, eller af en Kontrabas og.en Banjo. Herved opnaas et ejendommeligt Spil i Grundrytmen.

I første Takt angiver Melodien de betonede Taktdele, men allerede i 2. Takt forekommer en Afvigelse, idet sidste betonede Node i Takten kommer midt imellem 3. og 4. Fjerdedel af Grundrytmen. Dette Fænomen kaldes Synkope, og er et vigtigt og afgørende Kendetegn paa en Jazzmelodi. 1 4. Takt forekommer ligeledes en Synkope. Synkope opstaar altsaa, naar Melodien betoner andre Dele i Takten end de betonede Dele af Grundrytmen. Paa denne Maade fremkommer en tostemmig Rytme bestaaende af den monotone Grundrytme og den frie Melodirytme. Eks. 3 viser dette, idet de øverste Noder angiver Melodiens Rytme, de nederste Grundrytmen. Paa denne Maade spiller gerne Janitscharen, idet han angiver de øverste Noder paa Lilletrommen og de nederste paa Stortrommen (af disse sidste dog i Reglen kun 1. og 3. Fjerdedel):

Synkopen er for tostemmig Rytme,hvad Intervallet er for tostemmig Melodi. Baade Synkope og Interval er det Fænomen, hvorved man konstaterer Tostemmigheden. Interessant er det, at baade Synkope og Interval stadig maa varieres, ellers forsvinder Kendetegnet paa Tostemmigheden. Lad Intervallet f. Eks. være konstant en Kvart; herved opstaar to parallele Melodier (se Eks. 4), som smelter sammen til én Melodi.

Eller lad Synkopen være konstant som i Eks. 5 a. Synkopens Virkning vil da hurtig forsvinde, og man vil kun føle Grundrytmens raske Hamren som i Eks. 5 b:

Varierer man derimod Intervallet, skelner man tydeligt to Melodier (Eks. 6). Varierer man Synkopen, vil man tydeligt skelne to, Rytmer (Eks. 7):

Dette kan ogsaa overføres paa trestemmig Melodi eller Rytme; men det bliver mere indviklet. Spørgsmaalet er, om man er istand til at skelne tre Melodier (Rytmer) fra hinanden. Det er mere sandsynligt, at ens Opfattelse bestemmes af den harmoniske Samklang (henholdsvis den komplementære Rytme) og skiftevis fanger den ene eller anden Melodi (Rytme). I Eks. 8 er der tilsyneladende anvendt baade Synkope og Interval:

Synkoperne er imidlertid her snarere foraarsaget af en Intervalspænding end af en rytmisk Spænding; d. v. s. at Betoningen af Melodien stadig er paa 1. og 3. Fjerdedel i Takten, i Modsætning til Betoningen af Melodien i Eks. 1, hvor Synkopen er uafhængig af den tilfæ- Idige Samklang. Synkoperne i Eks. 8 fremhæver tværtimod Betoningen af 1. og 3. Fjerdedel altsaa Grundrytmen, og er derfor af en anden Art. Det vil fremgaa heraf, at Synkopen i Jazzmelodien er et nyt Stilement i vor Musik. Man maa søge til primitiv Musik for at finde samme Element i Anvendelse, f. Eks. hos Indianere eller Negere. Eks. 9 er en Indianermelodi.

Den monotone Grundrytme angives af en Tromme, medens den friere Modrytme udføres af en Sangstemme. Ved at betragte primitiv Musik, kommer man til det Resultat, at Melodien for et primitivt Folk er noget ganske uvæsentligt. Man anvender kun Melodi, for derved at skabe en større Kontrast til Grundrytmen (Trommen), end der vilde blive hvis man blot anvendte en anden Tromme til Modrytmen. Ser man paa Melodierne i Eks. 9 og 10, er det mest naturligt :at hæfte sig ved Rytmen; det er der Variationerne forekommer.

Man kan maaske driste sig til at sige, at Forholdet mellem Rytme og Melodi i.primitiv Musik er parallelt med Forholdet mellem Melodi og Instrumentation i europæisk Musik. I primitiv Musik, hvor Rytmen er det væsentlige, tjener Melodien til Fremhævelse af det rytmiske; Melodien er at betragte som en Slags Instrumentation af Rytmen; i europæisk Musik, hvor Melodien er det væsentlige, anvendes Instrumenter til Fremhævelse af det melodiske. Dette er selvfølgelig Dogmatik; men den kan muligvis hjælpe paa Forstaaelsen. Det er tvivlsomt, om de primitiveste Stammer overhovedet har haft Begreb om det melodiske (Sans for Intervaller). En Melodi som Eks. 9, der bestaar af to Toner, kan opfattes paa to Maader. Man kan opfatte den »melodisk«, d. v. s. at man ved at synge d 2-f2 har Fornemmelsen af et ganske bestemt Interval (lille Terts) ; eller man kan opfatte Melodien »klangligt«, d. v. s. at man opfatter d2 - f2 som to Toner med forskellig Lyd, uden dog at forbinde dem med hinanden til en Melodi. At den sidste Qpfattelsesmaade er almindelig hos de lavere staaende Stammer bestyrkes, naar man hører de ejendommelige Intervaller, disse Folk anvender. Man kan indenfor forskellige Stammer høre Tertser, der er mindre end en lille Terts, midt imellem lille og stor Terts, eller større end en stor Terts. Disse »Melodier« er da heller ikke skabt af det menneskelige øre, men af Naturen. Den Vilde har kun villet skabe Variation i sine Rytmer; i Stedet for at hamre Rytme paa ét Stykke Træ, skaber han nye rytmiske Muligheder ved at skifte mellem to Stykker Træ med forskellig Lyd (Tone), og dermed ogsaa Begyndelsen til Melodi. Eks. 9 kan tænkes udført som vist i Eks. 11:

Musiken udføres af to Mænd, af hvilke den ene spiller Trommen, medens den anden slaar paa to Stykker Træ, hvoraf det ene har Tonen d 2 og det andet Tonen f2. Ved stadig at skifte mellem disse, opnaar han at forøge det rytmiske Liv. At tale om Melodi er sikkert forkert. Her tænkes ikke paa Intervallet Terts; her lyttes kun til Modsætningen mellem de to Lyde, Træstykkerne frembringer. Hvornaar Intervalfølelsen opstod eller hvorledes skal af gode Grunde ikke omtales her. Imidlertid kan man ogsaa. i primitiv Musik finde Eksemplerpaa Melodi (Intervalfølelse). F. Eks. følgende Melodi (Eks. 12):

Der kan vel ikke være Tvivl om, at Intervalfølelsen er til Stede. Melodien bevæger sig langsomt nedefter, begyndende paa c og sluttende paa f. Ved at sammenligne Eks. 9 med Eks. 12 vil man snart mærke Forskellen.

Lignende Tilfælde vil man kunne finde i Jazzmelodier, hvor Melodien kun er til for at fremhæve Rytmen; og som Regel er disse Melodier netop typiske og gode Jazzmelodier. Der skal derfor gives nogle Eksempler her, (Eks. 13). Helt rene Eksempler paa Melodier uden melodisk Betydning findes vist ikke. Snart er det melodiske fremtrædende, snart viger det tilbage, og det rytmiske bliver dominerende. En ejendommelig Vekslen!

I det øjeblik det rytmiske Element bliver fremtrædende, forandres det melodiske Stof. Det synes som om Melodier bygget over vort harmoniske System ikke er egnet til at være med i Rytmernes kaade Leg. Den harmoniske Melodi bliver med hele sin Stab af Toner (foruden Skalaens syv Toner en Del andre, som indføres ved Modulation) alt for indviklet og klodset, naar den forenes med Rytme. En enklere Melodik er derfor nødvendig. Interessant er det da at se, hvor megen Lighed der er mellem de typiske Jazzmelodier og f. Eks. Neger- og Indianermelodier. Disse er ganske enkle Melodier bygget over en Skala paa fem Toner (Pentatonik). Intervallerne mellem Tonerne skifter inellem store Sekunder og smaa Tertser, saa den lille Sekund undgaaes. Skalaen ser da saaledes ud: c, d, f, g, a o. s. v. Melodierne i Eksempel 13 er delvis bygget paa samme Maade. En melodisk Vending som i Eks. 13 b (en stor Sekund efterfulgt af en lille Terts i stigende Retning) er ganske fremmed i en harmonisk Melodi. Ligeledes den stadige Tilbagevenden til eller Kredsen om en bestemt Tone (Eks. 13 c) er ogsaa ukendt i en harmonisk Melodi. Noget saadant er imidlertid ganske naturligt i en Melodi, der ikke er baseret paa den harmoniske Funktion; idet nemlig Melodien kredser om en ganske bestemt Tone, skaber den sig selv et fast Udgangspunkt, hvorved Melodien faar Mening.

Det anbefales at studere lignende Melodier for at komme ind i Stilen. Hertil er Grammofonen en udmærket Hjælper, blot man kan skaffe de rette Plader. Det er imdlertid ret vanskeligt, da de gode amerikanske Melodier ikke er en Salgsvare herhjemme, hvorfor Musikhandlerne ikke fører disse Plader. Kleinerts Musikhandel. har undertiden et Udvalg. Man kan ogsaa ty til Radio, hvor i hvert Fald Lingtons og Jens Warnys Jazzbands fremfører en Del gode Melodier
(amerikanske eller engelske). Som sagt var det ikke Meningen at behandle Spørgsmaalet om Jazzens Melodik og Rytmik udtømmende, hvilket Forsøg ogsaa vilde være lidet frugtbringende, da Jazzmusiken er i stadig Udvikling, og Melodiken stadig forandrer sig. Saaledes er Moll-Melodier stærkt paa Mode i Amerika i øjeblikket. Hvad der imidlertid er
mere interessant er, at man kan spore en Tendens til at løsrive sig fra vort harmoniske System. Harmonierne i Eks. 14 er delvis funktionsløse.

Dominantseptimakkorden paa 1. Takts 3. Fjerdedel skulde opløses. til en As-Dur Akkord, medens man i Stedet faar Ges-Durs Dominantseptimakkord, som ogsaa. undgaar den naturlige Opløsning. Naar man alligevel ikke stødes, er Grunden den, at Harmonierne opfattes som Klange, der ført parallelt med Melodien tjener til at give denne en klangmættet Baggrund. At Harmonierne kun delvis er funktionsløse fremgaar af Dominantseptimakkorden paa 2. Takts 3. Fjerdedel, som opløses naturligt til F-dur Treklangen. Men at der ikke er langt tilbage, før Harmonikens Funktion forsvinder, er utvivlsomt. At Jazzen endnu bevarer en stor Del af disse Klange er jo det Forhold, de europæiske moderne Komponister (Atonalister o. s. v.) rynker paa Næsen af. De har allerede bortkastet Harmoniken og betragter derfor Jazzen som gammeldags Epigonmusik, uden at tænke paa, at Jazzens Interesse først og fremmest var Rytmen, og at den først nu har Tid til at beskæftige sig med Melodien.

Årgang 5/1930, nr. 06