Ny-orienteringens farer?

NY-ORIENTERINGENS FARER?

AF MAG. ART. POVL HAMBURGER

I TIDSSKRIFTETS Maj-Nummer har Hr. Ove Lundbye skrevet en Artikel »Nyorienteringen. - Formaal og Farer«, i hvilken der bl. a. udtales en Frygt for, at den som Forfatteren selv siger det - »sunde og tiltrængte« Reaktion i Nutidens Musik overfor det forrige Aarhundredes Subjektivisme ikke er dybtgaaende nok, saaledes at vi risikerer blot at henfalde til en ny Subjektivisme, en Viljens og Forstandens i Stedet for den romantiske følelsesbetonede. Om der overhovedet er noget Grundlag for en Frygt i den Retning, skal her lades ude af Betragtning, i hvert Tilfælde, synes de Beviser, Hr. Lundbye mener at have fundet herfor, ikke synderlig vægtige. Naar han saaledes anfører Schönbergs Musik som Eksempel paa en saadan Viljens Subjektivisme, er dette i og for sig rigtigt, der er blot det ved det, at
Schönberg allerede er et overstaaet Stadium, de førende blandt de unge Komponister ser nu klart, at hans Musik i Virkeligheden slet ikke er »ny«, at den i Kraft af sin til det yderste tilspidsede Artisme intet Bud har til vor Tid, og de søger derfor Vejen frem ad ganske andre Baner. Den bevidste Efterligning af Maskinen, som Hr. Lundbye ogsaa omtaler, er ligeledes nu ude af Kurs; den var ligesom Schönbergs Konstruktivisme aabenbart et rent Overgangsfænomen, en Art Børnesygdøm. i den nye Musik, der nødvendigvis maatte overstaas, nogen reel Fare truer sikkert ikke mere fra disse Kanter. Lidt besynderlig forekommer ogsaa, Hr. Lundbyes Paastand om, at de moderne Komponister »alt for ofte er opsat paa at gøre det modsatte af, hvad de foregaaende Slægtled, ja de sidste 400 Aar, har gjort«, da det jo daarligt er til at tage Fejl af, at den nye Musik med meget stærke Baand er bundet til det 17.-18. Aarhundrede (Hindemiths Berøring med Bachstilen, Stravinskis med baade Bach og Pergolese). Hvad de »nye« Musikere stræber efter, er forøvrigt hverken at gøre det modsatte af eller det samme som Fortidens, men at finde det sande Udtryk for deres egen Tid, for det, der er Nutidsmenneskets musikalske Behov. At dette paa de første Stadier af Udviklingen nødvendigvis maa føre til Eksperimenter, hvoraf en Del kommer til at slaa Fejl,
er dog baade forstaaeligt og undskyldeligt. Der er derfor ingen særlig Grund til at raabe Vagt i Gevær, saa meget mindre som alt taler for, at den nye Musik nu er ved at komme ind i sundere og roligere Baner, begynder at afklares.

I denne Forbindelse kommer Hr. Lundbye ogsaa ind paa Tidens stærke Tendens til »Brugsmusik«, og siger herom, at den beror paa enn kritikløs Overførelse fra moderne Arkitektur og Kunsthaandværk. Dette er ganske misvisende. Kravet om »anvendt«, Musik er udsprunget af ønsket om paa ny at skabe Musiken en social Basis, saaledes som i dens klassiske Tider. Det er nemlig en Kendsgerning, at saa godt som al før-romantisk Musik paa en eller anden Maade var »anvendt«. De gamle Komponister skrev »paa. Bestilling« ofte til et eller andet rent praktisk Formaal, og Musiken blev ikke ringere af den Grund - tværtimod -, der raadede dengang et naturligt Forhold mellem Tilbud og Efterspørgsel, der ikke blot kom Kunstneren tilgode, men overhovedet garanterede Musiken gode og sunde Udviklingsvilkaar. Dette Forhold blev forstyrret i Løbet af det 19. Aarhundrede, da Musiken blev en »fri« Kunstart og gik over til at blive et rent æstetisk Anliggende. Derved lagdes Grunden til Koncertsalskulturen, der efterhaanden som den tog mere og mere Overhaand gjorde Musiken rodløs og den skabende Kunstner - i mange Tilfælde da - eksistensløs. Det er dette, man nu efter Evne søger at raade Bod paa. Det er ikke den Nytte, Musiken gør, der alene er afgørende for Bedømmelsen af den, navnlig ikke for den rent æstetiske; naar man arbejder for at knytte Musiken stærkere til det praktiske Liv, sker dette lige saa meget for Musikens og Musikernes egen Skyld. Der er virkelig ikke megen Fornuft i at skrive Symfonier for 60-70 Mands Besætning i Aaret 1930, det vil i de fleste Tilfælde være et dødfødt Foretagende, selv om det gøres med virkeligt Talent, fordi denne Form ikke mere er tidssvarende. Ingen musikalsk Form er evig, alle er de opstaaet under ganske bestemte aandelige og sociale Betingelser, i et bestemt Milieu, alle oplever de en kortere eller længere Blomstring og maa saa give Plads for nye. Symfonien og den store Opera har haft deres Tid, nu søger man helt nye Musiceringsformer, svarende til de Ændringer, der siden Krigen er foregaaet baade aandeligt og socialt. Den unge Komponist, der anvender sine Evner og Kræfter i saadanne brændende og aktuelle Problemers Tjeneste som Tonefilm, Hørespil, Musik for Dilettant- og Skoleorkestre, Undervisningsmusik etc., gavner baade, sin Samtid, sin Kunst og sig selv adskilligt mere, end den, der skriver store Symfonier, der kan opnaa. en, maaske, to bekostelige ,Opførelser i en dertil indrettet Forening for et begrænset Forum af overvejende fagligt interesserede.

Et Faresymptom betyder for Hr. Lundbye ogsaa den Kendsgerning, at mange af de unge Musikere herhjemme har kunnet slutte sig til Gustav Smiths Idé om den »mentale Funktionslyst« som Kernen i den æstetiske Oplevelse. Efter Hr. Lundbyes Mening maa. denne Funktionslyst nemlig betragtes som den »vildeste Subjektivisme«, idet den nødvendigvis maa føre til Selvnydelse, ja endog Forfængelighed og Hovmod. Er nu dette ikke lidt vel stærkt sagt? At der kræves en »mental Funktion«, d. v. s. et selvstændigt aandeligt Arbejde hos Tilhøreren for at tilegne sig et musikalsk Kunstværk, er givet, - der flyver ikke stegte Duer ind i Munden paa en. Det er ikke nok, at man overhovedet hører Musiken; hvad der rammer øret, er jo - i Realiteten - blot en Række isolerede Lyde, at faa Mening i dem, at finde den logiske Sammenhæng, populært talt: at forstaa hvad Komponisten har ment, er Tilhørerens eget Arbejde. Hertil kræves foruden musikalsk Modtagelighed en Anspændelse af Viljen, en Udfoldelse af psykisk Energi, hvis Styrkegrad er afhængig af, hvor kompliceret eller usædvanlig den paagældende Musik er. At ogsaa Udførelsen spiller en Rolle ved Tilegnelsen, siger sig selv, den kan virke fremmende eller hæmmende, alt eftersom den er god eller slet, men Hovedindsatsen gør Tilhørerén selv. At der opstaar Lystfølelse i det øjeblik, man fornemmer at ens eget Arbejde for at komme i Kontakt med Værket bærer god Frugt, er en psykologisk Nødvendighed, - man kan umuligt forholde sig indifferent overfor nogen Art af Selvvirksomhed, den være aandelig eller materiel, - men behøver de dermed forbundne Følelser absolut at være bevidste i den Forstand, at de gøres til Genstand for Reflektion? Vel næppe, men da kan de heller aldrig faa saa slemme Konsekvenser, som Hr. Lundbye mener. I alle Tilfælde: vil man ikke anerkende den »mentale Funktion«, hvordan vil man saa forklare den aandelige Forbindelse mellem Tilhører og Kunstværk ? Det maa jo være det rene Trylleri! En helt anden Sag er imidlertid, om Smith har Ret i, at Funktionslysten er identisk med selve Kunstnydelsen. Mon ikke snarere Glæden ved kunstnerisk Opleven beror baade paa ens egen reproduktive Virksomhed og paa den Værdi, man modtager af selve Kunstværket, selv om disse Følelser i selve Nydelsesmomentet flyder sammen i et? Hvad der rører sig i Følelseslivet, er jo oftest af ret kaotisk og sammensat Beskaffenhed, og klart at udskille de enkelte Elementer og fatte dem begrebsmæssigt er sjældent saa ganske ligetil. Det var maaske ikke af Vejen, om man derfor overlod hele dette Spørgsmaal om selve Arten af den kunstneriske Nydelse til den psykologiske Æstetik, saa meget mere som dette Spørgsmaal kun har meget ringe Betydning for det i øjeblikket saa stærkt aktuelle pædagogiske Problem. Det har ingen Interesse for Musikopdragelsen, hvad vi oplever, for det vil altid være ganske indiyiduelt, men at vi oplever. Hvad det kommer an paa, er derfor at vække eller skærpe Funktionstrangen, Funktionsevnen - Glæden derved skal nok indfinde sig ganske af sig selv. Muligt har der været nogen Tilbøjelighed hos enkelte til at overvurdere den praktiske og aktuelle Betydning af Smiths Bog, der i saa Henseende ikke kan maale sig med f. ex. Rudolph Simonsens »Musikkultur«, men ligefrem sætte den paa den sorte Liste er at gaa for stærkt til den modsatte Yderlighed.

Hr. Lundbye slutter med at sige, ' at det ikke er »ydre Foranstaltninger«, det drejer sig om, men en »Omstemning af selve Mennesket, en ny Livsindstilling«. Hvis der med »ydre Foranstaltninger« menes praktisk Arbejde, saa er det i høj Grad det, det kommer an paa, ellers kom vi jo aldrig af Stedet. Men for øvrigt, naar saadanne »ydre Foranstaltninger« som f. x. Omlægning af det pædagogiske og Tilknytning af Musiken til det praktiske Liv nu er kommet paa Dagsordenen, saa skyldes dette jo netop den nye Livsindstilling, saadan er vel den rette Aarsagssammenhæng.

Formodentlig er Tidsskriftets Læsere forlængst kede af Diskussionen om Ny-Orientering, »Saglighed«, Funktionslyst m. m., og det var maaske ikke af Vejen, om der nu sluttedes af. Men naar Hr. Lundbye saaledes fremmaner en hel Række Farer, der dels er imaginære, dels allerede er overvundne, og paa dette Grundlag vil holde Formaningstale til de modernistisk sindede Musikere og Skribenter herhjemme, synes det ikke forsvarligt at lade ham beholde det sidste Ord.