Saklighet och funksjonslyst

SAKLIGHET OG FUNKSJONSLYST

NÅR hr. Ove Lundbye i sisste nr. mener at musikalsk funksjonslyst vil bringe til den vildeste subjektivisme, og at »sjæleri« og »virtuoseri« ikke er annet end nettop denne funksjonslyst, da må han ha miisforståt min mening helt fra grunnen av.

Jeg tør ikke vove mig ut på subjektivitetens og objektivitetens farlige gebeter; for hvis disse begreper tas generelt og ikke til det ytterste specielt, føler iallfald jeg det som jeg står i hengedynd. Men han nevner ordet usaklig, og jeg søker jo nettop a påvise, at musikkutviklingen lett tar en sådan rettning når funksjonslysten ikke er sterk. nok.

Falder man for uttrykket, for akustikken, hviler man i kjennt, musikk eller i et repertoar, så glir man inn på et sidespor hvor der neppe opnåes ren eller fuldstendig musikkoplevelse. Men det forhindrer nok ikke at vore medmennesker også her »mottar værdier og oplever dette utover sig selv«, som han skriver. Kanske sker det lettest her hvor det er mest bekvemt. Iallfald ligger denne rettning heldigere an både i offentlig og privat musikopfattelse, og det mener jeg er fordi tonekombinasjonens inciterende virkning ikke er i tilstrekkelig hevd. Det er denne centrale vædi som jeg mener bør komme til mere hæder i musikklivet.

At dette skulde virke mere i subjektiv end i objektiv rettning er umulig. Det er nemlig ikke sin egen lille funksjon man nyder, eller den musikk som bringer og ofte tvinger til funksjon. Heller ikke. nyder man sin egen funksjonslyst mere end man f. eks. nyder sin matlyst. Man nyder først og fremst de tonekombinasjoner som - foruten å vekke og tilfredsstille - også nærer lysten.

Oslo 1. juni 1930.

Gustav Smith.