Skolesangens fornyelse

SKOLESANGENS FORNYELSE

AF MAG. ART. JENS PETER LARSEN

DER ER I ØJEBLIKKET, trods al Tale om Radioens ødelæggende Virksomhed og Koncertlivets Hensygnen, vist nok en større Opmærksomhed overfor Musikken i Skolen, end det har været Tilfældet i lange Tider. Det viser sig paa flere forskellige Omraader, bl. a., og ikke mindst, derved at vore førende Komponister med Carl Nielsen i Spidsen igen komponerer direkte for Skolen og udgiver Skolesangbøger, efter at dette Arbejde gennem Generationer har været i Hænderne paa brave Sanglærere uden større kompositorisk Begavelse. De har utvivlsomt ydet et ærligt Arbejde, Fr. Andersen, Madsen Stensgaard, Mikkelsen, Tofte og hvad de nu hedder allesammen, og det kan ikke med Rimelighed bebrejdes dem, at de ikke evnede at løfte Skolesangen op i noget højere Plan, men bortset fra nogle faa udmærkede Samlinger, Rungs og Gebauers (foruden naturligvis Weyses Skolesangen) har de fleste af disse Sangbøger ikke meget med Kunst at gøre. Paa Skolesangens som paa Kirkesangens Omraade blev det den flittige, men ret jævnt begavede Berggreen, der kom til præge Udviklingen.

At der er sket noget af et Omslag, skylder vi først og fremmest de to Mænd, som den yngre Generation af Musikere staar i størst, Gæld til: Carl Nielsen og Thomas Laub. Af et frugtbart Samarbejde mellem disse to fremgik de to Hefter »En Snes danske Viser« (1915 og 17), som indvarslede en ny Epoke i dansk Musik. I disse Hefters Kølvand fulgte en Række Samlinger af forskellig Art; som den mest monumentale maa nævnes »Folkehøjskolens Melodibog« (1922; ny Udg. 1928), ved de samme plus Th. Aagaard og Oluf Ring. Ingen af de her nævnte Samlinger er dog bestemt til almindelig Skolebrug. Af egentlige Skolesangbøger maa nævnes Laubs Sange for lige Stemmer (1922) , og den af Wøldike efter Laubs Død udgivne Samling af Salmer og Folkeviser for 2-3 lige Stemmer og de to større Samlinger, som her skal omtales: Carl Nielsen og Hakon Andersens: Melodier til Sangbogen »Danmark« (1924) og Hakon Andersen og Finn Høffdings »Gymnasiesangbogen« (1930).

De to Bøger supplerer for saa vidt hinanden, som Sangbogen »Danmark« henvender sig til de lavere Skoleklasser, mens »Gymnasiesangbogen« som det fremgaar af Titlen, er bestemt for Gymnasier, Korforeninger, Højskoler og Seminarier. (Det synes dog lidt tvivlsomt, om Bogen kan finde videre Anvendelse de sidste to Steder, da baade Seminarier og Højskoler ganske overvejende maa bruge Litteratur for lige Stemmer, og »Gymnasiesangbogen« er for blandet Kor.) Naar de er saa forskellige i Anlæg, skyldes det imidlertid ikke blot Hensynet til Elevernes forskellige Udvikling i de lavere og højere Klasser, eller Modsætningen mellem en Sangbog for lige Stemmer (Barnestemmer) og en for blandet Kor, men nok saa meget det, at den førstnævnte Samling, modsat »Gymnasiesangbogen«, ikke er et fuldstændig frit udarbejdet Værk, men en Samling af Melodier til en allerede foreliggende Tekstbog, som ikke i første Linje er bestemt til at tjene musikalske Formaal. Det tør antages, at Bogen vilde have faaet et væsentlig andet Udseende, hvis dens Udgivere havde været ganskefrit stillede.

Dette at Udvalget paa Forhaand har været givet, for Teksternes, Vedkommende helt, for Melodiernes Vedkommende i ret stor Udstrækning, har aabenbart virket som en Klods om Benet paa Udgiverne. Forskellige Ulemper ved Bogen maa. føres tilbage hertil saaledes, Forekomsten af en Række ligegyldige eller daarlige Tekster, nogle temmelig uheldige, tildels direkte smagsfordærvende Melodier, og en Række flerstemmige Udsættelser af Melodier, som egentlig slet ikke, egnede sig for flerstemmig Behandling, men som alligevel (af konkurrencemæssige Grunde?) har maattet presses ind i denne Form. Et enkelt Eksempel er tilstrækkeligt til at oplyse det sagte: Juels og Rygaards »Flaget«, som i alle tre Henseender falder udenfor Bogens. Rammer (eller rettere burde gøre det!) og som sikkert aldrig vilde. være blevet medtaget, hvis den ikke stod i Tekstbogen. For disse Ulemper bærer Melodibogens Udgivere selvsagt ikke Ansvaret, og de kan jo overhovedet begrænses en Del ved Udeladelse af de mindre, heldige Tekster og Melodier. Dog er der her den Vanskelighed, som mange Sanglærere beklager sig over, at Børnene tit hos andre Lærere, særlig Dansklærerne, faar Lov til at synge en Del Sange, hvis Melodier man helst var fri for, og saa bag efter kommer og beder om at maatte synge dem i Sangtimen. (Jeg husker et bestemt Tilfælde, hvor jeg i længere Tid blev plaget af en Klasse om at lade dem synge den ligeanførte Sang, som de havde lært hos en aabenbart ikke særlig smagssikker Dansklærer.)

Det, der først og fremmest karakteriserer denne Melodisamling i Modsætning til de fleste andre Skolesangbøger, er, at den i Virkeligheden søger at forene flere forskellige Synspunkter. I den rige Litteratur af Skole- og Foreningssangbøger, som har set Lyset herhjemme i de sidste hundrede Aar er der navnlig 4 Typer af Sangbøger, som gør sig gældende: Melodisamlingen (énstemmig, flerstemmig eller med Akkompagnement; til samtlige Tekster eller kun nye Melodier), Samlingen af flerstemmige Originalkompositioner (Weyses trestemmige Sange), Samlingen af flerstemmige Udsættelser og Korsange og. den metodisk tilrettelagte Sangbog eller Sangbogsserie. (Rung). De fleste Sangbøger tilhører 1. og 3. Type, mens de to andre Typer er forholdsvis sjældne. Mens den første Type er præget af ikke musikalske Hensyn (som ovenfor omtalt), repræsenterer de tre andre Typer hver sin Kategori af Musikere, henholdsvis Komponister, »Bearbejdere« eller »Arrangører« (den kompositoriske Husflid) og den egentlige Sanglærer, Sangpædagogen. Sangbogen Danmark er en Blanding af de tre første Typer, paa eengang Melodisamling og Samling .af flerstemmige Udsættelser og Originalkompositioner. (Derimod har det pædagogiske, naturligvis ikke kunnet influere paa Bogens Anlæg, men har dog faaet Indpas i Form af et ganske kort Afsnit »Om Stemmens Behandling i Skolen« af Paul Bang.) Ved en Bedømmelse af Bogens Værdi maa derfor hver af disse tre Sider tages op til Under Søgelse.

Som Melodisamling fortsætter Sangbogen »Danmark« den Linje, som er angivet af Carl Nielsens Samling af nye Melodier til Borups Sangbog (1916) og videreført i Folkehøjskolens Melodibog: at erstatte nogle af de fra forrige Aarhundrede overtagne, mindre værdifulde »folkelige« Melodier med mere egnede og at give de nye Sange gode enkle Melodier. (De to Snese »danske Viser« tager jo knap saa meget Sigte paa det direkte folkelige, selv om en Række af dem har opnaaet stor Udbredelse, især i Højskolekredse.) Vi skylder disse Bestræbelser en Række værdifulde Melodier, baade af Carl Nielsen selv og af flere af de yngre Komponister, der følger ham. Man kunde fristes til at kalde disse Sange for Carl Nielsens største Indsats i den danske Kultur, i hvert Fald er det dem, der først og fremmest har gjort hans Navn kendt og elsket over hele Danmark. Der kunde nævnes adskillige Tilfælde, hvor Carl Nielsens Melodi har baaret, en Tekst frem, som ellers aldrig vilde have opnaaet større Udbredelse. At man undertiden er gaaet lidt for vidt i sine Udrensningsbestræbelser, lader sig vel ikke nægte, men en objektiv Bedømmelse er her saare vanskelig. Som en Grundfordring maa der selvfølgelig kræves, at Melodi og Tekst staar til hinanden; det er lidt af en Misforstaaelse, hvis man erstatter en »utidssvarende« Melodi med en, der stemmer bedre med moderne Følemaade, naar Teksten i Virkeligheden er lige saa lidt moderne. En Del af de nye Melodier i Bogen vil dog næppe opnaa større Udbredelse, fordi Teksterne er for svage.

Af 2-3-stemmige Originalkompositioner indeholder Bogen en hel Del, hvoriblandt udmærkede Stykker, som næppe har vundet den Udbredelse, de fortjener. Det er navnlig Carl Nielsens egne, som f. Eks. Nr. 39 »Kærest, du Fødeland«, Nr. 107 »Jeg lægger mig saa trygt til Ro«, Nr. 262 »Den Spillemand spiller paa Strenge« m. fl., men ogsaa af de andre Medarbejdere findes gode Bidrag, som f. Eks. Hakon Andersens »Se Himlen saa blaa«, der er en nydelig Sang, selv om det ikke er indlysende, hvorfor Schulz' Melodi er blevet kasseret.

Gaar vi til det tredie Omraade, Udsættelser af allerede eksisterende Melodier, bliver Udbyttet noget mere problematisk. Man kunde maaske udtrykke det lidt paradoksalt saaledes, at det egentlig positive er de negative Bestræbelser, eller for at sige det tydeligere: Bestræbelserne for at komme løs fra en efterhaanden fladtraadt Tradition. Naar dette Brud med Traditionerne ikke rigtig er lykkedes, eller i hvert Tilfælde ikke har givet et helt tilfredsstillende Resultat, skyldes det imidlertid atter for en stor Del Bogens Anlæg som Melodisamling, der har tvunget til i stor Udstrækning at anvende det traditionelle Melodistof, som hindrer en virkelig Fornyelse. Vanskeligheden ligger i at udsætte en akkordmæssig bestemt Melodi, hvor Overstemmen er absolut over- ordnet saaledes, at der kommer tilstrækkelig Liv i Mellem- og Understemmen, og man har her efter mit Skøn været for ivrig efter at skaffe Bevægelse i disse Stemmer, hvorved der nemt opstaar en meget urolig Udsættelse, der ikke rigtig passer til den paagældende Melodi. For saa vidt har Opgaven paa det givne Grundlag været uløselig. Det er 'ikke blot i melodisk, men ogsaa i rytmisk Henseende, Understemmerne er søgt frigjort. En Række Melodier viser en saadan polyrytmisk Udsættelse en »Pseudo-Polyfoni«, som ikke kan blive til rigtig Polyfoni paa Grund af den moderne accentbetonede Rytmik. I de nyere Meloier, der er lagt an paa en saadan Udsættelse (altsaa egentlig Originalkomposition) lader Princippet sig lettere gennemføre, men overfor de ældre Melodier kommer det oftest til kort. I det hele taget har man været lidt for hastig til at kassere de ældre Originaludsættelser, som f. Eks. Rungs »Modersmaalet« og »I Danmark er jeg født« eller Gebauers »En lille Nisse rejste« og »Hist hvor Vejen slaar en Bugt« o. fl. a. Den i Forordet udtalte Grundsætning, at hver Melodi skal have det Klædebon, der tilkommer den, er i Praksis ikke fulgt ganske nøje.

Det er ved sine Originalkompositioner og først og fremmest ved sit Melodirepertoire, at Sangbogen »Danmark« hæver sig op over andre Sangbøger. De Bestræbelser, som Udgiverne har udfoldet for at forny ogsaa Udsættelserne, vil først senere sætte Frugt, naar Me1odiindøvelse og Musikopdragelse ikke mere er to helt forskellige Ting. I det hele taget spiller Indøvelsen af bestemte Sange vistnok alt for stor en Rolle i den nuværende Sangundervisning i Skolerne. Den før Krigen blomstrende mere eller mindre chauvinistiske Fædrelandssang er absolut ikke mere i Kurs, og en Række andre af de Sange, som endnu det forrige Slægtled sang med fuld Tilslutning, siger ikke Nutidens Unge noget. Indtil vi faar en ny Sanglitteratur, som virkelig formaar at interessere Børnene og de Unge, og som de ogsaa. kan have Glæde af senere, maa en stor Del af de i Skolen lærte Sange betragtes som dødt Stof.

Dette er, som ogsaa tidligere her i Bladet omtalt, ikke blot et musikalsk, men i lige saa høj Grad et tekstligt Problem. Vore sydlige Naboer er saa heldige at have en rig, og rigt varieret, Folkeviselitteratur, der paa engang. har Værd i sig selv, og er fortrinligt egnet som Grundlag for videre Musikudøvelse. Vor egen middelalderlige, episke Dansevise er desværre slet ikke egnet til at udføre samme Funktion herhjemme, saa vi maa enten laane os frem eller skabe et helt nyt Grundlag eller maaske begge Dele. Hovedsagen er, at vi faar et Melodistof, der kan slaa Bro fra Barneskolens Sang til, den »højere« Musikdyrkelse.

»Gymnasiesangbogen« er et interessant Forsøg paa at forny de højere Klassers Sangundervisning. Der ligger aabenbart et stort Forarbejde bag denne Bog, som bringer baade meget nyt og meget godt Stof. Naar den alligevel ikke ganske svarer til Forventningerne, skyldes det navnlig en bestemt Skavank, som i væsentlig Grad hænger sammen med Bogens Anlæg. Ogsaa »Gymnasiesangbogen« søger nemlig at forene flere, eller rettere sagt kun to Formaal, idet den samtidig vil bringe nyt Stof til Brug i den højere Skole (og som særlig Nyhed for Skolen ved en Del Sange lægger an paa instrumental Ledsagelse), og tjene som en Slags Antologi, en musikhistorisk Eksempelsamling. Derfor ledsages den af en udmærket historisk Oversigt af Dr. Jeppesen, men i Virkeligheden er der ikke nogen dybere Sammenhæng mellem den historiske Fremstilling og Eksemplerne. Dette skyldes blandt andre Aarsager først og fremmest den, at det er umuligt, hvad Udgiverne selv har været opmærksom paa, at give et blot nogenlunde rigtigt Billede af Musikkens Udvikling ved Korsange alene. Hvad specielt den danske Musik fra Joh. Hartmann til Carl Nielsen angaar, som fylder over to Trediedele af Bogen, er det misvisende at ville give et Indtryk af den ved Hjælp af Stykker for blandet Kor, som i det meste af Tiden har indtaget en meget tilbagetrukken Stilling.. Følgen er da ogsaa, at en meget stor Del af Bogen er Arrangementer, der kan være meget interessante som Prøver paa Udgivernes Arrangementstalent, men som ikke kan tages som ægte Udtryk for de paagældende Komponisters Korkunst. (Selvfølgelig er det ikke min Mening overhovedet at ville nægte Bearbejdelsernes Berettigelse og Nødvendighed, men man kan ikke, ganske sige Udgiverne fri for den i forrige Aarhundrede saa voldsomt hærgende Sygdom »Bearbejderkløe«, som nu, takket være en energisk Bekæmpelse, synes at være paa Retur baade her og andetsteds. Forhaabentlig er det kun et Spørgsmaal om Tid, hvornaar den uhyggelige Lidelse vil være helt udryddet..) Desuden hersker der, baade paa dette og andre Omraader, en vis Vilkaarlighed og Planløshed i Udgaven. Det gælder baade Valget af Stykker, Medtagelsen eller Udeladelsen af instrumental Ledsagelse, en Del af Udsættelserne, Angivelsen af Forholdet til Originalen (Bearbejdelse og Trahsposition) og andre, mindre væsentlige Ting. Nogle faa Eksempler vil vise det. Af Weyse, som indleder Bogen, findes tolv Numre, og heraf er kun ét ubearbejdet (blot transponeret), mens alle de øvrige er Arrangementer af Kor for lige Stemmer! Saaledes er de to Trediedele (otte Numre) af Hakon Andersens tidligere udgivne Bearbejdelser af Weyses trestemmige Sange optrykt her, skønt, disse Sange i deres oprindelige Form er helt præget af deres Bestemmelse for 3 lige Stemmer, og ikke taaler nogen Omplantning, hvad jeg tidligere har gjort Rede for her i Bladet. At Sangene i denne Form har tabt hele deres Lethed og Friskhed, skyldes mindre Bearbejderens noget tunge Haand end det, at Opgaven i sig selv er uløselig. Selv om der ikke er Overflod af brugbart Materiale, kunde der dog nok findes bedre egnede Prøver paa Weyses Korkunst, f. Eks. »Der er et Land«, eller »Naar svøbt i sorte tykke Tordenskyer«, der begge er lettilgængelige i original 4-st. Udsættelse. Og vil man endelig bearbejde, saa er de af Weyse for 4 lige Stemmer udsatte Sange langt mere egnede til Udsættelse for blandet Kor, f. Eks. »Hvor Bølgen larmer« eller »Willemoes«. Saa kan de 3-st. Sange overlades til Pigegymnasiet, der ikke har for megen brugbar Litteratur. - Af de fem Numre af Schulz er de tre Bearbejdelser, i det ene Tilfælde endda uden nogen Tilkendegivelse heraf. Særlig uheldig er Nr. 14; det pseudopolyfone Sted: »han ænser ej den unge Dag«, er i Virkeligheden ikke andet end den rene Sangforeningsmaner. - Ved flere af de af Kuhlau optagne Sange maa man antage den musikopdragende Indflydelse for ret tvivlsom, f. Eks. den banale »Mellem Gravenes Høje«. - Nr. 33 af Hartmann er ogsaa. et udpræget Eksempel paa Bearbejderkløe. Skønt der i samme Værk findes fuldt anvendelige Stykker for bl. Kor, er der valgt en Solosang, som flerstemmig udsat og med smaa af Bearbejderen indføjede Strofer, skal repræsentere Hartmanns Korkunst! - Nr. 35 er baade transponeret og paa flere Steder let ændret, uden at det er angivet. - En række af de følgende Sange kan næppe siges at svare til det opgivne Formaal (»de store Komponisters Værker«); det gælder Bechgaard, Rosenfeld o. fl. a. - Den udenlandske Afdeling svarer bedre til Forordet, selv om der naturligvis heller ikke her er en jævn kronologisk Linie, idet alle Stykkerne tilhører Tiden omkring 1600 eller det 18. Aarhundrede. Da der imidlertid her er Tale om to af Kor:sangens store Perioder, er denne Afdeling praktisk talt helt fri for Bearbejdelser. At en halv Snes Numre er overtaget direkte fra Jödes »Der Musikant« (i 115 er endda medtaget en Stjerne, der henviser til en Fodnote, der her er strøget!) burde have været anført i Forordet, saa meget mere som Jödes Arbejde der gøres til Genstand for Omtale.

Naar alt dette er sagt, maa. det imidlertid anerkendes, at Bogen bringer meget udmærket og for mange Sanglærere sikkert ret ukendt Materiale. Det gælder det meste af den udenlandske Afdeling og det gælder en Række af de danske Sange af Joh. Hartmann, Kunzen, I. P.
E. Hartmann, Gade og Carl Nielsen. Der er her saa meget nyt, virkelig afvekslende og lødigt Materiale at øse af, at Sanglærerne maa være Udgiverne i høj Grad taknemlige for det store Arbejde, de har paataget sig ved Udgivelsen Som Helhed ligger denne Sangbog langt over det øjeblikkelige gennemsnitlige Niveau.

Formaalet med Sangundervisningen er jo imidlertid ikke det rent historiske, selv om det er i høj Grad ønskeligt, at Eleverne paa en eller anden Maade faar en Oversigt over den europæiske Musiks Udvikling, enten det sker ved Skoleradioens Hjælp eller ved Sanglæreren selv. Maalet maa være at opøve Musikaliteten ved den fælles Musikudøvelse, og derfor maa den Litteratur, der egner sig for dette Formaal, staa. i Forgrunden, uden Hensyn til nationale eller andre usaglige Synspunkter. Om det er den ældre Korlitteratur eller den nyeste er i og for sig ligemeget.

Musikkulturen i Danmark er imidlertid saa lavstaaende, at der kræves mange Aars taalmodigt Arbejde og en Samvirken af alle interesserede Kræfter, hvis vi virkelig skal naa til en Fornyelse paa dette Omraade. Som det vil fremgaa. af ovenstaaende bringer disse to Værker ikke direkte Fornyelsen, men ved de Bestræbelser, der er nedlagt i dem, vil de utvivlsomt hjælpe med til at forberede den. Ja, det tør maaske endda antages, at de i højere Grad end et mere radikalt Arbejde vil være i Stand til i den foreliggende Situation at bringe Udviklingen det nødvendige Stykke videre.