Dr. Knud Jeppesen: Kontrapunkt - Vokalpolyphoni

DR. KNUD JEPPESEN:
KONTRAPUNKT (VOKALPOLYPHONI)

AF RUDOLPH SIMONSEN

REDAKTIONENS ANMODNING om en Omtale af Dr. Jeppesens nye Bog efterkommer jeg med Glæde, ud fra den Overbevisning, at vi staar overfor et banebrydende Værk, udsprungen af en imponerende Viden og desuden af noget, der er mere værd end al Viden: Kunstnersindet Oversat til et Verdenssprog vil Bogen kunne sætte Skel i europæisk Musikopdragelse.

Det er paa Palestrina, der bygges. Paa dette Sted er det næppe nødvendigt udførligt at drøfte, om Palestrina eller Bach er det bedste pædagogiske Grundlag for en Kontrapunktlærebog: givet er det, at et Studium af Palestrinas Vokalpolyphoni er af fundamental Betydning for enhver Musiker, der mener det alvorligt med sin Kunst. Ja, maaske man derefter endda kan drage fordoblet Nytte af Bachs Instrumentalpolyphoni.

Det gælder om dels at føre hver enkelt Stemme saa godt som muligt, dels at tage de fornødne samklangsmæssige Hensyn. I og for sig er Bachs Polyphoni langt mere hensynsløs, end Palestrinas, langt mere »paa Trods af« Samklangen; men hvor dristig end Selvstændigheden i de Bach'ske Stemmer er - Dissonansbehandlingen har i Voldsomhed næppe noget Sidestykke -: hans Kunst ligger efter Stilomsvinget, det akkordmæssige spiller med ind. (Denne Side af Bachs Musik undervurderer Kurth i sin ypperlige Bach-Bog, hvis Fremhæven af det melodisk-polyphone iøvrigt viser en dybtgaaende Forstaaelse af Bachs Storhed). - Hvad Palestrinastilen angaar, har Dr. Jeppesen i sit tidligere Standardværk om Emnet - et Værk, ingen Musikforsker har kunnet komme udenom - slaaende godtgjort dens væsentlige Kendetegn: den betegner Ligevægtspunktet mellem de 2 Dimensioner, den vandrette og den lodrette. Hos Palestrina træder først og fremmest det strengt-polyphone frem i sin Renhed; Samklangene er Følgen af de enkelte Stemmers Gang. Men samtidigt tages det størst mulige Hensyn til Samklangenes Skønhed, langt mere end det var Til fældet hos Forgængerne. Om Harmonisation i senere Forstand vil man imidlertid ikke kunne tale. Ingen Skole kan være saa lærerig som den, der kræver den yderste Strenghed og Renhed saavel melodisk som samklangsmæssigt. Det gælder om, som Forfatteren saa træffende bemærker, først at kunne beherske »det melodiske Piano«; kun paa det Grundlag kan virkelig Kraft udfoldes; saa først faar al saakaldt »personlig Dristighed« den fornødne Underbund; saa først aabenbarer sig bl. a. Bachs Kunst i sin fulde Vælde.

Det hidtil grundlæggende Værk ved Studiet af den strenge Vokalpolyphoni er som bekendt Fux: »Gradus ad parnassum«, 1725; paa det hviler bl. a. Bellermanns udmærkede Lærebog. Ofte er Fux blevet angrebet med Urette, idet man har sagt, at han bygger paa et »forældet« Grundlag. Selve Grundlaget vil aldrig kunne forældes. Derfor har Dr. J. Ret i, at Fux først er forældet i det øjeblik, hvor en anden Lærebog, der bygger paa just det samme Grundlag, trænger den tilbage. - I Virkeligheden er dette netop, hvad der er sket med Dr. Jeppesens nye Værk. Egentlig viser sig derigennem indirekte, hvor ypperlig en Bog Fux i sin Tid skrev, naar den har kunnet leve i 200 Aar! Ja, Dr. Jeppesen bibeholder stadigt hans fortrinlige pædagogiske Læreplan (der ingenlunde kan betegnes som pedantisk). Overhovedet er det saa aabenbart aldeles ikke Dr. J. om at gøre at ville stille sig i Opposition til Fux; det værdifulde nye har altid ønsket om Bevarelse af saa meget som muligt af det værdifulde gamle. Men paa en Maade, som det endnu aldrig er sket, sætter Dr. Jeppesen det rent melodiske i Forgrunden, og fra sit vistnok ret enestaaende Kendskab til Palestrinas, omfangsrige Produktion paaviser han, at Fux paa væsentlige Punkter afviger fra Mesteren (som han jo heller ikke har haft Mulighed for at kende saa godt, som vi nu, 200 Aar efter, er i Stand til). De Iagttagelser, Dr. Jeppesen har gjort med Hensyn til Palestrinas Melodi, er saa epokegørende, at vi føler det, som om den først nu viser sig for os i sin fulde Skønhed; først nu faar vi dybere Indsigt i, hvad melodiske Love i streng Forstand vil sige.

I det følgende vil jeg - i korte Træk, og idet jeg holder mig til Hovedpunkterne - antyde, hvori Dr. Jeppesen adskiller sig fra Fux og Bellermann, hvis Synspunkter jeg maa forudsætte bekendte i et musikalsk Fagblad.

I Spidsen for det egentlige Lærestof sætter Dr. Jeppesen et Afsnit om Melodi, der aabner helt nyt Land (dette kan siges trods Kapitlet i Bellermanns Bog om samme Emne). Her ligger - det er Forfatteren selv klar over - Bogens Kernepunkt. Dr. J. nøjes ikke med almindelige Forskrifter om at føre hver Stemme saa »sangbart« som muligt, nej, han gaar dybt ind paa Emnet, støttende sig til selve Palestrinas Kunst. F. Eks. tillades flere efter hinanden følgende melodiske Spring i samme Retning, men helst skal da opadgaaende det største Spring komme først, nedadgaaende det modsatte. En særlig, hidtil uanet Vægt tillægges Melodiens Højdepunkt. Dette er en saa stor Begivenhed, at det kræver organisk Forberedelse og ikke taaler videre Gentagelse: i de korte Melodier bør den højeste Tone kun komme een Gang, da den ellers taber sin Magt. Højdepunktet bør virke prægnant, men dog ædelt. Ingenlunde er det tilstrækkeligt, at Melodien i og for sig ikke støder an mod de elementære Stilnormer, at den holder sig til de »tilladte« Intervaller - den skal danne et selvstændigt, sluttet Hele. Dette Krav fastholdes af Forfatteren ganske anderledes konsekvent end af Fux.

Dr. Jeppesen er Tilhænger af Fux's Artsinddeling. Til en opgiven Cantus firmus i Helnoder sættes i lste Art lutter Helnoder, i 2den Art kun Halvnoder, i 3die Fjerdedelsnoder, i 4de lutter Synkoper o. s. v. Man kunde maaske mene - og det er ofte anført, mod Fux at den ensartede rytmiske Bevægelse er lammende for den melodiske Selvstændighed. Men det er sikkert pædagogisk set praktisk først at samle Opmærksomheden om det rent intervalmæssige. Dr. Jeppesen fastholder altsaa Kravet om selvstændigt Studium af de 4 bundne Arter, men betragter dette Studium som rent forberedende i Forhold til den femte Art, hvor Rytmen gives fri, og som følgelig er den vigtigste af dem alle, en Opfattelse, der ikke var trængt, igennem i de tidligere Lærebøger.

Det viser sig nu, at det gamle Læresystern indeholder et »rigt Fond af næsten ubrugte lineære Muligheder«. Som nu straks i 2-st. Kontrapunkt, lste, Art (Helnode mod Helnode). Det er ingenlunde vanskeligt at sætte Konsonanser ved Siden af hinanden; men at skabe en virkelig Modmelodi til den opgivne, ja det er den egentlige Polyphonis Opgave. Af stor Betydning er det, naar Dr. Jeppesen indskærper Nødvendigheden af enstemmige Forøvelser foran de enkelte Arter (undtagen 4de), naturligvis i den Rytme, der skal anvendes. Det gælder at sikre sig, at Eleven føler melodisk og straks faar den rette Indstilling. Hvad bagefter angaar Forholdet mellem c. f. og Modmelodien tillader Dr. J. undtagelsesvis Overskridelse af Decimafstanden mellem Stemmerne, naar Hensynet til særlig smuk Melodiføring kræver det. Tonegentagelse i Modmelodien er jo tilladt i lste Art (ikke i de andre Arter); men Dr. J. fraraader hyppig Anvendelse; den hæmmer Melodiens frie Løb, og bindes de 2 ens Noder sammen, er det jo i Virkeligheden en rytmisk Ændring. I 2den Art, Halvnoderne, anbefaler Dr. J. Forsigtighed m. H. t. de saakaldte Betoningskvinter uden dog helt at forbyde dem. Forøvrigt gennemfører Dr. J., saa længe vi er indenfor det 2-steminige Kontrapunkt, med Strenghed det gammelkendte Forbud mod parallele Kvinter og Oktaver.

Det var paa Forhaand at vente, at 3die Art, Fjerdedelskontrapunktet, i den nye Bbg vilde bringe store Overraskelser; thi i den hurtigere rytmiske Bevægelse faar de melodiske Synspunkter deres mest gennemgribende Betydning. Paa dette Punkt betyder da ogsaa Dr. Jeppesens Værk en. hel Revolution; de tidligere Lærebøger f øles ganske kraftløse i Sammenligning hermed. Den ovenfor anførte Regel om Rækkefølgen af større og mindre Intervaller ved Spring i samme Retning opsluges nu af en langt strengere: 2 paa hinanden følgende Spring i samme Retning er overhovedet forbudt; tilbage bliver kun opadgaaende Terts efterfulgt af opadgaaende Sekund samt nedadgaaende Sekund efterfulgt af nedadgaaende Terts; i sidste Tilfælde kan man derimod ikke videreføre Bevægelsen nedad, end ikke trinvis; thi da vilde det større Interval (Tertsen) komme forud for det mindre (Sekunden), og det gaar aldeles ikke an ved Fjerdedele. -»Melodier« i brudte Harmonier (c-e-g-e-c) er utilstedelige i Palestrinastil.

Men hvad der sikkert er endnu mere forbløffende for de fleste, er Dr. Jeppesens mærkværdige Opdagelse af følgende: fra betonet Fjerdedel (altsaa 1 og 3) maa man overhovet ikke springe opad, ikke en Gang en Terts. Behøver jeg at understrege Betydningen heraf? -Den melodiske Bevægelse i Fjerdedelene vil altsaa væsentligt. blive trinvis; Spring afbalanceres ved modgaaende trinvis Bevægelse eller modsatrettede Spring. (Oktavspringet nedad behandledes tidligere med stor Ængstelse, men anvendes af Dr. J. i alle Arter). - Hvad Forholdet til c. f. angaar, tillod Fux gennemgaaende Dissonans paa 3die Fjerdedel, hvis baade 2den og 4de konsonerede; Dr. Jeppesen slutter sig til den af Nekes herimod rettede Kritik, hvorefter Palestrinastilen ved Fjerdedelsbevægelsen - anderledes staar Sagen efter en Halvnode i 5te Art - ubetinget fordrer Konsonans paa baade lste og 3die Fjerdedel og kun tillader Dissonansen paa 2den og 4de. I sidste Henseende lempes heldigvis Fux's Regler paa et andet vigtigt Punkt: Fux krævede, at Dissonansen paa 2 og 4 skulde være Gennemgangsdissonans; rnen Dr. J. viser, at Palestrinastilen hjemler Benyttelse af den dissonerende Drejenode, dog kun den nedadgaaende (den opadgaaende forkastes allerede af melodiske Grunde; her tales vel at mærke om 3die Art; ved Fjerdedele i 5te Art finder vi ogsaa den sidste). - Ærlig talt, jeg tror nok, at de fleste ved Forsøg paa at skrive 3die Art efter Dr. J.'s Bog maa erkende, at dette lærer de først. nu!

I 4de Art, Synkoperne, er de melodiske Forøvelser med Rette anset for overflødige. 4de Art er en vertikal øvelse, særlig beregnet paa Indøvelse af Dissonansvirkningerne. Dissonansen bør opløses til en fuldttonende Konsonans; derfor undgaas f. Eks. Nonen i Overstemmen, Kvarten i Understemmen, da Opløsningen vilde blive henholdsvis Oktav og Kvint.

Medens Forfatteren for 4de Arts Vedkommende ifølge Sagens Natur ikke afviger særligt fra Fux, aabner hans Behandling af 5te Art atter helt nye Horizonter. De blandede Rytmer behandles ikke som et Tillæg til det foregaaende, men som det centrale, hvortil de 4 første Arter danner Forberedelsen. Bellermanns faa Anvisninger om at skabe afvekslende Rytmer o. s. v. svinder ind til ingenting i Sammenligning med Dr. Jeppesens indgaaende Fremstilling, der stadigt belyses ved instruktive Eksempler. Egentlig kan man ikke tale om »Forskelligheder« fra tidligere Regler, da saadanne knap nok fandtes. Ligesom de grundlæggende Kapitler om Melodi hører det under 5te Art behandlede rytmiske Problem til de Partier i Bogen, der i ganske særlig Grad maa. anbefales til Læserens grundige Studium; man gennemgaar et helt melodisk Skønhedskursus, og Gang paa Gang beundrer man Forfatterens fine kunstneriske Sans, der kaster Erkendelsens skarpe Lys over mangfoldige Nuancer, som vi højest. instinktivt har kunnet ane.

De frie 2-stemmige Satser udnytter nu i begge Stemmer de i c. f. Opgaverne indvundne Erfaringer. Megen Vægt lægges paa Imitationstekniken, hvis Betydning er indlysende for enhver Musiker; Forfatteren taler om den Enhed, som derved bringes i Polyphoniens Mangfoldighed. - Hele Afsnittet om det 2-stemmige Kontrapunkt er langt det udførligste i Dr. J.'s Bog; her lægges jo ogsaa det egentlige Grundlag for videregaaende Studier. Det melodisk-lineære var indtil nu næsten eneraadende: c. f. er opgivet, og der er da kun tilbage een Melodi, om hvilken man skal samle sin hele Opmærksomhed. Samklangsreglerne er kun lidet generende; naturligvis maa. man passe paa, om man sætter Konsonans eller Dissonans, om man overtræder Kvint- og Oktavforbudene o. s. v.; men Forholdet bliver jo et andet ved det 3-stemmige Kontrapunkt, hvor den fuldstændige Treklang aabner for positive samklangsmæssige Velbehagsfornemmelser. Nu bliver der Spørgsmaal om vertikal Skønhedssans ved Siden af den lineære. Netop Palestrinastilen naar det fuldendte i begge Henseender.

Læseren vil forstaa, at saa strenge Krav Dr. Jeppesen stiller melodisk, bliver det en ret vanskelig Sag samtidigt at opnaa. de skønnest, mulige Samklange. Dette sidste var langt lettere efter Fux's og Bellermanns Lærebøger; men hvordan blev da Værdien af de enkelte Stemmer? Naturligvis har man ej heller tidligere krævet lutter fuldstændige Treklange; men uvilkaarligt spændtes det melodiske ind i en forud given harmonisk Ramme. Dr. Jeppesen sætter Tingene paa Plads ved at forlange saa mange fuldstændige Treklange som blot foreneligt med det endnu vigtigere Hensyn til Stemmeføringen. Han ønsker altsaa stærkt den skønne Samklang, men endnu stærkere den skønne Melodi, og principielt er jo dette Standpunkt det rette, naar man studerer Kontrapunkt. Dog er det et Spørgsmaal, om han maaske i sin berettigede Reaktion mod Fux's for vertikalt indstillede Lære er gaaet en Kende for vidt i den modsatte Retning. Jeg kunde godt tænke mig at en og anden lige straks kunde studse ved Samklange, der er en Følge af, at Dr. J., hvor det paa nogen Maade lader sig forene med Palestrinastilen, slapper tidligere gældende Forbud, bl. a. af den nærliggende Grund, at Løsningen af Opgaverne dog skal være mulig, ogsaa efter den nye Bogs Forskrifter i melodisk Henseende, og den musikstuderende kan jo ikke forudsættes at være en Palestrina! Naturligvis tør jeg ikke optage en Diskussion med Forfatteren om, hvad der er Palestrinastil. (mon mange tør det?) ; men her drejer det sig jo om pædagogiske øvelser, der ikke bogstaveligt er at finde hos Palestrina, og Spørgsmaalet om, hvordan det bedste Resultat naas, bliver da ogsaa et pædagogisk. Man kunde da spørge: betyder ikke det vertikale noget principalt i lste Art (foruden naturligvis i 4de) ? Er ikke for Helnodernes Vedkommende - altsaa ikke blot i lste Art, men ogsaa i de andre Arter, forsaavidt angaar den Stemme, der har Helnoder - Hensynet til det melodiske mindre fremtrædende? Kunde og burde ikke her lejlighedsvis Hensynet til den skønne Samklang endda gaa forud? (Dette sker jo ret ofte hos selve Palestrina). - Alligevel maa man vist sige, at Forfatteren staar stærkt i sin Hævdelse af, at i en Kontrapunktlære kan det lineære vanskeligt betones skarpt nok, navnlig efter at det saa længe har været utilstrækkeligt. paaagtet. Paa den anden Side vil jo fremtidigt Eleverne gennem Dr.'s Bog faa en lineær Uddannelse af lste Rang i 2-stemmig Polyphoni, og idet da Studiet af det 3- stemmige paabegyndes, gælder det om samtidigt at udvikle Sansen for klanglig Fylde. I hvert Fald vil jeg vist kunne mødes med Forfatteren i ønsket om, at Lærerne ved Undervisning efter den nye Bog vil agte nøje paa, at Kravene kun slappes - vertikalt - i de Tilfælde, hvor vægtige melodiske Grunde kræver det; noget for noget! -

Min personlige Fornemmelse er, at der i 3-st. Kontrapunkt, lste, Art, meget nødigt skulde for mange tomme Klange lige efter hinanden (Forfatteren forekommer mig at gaa ret vidt i de 2 første Eksempler) ; naturligvis er den fuldstændige Treklang mere undværlig i tæt end i spredt Stilling. Hvad angaar Forfatterens Liberalitet i Spørgsmaalet skjulte Kvinter og Oktaver (herunder Enklang), forekommer det mig ret naturligt, at den ældre Skole ønskede noget saadant mildnet ved en fuld Klang; i hvert Fald vilde en lille Bemærkning om, at sligt kun burde finde Sted under et stærkt melodisk Tryk, formentlig godt kunne forliges med Forfatterens fuldt berettigede Hovedsynspunkt (det er forstaaeligt, at Dr. J. er strengest, naar begge de paagældende Stemmer er Yderstemmer). Endvidere har jeg lidt vanskeligt ved i 4de Art at forsone mig med Septimdissonansen i Bassen, der opløses til Oktav - selv om den dækkes af en »god« Binding. At Dr. J. har Ret i, at den findes hos Palestrina, tør jeg ikke betvivle; men mon det er ret ofte? Og mon ikke som Regel Varigheden af Septimdissonansen er begrænset, til en Fjerdedel (som forøvrigt i flere af Dr. J.'s Eksempler) ? Selv om det tidligere ubetingede Forbud gik for vidt, er det saa ikke lidt farligt at tillade den Dissonans i alt for stort Omfang, uden i det mindste en Advarsel mod for hyppig Anvendelse? For mange saadanne Septimer er ikke smukke.

Læseren vil forstaa, at naar jeg rejser disse principielle Spørgsmaal, er det forholdsvis smaa Nuancer, det drejer sig om; samtidigt er jeg mig fuldt bevidst, i hvor høj Grad den tidligere, mere vertikale Indstilling gennem mange Aar er gaaet mig i Blodet. Alt i alt er Studiet af Bogens Eksempler en selvstændig Nydelse, ikke blot de 2-stemmige, men ogsaa, hvor der arbejdes under »trange Forhold«, som Forfatteren siger. At øve Kritik ved smaaligt at gaa hver Enkelthed igennem for om muligt at finde et Sted at sætte Fingeren, ja den Beskæftigelse kan ikke interessere mig; nogen særlig rig Høst vil man under ingen Omstændighed kunne gøre paa den Maade! Man maa blot huske at indstille sig »paa den rigtige Led«.

Hvad særligt de samklangsmæssige Hensyn angaar, kunde de deles i 2 Grupper, lad mig kalde dem de negative og de positive. Det negative ligger deri, at der sættes Skranker, rettes Forbud, f. Eks. »sæt ikke uberettigede Samklange«, »undgaa. urigtige Paralleler« o. s. v. (i sidste Henseende, Parallelbevægelsen, ligger tillige noget horizontalt; man ønsker Selvstændighed i Stemmerne, ikke blot gennem hver enkelts Værdi, men ogsaa. gennem deres indbyrdes Uafhængighed). Dr. Jeppesens Synspunkter fører til at høre alt paa større og videre Sigt; allerede de tidligere Lærebøger giver gode Regler om, hvordan efterfølgende Modbevægelse ophæver skjulte Kvinter, men Dr. J. gaar endnu videre. En rent ydre Ting, Ophævelsen af Taktstregerne, maner til stadigt at føle Linien i sin Sammenhæng, ikke standse ved den enkelte Klang. (Ogsaa. Dr. J.'s rent melodiske Love maa forstaas som Tendenser; kun ved Fjerdedele er der strenge Skranker, svarende til, at der jo ogsaa. er Samklange, som aldrig kan retfærdiggøres ved det efterfølgende. -) Det positive i Samklangslovene ligger i det ovenfor omtalte ønske om Fylde og Klangskønhed. Nu maa det ikke glemmes, at jo bedre hver enkelt Stemme er ført, des bedre bliver allerede derigennem Samklangen; da kan mindre, ja større Haardheder ikke, blot forsvares, men endda fornemmes som skønne, og Klangen faar af sig selv Fylde. Ingenlunde maa, som det i vor noget for dogmatiske Tid ofte sker, Musikens 2 Dimensioner fremstilles som 2 hinanden bekæmpende, fjendtlige Magter, - nej, de er Forbundsfæller, der hjælper hinanden, hver fra sin Kant; netop Palestrinastilen viser deres ideale Forhold. Men foruden den Fylde, god Stemmeføring »af sig selv« giver, er der den rent vertikale: Treklangen, den fuldstændige Harmoni.

Skulde jeg forsøge at sammenfatte mit Indtryk af Dr. Jeppesens Bog: »Kontrapunkt«, betragtet som Lærebog, vilde jeg sige følgende: det er en Lærebog, ingen alvorlig Musiklærer vil kunne komme udenom; den gør en Ende paa subjektiv Vilkaarlighed, idet den til Bunds bygger paa Palestrinastilen; ja, jeg tager ikke i Betænkning at sige: dette er ikke en Lærebog, men Lærebogen i Polyphoni (i denne Forbindelse faar min Opfattelse snarere forøget, Vægt ved min tidligere gjorte Indrømmelse af aarelang Indstilling efter Fux). Den 2-stemmige Del af Bogen har en Vægt, der ganske knuser Forgængerne. Men ogsaa Resten af Værket betegner et betydningsfuldt Fremskridt, idet det stedvis forekommende vertikale Minus - sammenlignet med Fux - rigeligt opvejes ved et vældigt melodisk Plus. - I øjeblikket, paa Baggrund af den hidtidige Undervisning, vil ej heller Dr. J.'s Behandling af 3-st. og 4-st. Kontrapunkt efterlade noget Savn; muligvis man senere kunde tænke sig de vanskeligste Synkopeopgaver tillige - altsaa som Supplement til den foreliggende Bog - studerede efter en mere vertikal Grundindstilling, med nogen Slappelse af det melodiske. Og ved 3-st. Kontrapunkts lste. Art (ogsaa ved 4-st., men især ved 3-st.) kunde jeg - i Analogi med Dr. J.'s melodiske Forøvelser
her tænke mig vertikale Forøvelser til Opøvelse af den fyldige Treklangsfornemmelse (øvelser, der aldrig kunde omfattes af Harmonilæren som saadan). Paa disse Punkter kunde da eventuelt Fux-Bellermanns Fremstilling faa supplerende Værdi. - Naturligvis regner Dr. J.'s Bog, som enhver anden, paa den forstandige Lærers pædagogiske, Takt; vil nogen mene, at et og andet i Bogen kunde være stillet mere pædagogisk-prægnant op, ja saa vil ogsaa her Læreren kunne gribe klarlæggende ind.

Saa epokegørende end den nye Bog er som Lærebog, rækker dens Betydning dog langt videre. Forfatteren er ikke en Skolemester, der giver Anvisninger, men en Musiker, der benytter sin indgaaende Viden til at kaste Lys over den levende Musik. Man læse f. Eks. Kapitlet om Kirketonarterne eller Behandlingen af Messe og Motet. Fremstillingen bæres af Varme, af Kærlighed til det højeste i Musik. Saa personligt end Forfatterens Syn er, bliver det aldrig indsnævret i en bestemt Tids Følemaade; det bryder med indgroede Fordomme uden at hildes i nye. Det tidligere Slægtled har maaske svælget for ensidigt i Palestrinas overjordisk-dejlige Klangskønhed uden tilsvarende Fordybelse i hver Stemmes selvstamdige Værdi. Vort Slægtled, hvis Samklangsfornemmelse er en anden, drages derimod stærkt af den tidligtmiddelalderlige Polyphoni, hvis Samklange vore Fædre fandt barbariske; saa berettiget vor Tids Interesse for slige Værdier end er, rummer ogsaa. den en Fare for ensidig Indstilling; heroverfor er det en god Modvægt naar Dr. Jeppesen understrege Btydningeren af det
afklarede i Palestrinas Kunst, netop sammenlignet med Forgængernes. Thi just Afklaring - baade melodisk og samklangsmæssigt - er det, den moderne Musik selv tiltrænger. Det er naturligt, at den enkelte præges af sin Tid (Fux var det i for høj Grad) ; det betydeligste vil uvægerligt tillige være præget af noget, der rager udover den enkelte Periodes Horizont, og det er gennem dette »noget«, at det faar varig Betydning. Ikke ved blot at følge Tidsstrømmen skabes det, der staar fast gennem de forskellige Tiders Strømninger. Længe inden jeg læste Slutningsordene i Dr. Jeppesens Bog, følte jeg dem selv: her lærer vi ikke blot noget om Palestrinas Musik, men om Musik overhovedet, om, hvad Forfatteren kalder for dens »evigt gyldige Grundfornemmelser«. Nutildags tales der stadigt - og overdrevet om det evigt-foranderlige, om det subjektive i enhver Dom o. s. v.; heroverfor er det godt at gøre sig klart, at det væsentligste staar forholdsvis fast, hvor meget end det ydre Klædebon skifter. Ingenlunde er ej heller for Forfatteren - Palestrina det eneste saliggørende; ud fra andre Forudsætninger er andre og lige saa høje Tinder bestegne; men dog er der og vil der vedblive at være disse »evigt gyldige Grundfornemmelser«.

Idet vore Musikere ret ser, hvad egentlig Kompositionsteknik vil sige, hvor svimlende stor den har været hos de største, Komponister for at kunne bære den ubegribelige, gudbenaadede Inspiration, ja saa fyldes Sindet med gavnlig Beskedenhed. Ingenlunde lammes man ved Ærefrygten for Fortidens store Værdier, tværtimod. Vi lærer at forstaa, hvad Generationers trofaste, uselviske Arbejde betyder, og at Nutidens nye Stil endnu staar ved Begyndelsen af et saadant. - Maaske ogsaa en og anden vordende Musikvidenskabsmand kunde lære noget af Tonen i Dr. Jeppesens Bog, af dens saglige, hensynsfulde Sprog, der aldrig vil bevise, »wie herrlich. weit wir es gebracht«, men er saa lidet diktatorisk i sine Domme, trods Forfatterens overlegne Viden - nej vel netop paa Grund af samme. Der har været en Virtuosernes, en Primadonna'ernes Tidsalder; mange har nu med Ubehag imødeset. Muligheden af et »Magistervælde«, for ensidigt teoretisk indstillet og derfor goldt, uden Føling med den levende Musikudøvelse. Det gælder om at bevare Harmoni mellem den gode Kunst og den gode Videnskab, og dette sker bedst, hvis vore Kunstnere har Forstaaelse for Betydningen af et solidt, teoretisk Grundlag, og hvis vore Videnskabsmænd har noget af det egentlige Kunstnerblod i deres Aarer.

Den Maade, hvorpaa disse to hinanden saa ofte modsatte Elementer smelter sammen i Dr. Jeppesens Personlighed, turde være, meget sjælden, ogsaa naar vi kaster Blikket udover vort lille Lands Grænser. I den rent saglige Glæde, vi føler ved et saadant, Værk og dets rige, belærende og befrugtende, Indhold, blander sig uvilkaarligt et Moment af Stolthed over, at dansk Musikvidenskab - dette Ord taget i allerbedste og alleregentligste Forstand - er naaet saa højt; ja, Danmark er paa det af Bogen behandlede Felt Foregangslandet. - Værket er tilegnet Carl Nielsen. Den kunde ikke være tilegnet nogen værdigere. Men omvendt: kunde mon nogen Gave være vor banebrydende Mester mere værdig?