Ny-orienteringens farer

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 07 - side 144-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY-ORIENTERINGENS FARER

AF 0VE LUNDBYE

HR. GUSTAV SMITH mener, at jeg fra Grunden af har misforstået ham. Skønt hans Sprogform er af en sådan Uigennemsigtighed, at den af Læseren kræver en temmelig stærk og udholdende mental Funktion, som ikke altid er lystbetonet, tror jeg dog jeg har forstået både hans Bog og hans (bedre) Foredrag. I dette sidste (DMT, April 1930, S. 64) siger han om det såkaldte »musikalske Ekko« (indre øre) : Vi kan tvinge og tøje dette ekko Både rytmisk og dynamisk kan det jo underordnes vor egen vilje. Og da tonesammenhengen derved kan bli en ting vi har lyst til å beskjeftige os med, da melder den nydelse sig som jeg kalder funksjonslyst«. (Understregningerne er mine). Tydeligere kan det efter min Mening ikke,
siges, at Tyngdepunktet i Kunstoplevelsen for Gustav Smith ligger i Modtagerens bevidste Arbejde. For ham er Madlysten Spiselyst! Indstillingen er usund og falsk, hvor rigtig end mange af Gustav Smiths Bemærkninger ellers er. - Den samme skæve Grundopfattelse
udtrykkes i Modstillingen akustisk contra mental Musik. Men akustisk Musik existerer ikke, det er en Selvmodsigelse. Forskellen mellem Naturlyde og Musik er jo netop, at de rent »akustiske« Klange er ordnet til Musik. Smith overser, at selv den af ham så foragtede »akustiske« Musik kan være overordentlig kombineret (Jazz.!), og at vi omvendt kan gribes i vor inderste Sjæl af en ganske simpel, énstemmig Melodi, sorn ikke giver megen Anledning til »mental« Akrobatik. - Det ukunstneriske, og forøvrigt også, mener jeg, umoderne i Smiths
hele Opfattelse udtrykkes også i den mærkelige Tanke, at selve den fysiske - brug for mig gerne Skældsordet »akustiske« - Klang er noget for Musiken uvæsentligt; altså Mlusiken som en rent »andelig« Idékunst, der svæver i det tomme (og kolde!) Rum, langt fra alle
jordiske Ting som f. Ex. Instrumenter! Og dette i vor Tid, der efter Wagnerbrølet vender tilbage til Velklangen, og som - indtil absurd Overdrivelsle - studerer og som Musikanter tager Hensyn til Materialets, altså Instrumenternes (og Stemmernes), Karakter. Lad os ikke blot mindes Nietzsches »Bleibet der Erde treu«, men også Carl Nielsens »Musik er en Kunst, hvortil der skal lyttes« (»Levende Musik«, S. 45).

Mag. Povl Hamburger mener, at alt er evig godt! Børnesygdommene er overstået, og Musiken vandrer nu direkte mod Parnassets Tinde. Man må jo misunde en sådan Optimist. Men Hr. Hamburger overser jo først, lidt naivt, synes jeg, at enhver Kunstretning har anset sig selv for den sidste og endelige Sandhed. Når man har Mæslinger, ved man, at det hænger sammen med, at man ikke er voksen, inen når man er Impressionist, Expressionist, Kubist eller »nysaglig«, føler man sig som den, hvem Livets sande Væsen er åbenbaret. Ud fra hvilket archimedisk Punkt bedømmer Hr. H. den nye Musiks seneste Facer som »sundere«? Han fraskriver sig selv Retten til en sådan Dom, når han - Subjektivist som de allerfleste i vor Tid - ser det som de »nye« Musikeres Opgave »at finde det sande Udtryk for deres Tid«. Men så er vel Expressionismen lige så sand for 1920, som »Sagligheden« for 1930? Så er nemlig alt sandt - og så vilde Hr. H. ganske vist have Ret i, at der ikke var nogen Grund til Bekymring. Alt er jo i Orden!

Hr. H. melder sig som erklæret Tilhænger af den nye norske Profet. Hør blot: »Hvad der rammer øret, er jo - i Realiteten - blot en Række isolerede Lyde, at få Mening i dem, at finde den logiske Sammenhæng, populært, talt: at forstå, hvad Komponisten har ment, er Tilhørerens eget Arbejde. Hertil kræves foruden musikalsk Modtagelighed en Anspændelse af Viljen, en Udfoldelse af psykisk Energi « Akrobat, oh! Man ser den stakkels Tilhører sidde og
svede over den »Samling af isolerede Lyde«, der hedder »Jens Vejmand«. Forstyr ham ikke i at nyde sin mentale Kraft, sin psykiske Energi, sin lykkelige Tro på,. at det er ham, der skaber den Musik, han nyder, og som vilde være død og magtesløs, hvis ikke han tog sig på at »ordne« den. Hvor er de »nye« Musikere henne, når de ikke kan se, at al denne Sved, al denne Vilje, og denne Opgejling af de beskedne Tilhørere til at føle sig som. »Herrer i Åndernes Rige« og i Virkeligheden mere vigtige end Komponisterne - at alt dette jo er
det 19. Århundrede lyslevende, som de selv tror, de har slået ihjel ?

Og Brugsmusiken, som Hr. Hamburger kæmper så varmt for! Var vi dog ikke lige allesammen blevet enige om, at én af Romantikens Forsyndelser var den at have gjort Musiken til et Middel, nemlig for Udfoldelsen af personlige Følelser (og tillige et Middel for poetiske, filosofiske, religiøse Idéer). Og så skal vi altså nu påny se Musiken degraderet til et Middel - denne Gang for sociale Idéer. Man skal endog høre en moderne Musiker beklage sig over, at Musiken i det 19. Aarhundrede blev en »fri« Kunstart, et rent æstetisk Anliggende. Hvad er Religion, hvis ikke et religiøst Anliggende? Selv ud fra et »socialt« Standpunkt var det jo et stort Fremskridt, at Komponisterne ikke mere var afhængig af en tilfældig Rigmand, måske endda med dårlig Smag (ægte romantisk går man iøvrigt begejstret ud fra, at »Folket« kræver god Musik; Figura synes dog med tilstrækkelig Tydelighed at vise det modsatte!) - men at de som Følge af Forlagsvirksomheden dels kunde komponere frit, og dels netop nu kunde få deres Værker udbredt i et Omfang, man tidligere ikke havde drømt om. Talen om en »social« Kunst i det 18. Århundrede er jo det rene Nonsens; det var en udpræget Luxus og Rigmandsmusik, bortset fra Kirken, men her var det jo heller ikke »Folket«, der dirigerede Smagen. Først med Romantiken kom »Borgerskabet« med - »Folket«,. Almuen, Masserne har før vor Tid ingen tænkt på; selv Folkevisen var jo en Overklassekunst.

Når Jørgen Bentzon ikke ved af, at nogen moderne Musiker ønsker at give »Brugsmusiken« en sådan Fortrinsstilling, kan jeg jo meget nemt svare med at henvise til Povl Hamburger. Hvis det ikke er nok, kan følgende Udtalelse af Hindemith måske give ham noget at tænke på: »En Komponist skulde idag kun skrive, når han ved, for hvilket Behov han skriver«, nemlig »Stykker så at sige efter Mål«, og således, at der indrømmes Bestillerne en Medbestemmelsesret over Textens og Musikens Art og Anlæggelse«; de skal »også være berettigede til at foreslå Ændringer og Forbedringer( !) «. Dette er Citater af et Foredrag i Oktober 1927; der er altså gået 3 År siden da, og det kan jo være, at også denne »Børnesygdom« nu er overstået, og at vi nu er inde i en helt anden Tidsalder; de evige Sandheder har jo ikke nogen lang Omløbstid i vore Dage ......

Jørgen Bentzon viser iøvrigt i sit Svar til mig, som også i andre Artikler, en glædelig Uafhængighed af Slagord og Programmer, og. selvfølgelig vil ingen tænke på at »nagle« ham fast til »Nysagligheden«, hvis han ikke selv bærer denne Fane. Jeg må dog bedrøve ham med, at hvis det vidner om »musikæstetisk Sitzfleisch,« at taleom »Saglighed« som en Hovedtendens i moderne Musik, så har han selv lidt af denne triste Sygdom endnu i Juni
forrige År, da han i dette Tidsskrift skrev, at »kun vor Tids »Saglighed« i Indstillingen tilfredsstiller Nutidsmusikerens Følemåde«. Men nu er han altså helbredet. Det er også en ny Erkendelse hos Jørgen Bentzon, at det så. at sige er umuligt at samle den nye Musik under én Hat, karakterisere den »gennemsnitligt«. For i December ifjor fremhævede han også her i Tidsskriftet - »formlig Klarhed og indholdsmæssig Objektivitet« som »nogle typiske Karaktertræk i moderne Musikindstilling«. Dette er således et Bevis for, at det ingenlunde alene er de slemme tyske Tidsskriftstheoretikere (og Gud skal vide, at de oftest er slemme), der »så viseligt har lanceret Udtrykkene Objektivisme eller Saglighed«. Det er i høj Grad Komponisterne selv, der i Skrift og i Tale fra Tid til anden forkynder Verden, hvad der nu må kræves af Musiken, hvad der nu bør gøres eller undlades. Selve Fanemærket »den nve Musik« - som også Bentzon bruger, samtidig med at han benægter, at der existerer noget fælles Charakteristieum for den! - er jo allerede et Program.

Jeg er ganske enig med Jørgen Bentzon i, at enhver Diskussion, der føres over en uklar Terminologi, udarter til Vrøvl. Jeg er ham derfor taknemmelig for hans Bestræbelser for at klare Begreberne »subjektiv« og »objektiv«, og min egen Artikel var tænkt som en Bestræbelse i samme Retning, idet jeg med Bentzon frygter for, »at Opfattelsen af det objektive bliver ganske subjektiv«. Ikke mindst en Kres som dette Tidsskrifts Læsere har i høj Grad Krav på at høre, hvad de egentlig skal forestille sig, når de evindelig ser de »nye« Musikere spille Fjerbold med disse Gloser. Når de ikke kan forstå moderne Musik, og hører at det er, fordi den er objektiv - så vil de begribeligvis gerne vide, hvad de skal gøre for at komme også i dette Paradis.

Desværre bringer Bentzon ikke mere Klarhed. Tværtimod nærmer man sig betænkeligt Vrøvlet, når man siger, at »så snart den skabende Kunstner viser sig på Arenaen, bringer han »Subjektivisme« med sig«. Bentzon mener Personlighed, Individualitet - men Subjektivisme er selvfølgelig noget andet, ellers havde man jo ikke Ordet; det betyder en (bevidst eller følt) Understregning af Individualiteten som sidste Instans, som Verdens Midte, som højeste Værdi og egentlige Virkelighed. Bentzon vil næppe kunne nægte, at det er et typisk Træk hos en overvejende Del af hele den moderne Kunst (netop det der præger den som moderne), at man stræber bort fra en sådan Opfattelse, som Romantiken, særlig den senere, helt hvilede på. Han har derfor Ret i, at »Saglighed« og »Objektivitet« er rent negative Begreber. Men der kan opstilles positive Begreber - eller Idealer, om man vil - imod Subjektivismen. Det er også gjort af den moderne Musik. De fleste har imidlertid hentet det, der skulde hæmme og begrænse Subjektivismen, udenfor Musiken. Brugsmusiken har jeg nævnt. Konstruktivismen ligeså - som, ganske ukunstnerisk, vil hævde den logiske, abstrakte Tænkning som absolut Lov også i Musiken. Maskintilbedelsen er et tredie Exempel. Boris de Schloezer fortæller, at Strawinsky ikke kunde finde nogen højere Ros for en belgisk Strygekvartet, der spillede hans Concertino, end denne: »Det var ligesom en rigtig Symaskine«. Man behøver kun at erindre sig hans eget (rhytmisk betagende) Klaverspil for at forstå denne Udtalelse. Men regner man Strawinsky til »Børnesygdommene«?

Man burde dog vel blandt Musikere kunne vente Enighed om, at dersom man vil overvinde Subjektivismen i Musiken fordi man har set, at den var i Færd med at opløse og dræbe den så må man søge indenfor Musiken selv efter de Love, Formål eller Værdier, der skal kunne sætte en Grænse for den lunefulde Subjektivisme.

En Del Musikere og Forfattere - jeg nævner den kendte Musikhistoriker og -kritiker Paul Bekker, jfr. hans »Organische und mechanische Musik«, m. m. - mener at kunne, udlede almengyldige Love af Malerialets Art, altså Musikinstrumenterne og Menneskestemmen.
Man kunde kalde denne rent materialistiske Opfattelse for »Sagligheden« i snævreste Forstand, og i de andre Kunstarter forstås dette Begreb vist almindeligt således. Bekker mener, at f. Ex. Instrumenter efter deres Natur kræver en helt anden Art Musik - nemlig »vertikal«, akkordisk - end Menneskestemmerne, der kræver »horizontal«, melodisk og polyfon Musik. Musikere som Hindemith og Carl Nielsen har i høj Grad komponeret ud fra denne nyvakte Interesse for Klangmaterialets egen Natur.

Andre - det var navnlig i Expressionismens første Tid - mente, at »det absolute«, der som noget »objektivt« og af Individet uafhængigt skulde sætte Bom for Subjektivismen, måtte søges, i de enkelte Elementer i Musiken: Rytme, Melodi, Harmoni. Da alt syntes at synke i Grus, søgte man Fæste i det elementære. Meget store Værdier skabtes derved, og et stort nyt Land blev indvundet for Musiken.

Men før eller senere måtte det Spørgsmål rejse sig, om Musikens inderste Væsen virkelig måtte søges i dens enkelte Elementer, og ikke netop i deres Sammenspil. Er det f. Ex. nødvendigt, at »horizontal« (melodisk og polyfon) Musik ganske negligerer det »vertikale« (harmoniske) Element, tager det mindst mulige Hensyn til Samklangene? eller at Melodien gøres til Tjener for Rytmen, som i Jazzmusiken (jfr. Bernh. Christensens meget interessante Artikel)?

Theoretiske Værker som de to meget omtalte Bøger af Ernst Kurth er Tegn blandt andre på, at en Orientering i denne Retning også forsøges. I så Fald vil man begynde at lægge mindre Vægt på, om Musiken er »ny«, a: noget noch-nie-dagewesenes ikke blot i indre Værdi (det er jo ethvert modent Kunstværk), men i Art og Kompositionsteknik. »Vi skal overhovedet ikke regne hverken med gammelt eller nyt«, har Carl Nielsen sagt.

Jørgen Bentzon tvivler om, at man vil kunne formulere »evige Love« for Kunsten, og mener, at det i så Fald vilde blive dejlig nemt at være Kunstner (er det så svært nu?). Men man kender jo i det væsentlige Lovene for organisk Liv, og kan dog ikke frembringe det kunstigt. Om man kan formulere Kunstlove (hvem ved - måske er det de samme?) eller ej, er en Sag for sig; jeg tvivler derimod om, at nogen Kunstner nogensinde har frembragt et virkeligt Kunstværk uden at tro fast på, at sådanne Love existerer, uden at føle sig som »en ringe Tjener i Kunstens Verden« (igen Carl Nielsen), som en Tjener, og ikke som en suveræn Lovgiver - hvis Love jo kan omstødes imorgen.

Jeg tror også, at en tilsvarende Indstilling hos Tilhøreren er Forudsætningen for den dybe og ægte Kunstoplevelse, og vigtigere end al »Musiklære«, ny eller gammel. Til en sådan Musikindstilling fører »Funktionslysten« ikke; den fører den modsatte Vej.