Jazzmusikens kompositioneteknik Del 3

JAZZMUSIKENS KOMPOSITIONSTEKNIK III

AF BERNHARD CHRISTENSEN

DENNE afsluttende Artikel om Jazzmusikens Kompositionsteknik skal den sidste og mest interessante Begivenhed i en Jazzmelodis Liv, nemlig Danseorkestrenes Udførelse af den, omtales. Den store Forskel i Besætning, som er saa almindelig for Jazzbands, medfører, at en og samme Melodi høres i forskellig Instrumentation. Langt flere Interesse har dog de Udsættelser, der maa forstaas som Udslag af den almenmenneskelige Individualiseringstrang. Forlagsarrangementerne, som nødvendigvis (se forrige Artikel) lider af Ensforinighed, høres derfor sjaældent spillet i deres kedsommelige, stereotype Form. Ogsaa et Orkester med Normalbandbesætning vil ofte søge at sætte sit eget Præg paa Arrangementerne.

Der skal i det følgende vises et Eksernpel paa, hvorledes den berømte Jazzbandleder Poul Whitemann bearbejder Forlagsarrangenmnter. Som Eksempel skal benyttes Indspilningen af »My Pet« paa Grammofon (His Masters Voice), idet der derved bliver Lejlighed til at drage Sammenligning med Forlagsarrangenmentet til samme Melodi, som omtaltes i foregaaende Artikel.

Introduktionen er helt ny; at den er bedre end den oprindelige Introduction fremgaar maaske ikke umiddelbart af Eksemplet. (Sammenlign Eks. 23 og 25). Man er dog ikke i Tvivl, naar man har hørt dem begge. Introductionen er bygget over et Orgelpunkt paa Tonen C, hvorved der fremkaldes en Spænding, der først udløses i det øjeblik, Melodien sætter ind. (De følgende Eksempler er skrevet efteren Graniniofonplade og derfor maaske ikke altid helt korrekte.)

Efter Introduktionen følger Melodien eller 1. Chorus udført. af hele Orkestret (Ensemble). Melodien spilles i F-Dur en Terts lavere end Forlagsarrangementet, som staar i As-Dur. (Eks. 26.) Fra den 17. Takt overtages Melodien af en Baritonsaxophon, medens de sidste 8 Takter af Chorus atter spilles af Ensemblet (Eks. 27).

Defter følger Verse tilsat en Del melodiske og rytmiske, Figurationer, men ellers uden nævneværdige Afvigelser fra Forlagsarrangenientet. Det følgende 11. Chorus synges af en Mandskvartet. De første 16 Takter synges ganske som et Saxophon-Chor spilles. 17-24 Takt af Melodien synges solo af den ene Sanger, medens de andre udfylder Harmonierne paa lignende Maade som i Eks. 19.

Endelig følger en Modulation til 3. og sidste Chorus, som spilles i As-Dur. Modulationen bevæger sig altsaa fra F-Dur til As-Dur og er følgelig ny, da Originalarrangementet kun anvender Modulatioinerne As- Es og Es-As. Ved at sammenligne de Modulationer, som findes i Forlagsarrangementer (se Eks. 24), med den foreliggende Modulation fra F-Dur til As-Dur vil man maaske kunne forstaa den principielle Forskel. Medens de første Modulationer vandrer rundt i alle Tonearter, (saaledes Modulationen As-Es i Eks. 24, der efter først at have moduleret til G-Durs Dominantseptimakkord fortsætter med en Række Dominantseptimakkorder til C-F-B- og Es-Dur), bevæger Modulationen fra F til As sig hurtigt til sit Bestemmelsessted. Medens den første Form for Modulation udvisker Modsætningen mellem dens Yderpunkter, fremhæver Modulationen i Eks. 28 netop dette Forhold. Man kan knapt tale om en egentlig Modulation. Allerede i den første af de 8 Takter bliver den nye Toneart (As-Dur) slaaet fast:

De første 16 Takter af III. Chorus spilles af Brass-Choret, som varierer Melodien rytmisk og rnelodisk. 17-24 Takt af Chorus spilles atter solo, denne Gang af en Altsaxophon (den harmoniske Underbygning som i Eks. 1) :

De sidste 8 Takter spilles af Ensemblet. Der er her gjort Forsøg paa at efterligne en improvisatorisk Stil, idet de forskellige Instrumenter spiller baade melodisk. og rytmisk ganske frit og kun tager Hensyn til de Harmonier den oprindelige Melodi er bygget over. Det er imidlertid meget tvivlsomt om disse Takter er improviseret. De er snarere udarbejdet af en af Whitemanns dygtige Arrangører. Formen ser altsaa saaledes ud:

Introduction Trompetsolo og Sax.-Chor

I Chorus Ensemble

Verse do.

II Chorus Vocal-Chor

III Chorus Brass-Chor og Ensemble

Coda Ensemble

Ved at sammenligne Forlagsarrangementet, og Whitenianns ser man for det første, at det sidste er betydeligt kortere. Dette skyldes at Arrangementet er beregnet til Indspilning paa Grammofonplade, og derfor maa have en ganske bestemt Længde. Endvidere maa man lægge Mærke til, at der opnaas en langt større musikalsk Stigning ved at Melodien henimod Slutningen transponeres op fra F til As end ved at lade Melodien begynde paa As og over Es vende tilbage til As, livor Melodien spilles ganske, som fra Begyndelsen. Hvad der imidlertid er mest, afgørende for Forskellen mellem Arrangementerne er, at medens Forlagsarrangøren er bundet af Kravet om at instrumentere for alle Slags Orkestre, skal Whitemanns Arrangør blot arrangere for et bestemt Orkester, som han kender ud og ind; intet Under at Resultatet bliver bedst for sidstes Vedkommende. Han ved hvorledes de enkelte Musikere spiller, kender deres særegne Manerer i Behandlingen af Instrumenterne. Denne individualiserede Spillemaade har - udviklet sig til den saakaldte »Stil«, som i Virkeligheden er med til at skabe selve Musiken. »Stilen« maa forstaas opstaaet, saaledes: Naar en Jazzmusiker spiller en Melodi vil der uvilkaarligt. i hans Udførelse af den fremkomme en Række Nuancer, som for en stor Del hidrører fra hans tekniske Stade (Fingerfærdighed, Ambouchure (Tonedannelse), Vejrtrækning og lignende). Der vil i hvert Fald være, en Forskel paa den »ideale«, trykte Melodi og paa Melodien spillet af f. Eks. en Saxophon (Melodien i Udførelse). Det viser sig, at med Improvisationen, som er et af Jazzmusikens Kendetegn, udvikles netop de omtalte Nuancer; naar Jazzmusikeren Dag ud og Dag ind improviserer over en Mængde Melodier, vil der over hans Improvisationer komme et fælles Præg, der er skabt af Instrumentets særegne Udtryksmaade. Dette Præg har efterhaanden udviklet sig til det, man nu benævner med Ordet Stil. Man vil forstaa, at en Melodi som Eksempel 29 ikke kan læses med rette Udbytte; den skal høres. De skrevne Noder er utilstrækkelige, de giver hverken den melodiske eller rytmiske Bevægelse. Alle Nuancer og Manerer er borte. Man kunde maaske derfor let tro, at Jazzmusiken var ganske intetsigende, og kun taalelig i blændende Udførelse à la de kendte Bravournumre fra Koncertsalene. Det er imidlertid forkert. Eksempel 29 maa man betragte som et mislykket Forsøg paa at nedskrive en Improvisation. Noderne giver kun Skelettet af Melodien, ikke den levende Melodi. Den samme Melodistump spillet af et andet Instrument f. Eks. Trompet vilde lyde ganske anderledes, ikke blot paa Grund af Forskel i Klangen, men fordi Trompetisten aldrig vilde spille paa samme Maade som Saxophonisten; Nuancer og Manerer er jo ikke ens for de to Instrumenter.

Det gælder ikke for Solisten om at vise hvor udmærket han mestrer sit Instrument (dvs. hvor udmærket Inst. lystrer hans Vilje), men derimod hvor godt han kender sit Instruments Evne (dvs . Instrumentets Begrænsning). Teknisk Virtuositet hører ikke hjemme i den ægte Jazzmusik.

Af Interesse vilde det have været at se, hvorledes mindre Bands end Whitemanns havde arrangeret Melodien »My Pet«. Det kan desværre ikke lade sig gøre, da det har været umuligt at fremskaffe andre Indspilninger. I Stedet skal orntales et Par Eksempler paa, hvorledes mindre Orkestre har arrangeret andre Melodier. De fleste Jazzbands er af økonomiske Grunde mindre end Normaljazzbandet (11 Mand). Her skal nævnes nogle Eksempler paa Besætninger i mindre engelske Jazzband.

8 Mand: Piano, Banjo, Janitshar, Trompet, Trombone, Sax.-Chor (3). ell. Piano, Banjo, Janitshar, Trompet, Violin, Alt-Sax., Tenor Sax., Bass.

7 Mand: Piano, Banjo, Janitshar, Tronipet, Violin, Alt- og Tenor-Sax., ell. Piano, Banjo, Janitshar, Trompet, Trombone, Alt- og Tenor-Sax.,

ell. Piano, Banjo, Janitshar, Trompet, Bass, Alt- og Tenor-Sax.

6 Mand: Piano, Banjo, Janitshar, Trompet, Alt- og Tenor-Sax.,

ell. Piano, Banjo, Janitshar, Violin, Alt- og Tenor-Sax.,

ell. Piano, Bass, Janitshar, Trompet, Alt- og Tenor-Sax.

5 Mand: Piano, Banjo, Janitshar, Trompet og Sax.,

ell. Piano, Banjo, Janitshar, Alt- og Tenor-Sax.

4 Mand: Piano, Janitshar, Alt- og Tenorsax.

Som Regel spiller Musikerne niere end et Instruinent, især i de mindre Bands, da der derved kan opnaas nye Kombinationer; f. Eks.:

7 Mand: Piano (Vocalist), Banjo (Guitar), Janitshar (Vocalist), Trompet, Trombone (Bass), Violin, Saxophon (Klarinet, Cello).

9 Mand: Piano, Banjo (Guitar), Janitshar, Bass (Sousaphon), Trompet (Violin), Trompet (Piano), Trombone (Harmonika), Violin (Saxophon, Klarinet), Saxophon (Klarinet, Xylofon).

Det er klart, at et Band paa 4-5 Mand ikke kan anvende samme Principer som de store Orkestre med Hensyn til Instrumentation. Modsætningen mellem Ensemble og Solo bliver kun ringe; endvidere savner man de forskellige Klanggrupper (Violin-, Saxophon-, Klarinet- og Brass-Chor). I det hele taget er de smaa Bands tvungne til at lægge mere Vægt paa melodisk og rytmisk Variation end paa klanglig. For disse Bands, hvor Solospil dominerer, er lmprovisation selvfølgelig af den største Betydning, hvilket atter medfører, at der udvikles en udpræget Stil. Disse Stilejendommeligheder vil imidlertid kun kunne opfattes, naar man hører de forskellige. Bands. Dette opnaas bedst ved Grammofonens Hjælp. Der skal nævnes et Par Indspilninger her.
Paa Brunswick A 8298 hører man Melodien »,On the alao« spillet af »Red Nichols and his five Pennies«. Arrangementets Form er ganske enkel. I Chorus spilles solo af Trombone (G-Dur). 11. Chorus spilles af Sopransaxophon solo (Es-Dur). III. Chorus begynder med
Tenorsaxophon i Es-Dur, men slutter med Trombone solo i G-Dur! Man har her Lejlighed til at høre Soli i blændende Jazzstil. Endvidere maa Modulationen mellem I. og 11. Chorus, fra G-Dur til Es-Dur, omtales. Den spilles af Sologuitar og foregaar i Løbet af én Takt, men
naaer dog paa den skønneste Maade at melde II. Chorus Komme. Det vil ikke lønne sig at give Eksempler derpaa, da det dog kun vil kunne forstaas ved at høre, Grammofonpladen. Det samme er Tilfældet, med en »Odeon«-Plade med «Melodien »Moanin' Low« spillet af Eddie Gordons Band. Hele Stykket bestaar af tre Chorus. I. Chorus for Klarinet, II. Chorus for Trombone og III. Chorus improviseret af hele Orkestret. Alle tre Chorus er i G-Dur, hvilket er meget almindelig, for de improviserende Band, idet Piano-, Banjo- og Basstemmen da kun behøver at være af et Chorus Længde, som saa stadig gentages. Særlig interesserede anbefales det at købe ovenstaaende Grammofonplader eller paa anden Maade faa Lejlighed til at studere dem.

Angaaende Jazzinusikens Forhold herhjemme er der ikke meget godt at sige, Produktionen af ægte Jazzmelodier er minimal. De virkelige Jazzmelodier importeres fra Amerika og England. Ikke desto mindre udkommer der Bunker af Dansemelodier eller rettere sagt Revymelodier, men de har lidet tilfælles med Jazz. De er daarligt. Opkog paa gammel Revy- og Operettemusik, og Bedraget er kun muligt, fordi de iklædes Jazzens Instrumentation.

Størstedelen af Forlagsarrangementerne er tarvelige og uden melodisk og rytmisk Variation. Mange ser saaledes ud:

Verse Ensemble

Chorus Sax-Chor

Verse Ensemble

Chorus Ensemble

eller blot Verse og Chorus repeteret i det Uendelige.

Verse har en mere fremskudt Stliling end i de amerikanske Arrangementer. Det skyldes Revymelodiens Form, som i Reglen bestaar af Vers og Refrain, -hvortil der svarer en Tekst, bestaaende, af en Række Strofer med et ganske bestemt Omkvæd.

Forlagsarrangementerne gjorde imidlertid ikke saa megen Skade, hvis blot Orkestrene vilde arrangere dem om. Men Orkestrene spiller Dag ud og Dag ind det samme Arrangement uden at variere paa nogen som helst Maade.

De eneste større hjemlige Jazzbands, som synes at have Føling med den ægte Jazzmusik, er Otto Lingtons og Jens Warny's Bands. De søger da ogsaa for Størstedelen deres Repertoire imellem amerikanske og engelske Melodier. Otto Lingtons Orkester er af Normalbandbesætning: Violin, Sax-Chor (3), Brass-Chor (3), Piano, Banjo, Bass og Janitshar. Men Musikerne haandterer ogsaa andre Instrumenter: Violin (Sang), Alt-Sax. (Klarinet, Violin, Harmonika?), Tenor Sax. (Klarinet, Bariton-Sax., Violin), Alt-Sax. (Klarinet, Bariton og Bas-Saxophon), Trompet (Trombone), Trompet, Trombone, Piano (Arrangør), Banjo (Guitar, Hawaian-G), Bass, Janitshar (Xylofon). Der kan derved dannes baade Sax.-, Brass-, Klarinet- og Violin-Chor samt talrige andre Kombinationer.

Jens Warny's Orkester er mindre, 8 Mand. Besætningen er saaledes: Violin, Tenor-Sax. (Klarinet, Bas- Sax., Janitshar), Alt-Sax. (Sopran-Sax., Violin, Harmonika), Alt-Sax. (Trombone, Violin, Viola), Banjo (Guitar, Cello), Bass (Sousaphon.), Piano og Refrain-Sanger. Hermed kan ogsaa opnaas en Mængde forskellige Klangkombinationer. De fleste andre danske Danseorkestre har nærmest en Besætning, der svarer til Kaféorkestrenes.

Til Slut vil jeg søge at besvare en Række Spørgsmaal, som naturligt kunde falde ind under en Diskussion om Jazzmusik.

For det første Forholdet mellem Jazz og europæisk, moderne Musik. Størstedelen af den ny Musik er vel endnu komponeret med Henblik paa Koncertsalen, medens Jazzmusiken spilles i Danselokaler og paa Kaféer; deraf kommer det, at man er tilbøjelig til at lade Jazzen ude af Betragtning, naar man taler om ny Musik. Paa Trods af dette rent ydre Skel kan man dog spore en gensidig stilistisk Paavirkning. Strawinsky, Kurt Weill, Krenek og andre synes at være under Paavirkning af Jazz; maaske er Jazzen dog kun taget som bevidst Forbillede. Den moderne Musik synes derimod ikke at have ret stor Indflydelse paa Jazzen, selv om Jazzen ikke er uafhængig af europæisk Musik. Tværtimod. Jazzmusik er en Blanding af Negermusik og tekniske Elementer hentet fra den europæiske, romantiske Musik. Stor Betydning for Jazzen maa man ogsaa, tillægge, Grieg og især Debussy med den funktionsløse Harmonik.

Det er let at forstaa, at Jazzens Komponister ikke vover at gøre de Eksperimenter, som optager de unge, europæiske Komponister. Jazzmusik er for det store Publikum (de dansende) og maa tjene det. Man maa. endvidere gøre sig klart, at de Problemer, som opfylder de europæiske unge Komponister, Kampen mod Romantikens Idealer og Udtryksmaade, slet ikke gælder for Jazzkomponisterne. Medens Schönberg og hans Elever nedbryder Senromantikens Harmonik ved at lade haant, om de almindelige musikalske Love, medens Hindemith og andre prøver at bygge den ny Tids Musik op ved at glemme de sidste
Aarhundreder og søge tilbage til det 16. og 17. Aarhundredes Udtryksmaade, medens Bartók fremdrager og bygger paa sine Landsmænds Folkemusik o. s. v., alt dette for at undgaa Traditionen, staar Jazzkomponisterne uforstaaende overfor denne hidsige Kamp. Amerika har ikke haft en Beethoven, Schubert, Wagner, Bruckner og Mahler, de Mænd, der gav det 19. Aarh. sit Præg. Det er dette Præg, som en stor Del af de nulevende Komponister bevidst eller ubevidst reagerer imod.

Et andet Problem er Jazzmusik i Koncertsalen. Der har været nogle Koncerter af denne Art her i København, som egentlig kaster et ret klart Lys over dette Spørgsmaal. Der tænkes paa Koncerterne afholdt af Dajos Bela, Jack Hylton og Otto Lington.

Dajos Bela's Orkester spillede overhovedet ikke en virkelig Jazzmelodi. Potpourrier, Udtog og Solistnumre udgjorde den største Del af Programmet. Altsaa rent ud sagt gammeldags Kafémusik. At han gjorde Lykke hos sit Publikum er selvfølgeligt. Det fik jo alt, hvad det kendte i Forvejen, repeteret i den skønneste Udførelse. af en Række fremragende Virtuoser.

Jack Hylton's »boys« spillede derimod en hel Række virkelige Jazzmelodier foruden en Del Koncertnumre, de saakaldte Symfoniarrangernenter, d.v.s. Jazzmelodier bearbejdet i synifonisk Form. Disse Symfoniarrangementer er som oftest kun et Vidnesbyrd om Arrangørens Behændighed og Dygtighed, men synes ikke at have Berettigelse som Udtryk for en selvstændig Kunstform Symfoniarrangernenterne er dog af langt større Interesse end de Dajos Bela'ske Potpourrier; de viser i hvert Fald, at man tumler med Problemet Jazz som Koncertmusik. (I Modsætning til de unge europæiske Komponister, som netop beskæftiger sig med Problemet Musik udenfor Koncertsalen.) Det fremgik endvidere af Koncerten, at den oprindelige Form. for Jazzmusik, Dansemelodien, næppe hører hjemme i Koncertsalen.

Jack Hylton gjorde vel ogsaa. stormende Lykke-, men Lykken maa deles mellem to Kategorier Publikum: Det Dajos Bela'ske og det danseinteresserede Publikum.

Det hjemlige Jazzband: Otto Lingtons og hans Lingtonians, som netop i disse Dage har paabegyndt en Koncerttournée, har ved en tidligere Koncert spillet et Program, der i det store og hele var Udtryk for samme Retning som Hyltons. De spillede ved denne Lejlighed Gershwins: Rapsody in Blue, der er et af de berømteste Forsøg paa Jazzkoncertmusik, men som lider af samme Fejl som Symfoniarrangernenterne.

Endelig kunde man spørge om Jazzmusikens Stilling til tidligere Tiders Dansemusik. Det er imidlertid ikke alene et Spørgsmaal, der vedrører Musikens Historie, det vedrører i ligesaa. høj Grad Dansens Historie. Om Forholdet mellem Jazzmusik og ældre Dansemusik set med Henblik paa eventuelle musikstilistiske Forskelle, er der egentlig ikke mere at sige, end allerede berørt, om Forholdet mellern Jazzmusik og den europæiske Musik i Almindelighed, idet den ældre Dansemusik ligesom Kunstmusiken ikke kender det Element, som er afgørende for Jazzmusiken, nemlig den rytmiske Synkope (Polyrytmik).

Ukendskab til Dansens Historie forhindrer mig i at udtale mig nærmere om Forholdet mellern Jazz og anden Dans. Dog synes jeg, at man som Hovedkendetegnet paa Jazz kan nævne den primitive Negerstep, der ligesom Jazzmusiken gaar ud paa til en Grundrytme at improvisere en Mængde Modrytmer.

Den moderne Selskabsdans synes imidlertid mere og mere at fjerne sig fra den naturlige Negerstep, og saaledes atter at nærme sig til de ældre Tiders stiliserede Danse.