Musikfesten i Liege

MUSIKFESTEN I LIEGE

Den internationale congres for nuti(lig musik. blev iår afholdt i Li~ge. Fra belgisk side havde man ønsket at con--gressen fandt sted dér, fordi den så kunde knyttes sammen med hundredårsfesterne for landets uafhængighed. Saintidig er der som bekendt en stor udstilling, delt mellem Liége, Bruxelles og Anvers. De kommende to års congres'er skal finde sted i Oxford 1931 - med korkoncerter i London og under medvirkning af (let engelske radiofoniselskab - og i Wien 1932.

Den tanke, at give et årligt udsyn over (len nye høst, er i sig selv udmærket. Men man må så forudsætte, dels at (let der vælges virkelig er det bedste af, hvad (ler præsteres i alle de deltagende lande og dels at der hvert år af denne produktion, kvantitativt er værker nok som tilfredsstiller de kvalitetskrav, som naturligt må stilles til koncerter, hvis forberedelser koster så megen møje o,,, som mange kommer rejsende til langvejs fra.

Det er klart, at så stort et apparat ikke kan fungere uden gnidninger. Det viser sig også, at adskillige komponi,,ter i forskellige lande ikke vil være afhængige af (len stedlige censurkomitées muligt ensidige (eller måske vrangvillige) indstilling og sender deres arbejder direkte til (len årligt valgte jury med en redegørelse for grunden til, at denne fremgangsmåde vælges. I år var således i hvert fald eet af de valgte arbejder indsendt på denne måde - og (let var endda et af (le betydeligste.

Hovedindtrykket af dette års koncerter er - for strax at trække »moralen« ud af (le mange og lange programmer - noget broget. En ganske tydelig linie lader sig ikke trække på tværs ned gennem (le bedste af de opførte arbejder; dertil er stilen for . uensartet og værkerne i sig' selv for vidt forskellige. Bedst stod de slaviske nationer sig, med værker, som gjorde det stærkeste umiddelbare indtryk.

Jeg vil gerne betone.,, at jeg i dette referat ikke tager noget som helst parti forud om, at kun musik af den og den .stil eller retning er acceptabel. Jeg fortæller blot, hvilke arbejder der virkede stærkest på den uforberedte tilhører.

Og her kom netop en række slaviske værker i første række.

Alexander Mossoloiv's »Jærnstøberi« var en overvældende vision, et ubeskriveligt, men vel organiseret spektakel, som langt overtræffer Honeggers »Pacific«. Det er både voldsommere i virkningen og føles mere explosivt undfanget. Det er ikke programmusik - men blot en lydlig masseudfoldelse. Michalovici, en ung rumæner, fik opført en »Fantasi«, som også fangede opmærksomheden. Det var et sydende hav af skummende idéer, uden egentlig plan, men overraskende og - som titlen angiver - fantastisk. Endelig opførtes polaken Karol Rathaus' »Suite« for orkester som ligeledes fik een til at lytte, fordi der sleete noget i musiken - og noget, som man ikke kunde sige på forh å n d.

Selv om man møder med den bedste vilje er det nemlig næsten ikke til at holde ud at sidde i timevis og høre på selvfølgeligheder. Det er muligt, at det er en fejl hos mig, men jeg er ligeglad med teorier og retninger, når blot der i den musik, man hører, er noget, som tager opmærksomheden - hvad enten (let så er »vandret« eller »lodret« musik, hvad enten stykket skal høres liggende eller stående. Men den slags musik. var der ikke meget af, i hvert fald på orkesterkoncerterne. Et smukt og godt arbejde var Karol Szymanoivski's »Stabat Mater«, som hans polske landsmand Fittelberg dirigerede. Resten fremkaldte igen det spørgsmål: hvordan går det dog til, at sådanne værker bliver antagne. Af Florent-Schmitt blev (ler f. ex. spillet en »Rondo, burlesque«, som var direkte kedelig og ikke engang - som ellers hos denne Frankrigs Rich. Strauss - virkningsfuldt sat ol). En englænder, Gibson dirigerede selv en skotsk sækkepibemarsch, som Hakon B6rresen kunde have lavet bedre. Italieneren Veretti havde skrevet en »Sinfonia italiana« med undertitlen »profeten og folket« som iflg. programmet skulde skildre ypperstepræsten, der taler til (let knælende folk (Mussolini og det italienske folk), men ikke var programmusik! Forhiffientlig har komponisten modtaget valuta for sin hyldest til il duce. Jeg si't, lian havde et bånd i knaphullet.

Brahms er sikkert en udmærket komponist, men i vore dage er det bedre at i ade ham tale gennem sine egne værker. Englænderen TVill. 1,17alton havde skrevet en bratschkoncert som åndede romantisk klassicisme. Det var musik, som man igrunden kun kan sige godt og kønt om - og det er ikke nogen ubetinget anbefaling. Fra U. S. A. kom Waagenaar med en »Sinfonietta«, der betegnedes som »delvis satirisk«-

Kammermusiken stod bedre. Når vi lader de selvdøde arbejder hvile skal her nævnes sådanne fortræffelige ting som tjekkeren firaks blæserkvintet, der var rigtig kammermusik, og Roussels elegante trio 'Tor fløjte, violin og cello. Karol Haba's »Septet« var heller ikke ueffen, og lystig var i hvert fald Cassella's »Serenade«.

Det er muligt, at jeg tager helt fejl., men jeg bliver ved med at synes, at vi godt kan være med heroppe i norden : Selv om de kun vil tage vore arbejder i de tilfælde, hvor vi kan få en mand ind i censuren, bør vi ikke undlade at indsende noget hvert år. Det er et galt princip disse fester nu er kommet ind på: at der opføres gammel musik ved snart sagt halvdelen af koncerterne, og at resten af disse optages af anerkendte og forlængst berømte komponister, som i forvejen spilles og kendes overalt i verden. Vi vil gærne rejse nat og (lag for at høre, hvad det næste kuld har at sige os. Det er den måde, vi holder os

tinge og levende på. «Men der er ingen mening i at lave al den ståhej for at servere en samling musik, der for en stor del er, hvad en af den nye musiks mest kendte og ivrigste forkæmpere overfor mig - (jeg nævner ikke hans navn, da det blev sagt i en privat samtale) - betegnede som »compléternent inutile«.

Musikfestens højdepunkt var opførelsen i Aachen af Alban Bergs opera »Wozzeck«. Det vilde være at bære ugler til Atlién, på dette sted at skildre denne operas skæbne og dens stilling i udviklingen; men (let må falde indenfor rammen af (lette hastige referat at sige, at indtrykket var dybt og varigt. »Wozzeck« er vist nok et arbejde, der vil blive stående. Det er ren expressionisme og for så vidt et »overstået« led, men hvem gider tænke på led og linjer, når sind og tanke har nok at _gøre med at optage et arbejde, der i sig selv træder fuldendt frem som en eenhed, med sin egen, selvstændige skønhed.

Summa summarum: næste kuld har i virkeligheden endnu ikke givet sig til kende. De idéer, som med meget få variationer har behersket europapisk mu~ sik efter krigen, synes ikke at forny sig. Imens voxer måske i det stille selve musiken. Og det er vel den vej, det bør gå. Hvis det er rigtigt skal man heller ikke søge til musikfester og til international væddestrid for at finde vejen fremad eller opad.

Knudaige Riisager.