Ny orgelmusik til gudstjenestebrug

NY ORGELMUSIK TIL GUDSTJENESTEBRUG

AF POVL HAMBURGER

DET TØR SIKKERT forudsættes bekendt, ogsaa udenfor Kirkemusikernes snævrere Kres, at der for øjeblikket er ved at ske betydningsfulde Reformer indenfor Musiken i vore Kirker. Den Bevægelse, Thomas Laub for mere end en Menneskealder siden rejste herhjemme for en Fornyelse af Kirkesangen gennem Udelukkelse af det 19. Aarhundredes følelsesbetonede Romancesang og direkte Tilknytning til Kirkemusikens klassiske Stilformer: gregoriansk Sang og protestantisk Koral, - denne Bevægelse har nu omsider, al Modstand til Trods, vokset sig saa stærk, at den næppe mere lader sig standse.

Disse Reformbestræbelser imidlertid ikke blot Kirkernusikens vokale Elementer - Salmesangen og den liturgiske Musik - men omfatter ogsaa Orgelspillet, der selvsagt ikke kunde blive staaende ved de subjektive Improvisationer paa ren klanglig-harmonisk Basis,
der saa længe har været anset for »god Tone«, men saa vidt mulig maatte bringes i stilistisk Samklang med den øvrige Musik ved Gudstjenesten. Som det allerede er blevet fremhævet, af Laub i »Musik og Kirke« og fornylig nærmere begrundet her i Bladet (se Aarg. 5, S. 19,
Artiklen »Kirke og Orgel«), er det uden Tvivl indenfor det 17. Aarhundredes Orgelkunst, det naturlige Tilknytningspunkt for en moderne Orgelstil maa søges. Ganske vist gik Udviklingen i dette Aarhundrede - ogsaa for Orgelspillets Vedkoininende - med stærke Skridt bort fra det Grundlag, hvorpaa den klassiske Kirkemusik i de ældre Tider havde bygget, i Retning af den »mioderne« subjektive Musik med dens Kromatik og frie Dissonansbehandling. Dette mærkes, dog først for Alvor hos Bach og hans Samtidige, hos ældre Mestre, især hos protestantiske Komponister som Scheidt og Pachelbel, har Traditionen endnu Overtaget over det nye. Det gælder navnlig deres Bearbejdelser af de protestantiske Koraler. Ikke blot er disse Orgelkoraler og Koralfugaer fra Formens Side direkte Aflæggere af den nederlandsk-italienske Vokalpolyfoni, men ogsaa i Stilen den kontralpunktiske Behandling af den diatoniske Koral-Canlus-firmus - genfinder man den objektive., »overpersonlige« Strenghed, der kendetegner den gamle vokale. Kirkemusik. Heroverfor spiller det kun ringe
Rolle, om der lejlighedsvis kan paavises lidt Kromatik i de ledsagende Stemmer eller et mindre forsigtigt Forhold til Dissonansen, - den abstrakte Linjepolyfon er tilstrækkelig Garanti mod alle stærkere Udskejelser i subjektiv Retning. Derfor føles Pagten med den gamle Kirkestil ogsaa i Former, der ikke har Koraltema, som f. Ex. visse Ricercarer af Froberger eller strengere behandlede Toccataer eller Canzoner af Frescobaldi, selv om ganske vist Koralen ved de tekstlige »Associationer«, den formaar at fremkalde, betyder et særligt Plus i Retning af en mere haandgribelig »Kirkelighed«.

I dette Efteraar er der omtrent samtidig udkommet to nye Samlinger Præludier for Orgel, der begge - hver paa sin Vis - vender sig bort fra Romantikens klangsvælgende Orgelstil og søger Forbilledet i ældre Tiders strengere og renere Kunst. Den ene af disse Samlinger, der indeholder »25 Præludier til Gudstjenesten« (udgivet paa Wilh. Hansens Forlag), skyldes Ryslinge-Organisten og Komponisten Thorvald Aagaard, den anden har Carl Nielsen.til Avtor og indeholder »29 smaa Præludier for Orgel eller Harmonium« (Skandinavisk og Borups Musikforlag) .

Medens hos Carl Nielsen denne Indstilling er en naturlig Følge af Stilen i hans øvrige Produktion, der jo - navnlig i Symfonierne - er i nær Pagt med den førklassiske Polyfoni, drejer det sig hos Aagaard om et bevidst foretaget Stilforsøg, et Eksperiment, der dog kun delvis er faldet heldigt ud.

Svagheden ved Aagaards Arbejde beror først og fremmest paa, at han ligesom er begyndt fra den forkerte Ende. De Midler, hvormed han forsøger at opnaa et kirkeligt Præg, synes overvejende at være af negativ Art. Men ad den Vej kan man ikke skabe Stil. Det er ikke tilstrækkeligt blot at holde sin Sti ren for Septimakkorder, dissonerende Spring, Kromatik o. lign., naar det egentlige Stilgrundlag, i dette Tilfælde Wienerklassicismen, alligevel saa tydeligt skinner igennem, dels i Periodebygningen med dens Akcentrytmik og Taktsymmetri, dels i den udprægede Funktionsharmonik. Adskillige af de mere homofone Stykker er jo i Virkeligheden blot »maskerede« Menuetter eller Scherzi, - den verdsligste af alle verdslige Stilformer! Som Eksempel blandt mange kan her anføres Begyndelsen af Nr. 17:

Men heller ikke i de kontrapunktisk behandlede Satser formaar Aagaard altid at naa bag om det 18. Aarhundrede. Følgende Takter af Nr. 22:
har intet med den gamle Polyfoni at gøre, men har sin Rod i den Kanonteknik, der saa ofte træffes netop i Wienerklassikernes Menuetter eller Scherzi. Man maa her formelig gøre Vold paa sig selv for at overholde det af Komponisten angivne Tempo (»Poco lento«), de rytmiske Impulser formelig tvinger til »Allegro« - først i hurtigt Tempo træder Meningen og Sammenhængen i Stykket frem. Ved Siden af saadanne aabenbare, Misforstaaelser staar dog en Del udmærkede og anvendelige Stykker. Især er der Grund til at fremhæve Nr. 12 og
15, der i instrumental Form virkelig rummer noget af »Saltet« i den Laubske Salmetone og de gregoriansk farvede Stykker - Nr. 1, 16 og 19 - med den mere organiske Linje. Overhovedet er disse Præludier præget af en velgørende Klarhed, Kortfattethed og teknisk Overkommelighed, og - hvad der er ikke mindst glædeligt - en virkelig god Smag, noget der betyder et vældigt Fremskridt i Sammenligning med de Rædsler, de fleste af de gængse Præludiesamlinger frembyder, som f. Ex. den for et Par Aar siden udkomne »Dansk Organist- og Kantorforenings Præludiesamling«, der - fraregnet enkelte gode Ting - maa siges at være et Unikum af Stil- og Smagløshed. Hvis Aagaard for en Tid vilde lukke sig inde i Selskab med Frescobaldi, Froberger, Scheidt og Pachelbel, vil han sikkert kunne opnaa at skabe noget helt godt.

Hvad Carl Nielsens Samling angaar, maa først bemærkes, at det ikke paa Forhaand er givet, at den i første Række er skrevet med Henblik paa Gudstjenesten, Titelbladet siger nemlig intet som helst i den Retning, og noget Forord findes ikke. Mulig har Carl Nielsen blot villet skrive Orgelmusik i Almindelighed, i saa Fald vel nærmest til Studiebrug. Men saa burde Samlingen hellere have heddet »Studier for Orgel« eller noget i den Retning, idet Betegnelsen »Præludium« af de fleste Organister Landet over uden Tvivl vil blive fortolket som »Forspil«, »Indgangsspil«. Og med den Klang og Autoritet, Carl Nielsens Navn har, gaar man næppe Fejl i at vente, at Samlingen - med eller imod sin Bestemmelse - hurtigt vil finde Indgang i vore Kirker.

Udfra denne Overbevisning skal der her siges et Par Ord om disse Stykkers kirkelige Værd - til Advarsel! Thi for Carl Nielsens Samling gælder det samme som for Aagaards, nemlig at den kun delvis er i Pagt med Kirkestilen. Grunden er dog her en helt anden. Hos Carl Nielsen er det saavist ikke Wienerklassicisnien eller Romantiken, der kommer i Vejen. Tilknytningen til det 17. Aarhundrede er aabenbar, selvom det ganske vist mindre er de strenge end de friere koncerterende, toccatamæssige Former, der i overvejende Grad har været Forbillede. Hvad der imidlertid gør mest Ravage, er at Carl Nielsen. ikke har formaaet at holde sin egen Individualitet tilstrækkelig i Ave. Den barokke Fantasifuldhed, der i Carl Nielsens store Musik er et af de mest uimodstaaelige Træk, kommer i disse Smaastykker kun alt for ofte paa Tværs. Dristigheden i Rytmik og Dissonansbehandling, Frilieden overfor det tonale o..lign., alt dette tjener i disse Omgivelser kun til at skabe unødig Uro.

Af alle 29 Præludier er der i Virkeligheden kun to, der fuldtud opfylder de kirkelige Krav. Det er Nr. XIV og XXIX. Men de overgaar saa til Gengæld i Stilen selv de bedste af Aagaards Stykker. Her klinger virkelig en Tone, der synes at pege i Retning af en moderne speciel dansk Orgelstil, samtidig med at Pagten med det 16.-17. Aarhundredes Musik er bevaret. Skønt rent akkordmæssige er disse Sat ser baaret, af en umiskendelig lineær Selvstændighed, de fire Stemmer udfolder sig stærkt og organisk, uhæmmet af Taktsymmetri. Som Eksempel - og samtidig som Modeksempel til Stilen hos Aagaard kan anføres de sidste 8 Takter af Nr. XXIX:

Her er virkelig noget af 1600-Tallets Canzonstil; man sammenligne f. Ex. følgende Brudstykke af den gamle spanske Orgelmester, Antonio Cabezons »Tiento« (Forspil) i 2. Toneart (efter A. G. Ritter: Zur Geschichte des Orgelspiels II, Nr. 50):

Hvis denne Skrivemaade - forresten gerne baade rigere og mangfoldigere udnyttet - havde været den dominerende i Carl Nielsens Præludiesamling, vilde den have betydet en uvurderlig Gave til den danske Organistverden, thi hvem af vore hjemlige Organister har et saa levende Forhold til den gamle Polyfoni som Carl Nielsen?