Om ny-orienteringens farer

0M NY-ORIENTERINGENS FARER

Det havde unægtelig set godt ud, om Hr. Ove Lundbye havde lagt en lidt stærkere Vilje for Dagen til at »fastnagle sig selv til Saglighedens Program«, end Tilfældet er i hans Svar i forrige Nurner, ikke mindst i den Del deraf, der er rettet til mig. Ikke blot er Tonen deri unødig »kæphøj«, men hvad værre er: Hr. L. undser sig ikke for at

forsøge paa at latterliggøre mit Indlæg

.1

ved at fordreje eller overdrive mine Udtalelser, citere utilstrækkeligt o. lign. Jeg har saaledes ingen Steder hverken direkte eller indirekte skrevet, at »alt er evigt godt, at Børnesygdommene (alle) er overstaaet, og at Musiken nu vandrer direkte mod Parnassets Tinde«. Enhver vil let kunne overbevise sig om, at mine Ord i den Retning var anderledes forbeholdne. Jeg maa. ogsaa protestere mod at blive fremstillet som »erklæret Tilhænger af den norske Profet«. Jeg har ikke blot kritiseret det ensidige i Smiths Teori, men har ogsaa udtalt, at jeg ikke tillægger hans Bog nogen større aktuel Betydning. I denne Forbindelse citerer Hr. L. mine Bemærkninger om den Anspændelse af Viljen, den Udfoldelse af psykisk Energi, jeg mener er nødvendig for Tilegnelsen af et musikalsk Kunstværk, men han undlader viseligt at bringe den sidste Passus, der siger, at denne Anspændelses Styrkegrad er afhængig af, hvor kompliceret eller usædvanlig den paagældende 'Musik er. Ved denne lindladelse har Hi-. L. givet sig fri Bane for den af saa megen Vid spillende Bemærkning om »den stakkels Tilhører, der sveder over »Jens Vejmand«, og som ikke maa forstyrres i Nydelsen af sin mentale Kraft«. Det er jo unægtelig saare morsomt, men meget sagligt er det jo ikke, for ikke at sige noget værre. Hr. L. hav(le gjort bedre i at svare paa mit Spørgsmaal om, hvorledes man skal tænke sig (len aandelige Forbindelse mellem Tilhører og Kunstværk, naar

man fornægter (len »mentale Funktions« Eksistens. Hr. L. taler i sin første Artikel om »ydmygt og taknemmeligt at aabne sit Sind for de Værdier, Kunsten rækker os«. Det klinger jo nydeligt, men meget eksakt er denne Forklaring ikke. Udtrykket »en vis Aktivitet« er ogsaa meget svævende, hvor er Grænsen? Hvis Hr. L. har Ret i sit Syn paa Tingene, maa man jo spørge, hvorfor da selv musikalske Mennesker kan komme ud for at maatte melde Pas overfor visse af ',Musikens mere komplicerede Former, eller hvorfor man ofte først efter gentagen Høren opnaar det virkelige Udbytte af saadanne Værker. Hvis det blot var tilstrækkeligt. at sidde og gabe, hvorfor flyver da »Duen.« ikke ved første Lejlighed ind i Munden paa en? - Hvad angaar Spørgsmaalene: Brugsmusik kontra Koncertmusik og Neue Sachlichkeit kontra Ekspressionisme, vil (let være tilstrækkeligt at henvise Hr. L til tidligere Artikler her i Bladet af Finn Høffdin,g (Aarg. 4, S. 61), 'Mag. J. P. Larsen (Aarg. 4, S. 95) og Undertegnede (Aarg. 4, S. 82). De indeholder paa.Forhaand Svar paa adskilligt af det, Hr. spørger om.

Povl Ilarnburger.