Om vrøvl og musikalsk sandhed

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 08 - side 169-170

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

OM VRøVL OG MUSIKALSK SANDHED

Jeg gaar næppe Hr. Ove Lundbye for nær ved at sige, at han repræsenterer (len sympatiske, interesserede Dilettantisme, der ikke helt formaar at klare »det nye« gennem øret, følgelig søger Støtte i Theorien og her lader sig noget forvirre. Hvis jeg har bidraget dertil, gør det mig inderlig ondt. Man har hidtil herhjemme uden Fare for at blive anset ~or »Sachlichkeitsprofet« kunnet anvende Udtrykkene »Objektivisme«, »Saglighed« i Betydningen »Reaktion mod overdreven Subjektivisme«. Theorien har jo netop her fusket forbavsen(le lidt med Begrebet. Udviklingen, ikke mindst som (len afspejler sig i Lundbyes Artikler, har bibragt mig (len Overbevisning, at man gør bedst i nu at sætte hele denne Terminologi i Karantæne, fremfor at belaste den med yderligere Fortolkninger, der uvægerligt bringer os nærmere Vrøvlet end Klarlieden (besynderligt at bebrejde mig, at jeg ikke har bragt Klarhed i den efter min Opfattelse utilfredsstillende Terminologi!).

At Komponister orøvler (jfr. ogsaa Citaterne af Stravinsky og Hinde

mith)*) eller, for at udtrykke (let pænere: udtrykker sig paradoksalt, und.skyldes for en Del med Sagens egen Natur. Det egentlige i Musikken, »das geNvissc lader sig nu en Gang ikke
fange ind af Ordet. Al Talen og Skriven om Musik, herunder om musikalsk
Udviklingstendens, kommer uvægerligt
noget paa Siden af Sandheden. Bevares,
m an kan naa til en halvrigtig Gennemsnitlighed, et »noget i (len Retning«;
(let har jeg aldrig benægtet. Men Udtalelserne maa opfattes mere kunstnerisk
end efter Bogstaven, lidt »mental Funk~

I. ) At navnlig Stravinsky behager sig i Daarekistesnak, er en kendt Sag, der naturligvis ikke forringer ham et Gran som Kunstner. 'Nlen det er lile haardt nok, at alle I~epræsentanter for »det nye« skal føle sig solidarisk medansvarlige, liver Gang han udlader sig med sit Pil) (der sikkert for ham indeholder Antydninger af Sandhed). Som naar han f. 1,-'.x. erklærer, at det bedste tysk e Klaverværk fra (let 19. Aarh. er - Czerny »Schiile der Gelåufigkeit«! tion« er slet ikke af Vejen, og navnlig maa. de altid korrigeres med ørets Erfaringer.

Og hvad nu Lovene, de evige som de timelige angaar, saa vil enhver, der har beskæftiget sig med kunstnerisk Produktion, have erfaret det mærkværdige Sammenspil mellem Individet og hvadman kunde kalde »Stoffets Egenvilje«, et Sammenspil, som Hr. L. synes at mene er blevet lettere nu end tidligere. Jeg skal ikke afstedkomme ny Forvirring ved at prøve paa at overbevise om noget andet. Men Jeg er si ker paa at

I

enhver virkelig Kunstner (og Dilettanterne tæller jo ikke), der opstiller »Love« for sin Virksomhed, gør dette ud fra en ærlig Stræben efter at orientere

si, (og eventuelt andre) i det Mørke, der indhyller det uproducerede, ikke ud fra en Trang til at »spille Herre«. Ja selv ikke om mine argeste Yndlingsafskyeligheder indenfor ældre som nyere Musik tør jeg mene, at de ikke har følt sig som de smaa under det nævnte Sammenspil, om man vil som »Tjenere i Kunstens Verden«. En Opfattelse der af gode Grunde ikke lader sig diskutere. Men fordrer Lægmanden af Kunstneren Respekt for Lovene, kan Kunstneren vel til Gengæld af Lægmanden fordre Respekt for sin Oprigtighed, selvom han undertiden - ja, altsaa - udtrykker sig paradoksalt.

Jørgen Bentzon.