Rytmik

RYTMIK

Når man underviser børn i musik, kommer man ud for en elevtype, som mange af læserne strax vil genkende: en dreng eller pige, der er pligtopfyldende med sit arbejde, og som helt nøje kan inddele takten, sådan at han ved, at der har vi 1, der og, der 2 osv. Og når så barnet skal til at spille, viser det sig, at takten alligevel er vaklende, og at vedkommende ikke lader sig genere af, at den ene tone bliver længere og den anden kortere. Han ved besked med, hvordan man rent forstandsmæssig kan udregne takten, men selve rytmen har han aldrig oplevet.

Jacques-Dalcroze gjorde som teorilærer i Genf lignende erfaringer med sine elever. Mange af disse var ret fremskredne, forsåvidt som de kunde fylde side efter side med indviklede harmoniske og kontrapunktiske opgaver, og dog var de ikke i stand til at nedskrive ret simple melodiske og rytmiske forbindelser, som de hørte blive spillet eller til at bruge musikken som personligt udtryksmiddel for det, som fyldte dem. Musikken var dødt stof for dem, som blev givet dem udefra, ikke noget som de selv oplevede og formede. Hvor han ventede at finde personlig ejendom og levende tilegnelse, mødte han kun mekaniske færdigheder. Det blev en livsopgave for Dalcroze at hjælpe her.

Først og fremmest kastede han sig over rytmikken, og han tog sit udgangspunkt i den legemlige bevægelse. At rytme og bevægelse hører sammen, ved vi alle; vi kender det bl. a. fra, at der ingen mere intens rytmisk oplevelse er end dansen. Når vi kommer ud for de
forskellige arter af bevægelse, den tunge og langsomme gang, den rolige, støtte bevægelse, springet, det lette løb -overalt træffer vi rytmer, svarende til hvad vi møder indenfor musikken. Ud fra denne sammenhæng mellem musikken og legemet udformede så Dalcroze sit system, der verden over har ført til en helt ny indstilling overfor det rytmiske. Hvergang en rytme er legemlig erfaret ved, at den er blevet omsat i bevægelse, er den optaget på en levende måde; rytmen bliver en del af vedkommende selv, og den kommer til at leve sit eget liv i ham, så at det simpelthen bliver en nødvendighed for ham, også at finde frem til at udforme sine egne rytmer.

Hvordan Dalcroze i det enkelte gik til værks og lod eleverne finde frem til de bevægelser, der svarer fx. til de forskellige taktarter, til de musikalske former og til musikalske begreber som ritardando, accelerando, synkoper - det skal jeg her ikke komme nærmere ind på. Dels er jeg ikke fagmand, dels lader det sig vanskeligt beskrive, men må ses og opleves. For de medlemmer af Det unge tonekunstnerselskab og Musikpædagogisk forening, som har interesse for denne form for musikoplevelse, bliver der lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab dermed ved et møde, som Musikpædagogisk forening lader afholde i Hornung &- Møllers sal onsdag d. 29. okt. kl. 8. Her vil frk. Gerda Alexander, der er uddannet Dalcroze-lærerinde, fortælle om den rytmiske undervisning og også give demonstrationer.

Skulde nogen være interesseret i literatur om rytmik, kan jeg anbefale El-friede Feudel: Rhytmik (Delphin-Verlag, München) - altsaa med det forbehold, at man ikke nøjes med at læse derom.

Olaf Jacobsen.