Sang i Gymnasieskolen

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 08 - side 159-164

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

SANG I GYMNASIESKOLEN

AF CAND. MAG. KARL S CLAUSEN

SANG hører i skolen - ikke mindst i gymnasieskolen - til de mindre heldigt stillede fag. Især to omstændigheder har bidraget til dette: sang er ikke noget eksamensfag, og undervisningen har oftest været planløs og formålsløs. Resultatet måtte da i de fleste tilfælde blive kummerligt. Vi kender symptomerne: eleverne ligeglade (sang tæller jo, når det endelig gælder, ikke med; timerne er kedelige; hvorfor skal vi så gøre os særlig umage?) - og lærerens, med alderen voksende passivitet og resignation. (hvad kan det nytte). Jeg taler ikke om de undtagelser, som bekræfter reglen, hvor lærerens personlighed i forbindelse med skolens indre forhold (fx. rektors stilling til faget) formår at hæve sangen op i et højere plan. Denne artikel er skrevet for at tage nogle problemer op til behandling, som i løbet af godt og vel et års praktisk skolegerning har rneldt sig for mig, og for i forbindelse hermed at komme ind på nogle punkter i magister J. P. Larsens artikel i juniheftet, (skolesangens fornyelse?). Hvor andet ikke udtrykkelig bemærkes, tages der sigte på forholdene i gymnasieskolen.

Formålet med sangundervisningen er et tredobbelt: 1) at lade eleverne lære et udvalg af det bedste i den danske folkelige sanglitteratur; 2) ved korsang af flerstemmig homofon og polyfon sang at vække glæden ved den fælles musiceren; polyfon musik må anses for både musikalsk og pædagogisk værdifuldere; på grund af sin større vanskelighed må den betragtes som slutstenen, kronen på værket; 3) at vække interessen for det, der synges, skærpe iagttagelsesevnen overfor det subtileste af alle materialer, tonematerialet - sagt på en anden måde: lære eleverne at skelne mellem godt og ondt, også på musikens område. - Formål og formler kan nogenlunde alle blive enige om, men skal man tale nærmere om tingene, vil der snart fremkomme divergerende anskuelser.

Hvilke midler skal vi da anvende? På skolesangens område synes, der nu om stunder at herske en vis enighed på nogle punkter. Det gælder fx. selve sangrepertoiret. Nutidens ungdom vil i de fleste tilfælde stå fremmed overfor de foregående slægtleds stærkt, nationale sange; i hovedstaden, hvor den sociale forskel gør sig langt stærkere gældende end i provinsbyer, og hvor mange elever allerede er bevidst socialt indstillede, vil der ofte mærkes en direkte fjendtlig holdning. Det samme gælder delvis forrige århundredes mange eksempler på højromantisk poesi - længsel og hjerte og hvad derpå rimer siger i alle fald ikke børn så forfærdelig rneget. Men der er jo alligevel nok at øse af: den folkelige vise, de lettest tilgængelige af vore folkeviser og de nyere ligefremme naturdigte (Aakjær, Holstein) foruden selvfølgelig mange af forrige århundredes bedste og stadig levende digte. Større indskrænkninger af det overleverede føler man trang til at foretage på det musikalske område. Romancen er ikke for børn - Lange-Müller egner sig ikke til skolesang. Romancen, med dens overvejende subjektive karakter både i tekst og toner, kan ikke bruges, hvor der skal synges i flok. Situationen vilde være forloren. Teksten må have et præg af fællesskab, hvor alle kan og bør være med. Samme »objektivitet« må man kræve af melodien: en vis lovbundethed, hvor »toner, spring, fald og trinvise gange bestandig modsvarer og afvejer hinanden i indbyrdes forhold« (Carl Nielsen: forordet til sangbogen »Danmark«). På dette punkt har læreren efterhånden rig lejlighed til at vinde nyt land - vi ved det alle: Laub, Carl Nielsen og de som følger dem: Chr. Christiansen, Riis-Magnussen, Hakon Andersen, Harald Balslev o. a. Rent musikalsk set er vi idag ikke dårligt stillede i skolen m. h. t. den enstemmige sang - der er efterhånden meget at vælge imellem, og meget er ypperligt.

Jeg har her særlig tænkt. på mellemskolen og taler i det følgende stadig om samme aldersklasser - det 11.-14. år (1.-3. mellemskoleklasse). Et helt andet spørgsmål er nu, hvorledes børnene skal tilegne sig sangen, om man skal nøjes med bare at indøve sangene v. hj. af klaveret, eller man som mål skal stille sig.sang fra bladet med forudgående opøvelse i et eller andet system. Et gammelt problem, men lige aktuelt den dag i dag. Et er givet: idealet vilde være nået, hvis hovedparten af eleverne virkelig kunde lære at synge fra bladet.

Men hvorledes står det nu til, når den nye 1. mellemskoleklasse kommer ind i skolen ved skoleårets begyndelse? Eleverne rekruteres oftest fra forskellige skoler, kommunale skoler, private underskoler, fra forskellige dele af landet. Nogle har lært at spille klaver, andre har muligvis i skolen lært lidt om noder, men de fleste ved intet og kan intet, der kan benyttes som grundlag for en rationel undervisning i sang fra bladet efter et anerkendt system. Spørgsmålet er da, om. det kan betale sig at give sig i lag med denne side af sangundervisningen. Jeg må straks tilstå, at jeg ikke har gjort det. Mit ræsonnement er dette. Sanglæreren i gymnasieskolen har børnene fra 1.-3. mellemskoleklasse, alt i alt 3 år med 1, sjældent 2 ugentlige timer. En systematisk undervisning i underskolen kan man idag ikke regne med. En fortsættelse i realklassen og gymnasiet er kun mulig i få tilfælde. Hvad I. G. angår, vil der vise sig de samme vanskeligheder som i 1. ml. Vil det da ikke være et spild af kræfter, da det meste af det lærte atter vil gå i glemmebogen? Vil det ikke være mere formålstjenligt at benytte tiden til indøvelsen af nye sange og begynde på flerstemmig sang af fremadskridende vanskelighed? Dertil kommer, at børn forbavsende hurtig lærer en melodi, og når man sætter de mest musikalske børn til at synge understemmen, kan man opnå gode resultater ved at drive nodelæsning efter almindelige noder. 2.-stemmerne i en 3. mellem var fx. i stand til Praktisk talt fejlfrit at synge alten i Mozarts Ave verum, samtidig med at jeg spillede alle 4 stemmer på klaveret.

Der er desforuden mange andre ting at tage vare på, først og fremmest stemmedannelsen, ganske elementært selvfølgelig. Børn har en kedelig tilbøjelighed til at skrige. En del af tiden går med at vænne dem af med det. Det kan opnås med ganske få midler i tilknytning til den lærte sang. Man lader børnene nynne sangen ganske svagt for derefter at lade dem synge melodier på en åben vokal med konsonant, fx. må, mo; vanskeligere er de lukkede vokaler, fx. li, le. Stadig må læreren være på vagt, at børnene ikke overkomprimerer eller strammer hals- og ansigtsmuskler. Stramning er det værste onde: både den grimme klang og den kedelige dalen fra fx. g-dur til f-dur eller helt ned til e-dur stammer derfra. Man behøver som sagt ikke at isolere denne side af sagen fra den sungne sang. - Dertil kommer rytmiske øvelser, helst også i forbindelse med den sungne sang. Her drejer det sig hovedsagelig om overholdelse at nodeværdierne og pavserne. 1 virkeligheden byder kun få sange større vanskeligheder. Og en henvisning til og demonstration af, at man i denne sang skal tælle til fx. 3 eller 4, er i de fleste tilfælde nok. Når sangen synges rent, smukt og rytmisk rigtig har vi opnået det væsentligste af, hvad man kan forlange i en mellemskole under de nuværende forhold. Magister Larsen skriver: »I det hele taget spiller indøvelsen af bestemte sange vistnok (udhævet af mig) altfor stor en rolle i den nuværende sangundervisning i skolerne«. Magister Larsen burde have set på de faktiske forhold nu om stunder og dømt derudfra for på grundlag af dette at anvise nye veje. Og dr.mus. Alma Heiberg skriver februar 1930 (om Sang) : »Om sanginstrumentets indretning og virksomhed, om tonens og ordets dannelsessted og dannelsesmåde, om nodelære, intervaller, harmoni-, takt, tempo, rytme og dynamik har et ungt menneske efter endt skoletid ingen anelse«. Dr. mus. Heiberg tænker i følge sammenhængen på folkeskolen. Idealet er højt, altfor højt og sikkert uigennemførligt. Det vil i virkeligheden sige, at børn skal fyldes med fonetik, stemmefysiologi og -anatomi, harmonilære og alskens musiklære. På hvilket alderstrin tænker doktoren sig det muligt, i hvilket omfang og med hvilken fremgangsmåde? Det kan ikke nytte noget at ville det umulige, fordi ønskeligheden af og diskussionen om tørre musikalsk kultur er kommet på bane. Vi skal jo ikke allesamnien være fagmusikere, bortset fra, at kun en forholdsvis ringe procentdel af eleverne vilde kunne lære det. Vi er jo efterhånden alle enige om, at der trænges til reformer.

Jeg sammenfatter og præciserer. Sangundervisningen i mellemskolen (og gymnasiet) lider under, at læreren ikke har noget at bygge på. Undervisningen i underskolen bør systematiseres efter en bestemt »sangplan«. Stemmedannelsen bør være så langt fremskreden, at læreren i mellemskolen kan begynde at arbejde med et nogenlunde ensartet stemmemateriale. Sang fra bladet burde danne en af siderne ved sangundervisningen i underskolen. Dertil kræves en forberedelse gennem et system, der tager sigte på dette. I Tyskland er det Eitzke Tonwortsysten indført de fleste steder, i Bayern lovbefalet. Jeg kender det kun von hörensagen og gennem Eitz' bøger: Der Gesangunterricht als Grundlage musikalischer Bildung (Pädagogikum, Klinkhardt, Leipzig) og Das Tonwort (Breitkopf und Härtel). Resultatet siges at være forbløffende godt, faktum er i alle fald, at sangen i Tyskland står langt højere end herhjemme. Mon det ikke er den vej, vi skal gå? Derved vilde vejen lettes for det, der foruden den enstemmige sang burde være målet i mellemskolen: flerstemmig sang, der i højere grad end før er baseret på elevernes aklive deltagelse.

Frem for alt må der på skolen skabes musikalsk liv. På fællesskoler er der de bedste betingelser for at samle et blandet kor, so omfatter elever fra både mellemskolen og gymnasiet. Hidindtil har vi lidt af en følelig mangel på repertoire, som nu heldigvis er afhjulpet ved Hakon Andersens og Finn Høffdings nye gymnasiesangbog. Udgivelsen af denne samling betyder noget ganske nyt herhjemme. Magister Larsen yder efter min mening ikke udgiverne fuld retfærdighed. Den bebrejdede planløshed er i mange tilfælde en nødvendig. En antologi må være baseret på udvælgelse, om medtagen og udeladelse kan der altid diskuteres. Men når udvælgelsen er god og fyldig indenfor de begrænsede muligheder, hvorfor så fortabe sig i petitesser. Det samme gælder bearbejdelserne. Man må huske på, at der før i tiden sjældent er skrevet specielt for skolekor, endsige skolekor og -orkester. Der rnå en bearbejdelse til for at undgå ellers uovervindelige hindringer. Det gælder særlig stemmeomfanget. Tenorer i skolen kan nu engang ikke nå højere end til e, højst til f en enkelt gang. Noget lignende gælder for sopranerne. En transposition kan til tider være tilstrækkelig for at undgå dette; i andre tilfælde må tenor og alt omredigeres. Ligeledes orkestret. Hvem har før skrevet for skoleorkester? Orkestret må af praktiske grunde reduceres til strygeorkester rned eller uden klaverledsagelse, eller til kun klaverledsagelse, eller muligvis udelades. Selve kombinationen af kor og orkester i en skolesangbog er jo ny herhjemme og det må hilses med stor glæde, at vi nu endelig har noget at holde os til. En sangbog uden bearbejdelser kan nu engang ikke skabes herhjemme under de nuværende forhold. Også i Jödes »Musikant« og andre udgivelser er stoffet jo lagt til rette, med eller uden akkompagnement, strygekvartet eller orgel, sats efter en orgelkoral o. s. v. Formålet helliger ikke altid Midlerne. Men når disse som i gyninasiesangbogen er anvendt med kyndig og smagfuld hånd, så skabes der nyt, hvor der før var lidet eller intet. En skolebog skal ikke være en kritisk, videnskabelig fuldt nøjagtig udgave, men en udgave, der med bevarelsen af det mest mulige af originalen og stilen er tilpasset forholdene. Dette er gyninasiesangbogen, og det er dens store indsats, selvom den indeholder nogle numre, som de fleste vil lade ligge. Magister Larsen har i sin historiske og kritiske omtale særlig hæftet sig ved dette. Hans synspunkt er den kritiske aninelders. Jeg derimod ser ovenstående fra sanglærerens synspunkt, og det er min mening, at vi her samlet i én bog har fået et fyldigt udvalg af dansk korsang og prøver på udenlandsk polyfon korsang, alt ordnet efter fornuftige principer, og frem for alt anvendelig i skolen. Jeg vil i denne forbindelse ønske, at vore yngre komponister må have deres opmærksomhed henvendt på denne kombination af skolekor og -orkester. Det er en af de mest æggende former for fælles musikdyrkelse, men udover gymnasiesangbogen har vi absolut intet brugbart. Vi savner overkommelige ting af passende sammenhæng og længde, lad os sige et kvarters tid. Jeg tænker på et moderne sidestykke til Schulz' Serenata ini Walde zu singen, påny udgivet og »bearbejdet« af Walter Rein i Kallmeyers forlag. Vi skulde jo desforuden ikke helt begrave os i fortiden, men også drage nutiden ind i musikdyrkelsen. Det sker i Tyskland (Hindemith), det samme må være muligt herhjemme. I det hele taget lider vi i Daninark af en sørgelig mangel på initiativ. Et sidestykke til Singgemeinden og Singwochen findes ikke herhjemme. Når 2 skoler kan mødes til fodboldkanip, hvorfor kan de så ikke en gang om året mødes til en fælles musikdag, evt. flere dage, hvor hver skole kommer med sit eget og et for begge fælles repertoire. Det hele kunde afsluttes med en fælleskoncert, til lige stor glæde for sangere og tilhørere.

Der er mange andre problerner, en sanglærer stedes overfor. Hvad skal han fx. stille op med en gymnasieklasse, der består af 30 mandlige elever og kun 5 kvindelige? Blandet korsang kan ikke dyrkes. Der er da 2 udveje. For det første kan man dyrke 2- eller 3-stemmig sang for lige mandsstemmer, 4- stemmig mandssang er uoverkommelig i en skole. Også her byder valget af sange vanskeligheder. Ikke alle 3-stemmige sange, der egner sig for pigestemmer, kan bruges i det dybe leje. Et grelt exempel er Weyse. Det kommer let til at lyde for grumset, når stemmerne ligger tæt op ad hinanden og fortrinsvis har lige bevægelse. En udvej er det da at synge kanons, helst ikke med mere end 2 eller 3 indsatser. Det er desforuden en god forøvelse til polyfon sang. På dette punkt har Hakon Andersen og Finn Høffding hjulpet os ud af forlegenheden ved deres nye samling af danske kanons. For det andet kan man benytte timen til indøvelse af stemmer til fællessangen, så vi ikke har vanskeligheder på det punkt, når skolekoret mødes. Endelig er der jo spørgsmålet om det under punkt 3 formulerede formål med sangundervisningen, den musikalske kultur.

Hvad er i det hele taget musikalsk kultur? I alle fald ikke det samme som viden besked med større eller mindre dele af de forskellige musikteoretiske discipliner. Jeg kender en kunstmaler, som ikke kender en node, men som har et forbavsende fint øre overfor godt og ondt i musiken. Og jeg kender klaverspillere med teoretisk uddannelse, hvis horisont indsnævres af Schumann, Chopin, Liszt o. I. I den musikalske ungdomsopdragelse er det instinktet, man skal arbejde med; lade eleverne få forståelsen af, hvor smukt og velafbalanceret en musikalsk linje kan virke, for de mere musikalske og større forklare, hvilke principer der intervalmæssigt og rytmisk ligger til grund. Smagen er almindeligvis dårlig. Men ved kun at synge gode sange må det da omsider blive bedre. Foredrag med demonstrationer er også en vej. Fx. gøre opmærksom på den formelle lovmæssighed i en sonate. Ved exempler vise forskellen mellem Mozart og Beethoven, heller ikke være bange for at vise, at Rachmaninoffs præludium, hvis den kræves, er noget bulder. Nogle lader sig i alle fald overbevise. Man kan også vise, at der trods alt er mening i det moderne. Jeg har haft stor glæde af at spille Bartóks rumænske folkedanse og julesange for en III. G. Enhver må her finde sin måde at arbejde på. Meget er også afhængig af forhold og elever.

Denne artikel må ikke opfattes som velmente råd til kolleger. Dertil har jeg ikke den fornødne erfaring og indsigt i andre skolers forhold. Jeg har heller ingen praktisk erfaring, hvad forholdene i Tyskland angår, det land, vi skal lære af. Artiklen er et udtryk for den usikkerhed, mange sanglærere vil føle overfor deres fag. Vi har hørt om det nye og bedre, vi vil også gerne selv være med i tiden. Forholdene er ikke gode; skal situationen forbedres, må der arbejdes fra grunden af, med folkeskolen og underskolen. Frem for alt trænges der til samling af alle kræfter, der vil arbejde med på skolesangens højnelse i Danmark.