Kritik og kritik

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 09 - side 179-183

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

KRITIK OG KRITIK

AF MAG. ART. JENS PETER LARSEN

DEN FORANDRING i »Dansk Musiktidsskrift«s Redaktion, som fandt Sted for snart 2 Aar siden, betød ikke blot et Personskifte, men i udpræget Grad et Systemskifte. Fra mange Sider blev den nye Kurs hilst med Glæde; baade officielle og private Udtalelser, saavelsom det stigende Abonnentantal vidner herom. At der ogsaa, har vist sig Modvilje mod Bladet, er dog en Selvfølge, selvom denne Modvilje naturligt nok mest har ytret sig i Kredse, som i mindre Grad har Føling med Bladet, og kun lejlighedsvis er kommet klart frem i Dagen. At Bladet skulde kunne tilfredsstille alle, vil intet fornuftigt Menneske finde paa at forlange. Der findes utvivlsomt blandt Musikere og Musikinteresserede saa mange forskellige Meninger om Musik, at en hvilken som helst klart udtalt Anskuelse nødvendigvis maa finde Modstandere. Hermed skal dog ingenlunde være sagt, at Bladet er fejlfrit. Der kan sikkert fremføres berettigede Indvendinger mod det paa flere forskellige Punkter. Muligt er det dog, at visse, tilsyneladende berettigede Indvendinger ved nærmere Eftersyn viser sig at skyldes manglende Kontakt mellem Bladet og Læserne, og i saa Fald kan en kort Redegørelse maaske virke klarende. Der er, saa vidt det kan ses, især et Omraade, der har vakt Modstand, og det er den i
Bladet stærkt fremtrædende, direkte eller indirekte Kritik, Bladets hele kritiske Holdning. Da dette er et centralt Punkt i Bladets Tilværelse, og da forskellige Udtalelser viser, at man ikke alle Vegne har forstaaet de Motiver, der ligger til Grund for Kritikken, vilde jeg gerne i det følgende prøve ganske kort at gøre Rede for nogle af de Synspunkter, der, i hvert Fald for mit Vedkommende, har været ledende, idet jeg samtidig benytter Lejligheden til at knytte nogle faa Bemærkninger til cand. mag. Clausens Artikel i sidste Nummer af Dansk Musiktidsskrift.

I daglig Tale bruges Udtrykkene Anmeldelse og Kritik jævnlig i ganske samme Betydning. Det er dog langfra alle Anmeldelser, der med Rette kan kaldes Kritik, idet mange af dem mangler det egentlig kritiske Moment: Forsøget paa at skaffe sig selv og andre Rede paa, hvad der egentlig bor i det paagældende Værk, om det har en indre og ydre Mening (eller Sammenhæng eller Logik, hvad man vil; naturligvis ikke Mening == Betydning), eller om det ingen Mening har. Dette er den kritiske Anmeldelses Kendemærke, i Modsætning til den mere refererende Anmeldelse, der indskrænker sig til at resumere Indholdet eller gengive et rent overfladisk Indtryk, og Reklamen (positiv eller negativ), hvis Standpunkt er bestemt udfra økonomiske eller personlige Interesser, uden Hensyn til Værkets Indhold eller Værdi.

Overfor ren (ikke anvendt) Kunst lader en egentlig kritisk Behandling sig kun tildels gennemføre. Det er muligt at paavise aabenbare Stilujævnheder, Brist i den kunstneriske Logik, og det kan praktisk talt objektivt afgøres, om Behandlingen af Stoffet er rigt varieret eller mat ensformig, men det egentlig grundlæggende Spørgsmaal: om det drejer sig om et virkelig inspireret Værk, et Kunstværk, lader sig ikke afgøre ad Fornuftens Vej, men appellerer til Følelsen, kræver en kunstnerisk Indføling (Intuition), som ikke kan begrunde en objektiv Dom. Om de helt fremragende og de helt daarlige Værker er der sjældent, virkelig Uenighed (i hvert Fald blandt dem, der kender lidt til Sagerne og ikke dømmer ud fra Klikeanskuelser), men om den store Mængde af Værker, der ligger mellem disse to Poler, er der tit lige saa mange Meninger, som der er Kritikere. Den Kritiker, der er i Stand til at give en værdifuld og levende Bedømmelse af Kunst, kan utvivlsomt gøre stor Gavn, men for hver een saadan god Vejleder, findes der oftest ti halvt eller helt daarlige, saaledes at »Kunstkritikken«s samlede Værdi bliver temmelig problematisk.

Anderledes stiller det sig, naar vi har med Kunst at gøre, der paa en eller anden Maade kan karakteriseres som formaalsbestemt. Naar et Værk søger at løse en bestemt, mere eller mindre bundet, Opgave, vil der altid være givet visse Betingelser, som maa opfyldes, hvis Opgaven skal siges at være løst. Et Koralforspil eller en Salmemelodi til Gudstjenestebrug stiller visse praktisk-kirkelige Krav, en Klaveretude, stiller visse tekniske og pædagogiske Krav, en Lærebog stiller visse videnskabelige og pædagogiske Krav o. s. fr. Det er nødvendigt, at disse Krav opfyldes, hvis Værket skal være brugbart, men skal det være fuldt tilfredsstillende, maa det tillige være kunstnerisk værdifuldt. At dette sidste ikke er nok, kan bl. a. ses af Bachs Kantater, der trods utvivlsom kuntnerisk Lødighed maa kaldes uantagelige som egentlig Gudstjenestemusik. Men hermed er tillige angivet den »funktionalistiske« Kritiks Grænse: den kan kun sige os om Værket er egnet, ikke om det er godt. Det bliver saaledes nødvendigt. at tage den kunstneriske Vurdering til Hjælp, hvorved den endelige Dom ogsaa, her til en vis Grad bliver subjektiv. Men vi kan dog med relativ Sikkerhed afvise en Mængde Værker som uegnede til det Formaal, de ønsker at tjene.

Da Bedømmelsen saaledes i begge Tilfælde i væsentlig Grad afhænger af Anmelderens Skøn, maa der stilles strenge Krav til hans personlige Kvalifikationer. Det uopnaaelige Ideal maa være en med ufejlbarlig kriffik Sans udrustet, fuldt ud sagkyndig og absolut uafhængig Anmelder. Rent praktisk kan man forlange af en samvittighedsfuld Anmelder, at han aldrig paatager sig at anmelde et Værk, overfor hvilket han ikke føler sig tilstrækkelig sagkyndig, og at alle personlige Hensyn lades ude af Betragtning ved enhver Bedømmelse. Om ens kritiske Evne slaar til, er jo et Spørgsmaal, man ikke selv kan besvare. Afgørelsen heraf maa i første Omgang Bladets Redaktør træffe. I det lange Løb vil Anmeldelsernes Autoritet (eller Mangel herpaa) vise sig i deres Evne til at overbevise dem, der er i Stand til at fælde en selvstændig Dom om de Værker, der behandles.

Som Følge af Kritikkens delvis subjektive Karakter vil det altid være muligt at svække, dens Virkning ved en Udnyttelse af denne Svaghed, enten man nu nøjes med det velkendte: »Om Smag og Behag kan der jo altid diskuteres«, der umuliggør al Diskussion, eller man erklærer Anmelderen for inhabil af personlige eller saglige Grunde. Der kan ofte rejses mere eller mindre berettigede Indvendinger mod en Anmeldelse, alene af den Grund, at det jo er umuligt at faa alting med, og enhver Anmeldelse derfor bliver mere eller mindre eensidig. Kun maa der til dem, der paatager sig en saadan Korrektion, naturligvis stilles de samme Krav om Sagkundskab og personlig Uafhængighed. Jeg vil i denne Forbindelse gerne nævne et enkelt Punkt, som tit giver Anledning til Misforstaaelse. Naar der til Belysning af bestemte Svagheder i et Værk fremdrages visse konkrete Eksempler, bliver det ofte udlagt paa den Maade, at Anmelderen »hænger sig i Smaating«. Det maa betones, at Eksemplerne kun har Interesse som Symptorner paa tilstedeværende Svagheder, ikke som isolerede Fænomener. Naar saadanne Eksempler er godt valgt (se f. x. Hamburgers. Anmeldelse af Aagaards Præludier), siger de ofte mere end lange Udredninger.

Man kunde imidlertid stille det nærliggende Spørgsmaal, om en saadan streng Kritik er paa sin Plads her i Dansk Musiktidsskrift. I en privat Kreds, hvor Bladets kritiske Virksomhed kom paa Tale, var der saaledes nogen Uenighed om, hvad Nytte Bladets Læsere kunde have af disse kritiske Anmeldelser. Det blev hævdet, at de fleste af Læserne (her tænktes vistnok først og fremmest paa Medlemmerne af U. T. S., ikke paa de øvrige Holdere) vilde have mere Glæde af en rent orienterende Anmeldelse. Heroverfor mener jeg, det maa hævdes, at da Dansk Musiktidsskrift er vort eneste almindelige Musiktidsskrift, og overhovedet det eneste Sted, hvor en virkelig saglig Undersøgelse af Musik og Musiklitteratur kan finde Sted herhjemme, maa vi ikke for nogen Pris opgive Anmeldelsernes kritiske Karakter. Det er vist ikke for meget sagt, at det i væsentlig Grad skyldes denne kritiske Indstilling, at Dansk Musiktidsskrift fra en temmelig ubemærket Tilværelse er naaet frem til en i visse Maader førende Stilling indenfor vort Musikliv.

Cand. mag. Clausen beskæftiger sig i sin Artikel »Sang i Gymnasieskolen« en Del med min Anmeldelse af »Gymnasiesangbogen«. Det er hans Indtryk, at jeg ikke yder Udgiverne fuld Retfærdighed. Jeg forstaar godt dette Indtryk og kan til en vis Grad give ham Medhold. Cand. Clausen skriver, at han ser Bogen fra Sanglærerens Synspunkt, mens jeg ser paa den som kritisk Anmelder, og det er ganske rigtigt her Skellet ligger. Fejlen ved min Anmeldelse er, at jeg lovlig eensidigt, har hæftet mig ved Bogen som litterær Frembringelse. At den i den øjeblikkelige Situation betyder Afhjælpning af et meget stort Savn, ja, paa sin Vis er noget af en Bedrift, burde være frernhævet, og jeg er glad over at faa Lejlighed til at indhente det forsømte her. Naar jeg ikke fandt saa megen Anledning til særlig at frernhæve, denne Side af Sagen, var det tildels udfra den Betragtning, at en Bog, udgivet af to saa ansete Musikere, forsynet med en Indledning af Dr. Jeppesen ,og anbefalet af Mag. Wöldike, ikke havde yderligere Anbefaling behov for at gøre sig gældende. At de kritiske Bemærkninger rent kvantitativt er i Overvægt, hænger jo iøvrigt sammen med, at det altid tager mere Plads at begrunde Kritik end at fremsætte Ros. Men iøvrigt, er jeg altsaa enig med cand. Clausen paa dette Punkt.

Derimod kan jeg ikke give ham Medhold, naar han søger at reducere min Kritik til Petitesser. Jeg anser den af mig fremsatte Kritik for berettiget, og det af cand. Clausen anførte rokker ikke paa noget Punkt mine sagligt fremførte Indvendinger. Naar cand. Clausen skriver: »Den bebrejdede planløshed er i mange tilfælde en nødvendig. En antologi må være baseret på udvælgelse, om medtagen og udeladelse kan der altid diskuteres. Men når udvælgelsen er god og fyldig indenfor de begrænsede muligheder, hvorfor så fortabe sig i petitesser«, saa er dette i Virkeligheden Forplumring uden noget reelt sagligt Indhold. Og naar han vil forsvare Bearbejdelserne ved Paaberaabelse af disses Nødvendighed, kan jeg nøjes med at henvise til de af mig anførte Eksempler (Nr. 5-12, 14, 33, derimod ikke 13, 15, 18, 20 ,osv.), der tydeligt viser, at det er den unødvendige, umotiverede Bearbejdelse, jeg tager Afstand fra. Naar det endelig fremhæves, at jeg særlig har hæftet mig ved de dødfødte Numre, viser det (som ovenfor berørt) en manglende Forstaaelse af, at disse Eksempler kun skal illustrere de principielle Svagheder i Bogens Anlæg: den uheldige Sammenblanding af to Formaal, den paa visse Punkter fremtrædende Stilforvanskning og den redaktionelle Unøjagtighed. Dette staar stadig fast, og Paavisningen heraf er nødvendig, ogsaa af Hensyn til kommende Udgaver paa dette Omraade. - For en Ordens Skyld skal jeg blot notere, at jeg absolut ikke ser Værdien af »Der Musikant« i dens Udsættelser og Bearbejdelser, der for en stor Del er afgjort daarlige, men i det fortrinlige pædagogiske Anlæg og i det glimrende lineærtprægede, ikke accent-rytmiske Melodistof, der i fremragende Grad er egnet til Forberedelse af flerstemmig Musikudøvelse, i Modsætning til f.x. vore Fædrelandssange. Det var Manglen af et saadant Materiale, jeg beklagede i den rent i Forbigaaende fremsatte Bemærkning om »Indøvelsen af bestemte Sange«, der, som Artiklen i det hele taget, ikke drejede sig om selve Undervisningen, men om Materialet for Undervisningen. At den nævnte Sætning skulde kunne opfattes som Kritik af Sanglærerne, er ikke noget øjeblik faldet mig ind.

Jeg har betragtet »Gymnasiesangbogen« som en Samling af Materiale og som saadan fundet visse principielle Fejl ved den. Cand. Clausen har som Sanglærer fundet Bogen meget værdifuld. Begge Vurderinger turde være rigtige ud fra deres Synspunkt og nyttige til Supplering af hinanden.

Årgang 5/1930, nr. 09