Musik og bevægelse

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 09 - side 183-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIK OG BEVÆGELSE

AF ELSE BARTHOLDY ASKOV

OLAF JACOBSENS Notits om Dalcroze i DMT's Oktoberhæfte finder jeg en Anledning til at lægge Spørgsmålet Musik-Bevægelse hen til Tidsskriftets Læsere, spec. dem imellem dem, der komponerer. - At Musik har Indvirkning ikke alene paa den menneskelige Psyke men ogsaa paa den menneskelige Fysik, er ikke en Opdagelse af ny Dato. Men der har vel ikke i Aarhundreder været gjort saa bevidste Forsøg paa at faa udløst disse fysiske Virkninger i Muskelvirksomhed som nu om Dage.

I almindelig Dans følger vi ganske vist Rytmen i tilsvarende Bevægelser, men kun Grundrytmen, og alle de andre musikalske Elementer: det melodiske, det harmoniske og det dynamiske lades ude af Betragtning, tjener kun som stimulerende (evt. hæmmende!) Faktorer.

Og dog er det ikke alene Grundrytmen, almindeligvis kaldet Takten, der ansporer til Bevægelse, men ogsaa, den Spænding, der indeholdes i de rytmiske Enkeltheder, hele det rytmiske Liv. Det samme gælder Melodien med dens op og ned og Harmonien med dens Vekslen mellem Spænding og Udløsning og - ikke mindst -- Dynamikken: alt det, der holder vor Opmærksomhed fangen ved sin Spænding-Afspænding, giver en Reflex i vort motoriske Apparat, som vi i Almindelighed, dannede som vi er, holder nede, men som det vilde være en Lise at finde Afløb for.

I Kunstdansen. og Plastikken sker der en større Fordybelse i Problemet Musik-Bevægelse. Ofte møder vi der smukke Tilnærmelser. Ulla Poulsens Udførelse af Strauss og - til Nød - Chopin virker ret tilfredsstillende. Men overfor hendes Udførelse af Beethovens Cismoll-Sonate naar man ikke længere end til at sige til sig selv: »Der er noget om det«. Hun reagerer paa de rigtige Steder, men altfor voldsomt, for haardhændet. Det er ikke Cismoll- Sonaten Beethoven er for sjælelig til at kunne gengives i kraftige Kropbøjninger bagud og nedad. Saa synes Eurhytmisterne fra Dornach en Del nærmere Sandheden. For man har hele Tiden Fornemmelsen af, at der maa, være en Sandhed, det rigtige maa kunne findes. I hvert Fald den romantiske Musik, i Særdeleshed den senromantiske, har et stærkt Moment af Fysik i sig, der naturligt vækker de motoriske Impulser. Man sammenligne engang den fysiske Virkning af f. Eks. Mozart, der er Sjæl, med Brahms, eller Wagner, hvor man knapt kan faa Vejret for stofligt Pres. Renæssancens Krav om Frigørelse for alt menneskeligt, der begyndte i Aand, endte saasandt i Kød. De Bevægelser, der skulde udløse en Wagners Musik, vilde blive voldsomme, utøjlede og omfattende hele Kroppen, mens den fysiske Reaktion overfor Klaccisismen vilde findes at blive meget enkel. Det er slet ikke de samme Nervekomplexer, der paavirkes i de to Stilretninger. Interessant engang at faa disse Forhold udredet. Skulde der i de Sievers'ske Undersøgelser over Klangkurver findes en Vej fremad her? Man kunde i hvert Fald tænke sig, at hans Elever fik opøvet en musikalsk-motorisk Følsomhed, som kunde overføres fra dette specielle Omraade til alle de musikalske Dimensioner, der hver for sig rummer Spændingsforhold, og som tilsammen skaber en psyko-fysisk Overladning hos den modtagelige Tilhører, som maa. kunne »faa Luft« gennem Bevægelse.

Foruden de videnskabelige og specifikt kunstneriske Opgaver ligger imidlertid paa dette Omraade ogsaa de rent praktiske og pædagogiske og venter. Eller rettere sagt: En Mængde Mennesker i alle Lande er ivrigt optagne af at bringe de Værdier, der ligger i Forholdet Musik-Bevægelse, ud til det brede Lag.

Olaf Jacobsen omtalte Dalcroze. Hans Udgangspunkt er Musikken. Særlig ud fra Rytmen aabner han en Verden af Oplevelser, idet Eleverne faar Lov at omsætte dens Virkninger i deres Legeme, udløse dens Liv i parallele Bevægelser. Her i Norden har vi i Agnete Bertrams og den stilrene Bjørksten'ske Gymnastik fundet Udtryk for den rytmiske Trang, som synes at være almeneuropæisk i Tiden. Til Støtte for Rytmen søger man da efter Instrumenter og havner naturligvis i det altformaaende og allestedsnærværende Klaver. Men her er Udgangspunktet, i alt Fald hos Elli Bjørksten, saa afgjort det gymnastiske a: Legemets Styrkelse, hvorpaa der arbejdes rationelt med øvelser for alle Muskelgrupper. Det vil sige, at Musikken skal findes til givne øvelser.

Det siger sig selv, at det er meget vanskeligt at finde Musik, der i Rytme, Opbygning og Karakter falder sammen med de øvelser, en Gymnastikpædagog finder tjenlige for sit Formaal. Her trænges i høj Grad til et Samarbejde mellem Gymnastik- og Musikpædagoger. Forkaste Brugen af Musik kan man ikke, naar man ved noget om dens Evne til at sætte Arbejdsydelsen op baade, kvantitativt og, i den rette Leders Haand, ogsaa kvalitativt, og - ikke mindst - naar man ved lidt om Elevernes Glæde ved at føle sig baaret i deres Bevægelser af Musikken. Det, det derfor gælder om, er at finde eller bedre: at skabe Musik, der egner sig til Brug i Gymnastik. Musikken skal være mere. end et rytmeunderstøttende Accompagnement, den skal være Kommandoens Hjælper til at give Karakteren af den foreliggende øvelse, ,og den skal løbe parallelt med øvelsen i alle dens Enkeltheder, saa der ikke blir Tale om, at f. Eks. Melodien modarbejder Bevægelsesretningen, eller at Harmonierne er for tunge eller for spinkle til at være Basis for Bevægelsen.

Der er saa megen Skønhed i den moderne Kvindegymnastik, at det kun kan være en smuk, omend meget bunden, Opgave at komponere Musik dertil. Ogsaa rene »Arbejdsøvelser« med ringe eller intet Skønhedsmoment trænger til en Komponist Interesse, idet de kræver rytmisk Støtte. Maaske er Melodi og Harmoni her ikke paa deres Plads. Det, der skal støttes, er rent og skært Muskelarbejde, hvor al Lystfølelse er udelukket og Musik i egentlig Forstand derfor vil virke distraherende. Rytme og Klangstyrke i Forhold til Muskelvirksomhedens Rytme og Intensitet er det, der spørges efter.

Der ligger et stort Omraade med mange interessante Forhold m. H. t. Musikelementernes Virkning og venter paa at blive udforsket.

Hvordan bliver nu Arten af den Musik, der er Brug for i denne Sammenhæng? Ja, da der er Tale om noget saa kollektivt som et Gymnastikhold, er det ikke subjektive Finesser som i Solodansen, der skal fremstilles, og ikke Musik af denne Art heller, der kommer i Betragtning. At vi hidtil har maattet tage til Takke med lidt af den Slags ogsaa, er ingen Grund til at fortsætte dermed, naar den Dag kommer, da Komponisterne vil interessere sig for Sagen. Altsaa en lykkelig Opgave for en moderne Musiker, der skyr det subjektive og søger efter det karske og udifferentierede.

Gennem de Erfaringer, der hidtil er gjort, bl. a. med nogle dertil udgivne Musikhæfter som (uundværlige men midlertidige) Hjælpemidler, er vi nu kommen saa vidt, at Tiden er moden
for et Samarbejde mellem Musik- og Gymnastikfolk.

Et stort og modtageligt Publikum vil med Tak tage imod ny Musik til Gymnastik.

Årgang 5/1930, nr. 09