Ny-orienteringens farer

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 09 - side 189-190

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY-ORIENTERINGENS FARER

Idet jeg takker Redaktionen for den Fordomsfrihed, hvormed den har givet Plads for mine åbenbart kætterske Artikler, beder jeg om Tilladelse til i Anledning af d'Hrr. Hamburgers og Bentzons Indlæg at fremsætte nogle Bemærkninger, med hvilke jeg for mit Vedkommende(1) betragter Diskussionen som endt.

Mag. Hamburger anker alvorligt over min Tone. Jeg kan selv tåle en hel Del; havde jeg været klar over, at min Tone vilde gå Hr. H. således på Nerverne, vilde jeg have talt blidere; thi det er ingenlunde mit ønske at såre Hr. H., hvis Artikler i dette Blad jeg har høstet både Glæde og Belæring af. Dernæst Sagen selv:

Meningen med mine to Artikler var den at pege på nogle meget alvorlige Farer, der efter min Mening truer den moderne Musikproduktion og hele Indstilling til Musik; kort udtrykt Faren for, at den Subjektivisme, man vilde overvinde - derom er vi vist enige -dukker op igen i nye Skikkelser, som Nissen på Flyttelæsset. Hr. H.'s første Svar til mig konkluderede i, at jeg »fremmaner en hel Række Farer, der dels er imaginære, dels allerede er overvundne«. På dette Punkt - som er mit Hovedpunkt! - tog Hr. H. absolut intet Forbehold: der er ingen Farerl Dette kalder man, rent sagligt, Optimisme; jeg må påny bedrøve Hr. H. med, rent usagligt og subjektivt, at vurdere en sådan Optimisme til Betegnelsen »naiv«; hvortil min Modstander da er berettiget til at svare, at »naiv« kan være et Hædersmærke; en stærk Tro er altid naiv, deri ligger dens Kraft!

Så kommer vi til Gustav Smitli, hvis Stilling(2) efter min Mening netop klart viser Faren for en ny Subjektivisme. Smiths Fremhævelse af »Funktionslysten« er, fastholder jeg, den vildeste Subjektivisme: Musiken degraderet til et Middel til Selvudfoldelse. Men, siger Hr. H.: i hvert Fald må man da være enig med ham i Betydningen af selve den mentale Funktion, og arbejde på at udvikle denne. Heri er Hr. H. ganske enig med Smith, som mine ikke fordrejede, men ordrette Citater har vist.

I sit sidste Indlæg understreger Hr. H. det endog ved at fortsætte Citatet med en Passus, som jeg »viseligt har undladt« at citere - om, at den mentale Funktion, Anspændelsen, må forøges, når Musiken er »kompliceret eller usædvanlig«. Jamen det viser jo netop, hvor ravgal hele denne Indstilling er! At Musik er kompliceret, betyder jo ikke, at den er kunstnerisk værdifuld; den mentale »Anspændelse« står altså ikke i noget Forhold til, om man oplever Musikens Kunstværdi. Bachs Fugaer er dog ikke skønne, fordi de er lærde, men trods dette!

Hr. H. skal gerne få Svar på, »hvorledes man skal tænke sig den åndelige Forbindelse mellem Tilhører og Kunstværk, når man fornægter den mentale Funktions Existens« - når han først vil svare mig på, hvordan det kan forklares, at han kan se, høre og smage? Det er nu engang ikke alting, der kan forklares - men det behøves heller ikke. Vi ser, hvis vi ikke er blinde; og vi opfatter Musik, hvis vi er musikalske. Vi kan blive nødt til at se to Gange, eller at bruge Briller; men hvis vi kun glor på Brilleglassene, så ser vi ikke det, vi købte dem for bedre at kunne se. Sæt »mental Funktion« i Stedet for Brillerne, og De har hele Sandheden om denne. Naturligvis existerer den - der sker noget i os, når vi hører Musik, vi kan også for mig gerne kalde det et »Arbejde«, ligesom Hjertets og øjets; men nøjagtigt i samme Grad dette Arbejde gøres bevidst - »Anspændelse!« --- ophører det med at opfylde sin Funktion.

Dette er af eminent pædagogisk Betydning. For at opleve Musik dybt og ægte, skal man netop lære at »sidde og gabe« - glemme sig selv radikalt og være »lutter Ure«. I denne Henseende var Romantikerne ofte mere objektive end vi!

Til Hr. Jørgen Bentzon har jeg ikke så meget at sige, bl. a. fordi hans Standpunkter forekommer mig så vigende og uklare, at jeg ikke rigtig ser noget at svare på. Men det er unægteligt - vi er vist endda enige herom - et uvurder ligt Fortrin for en skabende Kunstner, der jo helst ikke skal være Filosof! Een Bemærkning finder jeg dog, jeg bør gøre.

Hr. Bentzon lader mig repræsentere den »sympatiske, velmenende Dilettantisme«. Jeg takker ham for denne Betegnelse, selv om der jo nok ligger en lille Brod i den; når man senere (ganske vist i en speciel Forbindelse) læser, at »Dilettanterne tæller jo ikke«, får man desværre bestyrket sin Anelse om, at Brodden er det vigtigste.

Jeg anerkender imidlertid ganske Betegnelsen, og jeg tror, Hr. Bentzon vilde gøre klogt i at ændre den Indstilling overfor Dilettanterne, som sådanne Udtalelser bærer Vidnesbyrd om. For det første ved han jo godt selv, at en sådan - skal vi sige: lidt overlegen - Indstilling er umoderne. Vi Dilettanter står endog i meget høj Kurs idag! Men det er kun Mode, og den kan forandres.
Mere vigtigt er dette: hvem skriver Jørgen Bentzon egentlig Musik for?
ikke for Kollegerne eller den »faglige« kritik? Jeg vil ikke tilbageholde den Bemærkning, at en sådan rent »artistisk« Tendens har været mig påfaldende i de af hans (talentfulde) Kompositioner, jeg har hørt, lige som i adskillige andre moderne Musikværker. Men
jeg har dog haft den Følelse, at han selv stræbte bort derfra. Jeg skulde vel vogte mig for at optræde som bedre vidende Læremester overfor nogen skabende Kunstner i Spørgsmål, der angår den kunstneriske Teknik. Det er jo desuden umuligt, at nogen sand Kunstner på dette Område kan belæres, af andre end af Kunsten selv og sin egen musikalske Følelse. Men dybt under alle Slagordene »Saglighed«, »Følelse«, »Håndværkerdygtighed«, o. s. v. - de stiger og falder i Kurs med Tiderne - ligger der almenmenneskelige Værdier og Oplevelsesformer, og almenkunstneriske (både for Komponisten og Tilhøreren gyldige) Værdier og Love, og disse er på den inderligste - og for Forstanden ufatteligste - Måde knyttet til hine. Det er dem der bevirker, at enhver yderliggående Ensidighed i Kunsten altid følges af en Reaktion - man føler, at noget væsentligt er overset.

Nuvel, det sker undertiden, at megen Lærdom gør også Kunstnerne rasende - det være sig artistiske Experimenter, kunstfilosofiske Ideer, eller historisk Forskning. Det kan da også ske, at den velmenende Dilettant kan have et Ord at sige - måske blot dette: undskyld., vi er her også, og hvad vil I egentlig. gøre uden at have os med ?

Fodnoter:

(1) og bladet for sit! (red.)

(2) og navnlig den store Interesse han vakte her i Byen, hvor der jo endogså blev lavet en hel Aften på ham!

Ove Lundbye.

Årgang 5/1930, nr. 09