Fra musikens overdrev

FRA MUSIKKENS OVERDREV

AF SVEN LUNN

OVERDREV kaldte man i gamle Dage den Jord, der laa udenfor de egentlige Bymarker. Den laa udyrket hen og blev kun i Sommertiden lanvendt til Græsning og Høslæt.

Overdrev kendes endnu, man kan finde dem gemte fjærnt fra Gaard og By, og endnu ligger flere af dem hen som Jord, der aldrig har været under Plov. Frodigt gror de vilde Blomster der, og bag Krat og Tjørn og vilde Roser ligger Kæret uberørt med Krans af Brudelys og gule Iris. En krydret Duft staar der, og et myldrende Liv er der af Insekter og Dyr. I Foraarstiden skriger Viben, i Sommerdisen synger Lærken, og i de mørke Efteraarsnætter kommer Graagæssene paa Træk nordfra med deres lange og hæse, metalklingende Skrig.

En egen Stemning er der derude, ingen Vej gaar der, og ingen Sti er banet. Der er saa forunderligt frit, - der er kun den rene utæmmede Natur.

Musikken har ogsaa sit Overdrev, Stedet hvor Planterne gror vildt, og Jorden ikke er taget under Kultur. Musikkens Overdrev er den Samling af Skitser og Fragmenter - alle de ufærdige Værker - som de store Mestre har efterladt sig. - Ligesom i Malerkunsten ser man ogsaa ofte her, at Skitsen har en Friskhed, man ikke genfinder i det færdige Arbejde. Og tit forstaar man bedre Værkets Idé netop gennem Skitsen.

Da Schubert døde, efterlod han Skuffer og Skabe fulde at Kompositioner. Mange var fuldendte, men andre havde han ikke naaet at gøre færdige. Den 8. Symfoni - »Den ufuldendte« er velkendt, men det er kun et blandt mange. Af de øvrige ufærdige Ting er det meget lidt, der er kendt, men det er er egentlig Synd, for blandt disse Skitser og Fragmenter findes noget af den bedste Musik, Schubert har skrevet. Det synes næsten at være Tilfældet, at i de Værker, der udkom i Schuberts Levetid, har han stræbt efter at tilfredsstille den herskende Smag. Baade hvad Indhold og , Form angaar ligger de Kompositioner, der er forsynede med Opusnummer nær op ad Samtidens. Han har maattet bøje sig for sin Tids Krav, ellers kunde han ikke træde frem for den. Anderledes derimod med de fragmentariske, Værker. Den konventionelle Konversationstone, man ofte møder i hans - desværre populæreste Værker, er forladt, og vi træffer den rigtige Schubert, Schubert uden sin Tids Klæder paa. Der er Steder, hvor han ganske sprænger Formen, bryder sig Fejl orn alle Vedtægter og Regler og blot synger ud. Der er Steder, hvor man kan se, at han har prøvet at skabe en ny Form, fordi han i ingen af de gamle kunde sige, hvad han vilde.

I det Bind, Peters har udgivet soni Supplement til den gængse to Binds Udgave af Sonaterne, findes ogsaa optrykt en fuldstændig E-Dur Sonate og en C-Dur Sonate, hvor de tre første Satser er færdige, medens den fjerde - en Rondo - ender i det uvisse. E-Dur Sonatens første Del gør nærmest Indtryk af at være tænkt som Led i en Strygekvartet, medens C-Dur Fragmentet kunde tænkes som en Symfoniskitse. - Alt i alt kender man fra Schuberts Haand syv ufuldstændige Sonater og en Mængde mere eller mindre fuldendte Klaverstykker. Nogle af Sonatefragmenterne ender straks efter 1. Dels Exposition, medens andre er ret fuldstændige.

Saaledes fortjener en f-moll Sonate (S. 21, Nr. 12 (1)) at kendes. Allerede den magtfulde, fremadstræbende Begyndelse lover meget. Det er et storartet Arbejde, og det er for saavidt, fuldendt, idet det kun rnangler Repriseleddet i første Sats. Begyndelsen til det er skitseret, og det er egentlig kun at tage Expositionsleddet igen og lade det ende i f-moll (2)». 2. Sats - Scherzo -- og 3. Sats en Mellemting mellem Sonateform. og Rondo - er fuldstændige. En Andante savnes ikke, da begge de sidste Satser er meget cantabile. Et Eksempel fra Slutsatsen vil vise det:

Meget cantabil og ægte »schubertsk« er et Fragnient, af en Sonate i cis-nioll (S. 21, Nr. 13). Fragmentet bestaar kun af 1. Del Exposition, men d« er til Gengæld af en overvældende Skønhed. Temaet klinger senere ud i Kun 70 I`akter er det og dermed slut.

Interessant er ogsaa et ret fuldstændig Fragment af en Sonate i Des-Dur. (S. 21, Nr. 9). Det er en Skitse til den kendte Sonate i Es-Dur 0P. 122. Der ligger efter al Sandsynlighed flere Aar mellem Fragmentet, der er fra 1817, og 0P. 122. I Fragmentet er Slutsatsen ikke skrevet færdig, og Menuetten er ikke kommet til endnu. Ellers er omtrent den eneste Forskel mellem Ydersatserne i de to Sonater den, at Fragmentet hele Tiden staar en hel Tone lavere. Dette er i og for sig ganske ejendommeligt, men endnu mere chokerende er, at Andanten, der i Op. 122 staar i g-moll, i Fragmentet er helt nede i cis-moll. Heraf kan man se, at det ikke har været den absolutte Tonehøjde, der har været det afgørende Moment.

Som sidste Del af en ufuldstændig Sonate i E-Dur findes en Allegretto (udgivet som »Allegretto für Klavier« 1907), der synes at være stærkt inspireret af Rondoen i Beethovens Klaversonaite 0P. 90:

Det vilde føre for vidt at opregne alt, hvad der paa denne Maade er overleveret os fra Schuberts Haand. Hans Produktion er alt for rig, og stor dertil. Man tvinges mere og mere til Beundring for hans overvældende Geni, naar man ser, hvad han har overkommet at skabe. Mange af hans mest kendte Arbejder »lmpromptus« og, »Moments musicaux« er kun blege Skygger ved Siden af, hvad man kan finde i den Del af hans Produktion, der for de fleste er ukendt.

Schubert deler Skæbne med saa mange andre Komponister, en ganske lille Del af hans produktion er dyrket og forgudet, nogle ganske bestemte Værker, som man saa faar Lov at høre om og om igen, tidlig og silde indtil Trivialitet. Det bunder sikkert i en uhyre
menneskelig Skavank: Folk vil helst høre noget, de kender. Det er ligesom Børn, der skal høre Eventyr. Altid det samme, og med de samme Betoninger og Ordsammenstilliiiger. Af Schuberts c. 600 Sange hører man næsten ikke andet end "Müllerlider", »Winterreise«,
,,Schwanengesang« og de saakaldte »Ausgewählte Lieder«. Dog findes der i den øvrige Produktion saa pragtfulde Ting, at man undres over, at de er saa lidt kendte.

Ganske modsat Schubert staar Beethoven. Gaar man til hans Skitser og Udkast, bliver man ofte slaaet af hvor almindelige - ja, endog banale Hans Første-Arbejder kan være. Hans Temaer er tit flade, og først efter at han har gennemarbejdet dem - æltet dem sønder og
sammen - faar de den Form, som han kan bruge. Det var ikke under den store Inspiration, han skabte sine Værker; han maatte arbejde meget med sit Stol', før det fik den endelige Form. Paradoxalt kan man sige, at Schubert skabte med Hjærtet, men Beethoven skabte med
Hjærnen. - Schubert var et Barn af sin Tid, - Beethoven vilde være det Schubert maatte arbejde med sit Stof for at give det et Præg, som tilfredsstillede det konventionelle Wienerborgerskab. Beethoven kæmpede med sejg sammenbidt Energi for at slippe ud over det haydn-mozartske, som laa ham i Blodet.

En Del af Beethovens Skitser er udgivet. Det er ikke meget, der ligger i Fragment fra hans Haand. Almindelig kendt er 1. Del af en Klaverkoncert i D-Dur, men saa at sige ingen aner, at der ogsaa foreligger Fragmentet af en Violinkoncert i C-Dur. Der eksisterer kum første Tutti og en bredt anhagt Exposition, - der mamgler altsaa hele Gennemføringsdelen, Reprisen og Kofdaen. Dog er det ikke Smaating, det drejer sig om, selve Fragmentet er paa c. 250 Takter. Det hele er meget minutiøst udarbejdet, men ender ganske brat, idet der ledes over til en A-Dur Akkord. Der er altsaa Sandsynlighed for, at der har eksisteret mere, men til os er det kun overleveret som en Torso, - men hvad, en Torso har ogsaa sin Skønhed, og det skulde ikke undre mig, om man med Held kunde opføre dette Fragment. - Denne Violinkoncert er vidt forskellig fra den anden, den kendte i D-Dur 0P. 61 Den viser hen
til den unge mozart-paavirkede Beethoven og staar ingenlunde tilbage for Storværkerne i den første Periode. Den er frisk og velgørende fri for romantisk islæt. Straks Begyndelsen viser det:

Det kunde tænikes, at Koncerten var skrevel til et bestemt Orkester eller til en bestemt Lejlighed. Orkestret bestaar nemlig af en Fløjte, to Oboer, to Fagotter, to Horn, 1. og 2. Violin, 1. og 2. Viola og Basso (Cello og Contrabas sammen). Der er altsaa hverken Klarinetter, Trompeter eller Pauker. At der mangler Klarinetter og Trompeter faar endda være, men jeg synes daarlig, man kan tænke sig den unge Beethoven uden Pauker. Ogsaa det, at Violaerne hele Tiden er delte, er mærkværdigt. Alt sammen tyder det paa, at Værket er skrevet paa Bestilling med et bestemt Formaal for øje.

Første Tema er ganske karakteristisk behandlet:

Ligeledes andet Tema, der dukker imiterende frem

Det er relativt lidt, der er tilgængeligt af Skitser og Fragmenter af Haydn og Mozart. Den store Haydn-Udgave er aldrig blevet færdig, man maa inderlig ønske, at det sker. De store Samlingsudgaver har deres Mission i, at man der har et Sted, hvor man kan finde den originale - eller blot ældste - Redaktion af det, man ønsker at lære at kende. Mange af de almindelige Udgaver af de kendte Klassikere er i Virkeligheden ganske forfærdelige med deres Fejl, Fingersætninger, Tilsættelse af dynamiske Tegn, Tempoangivelser etc. - Af Bach foreligger ogsaa nogle faa Fragmenter. Der er samlet nogle Stykker i Bd. VII af Steingräbers Klaverudgave. Der er storartede Ting imellem, men i hvert Fald er et af Fragmenterne, Fragmentet af en Suite i f-moll, uægte. Af Händel er der i de senere Aar fremkommet en hel Del lettilgængelig Klaverlitteratur. For et Par Aar siden kom to Hefter »Pieces for Harpsichord«, og nu i Sommer er der udkommet to Suiter, der laa som Manuskripter i Berlin. Disse to Suiter hører ikke til det bedste, Händel har skrevet, medens der er sande Perler i de to førstnævnte Hefter.

Man vil maaske spørge, om det ikke kan lade sig gøre at fuldføre nogle af disse Fragmenter. Det er i flere Tilfælde blevet gjort, saaledes har f. Eks. en Symfoni i E-Dur af Schubert fristet flere, men Resultatet har aldrig været fuldt ud tilfredsstillende. I enkelte Tilfælde kan det nok lade sig gøre. Saaledes er en henrivende Andantino for Klaver af Schubert (S. 21 Nr. 19) ganske sikkert tænkt efter Skemaet A-B-A.

Hele Strukturen viser det. Den første A-Del og B-Delen er fuldstændige, og derefter kommer Begyndelsestakterne af A-Delen igen. - Det vil ikke være vanskeligt af fuldføre denne Del og finde en passende Slutning i Hovedtonearten.

Disse Skitser og Fragmenter giver et udmærket Billede af de forskellige Komponisters hele Arbejdsmetode og Indstilling. - Her afslører de forskellige sig: Schubert som den lette, sprudlende musikalske, Beethoven som den energisk arbejdende. Spørgsmaalet om Geni er tit kun et Spørgsmaal om Flid. - Ofte har det biografiske Interesse for Forstaaelsen af et bestemt Værks Indhold (f. Eks. Beethovens Eroica-Symfoni eller Wagners »Tristan og Isolde«), men naar det gælder noget rent musikalsk, eller det drejer sig om Vurderingen af det umiddelbart musikalske hos en Komponist, da maa man søge Hjælp gennem Skitser og Udkast. Naar man dukker ned i dem, faar man paa mange Punkter et andet Syn paa de store Mestre, end naar man kun gaar de gængse Veje. Man forstaar bedre, hvad de forskellige har villet med deres Musik, naar man har set den frigjort for Regler og Former og ikke iført sin Samtids Klædebon.

Det er ikke altid saadan, at de bredeste Veje fører til de smukkeste Steder. Det er ikke altid Tilfældet, at man har den største musikalske Oplevelse ved de Værker, som kendes og spilles af alle. De, der blot vil søge, de skal nok finde. - Og de, der er trætte, af at gaa de Veje, hvor alle færdes, trætte af at se Tingene hele. Tiden fra den konventionelle Side, trætte af en Vurdering, der er nedarvet og som bunder i Autoritet, - dem kan jeg raade til at gøre en Vandring ud til Musikkens Overdrev.

Fodnoter:

(1) Schuberts Werke, Serie 21, Nr. 12. - Henviser til den store Samlingsudgave fra Breitkopf & Härtel.

(2) Iøvrigt er denne Sonate udkommet. i Enkeltudgave ved Walter Rehberg hos Steingräber. Rehberg har - udover hvad der var nødvendigt - tilkomponeret første Sats en Slutning, som ikke falder helt i Schuberts Aand. Den tager noget af Glansen af Værket, og man maa hellere være den foruden.