Studentermusikforeningen. Opførelsen af J.S. Bach "Das Musikalische Opfer"

Af
| DMT Årgang 5 (1930) nr. 10 - side 205-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

STUDENTERMUSIKFORENINGEN
OPFøRELSEN AF J. S. BACFIS »DAS 2~IUSIKALISCHE OPFER«

Studentermusikforeningen, der stiftedes for henved 5 Aar siden med (let fortjenstfulde Formaal at -virke som nitisikalsk Kulturspreder blandt Universitetets Studerende ved Opførelse af ældre Kor- og Instrumentalværker, fortrinsvis saadanne, (ler sjældent eller aldrig høres i Koncertsalen, er i de sidste Par Aar - efter at Ledelsen er overgaaet til i Nfagister Mogens Wó1dike --begyndt at udvide Rammerne for Repertoiret ved tillige at give Plads for nyere, ja selv helt ny ~,Iusik, deriblandt ogsaa Værker, der ofte spilles paa offentlige Koncerter. Ved den første af de tre Koncerter, der har været afholdt i Efteraarsseniestret, var (let saaledes en Række hjemlige Komponister af alleryngste Kuld, der førte Ordet, medens den anden helt var helliget NIozart med et særdeles smukt Program, hvoraf (log i det mindste to af Numrene velkendte fra Koncertsalen. Om det betimelige i denne Kursændring har der indenfor Foreningen fra en enkelt Side været ytret Tvivl, en Trøst maa (let da være, at den tredie ,tf Koncerterne - (len, der her skal siges et Par Ord om -- ikke alene var saa »studentermusikforeningsk«, i sit Programvalg, som vel ønskes kunde, men ogsaa, fik et Forløb, der maa bete«,nes som intet mindre end en Oplevelse.

Koncerten fandt Sted Lørdag cl. 6. Dec. i Universitets-Anneksets store Auditorium, der var fyldt næsten til Trængsel. Det var Bachs »Das musikalische Opfer«, det gjaldt, et Værk, der vistnok ikke før er opført herhjemme. Det bestaar af en Triosonate for Fløjte, Violin og Continuo, en Række Kanons og to Fugaer (Ricereata) for lienholdsvis tre og seks Stemmer, det hele skrevet over et Tema, som Bach fik opgivet af

Frederik 11, (la lian i 1747 besøgte denne i Potsdam.

i~lagister Finn Viderø fortalte i et ind~ ledende Foredrag om 'Værket og dets Tilblivelseshistorie og gjorde desuden forud for Udførelsen af livert enkelt Stykke Rede for dets musikalske Karakter, altsammen paa en instruktiv og fornøjelig Maade. Værket, der hørtes i sin Helhed med Undtagelse af den 3stemmige Fuga og en enkelt Kanon, spilledes af ~,ledlem.,mer af Foreningens Orkester under Ledelse af i~logens W~31dike i en god og sikker Gengivelse, der paa fortræffelig Vis klarlagde (len ofte i-neget komplicerede Polyfoni. Af særlig Interesse var den. femte Kanon med sin forbløffende, helt moderne klingende Polyfoni, (den blev forøvrigt ypperligt spillet ikke mindst af Bratschen) og den store 6-stemmige Fuga, der virkede imponerende baade ved sin dristige,, i alle Stemmer forunderligt levende Polyfoni og sin prægtige, mættede Klang.

Hvad der i ganske særlig Grad gjorde .Åftenen fortjent til Prædikatet en »Oplevelse«, var imidlertid liverken Udførelsen, saa udmærket (len end var, navnlig i Betragtning af, at den helt var lagt i Hænderne paa unge Amatører, ejlieller (le mange interessante Enkeltheder ved Værket, som »Fagmanden« kunde sidde og more sig over, men derimod (len store og udenfor al Tvivl ægte Betagelse, der fyldte Tilhørerne ved at lytte til disse Toner. De allerfleste af (le Tilstedeværende var sikkert mødt uden virkelige Forudsætninger for en ""I`ilegnelse af denne Musik, og man kunde derfor have ventet, at Interessen vilde slappes noget, efterhaanden som Aftenen skred frem, men twærtimod steg Bifaldet stadig for sluttelig at kulminere i en stormende Jubel, (ler ikke vilde tage 1.,I'ii(Je, førend inan fik ikke blot 1-,'tig,aen, men ogsaa -- efter energiske Opfordringer -- (len femte Kanon givet (lac,apo! Her paa Aftenens Højdepunkt mærkede man virkelig noget af en ,Stemning,, ,,om man næppe nogensinde kommer ud for i Koncertsalen: Tilhørere og, Udøvende forenet i fælles Begejstring ved Mødet med et af Musikens store Værker.

Paa en Aften som denne føler man grelt det problematiske ved hele (let bes taaende Koncertli,.. I Koncersalen ei (let aldrig - eller saa godt som aldrig, først o,, fremmest Musiken selv, (let gælder, men Udførelsen. Denne er ikke blot til for at tjene Værket, men forlanger at høres paa, bemidres, bedørnines for sin cyen Skyld. Denne saa stærkt betonede Artisme bærer Skylden for (len Skranke, der i Koncertsalen bestaar mellem (le paa Podict i fornem Ophøjethed musicerende Kunstnere og (let a-nclæ,-gtigt lyttende 1»ublikum. Dette Forhold ~ik'være, hvad (let være vilde, hvis ikke (let førte med sig, at Værket selv ligesom rykkedes paa Afstand af

.1

Tilbørerne, men (let er netop, livad der i (te allerfleste Tilfælde sker. Sikkert bar vi her en ,tf ('~,rundene til, at Kon

certsalen i Vore Dage niere og niere Inister ,in Betydning %()ni I~ult Lirfaktor.
Skulde man derfor ønske noget for Studentermusikforeningen, inaatte (let være, at (len - hvilke Linjer (len saa i
Fremtiden kommer til at følge - i
hvert Tilflælde ikke vil stile i Retning
af Koncertsalen. En Stemning solil ve(I
(len her omtalte Aften skabes naturligvis ikke blot ved en Viljesakt, inen alligevel skulde Foreningen s -V il es "" i t
have alle Betingelser for i (let mindste
at bevare (len Aand, der her raadede.
Her er jo (log en Kres ,tf unge Udøvende,
der ikke plages af Virtuosnykker eller
Kunstnerforfængelighed, men udclukkende gaar til Opgaverne af Interesse
for Musiken, og som desuden i Mogen,,
~~.""óIdike har en Leder, der paa saa mange Maader har vist god Føling med 'Tidens musikkulturelle Krav. Det afgørende er naturligvis ikke, om Foreningen til enhver 'Ticl kan finde Værker at
opføre, som ellers ikke spilles ved offentlige Koncerter, men at (len undgaar
at blive en lille Kopi af (le store Foreninger, for sker dette, har (len med det
samme mistet sin Eksistensberettigelse.
I'on1 Hamburger.