Alternative synspunkter i musik, ord og happenings

Alternative synspunkter i musik, ord og happenings

Af Jørgen Falck

Gruppen for Alternativ Musik blev dannet 1970 efter nogle år at have fungeret som De Studerendes Studiekreds for Ny Musik på Det kgl. danske Musikkonservartorium. Året før skiftet fra studiekreds til alternativgruppe blev der arrangeret store mammutkoncerter, som varede op til seks timer. Det var en blanding af koncert og uformel sammenkomst, hvor man kunne lytte, spille, spise og sludre i konservatoriets store sal. Stive koncertvaner og sekteriske manérer skulle nedbrydes til fordel for åbenhed omkring musik.

Ønsket om åbenhed blev også markeret ved fjernelsen af censur. Enhver der ønskede en komposition opført kunne få sin musik spillet. Disse mammutkoncerter eller miljøkoncerter tiltrak en mængde yngre musikfolk - også dem der komponerede lidt i smug, men som aldrig havde vovet sig så langt som at forsøge at få deres musik opført i f. eks. Det Unge Tonekunstnerselskab.

Med navnet Gruppen for Alternativ Musik bevægede kredsen sig udenfor konservatoriet. Koncerterne flyttede til den nyindrettede udstillingssal i Nicolai Kirke, og desuden begyndte Gruppen at spille udendørs. Utraditionel musik blev placeret i en utraditionel ofte polemisk sammenhæng med »koncerter« foran Nørreport Station, i Dyrehaven, på Københavns Havnerundfart og andre steder.

Idéen med at spille ved Nørreport Station var eksempelvis at vise folk, hvor fortravlede, lukkede og stressede de er. - En demonstation i Nørregade mod de københavnske sporvognes nedlæggelse samlede flere hundrede mennesker og fik et forstærket dramatisk forløb, da politiet rykkede ud. Her blev sporvognssangene af Jens Ole Malmgreen, Carl Bergstrøm-Nielsen, Hans Abrahamsen og Fjeld Simonsen spillet:

- For ih hvor den dog stinker
den fine nye bus
af dens ånde får man lungekatarrh,
det er næsten som en rus.
- Hej linie fem, dig vil vi ha'
Og bilen ud af byen si'r vi
bilen ud af byen si'r vi nu!

Gruppen har aldrig fundet det nødvendigt at formulere et bestemt politisk eller ideologisk ståsted i stil med Solvognen, hvis grundlag er socialismens budskab. Selv om Gruppen lægger vægt på en kollektiv arbejdsform, understreges betydningen af, at de enkelte medlemmer kan optræde med individuelle meninger. Hvilket dog ikke har forhindret Gruppen i at agitere for et klart nej til Danmarks medlemsskab af EF og ved en aktion på Det kgl. danske Musikkonservatorium at tage afstand fra denne institutions uddannelsespolitk, som Gruppen mener er reaktionær.

Gruppens medlemmer giver sig også til kende i eget blad, »Bladet«. Her skrev Lars Peter Schultz i 1972: »Vores musik er anderledes (eller megen af den), men vi laver den ikke bare for at gøre den anderledes - musikken er ny, fordi den er lavet nu. ...«

I 1973 skrev Carl Bergstrøm-Nielsen: »Den musik, der for mig i sig selv er alternativ - alternativ til at blive brugt som et middel til at formidle en tilbedende holdning til en fælles kulturel fortid, i stedet for som medium for kommunikation og kritisk eftertanke - bliver altså en musik, der ved sit eget materiale og sin sammensætning er umulig at bringe på alt for velkendte og banale formler (men som naturligvis i så høj grad som mulig har egenskaber, der opfordrer til nærmere bekendtskab). En evt. utraditionel koncertform bliver på denne måde en reaktion på de meddelelser, der måtte ligge i musikken - selv om der så naturligvis kan komponeres bevidst på en ændret opførelsessituation«.

Carl Bergstrøm-Nielsen: - De perfektionskrav, der bl. a. stilles på konservatorierne, skaber menneskeligt set en ukreativ situation. Man påvirkes til at skulle leve op til bestemte normer, der ligesom bliver et mål i sig selv. Som man ser det med hornisten, der skal spille Richard Strauss' Hornkoncert til eksamen på konservatoriet. Her lytter censorerne mere efter teknisk perfektion end efter, om manden har et kreativt forhold til musikken.

Birgitte Alsted: - Det er et historisk problem. Man skal hele tiden leve op til fortiden frem for at leve op til sig selv. Man er god, hvis man indskrænker sig til at efterligne noget. Man behøver ikke udtrykke noget for at være god.

I fem år har Gruppen for Alternativ Musik og Solvognen forfægtet deres sag både indenfor og udenfor under åben himmel. Deres arbejdsmetode har fælles træk - især at de ofte meddeler sig til folk på gaden midt i den travle hverdag eller på anden måde overrasker på steder, hvor man mindst af alt ventede at møde netop dem.

Her diskuterer Birgitte Alsted og Carl Bergstrøm-Nielsen fra Gruppen, og Anne-Lise og Jon fra Solvognen (der ikke bruger efternavne) hensigt og midler.

Solvognen startede i 1970 og var først en lyd- og lysgruppe, der medvirkede ved bl. a. beatkoncerter. Så allierede man sig med skuespillere fra alternative teatergrupper og begyndte at arbejde med gadeteater. Navnet er inspireret af de gamle nordboeres hedenske solvogn, der nu bruges i symbolsk betydning - vognen, der bringer lys. Og med lys menes budskab, socialismens budskab.

Tanken med gadeteater var analogt med Gruppens friluftsarrangementer, nemlig at kommentere eller belyse en aktuel sag. Eller som et medlem af Solvognen udtrykker det: at skabe et teatralsk svar på gaden. Flere og flere sluttede op om Solvognen; og alle kunne være med. Som den første helt store gadeaktion opførte man i 1973 USA-satiren »Wounded Knee«. Solvognen ville »udlevere den amerikanske kultur i al dens utroværdighed«. Aktionen vakte stor opmærksomhed, og sammen med andre dynamiske »teaterekspeditioner« som NATO-hæren og Julemandshæren har Solvognen på enestående måde formået at markere sig langt ud over sin egen kreds af meningssympatisører. En afgørende årsag hertil er den interesse, som massemedierne - ikke mindst radio/TV - har vist. Da Solvognen invaderede Radioavisens redaktion med politiudrykning til følge, benyttede en radiojournalist lejligheden til at skildre aktionen i en både engageret og fantasifuld reportage. Set med Solvognens øjne kunne denne reportage, sendt i Radioavisens bedste sendetid, betragtes som noget af et stykke radioteater. Hvilket siger noget om de effektmuligheder, Solvognen kan bruge som arbejdsmetode. Det er nærliggende at kalde Solvognen for Christianias teater. En stor del af medlemmerne bor ude i fristaden, andre i kollektiver som f. eks. Maos Lyst. Solvognen er altså knyttet til en befolkningsgruppe, der har udviklet sig til at være en kultur i kulturen. Tilsvarende knyttet til en »alternativ« befolkningsgruppe er Gruppen ikke. Også antallet af medlemmer er forskelligt. Mens Gruppen er relativ lille, kan Solvognen mønstre en skare på 200.

Alle disse mennesker administreres af en grundgruppe på 20 medlemmer. Grundgruppen er inddelt i 10 ministerier med to medlemmer i hvert. De sørger eksempelvis for koordination, kostumer, transport og presse. - Flere af de 200 medlemmer har haft en eller anden form for teaterarbejde, men ingen er i traditionel forstand professionelle teaterfolk.

Jon: - Vi har et helt klart socialistisk sigte med vore aktioner. Men i stedet for slet og ret at prædike politik, appellerer vi til folk med fantasien. Vi nærer faktisk ambitionen om at sammenkoble fantasi og et klart formuleret politisk budskab. Som f. eks. Julemandshæren, der både var poetisk og klart politisk. Det var også en fantastisk situation, vi skabte, noget der både overraskede og rystede folk. Og det er nødvendigt. Man må chokere for at skabe motivation for det politiske budskab. Og ude på gaden eller i et stormagasin kan folk ikke undgå at betragte os som en realitet. Vi er der bare, ligesom busstoppestedet. Vi bryder folks rutine og giver det ellers så kendte sted en ny dimension.

På den måde kommer vi ud over mange filtre af vedtagne normer. Arbejdsmetoden er præcision og forståelse for sagen. Det siger sig selv, at vi ikke helt specifikt kan instruere en mand om, hvad han i enhver detalje skal gøre på gaden eller i stormagasinet. Derfor koncentrerer vi os især om at få de medvirkende til at forstå helhedsvisionen - som julemændene. De skulle forstå at de var anbragt i en skizzofren situation, fordi dagens julemand og hans billede på gavmildhedens symbol er falsk. Julemanden er symbolet på kapitalens kommercielle interesser. Og når vore medvirkende både forstår og accepterer, hvad det hele drejer sig om, så handler de også med al den personlige kraft, de har i sig, og skaber et overbevisende udtryk for budskabet på en måde, enhver kan forstå.

Birgitte: - I Gruppen kan man næppe sige, at vi slet og ret bruger fantasien til formidling af et bestemt budskab. Vi arbejder så at sige for alles ret til musikken - så fantasien kan få lov til at udfolde sig frit hos enhver. Derfor går det os mere og mere på, at fantasien har så lille spillerum i de fleste menneskers hverdag. Og derfor kan vi heller ikke arbejde i en etableret institution, fordi man dér som regel er tilbøjelig til at undertrykke den enkeltes fantasi til fordel for såkaldt objektive kvalitetskriterier.

Jon: - Jamen hvad mener I egentlig, når I taler om alles ret til musik?

Birgitte: - Først og fremmest at kapitalens interesser virker fordummende og indsnævrende på det enkelte menneskes udfoldelsesmuligheder. Med den indirekte virkning, at ikke alle får betingelserne opfyldt for at kunne tage stilling til et så vigtigt medium som musikken. For at klargøre det for publikum, kan vi benytte os af teatralske virkemidler eller placere musikken i en sammenhæng, som har forbindelse med folks dagligdag.

Jon: - Det er faktisk morsomt at tænke på, at I i Gruppen er uddannet til at spille klassisk musik - altså den fine musik, som hele det kapitalistiske borgerskab snobber for. Men når man er politisk bevidst og samtidig kan spille klassisk musik, giver det også en aktionsmulighed. Stod det til Solvognen kunne jeg forestille mig at sende en strygekvartet op på F L Schmidts kontor og spille i fuld gala for direktøren for derefter pludselig at afbryde Mendelssohn-musikken og pisse direktøren i hovedet. Sådan en happening ville med garanti finde plads i pressens spalter, og I fik samtidig lejlighed til for et stort forum at sprede de tanker, I har.

Ved at spille Mendelssohn i en happening på F L Schmidt bryder I også et mønster. Et ellers fredeligt og elsket borgerligt symbol formidler pludseligt et politisk budskab. Uden at jeg af den grund mister en tøddel af min kærlighed til hverken julemanden eller Mendelssohn. Tværtimod!

Carl: - Principielt tror jeg. at du har ret. Gruppen har da også gjort noget lignende. Sidste år arrangerede vi en Brahms-aften på konservatoriet i København, hvor vi placerede en række helt nodetro opførelser af Brahms' kammermusik som led i en aktion vendt mod konservatoriets reaktionære uddannelsespilitik. Vi brugte altså Brahms analogt med Jons eksempel. Men størstedelen af den musik vi spiller er nykomponeret. Hvilket vil sige, at mange mennesker ikke regner det vi spiller for at være musik.

Jon: - Solvognen har selvsagt lettere ved at kommunikere direkte og let begribeligt i forhold til en ny musik, der både er anderledes end folkelig jazz, beat og klassisk musik. Jeres skisma er, at I ofte må støde folk, som I netop vil i kontakt med, fra jer. Fordi folk resonérer, at I mener de er dumme, fordi de ikke forstår musikken. Og så vælger folk naturligvis at mene, det er jer der er dumme.

Birgitte: - Det kan godt være, men jeg vil ikke acceptere, at vores musik er uforståelig. Vi prøver at placere musikken i en sammenhæng, der skulle gøre det lettere at forstå den. Også de egentlige koncerter, hvor der både tilstræbes musikalsk og idemæssig sammenhæng.

Ny musik er ikke slet og ret uforståelig. Det virkelige problem er, at langt de fleste mennesker ikke har tid til at beskæftige sig med den. Folk er fortravlede og jager rundt med skyklapper. Det var bl. a. det vi fortalte med aktionen på Nørreport Station.

Anne-Lise: - Jeg føler I har behov for konkretisere jeres egentlige målsætning frem for blot at tale om »alles ret til musik«.

På en måde opfatter jeg jer som en terapeutisk gruppe - terapeutisk for jer selv. Det er godt nok en væsentlig funktion, men det kan aldrig blive den vigtigste. Man kan tage eksemplet fra mange kollektiver. En kreds af mennesker beslutter sammen at finde en ny livsform og et nyt livsindhold. Men hvis deres nye livsform kun fungerer indadtil, er resultatet som regel isolation fra omverdenen, som får kollektivet til at bryde sammen. Det er nødvendigt at kunne kommunikere udadtil.

Jon: - Solvognen anvender en masse musik. Vi går ikke af vejen for nationalsange som »Danmark nu blunder den lyse nat« - i det hele taget sange eller musik, der har en stærk tradition i sig. Ganske enkelt fordi vi mener det er smukt. Det er fantastisk meget skønt i dansk kulturarv, som vi kan bruge i dag. Fordi mange af sangene, musikken og skrifterne både er folkelige og lidenskabelige. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan vi bruger vort arvegods.

Jeres problem er stadig, at I dels repræsenterer en eksperimenterende musik, som meget få udenfor jeres egen kreds kan acceptere. Derfor har I det ligesom maleren, der søger et nyt udtryk. Han placerer sig i en isoleret situation. Den situation må I også leve med, når I spiller den musik, I gør.

Carl: - Alligevel er vi politisk set nødt til at presse på fra alle sider, direkte og indirekte...

Jon: - Jo, man skal bare passe på. For vi lever jo i et demokrati. Det forudsætter ganske vist, vi har nogenlunde samme bevidsthed alle sammen, hvis det skal fungere. Så er der bare nogen af os, der ikke har samme bevidsthed. Nogen ønsker at udtrykke deres oplevelser på en for andre helt uforståelig måde, og så er de uforståelige pine død nødt til at acceptere, at andre synes udtryksformen er ubegribelig.

Rent ud sagt synes jeg det er imponerende af et demokrati, at det både tolererer og støtter avanceret kunst, som kun forstås af en lille minoritet. Jeres konflikt er her, at mens avanceret kompositionsmusik før hen blev støttet af godsejerne, så er det i dag den dannede embedsmandsklasse, der tager sig af jer - embedsmænd I heller ikke kan solidarisere jer med.

Carl: - Du forherliger det eksisterende demokrati, fordi du mener, at alle mennesker i dag kan komme til orde. I realiteten eksisterer der et vakuum mellem ministeriernes skriveborde og almindelige mennesker - et vakuum som ikke kan udfyldes, før vi får en anden statsform.

Jon: - Helt enig. Men uanset samfundsformen vil der altid være mennesker, der er isoleret fra masserne. De forstås ikke, men fastholder alligevel deres udtryksform, fordi de tror så stærkt på den. Deres grundlæggende menneskelige tankeverden kan være acceptabel nok for en masse mennesker. Udtryksmåden i sig selv stiller sig i vejen for kommunikation.

Carl: - Alligevel er det betænkeligt, at så mange har et ubevidst forhold til musik. Jeg vil gerne have folk til at forstå, at musik rent faktisk påvirker os, og at det derfor ikke er lige meget, hvilken musik vi lader os påvirke af. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan musik bruges, og hvor den spilles. Se på radioens P3. Musikken sjofles i radioen, hvor blandet musik kværner løs i én pærevælling afbrudt af nyheder. Det kalder man brugsradio. Resultatet er bare, at man hverken lytter til musik eller nyheder. Man sløves, animeres til holdningsløst at konsumere.

Den nye musik komponeres ikke uden årsag, som den er. Den er produkt af vor tid, og den placerer os selv i forhold til vores historiske fortid.

Anne-Lise: - Jeg kan lide, at vi begge arbejder med chok og overraskelser som middel til at løfte låget på folk. Så trods vore forskelle har vi et fælles æstetisk grundlag. Jeg føler godt, Gruppen for Alternativ Musik og Solvognen kunne samarbejde. Sandsynligvis vil I også kunne hente inspiration i et samarbejde med os.

Birgitte: - Det vil utvivlsomt være særdeles givende med et samarbejde. Alene diskussionen her har inspireret mig. Selv om jeg stadig vil understrege, at den musik, vi selv komponerer og spiller i Gruppen, ikke bare er uforståelig. Vi udtrykker os trods alt så forskelligt, at uforståeligt en for enkel en glose. Desuden negligeres Gruppen af aviserne. Måske bør vi vække pressens bevågenhed med noget chokerende!