Tidsskrifter

Tidsskrifter

Sovjetunionen:

Muzykal'naja Zjyzn (Musiklivet)

Af Erik Stahl

Dette tidsskrift er det mere populære sidestykke til det seriøse Sovetskaja Muzyka. Det udgives ligesom dette af Sovjet-komponisternes Forening og det sovjetiske kulturministerium. Muzykal'naja Zjyzn udkommer hver fjortende dag med et oplag på 130.000 eksemplarer og henvender sig til den ganske almindelige koncerttilhører og musikteatertilskuer. Man må derfor savne artikler fra den helt nye musiks overdrev, men forskånes til gengæld for den vulgære dyrkelse af pop-idolerne.

Lad os prøve at blade lidt i årgang 1974.En væsentlig plads indtager reportage fra de store internationale musikstævner som Ts j ajkovski j-konkurrencen, Prager- og Edinburgh-festi-valen o. 1. Dertil kommer interviews med kendte kunstnere og historiske portrætter. Her finder vi interessante skildringer af f. eks. Sergej Kussevitskijs og Marguerita Longs virksomhed. Af særlig interesse er omtalen af nye forestillinger på Sovjetunionens 35 permanente opera- og balletteatre. Og lad os her dvæle lidt ved et par »gamle« nyheder. Den første er Sergev Prokofjevs opera »Spilleren« fra 1917, som først nu efter 57 års forløb har haft sovjetisk urpremiere. (Førsteopførelsen fandt sted i Bruxelles 1929.) Operaen var antaget til opførelse på Marijinskij-teatret (nu Kirov-tea-tret) i Petrograd foråret 1917 med Meyerhold som iscenesætter, men en gruppe af teatrets mest konservativt indstillede sangere fik forestillingen henlagt. I 1927 omarbejdede Prokofjev operaen fuldstændigt ud fra de erfaringer, han havde vundet gennem arbejdet på »Kærligheden til tre appelsiner« og »Den flammende engel«. Denne version blev fremført i en koncertopførelse ledet af Gennadij Rozjdest-venskij i 1963.

Opførelsen på Bolsjoj Teatr er anmeldt af den kendte Pro-kofjev-spceialist Igor Nestjev i novembernummeret Til grund for denne forestilling er lagt den omarbejdede udgave. Den 21-årige Prokofjev lavede selv i sin tid librettoen over Dosto-jevskijs roman »Spilleren«. Stilen i operaen bygger på en melodisk udformning af tekstdeklamationen med hovedvægten lagt på en stærkt udarbejdet symfonisk orkesterledsagelse, som maler de dramatiske og groteske situationer på scenen. Her udnytter komponisten med stor fantasirigdom sin karakteristiske ostinatoteknik.

I sin anmeldelse gør Nestjev sig de hæderligste anstrengelser for at overvinde det sovjetiske operapublikums konservative smag (Og repræsenterer operapublikum verden over ikke det mest konservative udsnit af publikum?): »Jeg kan kun inderligt ønske, at de skeptiske tilhørere - og dem vil der sandsynligvis ikke være så f å af - gør sig det helt klart, at i moderne operakunst er det muligt at realisere de mest forskellige stilarter, at side om side med de gamle mestres fortryllende belcanto har også den Prokofjevske vokaldeklamation med sin alt besejrende dramatiske stil sin eksistensberettigelse. Den aktuelle opførelse af »Spilleren« har

vist det med al ønskelig tydelighed.«

Forestillingen er iscenesat af B. Pokrovskij, som er kendt for sine fremragende iscenesættelser af sovjetiske operaer (bl. a. Prokofjevs »Krig og fred«). Den musikalske ledelse har været overdraget til et nyt ungt dirigenttalent A. Lazarev, som blev opdaget, mens han af tjente sin værnepligt i Den røde Hær, hvor han ledede et amatørensemble. En anden interessant »nyhed« er genopførelsen af Sjostako-vitjs ungdomsopera »Næsen«. Denne gang er det et foretagende, der kalder sig Moskvas Karnmeropera, der står for opførelsen. Anmeldelsen (1975,1) er skrevet af M. Sabinina, redaktionsmedlem ved M. Z. og fast medarbejder ved Sovetskaja Muzyka, hvor hun har offentliggjort en række fremragende analyser af Sjostakovitsjs værker fra de senere år. Men her-drejer det sig om et værk af den 22-årige Sjostako-vitsj. Premieren fandt sted på Malyj Opernyj Teatr i Leningrad januar 1930. Den fremkaldte en lavine af modstridende anmeldelser. Men det var for hård kost for den tids publikum. Efter 16 opførelser blev den taget af plakaten. I slutningen af tresserne er den blevet sat op på Komische Oper i Berlin. Men først september 1974 har den haft premiére i Moskva. Den drivende kraft i denne genfødelse af »Næsen« har igen været Rozjdestvenskij, som også har dirigeret forestillingen på den beskedne scene, i en nedlagt biograf, hvor Kammer-operaen har til huse. Instruktøren, den ligeledes ovenfor nævnte Pokrovskij, har gjort en dyd af nødvendigheden ved at indrette sidegangene til åbne omklædningsværelser. Operaen har 24 roller, men mange af partierne er ganske små, og samme sanger udfører derfor flere partier. Det kræver naturligvis hyppige omklædniner, og da der ikke er plads bag ved scenen, lader Pokrovskij dem foregå for øjnene af publikum i sidegangene, hvor dragterne er udstillet til fri beskuelse, når de ikke er i aktion på scenen.

Også denne opera bygger på en musikalsk behandling af tekstdeklamation, men stilen er mere récitât i visk og med rene taleindslag. Gogols fortælling »Næsen« handler jo som bekendt om den lille Petersborg-embedsmand Koval j ov, som en morgen til sin forundring under barberingen opdager, at hans næse er væk. Han styrter ud på gaden for at finde den. Og mens han er på vej nedad Nevskij Prospekt, opdager han sin næse på den anden side af gaden iført en højtstående embedsmands kavaj og fulgt af en ung smuk dame. Kovaljovs anstrengelser for at skaffe sig sin næse tilbage bliver til en tragikomisk skildring af den lille mands kamp for at befæste sit menneskeværd i det store samfundsmaskineri, en evigt aktuel historie.

I 1926 havde Alban Bergs »Wozzeck« premiere i Leningrad, en forestilling der gjorde et dybt indtryk på den unge Sjosta-kovitsj. Gennem Gogols fortælling fandt han en mulighed for at skabe en russisk pendant, dog af mere beskedent format, dvs. som kammeropera. Selv for vore dages operapublikum kan stilen i »Næsen« være svær at kapere dels i vokalpartierne og dels i de instrumentale mellemspil, der spiller en vigtig rolle ligesom senere i »Katerina Izmajlova«. Et er skrevet for lutter slaginstrumenter. Her lader instruktøren de medvirkende mime og danse en episode, hvor hovmestrene eksercerer med tjenerskabet for at gøre klar til en festmiddag i næste scene.

Sabinina bemærker hertil: »I den henseende er det lykkedes iscenesætteren og de medvirkende at skabe rene vidundere. Det er jo ingen hemmelighed, at vore operakunstnere som regel, desværre, kun dårligt formår at bevæge sig på en scene. Men i Moskvas Kammeroperas forestilling syder, pulserer, gnistrer og ånder den sceniske bevægelse i nøje overensstemmelse med musikkens nerve og åndedræt.« Da operaen nu alligevel er kommet til at stå i centrum for denne omtale af M. Z., vil jeg lige nævne, at der i det sidste års tid er åbnet to helt nye opera- og balletteatre i henholdsvis Vilnius (Litauen) og Dnepropetrovsk (Ukraine). Begge teatre er statsdrevne, og det tør vel tages som et synligt bevis på, hvor højt man i Sovjet prioriterer musikteatret. Et par ord om behandlingen af populærmusikken i M. Z. Kritikeren E. Epstein giver i en omtale (nov. 1974) en kritisk oversigt over de sidste begivenheder med overskriften »Popularitet forpligter«. Han indleder som følger: »Som svampe efter regnvejr dukker snesevis, ja, hjindredevis af nye professionelle, halvprofessionelle ensembler og amatørensembler op overalt med intrigerende betegnelser som den »syngende« eller den »klagende« guitar og guitarer i alle regnbuens farver. Hvert eneste filharmoniske selskab har nu sit vokal-instrumentalensemble. Og selv om de for en overfladisk betragtning ligner hinanden til forveksling, så er der grund til at skelne.« Epstein lægger i sine vurderinger vægt på ensemblets professionelle dygtighed, dets evne til at udnytte den nationale folklore på en original måde og, hvor det drejer sig om en udnyttelse af det gængse sangrepertoire, dets evne til at fremføre det i en original og for ensemblet karakteristisk stil. Således skriver Epstein om det uzbekiske ensemble »Jadla«: »De unge mennesker fra Tasjkent er lette at genkende på deres smukt klingende behandling af rubaben (en variant af den arabiske rebab) og prægnante rytmiske behandling af doiraen (en art tamburin). Deres stemmer har en mættet instrumentalklang, og de forstår at få deres instrumenter til at synge. Alt klarer de med en misundelsesværdig ubesværethed. Det professionelle ved ensemblet viser sig i, at de under akkompagnementet forstår at lytte til solisten og med åbenbar glæde hjælper til at understrege de bedste sider af artistens solistiske formåen. Desværre forsvinder alle tegn på individuel stil hos ensemblet, hvor det drejer sig om udførelse af allerede kendte sange.«

M. Z. har naturligvis også sin balletrubrik med omtale af de store sovjetiske balletstjerners kunst, bl. a. anmeldes i 19141 15 det nye store navn den unge danserinde fra Perm Nadez-jda Pavlova for hendes udførelse af titelpartiet i »Giselle«. De fire midtersider bringer sange og klaverstykker i bekvemt arrangement for det »opretstående« i de små hjem. På sidste side: Musikalsk Kryds og Tværs. Pris: 25 kopek.