Ægyptiske maqamer

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 02 - side 93-93

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ægyptiske maqamer

Der Begriff des Maqam in Ägypten in neuerer Zeit. Deutscher Verlag für Musik. Leipzig 1973. 126 sider.

Maqam er ikke et nyt ord for europæeren. Vi har kunnet læse om maqamer hos Lachmann, Idelsohn, Hickmann og mange andre hæderværdige musikforskere, men først og fremmest hos d'Erlanger i hans respsktindgydende La Musique Arabe V (Paris 1949). Vi har derved konstateret, at Maqam er ét blandt flere mellemøstlige udtryk for et musikfænomen, der med megen rimelighed kan sammenstilles med persernes dastgah, indernes raga og indonesernes patet - for nu at indskrænke oversigten til det nulevende. Men karakteristisk for de fleste maqam-beskrivelser var det almene og det vage. Tilmed var disse almene og vage beskrivelser hyppigt indbyrdes modstridende. Var en maqam en melodimodel, således som nogle påstod det, eller var den, som hævdet af andre, blot et skalagrundlag? Kun få udenforstående turde danne sig en definitiv mening herom, for meget lydmateriale til bedømmelse af forholdene var ikke tilgængeligt. Hvilket for øvrigt ikke forhindrede dristige europæere -som f. eks. ungareren Bence Szabolcsi - i at give ordet maqam et globalt virkeområde med betydning af melodi-idé eller melodi-type.

I det sidste tiår er der imidlertid opdukket en række special-undersøgelser af maqam-begrebet. Emnet er taget op i USA (især af kredsen omkring Bruno Nettl i Illinois), men også af en del tysk-uddannede musikforskere. Blandt disse sidste befinder sig tyrken Gül-tekin Oransay, hvis »Die melodische Linie und der Begriff Makam der traditionellen türkischen Kunstmusik« stammer fra 1966. Kort efter præsenterede den israelske araber Hassan Habib Tourna sig med »Der Maqam Bayati im arabischen Taqsim« (1968). Og disse to følges nu til døren af øst-tyskeren Jürgen Eisner med »Der Begriff des maqam in Ägypten in neuerer Zeit«.

Eisner har tilbragt år af sit liv i Ægypten, og han har allerede gjort sig bemærket med artikler om landets kunstmusik (maqam-problemet) såvel som om dets folkemusik (beskrivelse af den fantastistke dobbeltklarinet, arghul). Hans nu udsendte bog giver en nyttig sammenfatning af den viden om maqam-begrebet han har kunnet samle sig ved lytten, samtale og læsning. Der er tre hovedkapitler. I det første får vi en almindelig orientering om synet på maqam-begrebet i guld-

alderens arabiske filosofi-litteratur - men for øvrigt også i den europæiske og andre ikke-ægyptiske værker. Næste kapitel beretter om maqam-begrebet i den nyere tids musikteoretiske og musikvidenskabelige skrifter i Ægypten. Sluttelig gives en undersøgelse af maqam-begrebets stilling i Ægyptens klassiske musikpraksis i nyere tid.

Fremstillingens værdi skyldes i første række, at den er koncentreret om et klart afgrænset musik-område, som da til gengæld er blevet kulegravet med al ønskelig grundighed. Det har længe været forstået, at den såkaldt »andalusiske« musik i Maghreb (i. e. det tidligere franske Nord-Afrika) har særlige stiltræk. Og enhver, der har lyttet til iraqiske maqam-udlægninger, må erkende, at maqam for en iraq'er er en benævnelse for modulationskredse og således er i nær slægt med det ny-persiske begreb dastgah. En undersøgelse af maqam-begrebet må derfor vinde i klarhed, når den kan indskrænkes til at omfatte en enkelt veldefineret traditionsudvikling. Af helt åbenbar interesse er Eisners redegørelse (i det andet hovedkapitel) for de ny-ægyptiske diskussioner om forenkling af maqam'ernes opbygning og om en begrænsning af begrebet til kun at omfatte rækker af skalaer (grundet på en fundamentalskala med 24 tempererede tonetrin inden for oktaven).

En del af bogens væsentligste passager er udformet som en diskussion af H. H. Tournas teser, og det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed, at Eisner sluttelig til undersøgelse af mønstrene i en enkelt maqam udvalgte sig den samme som den, Tourna koncentrerede sig om i sin doktor-afhandling, altså: bayati. Tourna opfatter bayati som et tonerum og forklarer, at en taqsim-spiller udforsker dette tonerum efter en ganske bestemt plan, idet visse af bayati-skalaens toner i en fast given rækkefølge optræder som melodi-akser. Tourna ønsker herved at mane enhver tro på underliggende melodi-ideer for maqam bayati i jorden. Els-ner derimod anerkender ikke for Ægyptens vedkommende nogen fastlagt udviklingsgang i det klassiske bayati-spil, og han vil ikke udelukke melodiske grundidéer fra betydning i henseende til udvikling af en traditionel ægyptisk bayati. Fremtiden ser Eisner vel snarest i en reduktion af maqam-begrebet til at være et blot og bart skala-begreb. Han hilser tilmed muligheden for en sådan udvikling velkommen, allerede fordi den ville give maqam-begrebet en større virkekreds! »Die Abstraktion von lokalen Eigenheiten ist eine der Voraussetzungen zu einer Vereinheitlichung der arabisch-islamischen Musikkultur, die den Erfordernissen der historischen Entwicklung entspricht«, (p. 81). I dagens arabisk-tyrkiske verden er ordet »maqam« da ikke veldefineret, som f. eks. indernes »raga« er det. Men hvis dette skulle genere den europæiske musikforsker, bør han huske på, at »maqam« allenfals er lige så veldefineret som eksempelvis det gode vesterlandske ord »symfoni«.

Poul Rovsing Olsen

Årgang 50/1975-1976, nr. 02