Afdankede alternative abekattestreger

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 02 - side 66-66

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Afdankede alternative abekattestreger

Gruppen for Alternativ Musik:

Kollektiv improvisation ved

DUT-koncerten på Statens Museum

for Kunst 14. december 1975

Af Dan Turèll

Jeg følte mig om ikke som spion i fjendeland, så dog som turist i et fremmed land: Gruppen for Alternativ Musik på Statens Museum for Kunst! Jeg mener: Jeg færdes hjemmevant i andre af byens musikmiljøer, stol på det! Huset, Montmartre, Hard Rock Café... Men dether var da noget nyt. Første gang i mange år har jeg været til en koncert hvor der ikke var et øje jeg kendte.

Med skam at melde kom jeg da også fem minutter for sent, fordi vi ikke kunne finde dette Statens Museum for kunst (havde aldrig været der før og måtte ringe og spørge). Men det lykkedes, og efter et kort glimt af et par typiske Richard Mortensen'er anbragte vi os mellem de halvtreds usædvanligt roligt lyttende mennesker på de sorte stolesæder for at lytte til Gruppen for Alternativ Musik's fem medlemmer. Jeg var i fint humør (enhver der kender noget til showbiz eller mediearbejde véd, hvor væsentligt det er for éns oplevelse) - aftenen før havde vi fejret Jacob Ludvigsens fødselsdag, Siegumfeldt og jeg havde talt om Johnny Cash, jeg havde sovet hos Min Elskede og læst Cash's selvbiografi, Man in Black, inden koncerten. Jeg var simpelt hen oplagt. Fyr af, folkens! Get in on out! Whip it up! Go, man, Go! - og hvad vi nu ellers sådan siger i det hjørne af musikken jeg kommer fra.

Men, ak: Jeg har sjældent kedet mig så meget. Og når jeg siger det, er det også for i al naiv uskyld at understrege, hvad der er min simple position som lytter: Jeg er villig til at tage hvad som helst, hvad musik, lyd, bevægelse angår - fra det helt simple til det fuldstændig komplekse, fra det blot rytmiske til det overhovedet ikke rytmiske - eller fra Bill Haley til Stockhausen, fra Charlie Parker til arabiske hymner. Jeg har aldrig rigtig forstået disse musikalske lejre, på den måde. Jeg mener: Enhver der kan noget anerkender og må anerkende andre der kan. Billie Holiday er stor på sin måde ikke på trods af men netop på grund af, at Little Richard er det på sin (anden), Johnny Cash på sin (tredje), John Cage på sin (fjerde)... Med andre ord: Anything Goes, med et af Cole Porter's refrainer, stadig forudsat det er godt nok, stærkt nok i sig selv. Jeg vil finde mig i alt fra enhver scene - alt undtagen kedsomhed.

Men som sagt var det netop hvad gruppen præsterede, villet eller ej: Konventionel kedsomhed. Korte sekvenser af en musik, der kunne minde om Omette Coleman's gamle kammermusik (hvis De kender den), dirigeret af en patetisk-parodisk Penderecki. En art teoretisk free jazz-kaos, men dæmpet, uden vildskab, uden varme, uprofessionel og u-befriende, værst af alt - forkrampet. Og sammen med, og ind imellem, selve musikken: Skolekomedie uden skolekomediens uprætentiøsitet, diverse næsten andægtigt udførte abekattestreger fra John Cage's og vores alle sammens afdankede avantgarde-overskudslager, dehydreret Dada-dåsemad: sketches, indlæste collage-klip fra muzak-reklamer til rubrikker fra dagens avis, mand pludselig ind i underbukser, uddeling af marengs, vist nok.

Alt sammen stift, dødt, mindre engagerende, mindre bevægende, mindre virkeligt end hvad som helst på Revolution eller i sangerinde-pavillonen på Dyrehavsbakken. Som fremmed i et fremmed land fik jeg på det mest fristende mine frygtelige fordommen bekræftet. Afdankede manérer, velmenende teorier (lige til den afsluttende fællessang) og ellers bare hostende codyl kedsomhed. Intet der ikke var set eller hørt bedre før. For mig i hvert fald var det en af den slags koncerter, De véd, hvor man optræner sig i koncentration, i bare at sidde stille (det er svært nok) - og hele tiden prøve at lade værre med at tænke på, at man jo for resten burde ringe til sin søster.

Gad vidst, tænkte jeg på vej ud, hvad de mener med »Alternativ Musik«. Et stykke Mozart ville have passet bedre til de lokaler, det sted, det tidspunkt (frostklar søndag eftermiddag) i København. De folk har ikke en kæft sans for timing eller performance, og derfor blir ingenting af det levende, teorien gaber bagved. Og derfor gik man ud i dårligere humør end man kom ind, og derfor gik man ud i en verden der var mindre end den man kom ind fra - det værste af alt. Spørg bare John Cage eller Johnny Cash. Eller Sister Rosetta Tharpe, som var befriende at komme hjem til. Hun synger ud.

Årgang 50/1975-1976, nr. 02