Breve til en musikalsk provins

Breve til en musikalsk provins

Fra verdens-musikfestivalen International Society for Contemporary Music i Paris 25. - 30. oktober 1975

Fra Bent Lorentzen

JENS BRINCKER I BERLINGSKE TIDENDE:

„En æstetisk fornyelse er det, ISCM mest af alt behøver i dag, hvor organisationen gennem 20 år har sat det musikalske eksperiment og den kompositionstekni-ske eller materialemæssige fornyelse i højsædet, uden at give sig tid til at drage de æstetiske konsekvenser af de umådelige landvindinger, der er blevet gjort. Fortsætter ISCM alt for længe hermed, risikerer organisationen at miste sin ideelle karakter af et internationalt forum og blive en slags 'de riges klub'."

Paris den 26. oktober 1975

Kære musikalske provins.

Jeg håber du har det godt og nyder tilværelsen i dit dejlige land. Men jeg er desværre nødt til at fortælle dig noget, som måske ikke er så opløftende. Dit forhold til ISCM er meget speget, jeg ved ikke, om du er klar over det. Der er flere grunde.

I 1970 forårsagede du skandalestemning med Tricolore IV af Pelle Gudmunsen-Holmgreen, men det skal du nu ikke være ked af. Sidste gang du var med på ISCM var i 1971 med Rejsen i den gyldne skærm af Per Nørgård. Siden har du ikke fundet nåde for den internationale jury, og i 1972, 73, 74 og 75 har der ikke lydt en dansk tone, hvis man kan sige sådan. Din højtelskede nabo, Sverige, har nogle år været repræsenteret med op til 13 værker. Så det er altså ikke bare på fodboldbanen, at du har det svært.

Men du har nu på den anden side heller ikke været særlig hensynsfuld overfor ISCM-præsidiet, for i Graz 1972 lod du din deligerede (Sven E. Werner) underskrive en erklæring, der gik ud på, at han ville arbejde for at ISCM festivalen i Island 1973 blev støttet af NOMUS (underskrevet 14. oktober 1972). Ikke så snart var din deligerede vendt hjem fra Graz før den ansvarshavende DMT-redaktør (S. Erik Werner) i en leder udtrykker noget, man må kalde lige det modsatte, nemlig at den danske ISCM sektion - d.v.s. DUT - skulle arbejde så energisk som muligt for, at betingelserne for økonomisk støtte til Islandsfestivalen ikke blev opfyldt. Han modarbejdede med andre ord NOMUS-støtte.

Kære musikalske provins, du må vide at festivalen blev til noget alligevel, uden NOMUS-støtte, og takket være en idealisme som du ikke kender i dit land. Du ignorerede dine tidligere besiddelser totalt, du gjorde som om intet var hændt, du lod Sverige, USA, Canada og V. Tyskland om at hjælpe Island med meget dygtige ensembler, lån af elektronisk udstyr m. m.

Hvis du tilfældigvis havde nogle venner tilbage i Island, så er jeg ikke sikker på du har dem mere efter denne affære. Forholdet mellem Island og deres gamle blodsugere har i mange år været spændt.

Hvis jeg skal give dig et indtryk af, hvad der sker i øjeblikket i den nye internationale musik, så kan jeg passende tage udgangspunktet i denne festival. Jeg kan fortælle, at det du selv laver, er meget fjernt fra det de laver andre steder, ikke mindst dine nærmeste nabolande: Norge, Sverige og Vest-Tyskland. Det lyser ud af din holdning, at du har sagt jarvel til Darmstadt næsten inden du nåede at sige goddag. Men er du klar over, at du også har sagt definitivt farvel til Centraleuropa, og at det, du går og laver kun meget svagt ligner et alternativ. Farvel Centraleruopa må være det samme som Goddag provins. Du er sunket ned i den dybeste, altopslugende traditionalisme, som egentlig ikke engang fortjener betegnelsen isme, thi den skyldes ikke nogen åndelig ide, den er blot og bar slendrian, ligegyldighed, den skyldes kreativ forsnævring eller hvad ved jeg. Jeg kan fortælle dig, at du lever i den dybeste kunstneriske isolation, kære ven, Jeg ved ikke, om du er klar over det.

Paris 27. oktober 1975

Kære isolationist.

Jeg må fortælle dig, at den elektroniske musik lever i bedste velgående her. Jeg har i mit liv hørt så mange elektronmusikværker på så kort tid. Der er mange spændende ting, de er dygtigt lavet, og du må tro mig, når jeg siger, at denne musikform er inde i en fascinerende udvikling.

I modsætning til den normale praksis i ISCM, er værkerne i denne afdeling udvalgt af én mand, Jean-Claude Eloy, som også arrangerer festivalen. For mig at se, fungerer én-mands-juryen meget bedre end den på 5, da det er lettere for én person at bestemme sig for en linie. Samtidig gør denne én-mands-jury sig tanker om programmernes afveksling og bredde, og selv om Eloy personligt står for en hård linie, så viser han en dejlig åbenhed, og jeg kan i hvert tilfælde ikke nævne væsentlige strømninger som han har overset. Hele spektret er der, lige fra finsk melankolik, over fransk elegance og tysk fortænkt Verfremdung, til crazy, bizar argentinsk og psykedelisk amerikansk elektronmusik.

Når man samtidig hører, at Pierre Boulez har fået 75 mill. fr. til at indrette et eksperimentalt elektronmusikstudie i Frankrig, samt at man i Norge har indrettet et elektronmusikstudie på Hövikodden på sammenskudsbasis, så må man i sandhed fortvivle over din forbenethed, det kan ikke være et tilfælde, at Glistrup har en sådan fremgang i dit land, han er ikke ene om at være reaktionær. Du rummer selv lidt af en musikalsk Glistrup.

Paris den 30. oktober 1975

Kære medborger.

Efter mange dages ihærdig lytten, kan jeg nu høre, at Xenakis har været med i Pariser-juryen. Jeg havde nu forestillet mig, at det var meget tydeligere. Der er mange japanske værker på programmet, og det er med rette. Et af spørgsmålene på festivalen er også, hvorledes det kan lade sig gøre, at en stat der ligger så dybt inde i Asien, er i stand til at henvende sig til centraleuropæere med en sådan styrke, som de gør. En af forklaringerne er ganske givet, at de ikke lever i en efterromantik af kolossale dimensioner, men at de forholdsvis problemløst har ført den middelalderlige musik med bl. a. slagtøj og lydmæssig musik over i den helt nye musik. Det nye er måske i virkeligheden slet ikke så nyt for japanerne som for os, der slæber rundt med store, tunge kufferter fyldt til randen med Beethoven, Richard Strauss, Wagner og Mahler. Vi er belastet med et forsnævret klangideal a la Steinway, hvor alt er regulært, ensartet og nobelt ud over alle grænser. Det lyder som kjole og hvidt, kunne man sige. Jeg har ikke sagt at Steinway er dårlig, men at det er eksempel på verdensomspændende, indsnævret klanglig tænkemåde. Japanerne derimod har haft helt andre klangidealer tæt på, som rummer lydkvaliteter, vi dårligt nok kender. Det lydmæssige udtryk er en ældgammel tradition i Japan, hvorimod vores tradition går ud på, at det klanglige er en ligegyldig, tilfældig iklædning af melodi og harmoni. Et nødvendigt onde. Moderne europæisk musik viser derimod, at man udmærket i et musikstykke kan undvære både melodi og harmoni. Hvis du for eksempel ville påstå, at et tam-tam-slag med den rette asiatiske vildskab siger dig mindre end en formindsket septimakkord, så lider du ganske enkelt af en kognitiv forstening, kære ven. Den europæiske gammelmandstænkning udnævner den lydmæssige musik til pornografi.

- Fy føj, denne klangporno, hvor er den anstødelig, tænker de hovedrystende gamlinge.

- Lad os i stedet gemme os bag den noble, ensartede Steinway-klang, og lytte til de liflige vekseldominanter (som Vorherre selv har indstiftet) med vibrerende udtrykskraft, siger moralens musikalske vogtere.

København den 4. december 1975

Kære musikalske viktorianer. Har du tænkt på, hvad der ville være sket med den moderne danske malerkunst, hvis ikke malerne var rejst ud i verden. Så ville du sikkert kunne finde en lang række halvsovende gubber ude i Dyrehaven og nogle stykker på Skagen, hvor de var gået i hi for vinteren sammen med pindsvinene. Har du tænkt på det?

En af dine musikere, en af de dygtigste, som spiller obo i Radiosymfoniorkestret og hedder Jørgen Hammergård, sagde fornylig i TV, at din musik på det sidste var blevet mere forbrugervenlig. Det må da være ironisk ment, men intet i hans ansigtsudtryk tydede på det Hvor vover han at sammenligne din musik med IRMA og MUZAK. Dette synspunkt deles ikke af ISCM, som helt har opgivet at bruge, det du laver.

Jeg ved godt du hertil vil svare, at man ikke skal pynte sig med lånte fjer. Det skal du heller ikke. Men du behøver på den anden side heller ikke gemme dig væk i en ravnekrog. Du må orientere dig bedre, du må være mere åben, mere divergent i din tænkning, du må lukke op for nye indtryk, løse de snærende bånd, kassere den ideologi, som er fremherskende i dit land, hvis den overhovedet fortjener betegnelsen ideologi. Der er et yndigt land, der er!

Din for evigt hengivne Bent Lorentzen

Af programmet kan fremhæves følgende:

1. Ton Bruynel: Phases (Holland) elektronisk og orkester

2. Edgar Varese: Hyperprism for orkester, lydmæssig musik.

3. Arne Nordheim: Pace elektronisk.

4. Fernando Grillo: Paperoles (Italien) musikteater for cello.

5. Eduardo Kusnir: La Panadeira (Argentina) elektronisk. Sært og interessant, næsten i stil med Dufrènes U 47.

6. Denis Smalley: Slopes (England) elektronisk, god lydkvalitet, dynamisk, ren intonation.

7. Ryo Endo: Passage (Japan) for orkester.

8. Nicolaus A. Huber: Aion (V.Tyskland) med megen Verfremdung, indtil det irriterede, næsten ødelagde sig selv, hvad der vist egentlig også var hensigten. Festivalens mest særprægede stykke, af en sådan karakter, at det sikkert aldrig vil kunne opføres i Danmark. Et væsentligt argument for at bibeholde ISCM-festivalerne.

Til ny præsident valgte man på generalforsamlingen Jacques Guyonnet (Schweiz) samt Jan W. Morthenson (Sverige) som vicepræsident.

Festivalen i 1976 finder sted i Boston, U.S.A. og i 1977 i Bonn.

P. S. Det er i øvrigt deprimerende, at så få af dine skabende sønner har sendt værker ind til ISCM med henblik på Boston 1976. Kan det skyldes, at de ikke tror på sig selv i international sammenhæng, eller hvad? Dine lidt ældre sønner har dog tidligere klaret sig, om ikke strålende, så dog ganske pænt. Og så har du endda i dit land en lang række musikere som udfører ny musik på et højt internationalt plan.

Læs under KLIP bag i bladet uddraget af Jens Brinckers avisartikel om dansk musik i international sammenhæng: Carl Nielsen Nachfolge uden en Carl Nielsen.