Klip

Klip

Jubilarens lillebror

Under denne overskrift i Politiken 30. oktober og i Danmarks Radios Årbog 1975/76 skriver musikchef Mogens Andersen

Som en ufestlig optakt til Radiosymfoniorkestrets 50 års jubilæum gik der rygter om at det 14 år yngre Underholdningsorkester skulle nedlægges, fordi der ikke fortsat var råd til (læs: brug for) to orkestre i Danmarks Radio.

Sandheden er; at Radiosymfoniorkestret, Under hold-ningsorkestret og Radiokoret er samlet i en ny selvstændig afdeling, der har til opgave at samordne de tre enheders arbejde og betjene de forskellige programafdelinger med orkester- og kormusik til udsendelses-brug.

Denne administrative forenkling medfører samtidig at der kan overføres musikere fra det ene orkester til det andet. Selv om det gælder begge veje mærkes det mest af de halvtreds musikere i Underholdningsorkestret, der skal assistere for de tooghalvfems i Symfoniorkestret. Den enkelte musiker har ikke fået større tjenesteforpligtigelse, men for Underholdningsorkestret som helhed begrænser det den tid til sammenspil, der i forvejen skal deles mellem meget forskelligartede musikformer, der kræver vedligeholdelse af hver sin spillestil.

Underholdningsorkestret er opbygget efter klassisk mønster med tredobbelt besætning på fløjte, obo, klarinet, trompet og basun, to fagotter, fire horn, to slagtøjsspillere, en harpe og 26 strygere. Musikerne er klassisk skolede, og den 'lettere' klassiske musik (hvis krav til orkesterspillet ikke er så lette endda) har altid været en naturlig del af det såkaldt symfoniske under-holdningsrepertoire. Det overlapper symfoniorkestrets arbejdsområde, hvilket kun i mindre grad gælder for operette- og musicalrepertoiret, der er Underholdnings-orkestrets andet hovedområde. Det tredje omfatter de forskellige former for moderne underholdningsmusik. der for eksempel kendes fra radioens Meloditime-udsendelser.

Opdelingen af musik i forskellige kategorier er praktisk for tilrettelæggelse af prøveplaner og engagement af dirigenter og solister, der har hver deres specialer. Den kunstneriske udførelse bliver også bedre når orkestersammenspillet koncentreres om ikke alt for mange forskellige musikalske udtryksmåder ad. gangen. Tilhørerne lader sig derimod ikke opdele på samme måde. For en stor del af Underholdningsorkestrets publikum er det selve orkestret, de holder af, og bredden i repertoiret er derfor af særlig værdi.

Til forskel fra den vage påvirkning som dagligdagens anonyme baggrundsmusik udsætter os for, er det væsentligt for enhver egnetlig oplevelse af musik - hvadenten det er Bach, Offenbach eller Bacharach - at vi har en forestilling om de mennesker, der musicerer. Underholdningsorkestret må derfor til stadighed vise sin identitet som et levende orkester i skiftende egne af landet. For dem der kender orkestret får også de almindelige radioudsendelser et virkelighedsperspektiv, som selv den mest perfekte produktion ikke kan erstatte.

Underholdningsorkestre kan glæde sig over at have et stort stampublikum, men som del af institutionen Danmarks Radio må det stadig afpasse sin virksomhed efter massemediernes behov og muligheder. En nærliggende og efterhånden påtrængende opgave er at medvirke til at programmerne bliver mindre afhængige af grammofonindustrien, hvis repertoirevalg jo styres af salgskurverne og følgelig langtfra opfylder det krav om alsidighed, der stilles til Danmarks Radios programmer. Den nyoprettede Orkester- og Korafdeling har derfor taget initiativ til en kortlægning af hvilke slags musik der er brug for til alle slags radio-og fjernsynsudsendelser.

Mange slags musik mister særpræget ved at blive overført til orkester, og der skal selvfølgelig stadig være plads til andet end orkestermusik, men på lidt længere sigt kan det vise sig hensigtsmæssigt at ændre Underholdningsorkestrets nuværende instrumentbesætning for at inddrage nyt repertoire. Med tilføjelsen af nye klangmuligheder kan orkestret desuden danne ensembler af forskellig størrelse og sammensætning. En så smidig udnyttelse vil stille endnu større krav om en tilrettelæggelse, der sikrer at sammenspillet holdes vedlige, men det har den nye afdeling særlige muligheder for, idet musikerne her selv skal være med i planlægningen. For landets eneste orkester med underholdningsmusik som hovedområde er det dog ikke nok at følge med i udviklingen, det må gå i spidsen for en fornyelse. Vi har derfor planer om at etablere et samarbejde mellem orkestrets musikere og arrangører og kompo-

nister om at videreudvikle eksisterende musikformer og opdyrke nye. Også det er en langsigtet opgave, men desto mere vigtigt er det af få den sat i gang. Underholdningsorkestret har med andre ord ingen anledning til at føle sig tilovers, når det tages i betragtning, hvor mange opgaver der venter på vejen frem mod dets eget jubilæum. - Var der nogen, der spurgte om Danmarks Radio har brug for mere end ét orkester?

Dmt i nød og lyst

I Politiken 27. december skriver Robert Naur om Dmt nr. 1:

Efter at DMT var ved at banke panden flad på musikpolitik og kulturpolitik har vi her et nummer med et opbud af umage. Et læsevædigt nummer. Foruden Unge Tonekunstnere har også Komponistforeningen og Musikpædagogisk forening en part i Dansk Musik Tidsskrift. Nu overlevede man og den nye redaktion har fremlagt en linje: DMT er stadig special-tidsskrift for læsere, som er seriøst interesserede i den nye musik.

Man kunne forestille sig en anden redaktionel linje. I betragtning af salget af seriøs musik på grammofon, i betragtning af søgningen til musikalske hovedbegivenheder i Danmark i disse år, kunne man forestille sig et musiktidsskrift, der var lidt mere konsumentvenligt og søgte de tusinder, som har et hjerteligt, ikke særlig kritisk forhold til seriøs musik i fortid og nutid. Det er en helt anden sag, men den ville måske kunne hæve sig over tilskudsmidlernes luner.

Carl Nielsen Nachfolge uden en Carl Nielsen

I Weekendavisen BERLINGSKE AFTEN 12. december skrev Jens Brincker:

Hvad har dansk musik udviklet i de sidste 10 år, hvor vi herhjemme har frigjort os fra den direkte påvirkning af de centraleuropæiske musikcentre og har forsøgt at formulere vor egen musikalske udtryksform, vor nationale stil, med Per Nørgårds klanglige studier i bevidsthedsudvidelse, Ib Nørholms lyriske ekspressionisme, Pelle Gudmunsen-Holmgreens raffinerede enkelhed og Karl Åge Rasmussens musikalske collager som nogle af de karakteristiske træk? Har vi musikværker, der set i en international sammenhæng vil blive betragtet som mere end provinsiel reaktion isprængt astrologiske flip og en god del utålelig naivitet? Eller tager de fejl, vore udenlandske dommere, der endnu leder efter vor tids kunstneriske sandhed i stedet for at tage maskinen til Kastrup og høre den dér - her!

Lad mig blive fri for at svare. Lad mig i stedet fortælle, at den internationale ny musiks udvikling i de sidste 30 år ligner en bjergbestigning. Først hed bjerget »Schönberg«. Hans komposition med 12 toner var den udfordring, der løftede en generation af komponister op fra traditionens faste grund og satte dem på sporet efter en ny kompositorisk modus vivendi. Men Schönberg- var ikke svaret. Efter ham fulgte Webern, Messiaen, Varèse, Cage og Stockhausen. Do-dekafoni blev til serialisme, elektrofoni, tilfældigheds-musik eller informel musik. Videre og videre gik det, mod nye æstetiske principper, nye uprøvede materialeformer og »nie erhörte Klänge«, som Stockhausen kaldte det. Og videre og videre går det endnu, hvis man skal tro den officielle ISCM-æstetik, hvor fornyelse for enhver pris stadig er i højsædet, og hvor der kun er op og frem. Aldrig ned eller tilbage. Dog herhjemme stod vi af ræset. Det er omtrent 10 år siden, begrebet »ny enkelhed« dukkede op som varemærke for den specielle vending, der skete i ny dansk musik. Toneangivende komponister svigtede kompleksiteten, der havde været et æstetisk dogme,

siden Boulez accepterede den i midten af 50'erne. Tb Nørholm satte sig igen til klaveret og fiskede efter melodier mellem tangenterne. Per Nørgårds elever talte om en renaissance for den musikalske skønhed (og glemte, at den ifølge Schönberg kun eksisterer, når den uproduktive savner den). Og i B.T. fik Henning Christiansen tillagt musikhistorisk betydning, da han lod opføre en akkord, som gentoges 16 gange. Det var i begyndelsen, i midten af 60'erne. Siden kom den alternative musik til og gav dilettanteriet en ideologisk forgyldning, og pø om pø var det, som om dansk musik misten kontakten med udlandet. Vi havde fundet melodien (eller i det mindste melodierne) og havde travlt med at spille dem. Dansk musiks bjergbestigning var endt. Var vi kommet over på den anden side? Eller havde vi opgivet og var på vej tilbage?

Spredt rundt i mit arbejdsværelse ligger bånd og partiturer med ny dansk musik, der måske - måske ikke - skal sendes til bedømmelse i den internationale ISCM-jury 1976. Mange af værkerne kan jeg godt lide - og deres æstetiske holdning og deres artistiske udformning tiltaler mig. Men lytter jeg til dem med »internationale øren« bliver jeg skræmt. Ofte er de lige som deres yngste fælle, Erik Norbys »Regnbueslangen«, der ifølge min kollega på Berlingske Tidende var »liflig at lytte til«, men ifølge kollegaen på Information er en »halvfætter til (S tra vinski js) »Ildfuglen«, der ikke når ud over begyndelsen ...«. Danske komponister har for tiden en forbløffende tendens til at udmønte nationens opdagelse af Mahler, Ives, Debussy, Ravel og den sene Carl Nielsen i værker, der fremtræder som en kollektiv bod for den nationale indeklemthed, de r prægede »Carl Nielsen Nachfolgen« herhjemme i mellemkrigsårene. Denne tendens kan føre dansk musik ud i det, der er værre end Carl Nielsen Nachfolgen: En Carl Nielsen Nachfolge uden en Carl Nielsen.