Musik og poesi

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 02 - side 70-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musik og poesi

Dmt har bedt nogle komponister reflektere på Poul Borums artikel Sang-Sprog i sidste nummer. Her skriver Michael Bertelsen:

„Luciano Berio har selv i sit Die Reihe-essay om sin Omaggio a Joyce beskrevet idealet for ny vokalkomposition:

»Det egentlige mål ville i virkeligheden være, ikke at blande, samordne og modstille to forskellige systemer for kunstnerisk meddelelse, men at skabe en kontinuitets-kontakt imellem dem, at kunne gå ira den ene til den anden uden at det høres, uden at markere skellet mellem en logisk, semantisk perceptions-rækkefølge (en talt sætning) og en abstrakt musikopfattelse«. - En kontinuitets-kontakt, ja. Fælles strukturer, fælles ide, Sam-sprog / Sang-Sprog ... ?"

- et spørgsmål om at ville sige noget med det

Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvordan jeg skal reflektere på Poul Borums artikel om musik og poesi. Jeg kan selvfølgelig udvælge et eller flere af de forskellige synspunkter, som der meget fragmentarisk gøres rede for i artiklen, og så diskutere disse. Og det ville i så fald vel være rimeligt at udvælge og diskutere Berio's teori om kontinuitets-kontakt da det vist nok er den teori Poul Borum hylder.

Det ville være meget interessant, ligesom det ville være interessant at studere, hvad der sker nede i lungerne hos et menneske med lungekræft. Men hvorfor egentlig? Ja, i tilfældet med de kræftramte lunger er der jo et ganske bestemt formål - nemlig at kurere lungerne. Men hvad er formålet med at disktutere problemet om kontinuitets-kontakt mellem musik og poesi? Er det blot for at undersøge om det er muligt? Hvad skal denne kontinuitets-kontakt i bekræftende fald bruges til? Jeg har en mistanke om, at artiklens forfatter (og i øvrigt også Berio) ikke rigtig har tænkt på dette eller i hvert fald ikke rigtig gennemtænkt det. Jeg synes i hvert fald godt, at man på grundlag af artiklens hele opsætning og stil kan fortolke det derhen, at artiklens forfatter ikke har taget stilling til dette, men derimod blot leder med lys og lygte efter noget interessant at arbejde med for arbejdets og det interessantes egen skyld. Han gennemgår en række forskellige interessante synspunkter omkring problemet musik-poesi, og vælger så den, der forekommer ham mest interessant. Det er det jeg vil kalde holdningsløs-hed. Det er hårde ord. Og måske er jeg for kritisk.

Måske er artiklen bare et venstrehåndsarbejde, der skulle laves i huj og hast!

Hvorfor jeg alligevel gør en del ud af det, er fordi at jeg finder at Poul Borums artikel er symptomatisk for hele det modernistiske kunstliv. Man arbejder på et højt intellektuelt plan med »interessante« teorier og tanker for arbejdets og det interessantes egen skyld. Man spørger sig aldrig om hvorfor - om hvorfor man komponerer og digter sådan som man gør - og om hvad man egentlig vil med sin kunst. Disse spørgsmål er det imidlertid meget vigtigt jævnligt at stille sig -ikke mindst af personlige grunde, da man ellers meget nemt kan forvilde sig ud på så grufulde afveje, at det måske på ens gamle dage går op for én, at man har spildt sit liv på noget pjat - og det er sikkert ikke rart. Men ikke blot af personlige grunde, også simpelthen fordi man har et ansvar overfor sine medmennesker, og overfor hvorledes menneskehedens fremtid skal forme sig. Og det har kunsten sin omend nok så lille indflydelse på. Kunst har nemlig - og det er de fleste vist enige om - noget med kommunikation at gøre. Der er tale om en slags sprog. I ethvert kunstværk ligger der således en eller anden menneskelig meddelelse - og det kan være fra en helt entydig morale til en blot og bar livsbekræftelse (eller beklageligvis, hvad der er meget almindeligt i de vestlige lande, en livsfornægtelse).

Men i hvor høj grad kunstværkets meddelelse vinder gehør - ja, det er i allerhøjeste grad afhængig af meddelelsens tydelighed. Det må derfor dreje sig om for kunstneren i så høj grad som muligt at præcisere det han pr. intuition eller mere bevidst vil meddele - jo præcisere jo bedre. Benytter kunstneren sig af sproget kan han - hvis han ønsker det - meddele et helt entydigt budskab, men han kan også meddele noget følelsesmæssigt og stemningsmæssigt, sådan som vi finder det i et godt digt. Benytter kunstneren sig derimod af musikken, kan han ikke meddele noget entydigt budskab, men han kan derimod meddele noget følelsesmæssigt og stemningsmæssigt, ja måske endnu præcisere og kraftigere virkende end i bogform. Men benytter kunstneren både sproget og musikken har han en mulighed for at sige tingene endnu klarere og præcisere. Han kan fx. fremkomme med et præcist og entydigt budskab sat ind i en følelsesmæssig og stemningsmæssig kraftig virkende ramme - vel at mærke hvis det er det han vil. Han kan selvfølgelig også blande musikken og poesien sammen, bare for at blande dem sammen, arbejde med kontinuitets-kontakt osv. Men det kommer der bare golde etuder ud af. Uden virkelig at ville sige noget - uden at ville forene musikken og poesien for at kunne sige det man vil mere præcist - ja, der er bare meningsløst!

Derfor er det vigtigt, at komponisten og digteren ikke betragter forholdet mellem musik og poesi primært som et problem, man først må arbejde og eksperimentere med, men derimod opfatter musikken og poesien som to sprog, som gennem en forening kan give komponisten og digteren en mulighed for at meddele tingene præcisere. Hvordan de to sprog kan forenes med det résultat at meddele tingene præcisere - ja, det er et interessant spørgsmål. Det kunne der være mening i at eksperimentere med. Selvfølgelig er det meget rart, at der allerede er nogen der har arbejdet med »problemet«. Deres resultater kan vi selvfølgelig lære af, og vi ville være godt dumme hvis vi ikke ville lære af dem (ligesom vi har lært en masse om musikkens materiale, kompositionsteknik m. m. fra Darmstadt-skolen).

Men ærlig talt - vi har som socialt ansvarlige mennesker placeret midt i dagens Danmark ikke så meget brug for at lære mere af sådan noget lige nu, vi har mere brug for at bruge os selv til at meddele noget. Men ikke blot meddele noget for at meddele noget. Der er ting, der er vigtigere at meddele end andre. Det må den enkelte komponist og digter som socialt ansvarlige mennesker naturligvis selv afgøre. Men her melder der sig nok det store problem, idet det nok er de færreste kunstnere i dag, der opfatter sig som socialt ansvarlige mennesker. De føler ikke, at de selv er ansvarlige for tingenes tilstand og for hvordan de skal udvikle sig. De lever ved siden af samfundet og nedlader sig højest til at revse samfundet. Dette har naturligvis sin årsag i hele vores vestlige samfunds-system, som systematisk isolerer og pacificer er os. Resultatet ser vi i tidens fremmedgjorthed, frustation, menneskelige afstumpethed, voldsmentalitet, desperation, nervøsitet, stress, sekterisme osv. osv.

Men denne samfundets ulykkelige tilstand gør det blot endnu vigtigere, at kunstnerne - som jo har eller har fået udviklet en speciel evne til at kunne udtrykke noget menneskeligt - benytter sig af den evne til at meddele noget, der kan gavne udviklingen ud af denne suppedas vi er i. Det kan selvfølgelig være decideret politisk propaganderende kunst, men kan også blot være - og det er lige så vigtigt og måske vigtigere - en kunst som blot virker livsbekræftende og som giver mennesker mod og tillid til at der kan gøres noget. Det er i dag hvor vi bliver mast længere og længere ned i suppedasen enormt vigtigt, at der er nogen der hiver den anden vej. Derfor må komponisten og digteteren som socialt ansvarlige mennesker nødvendigvis benytte sig af musikken og poesien både hver for sig og i forening sådan som de er - nemlig som meddelelsesmidler. Og at de skal meddele noget, der er vigtigt og som peger fremad - at livet er værd at leve, at der kan gøres noget for at det bliver bedre, og måske endda hvad der skal gøres.

Michael Bertelsen

Årgang 50/1975-1976, nr. 02