Vedbend versus regn

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 02 - side 74-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Vedbend versus regn

Forfatteren Sven Holm anmelder Ib Nørholms Violinkoncert, op. 60, og Erik Norbys »Regnbueslangen« for orkester.

Der er noget næsten imponerende over den række be-stillingsværker. som Danmarks Radio i det her jubilæumsår henter ind hos danske komponister. Splinterny musik og så for skatteydernes penge. Det er som det skal være, det ligner næsten kulturpolitik hvis der endnu er nogen der kan huske hvad det ord betyder. DMT har bedt mig skrive om mine indtryk af to af disse værker, Ib Nørholms violinkoncert og Erik Norbys orkesterværk »Regnbueslangen«. Jeg gør det som lægmand; min eneste adgang til musikken er musiknarkomanens og så min skrivemaskine som jeg alligevel har rodet ind i så meget i løbet af årene.

Ib Nørholm: Violinkoncert, op. 60. Opført første gang 27. nov. 1975 med Radiosymfoniorkestret, dirigeret af Herbert Blomstedt og med Leo Hansen som solist.

Jeg kan huske da jeg første gang opfattede hvilken våde koncert-formen var stedt i. Det var da jeg hørte Pendereckis Capriccio for Violin og Orkester fra 1967. Hen over de kraftfulde klangklaser i orkestret snoede og vred violinstemmen sig (især i værkets første del), som om det var en violinist der var stukket af fra en koncert af Paganini og nu prøvede at lade som ingenting inde hos Penderecki. Den dag i dag hører jeg kun værket med delt beundring, selv om jeg tror jeg bedre forstår Pendereckis bestræbelse nu: det koncerterende element skal udfordre de mere ekstreme orkesterklange - eller man kan måske sige: de traditionelt koncertpublikumsvenlige forsiringer i violinen skal få den eksperimenterende musik til at smutte med ind i øregangene.

Jeg forestiller mig at Ib Nørholm har gjort sig nogle lignende overvejelser da han skrev sin violinkoncert, for det stærkt iørefaldende ved dette værk er den fantastiske kontrast mellem violinstemmens materiale og orkestrets. I sin gennemgang af koncerten i en udsendelse i radioen, der gik forud for opførelsen, karakteriserede Nørholm selv violinstemmen som et ornament, en arabeske på orkestersatsen. Hans udgangspunkt har altså under alle omstændigheder været et andet end

hos den romantiske komponist, hvor solostemme og orkester gennem kamp og kærlighed føres i ligestillet harmoni til basta, finale, Nørholms violinkoncert har helt tydeligt sit tyngdepunkt i det orkestrale, her er ikke tale om to ligestillede parter (noget opførelsens solist oven i købet gjorde overdrevent klart). I en vis forstand kan værket næsten fremstå som en koncert for orkester med obligat violin og ikke som en koncert for violin og orkester.

Efter en uhyre delikat optakt i fløjterne sætter violinstemmen ind med et tema, der ligger ejendommeligt nær ved åbningstemaet i Liszts store Faust-symfoni. Jeg kan ikke forestille mig at Nørholm direkte vil citere Liszt, selv om også Nørholms musik på en mærkelig måde er fortællende og tidligere har nærmet sig de store europæiske myter. Ligheden kan også skyldes traditionen, den tradition som Ib Nørholm selv bekender han ligefrem bruger eklektisk. (»Eklekticisme er den nødvendige vej til den nødvendige syntese«, som han sagde (citeret efter hukommelsen) i den før nævnte introduktionsudsendelse.) Første satsen viser sig hurtigt at bestå af en hel række små »orkesterfortællinger«, meget forskellige og kon-trasterende, både i klang og stemning. Hen over disse - til tider i mellemrummene mellem dem ~ bevæger violinstemmen sig, nøgen, lidt klangfattig, koncerterende. Disse orkesterpunkter - som samler stof fra Mahler til Darmstadt-komponisterne - kan være meget fascinerende, ja, ligefrem smukke i gammeldags forstand: pludselg dramatiske, pludselig mediterende, pludselg overstadige, men som gennemgående træk er det lyrisk musik, stramt holdt i modsætning til violinstemmens vedbendguirlander.

Anden sats er den der falder mest i ørerne. Den er melodisk, ja, den går så langt for at synge at den i den ofte gentagne karakteristiske »kendingsmelodi« bevæger sig helt hen til musikken hos Walt Disney når julemanden flyver op i himlen med sine rensdyr: klokkespil og rene strygere. Det er en ondskabsfuld udlægning, for musikken er smuk - og hvis man ville være meget positiv (og ikke splittet, som jeg ærlig talt føler mig over for denne melodik), så kunne man i stedet for Disney henvise til Bartok som i optakten til sin anden violinkoncert og i satsen »intermezzo interrotto« fra orkesterkoncerten laver lige så bedøvende skøn musik. Måske ligger punktet midt imellem Disney og Bartok, men er så sårbart, at det hele står og falder med udførelsen. Alene forskellen på torsdagskoncertens udgave (hvor Blomstedt dirigerede) og en tidligere indspillet orkesterprøve (med Ove Kry-ger Rasmussen som dirigent) viser hvor (over)følsom denne »kendingsmelodi« er: hos Blomstedt var der sentimentalitet og tryk på for alle pengene, hos Rasmussen blev der taget mere svævende og afklaret på passagen. Og den sidstnævnte udgave fik derved smukkere konturer. Men satsen er interessant og den sætter sig i ørerne og vil sikkert være i stand til at få også tilhængerne af Beethovens violinromancer til at lytte til moderne musik for violin og orkester. Med sine indskudte partier af moll-præget dramatik er hele satsen et lille, sært og enestående stykke ny dansk musik.

Tredje sats er som koncertsats den mest traditionelle. Violinen og orkestret står mere klart overfor hinanden, satsen er i det hele taget den mest dramatiske i konventionel forstand. Men påfaldende nok er orkestersatsen her langt mindre interessant end i de to andre satser. Den er meget bombastisk, samler op og samler op og sætter sig i store klumper som bliver bekæmpet af violinen. Der er tung Hindemith over noget af det, selv om der også her er detaljer af megen skønhed.

Som helhed er Ib Nørholms violinkoncert et forvirrende værk. Jeg har frem for alt vanskeligt ved at se den nødvendige sammenhæng mellem de tre satser, og jeg har ofte undervejs måttet lytte mig ind under violinen, ligesom måttet løfte blondeværket af for at komme ind til orkestrets verden, som forekommer mig at være langt mere spændende. (Nørholms symfoni »Days Nightmare I« har stof og metode som ligger i nærheden.) Men værket er også forvirrende i positiv forstand. Man må tage sine vurderingskriterier op, skrue ørerne over i en lidt anden vinkel over for dette stort anlagte og modige projekt. Jeg er overbe-bevist om at jeg vil vende tilbage til det bånd hvor jeg har Nørholms koncert stående.

Erik Norby: „Regnbueslangen"" for orkester (1975). Opført første gang 20. november 1975 med Radiosymfoniorkesteret, dirigeret af John Frandsen.

Hvor Nørholms violinkoncert er kompleks og mangetydig er Erik Norbys orkesterværk enkelt, hvor Nør-holm samler ind fra øst og vest og skaber et spraglet puslespil, der udgår Norby fra et enkelt sted, han samler sig (sammen) i en enkel, ubrudt bevægelse og i ét eneste, stort anlagt strøg udfører han sin orkesterfortælling.

I Norbys tilfælde er der angiveligt tale om en fortælling, en indiansk myte, som forlæg: historien om tørken i landet og slangen der lod sig kaste op i himlen

hvor den spændte sig ud mellem horisonterne og skrabede den blå is ned fra himlen. Regnen der vendte tilbage og synet af den farvestrålende slange på himlen hver eneste gang det i al fremtid regnede på en solskinsdag.

Fortællingen er i sig selv bygget op som et stykke musik: rolig-voldsom-rolig, og Norby har understreget den bevægelse ved at slutte som han begyndte: i de store overlappende orkesterflader som karakteriserer tørken.

Ved små strømmende bevægelser i strygerne og lange glidende blæserfigurer males det hvilende, tørre landskab, men samtidig anes regnens fald (strygerne) og slangens bugtninger (blæserne), ja, de måske snarere påkaldes end anes. Og med et pludseligt kraftigt slag i pauken slynges den sammenrullede slange op i himlen og folder sig ud i et prægtigt, rullende, strømmende, dryppende lydtæppe hvor det nu snarere er strygerne der tegner slangens bevægelser, og blæserne, hovedsagelig fløjterne, der tegner regnens. Og de små bevægelser, stigende og faldende fløjter, klokkespil og messingblæsere samler sig til en bred strøm som vokser - og standses - i en kraftig hornudfoldelse - hvorefter tørken, eller varslet om en kommende tørke, vender tilbage.

Jeg ser en linie helt tilbage fra Sibelius (orkesterbehandlingen i hans fjerde symfoni) over Charles Ives (hvis lille mesterværk »The unanswered question« næsten kan synes at være et forbillede) til Messiaen og Ligeti - og herhjemme især Per Nørgaard (»Rejse ind i den gyldne skærm«) - som de vigtigste forudsætninger for Erik Norbys værk. Det er en linie i musikhistorien som tilsyneladende lettere end Darm-stadtlinien har været i stand til at inkorporere »ny-enkle«, »nyromantiske«, »nyfolkelige« elementer og dermed, i det mindste lige i øjeblikket, forekommer mig at have større muligheder for at »åbne sig udad«, som man siger, uden at blive splittet mellem værk-stedsmusik og lyttermusik.

»Regnbueslangen« er helt umiddelbart et kolossalt medrivende stykke musik. Jeg oplevede det flere gange lige så svingende mættet som nogle af Pink Floyds gruppesymfonier, en bevægende blanding af stor myndighed og stor poesi.

Nok forholder Norbys værk sig til Nørholms som en novelle til en roman, og de ligger i tonesprog så langt fra hinanden som det vel næsten er muligt inden for den samme generation i Danmark i dag, men de to værker taget under ét fortæller under alle omstændigheder, at isen med mellemrum bliver skrabet ned fra himlen så regnen kan ramme os. Tak og lov.

Sven Holm

Årgang 50/1975-1976, nr. 02