50.000 kr. nordisk musikalsk samarbejde til Island

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 03 - side 112-114

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

50.000 kr. nordisk musikalsk samarbejde til Island

1. marts modtog Atli Heimir Sveinsson Nordisk Råds Musikpris på 50.000 kr. Overrækkelsen af prisen skete ved en højtidelighed på Københavns Rådhus i overværelse af bl. a. nordiske politikere og embedsmænd, og som traditionen foreskriver takkede Sveinsson med en tale, hvori han fra sit standpunkt motiverede prisens betydning. Dmt gengiver her hele Sveinssons tale:

For mig er det en helt ny, ganske enstående erfaring at tage imod en pris som denne. Jeg er klar over, at anerkendelse, af hvilken natur den end er, hverken gør en komposition bedre elier værre - og endnu mindre dens komponist, l et af sine digte udtrykker den islandske digter Steinn Steinarr noget om, at verden betaler for sagerne omvendt proportionalt med deres værdi. Jeg går ikke ind på denne påstand, hvis den er absolut, men jeg synes dog ofte, den indeholder en del sandhedskærne. Jeg kan kun håbe, at fremtiden vil vise, at juryens afgørelse denne gang ikke har været alt for absurd. Og samtidig takker jeg Nordisk Råd for den ære, man har vist mig.

Prisens værdi består blandt andet i, at folks opmærksomhed rettes mod komponisten og hans værker. Måske også mod de omgivelser, som han lever og arbejder i. Det er mit håb, at denne prisuddeling vil medføre, at man i de nordiske lande får en forøget interesse for det islandske musikliv.

Fra ældgammel tid er Island et nedarvet kulturland især på litteraturens område. Andre kunstformer optrådte meget senere, og musikken var den kunstart, der senest fik sin betydning i landet. Derfor tales der i Island endnu om litteratur og andre kunstformer. Musikinstitutionerne i Island er meget unge, kun nogen få årtier gamle, og der udføres da endnu et banebrydende og opbyggende arbejde, der for længe siden er afsluttet hos vore frænder i de nordiske lande. Det islandske musikliv har endnu ikke helt trådt sine børnesko. Musikken i Island giver megen grøde, og dette medfører lidt vokseværk, hvad der kan anses for helt naturligt. I mange henseender er Island et isoleret land. Vi, som bor der, har somme tider den fornemmelse, at vi bor bag ved verden, og måske er det kun en fåtallig nations mindreværdskompleks, der viser sig, når vi synes, vi ikke bliver bemærket nok. Netop derfor har det stadig voksende nordiske samarbejde haft meget gode følger i Island. Jeg tør nok påstå, at det kulturelle samarbejde inden for musikken allerede har haft en meget inciterende indflydelse på Islands musikliv. Efter min mening ligner komponistens rolle i det islandske samfund ikke så lidt hans rolle i andre lande. Nu diskuteres og skrives der meget om komponisternes og musikkens betydning (rolle). Jeg ser mig ikke i stand til i få ord at analysere denne rolle og heller ikke til nærmere at gøre rede for den moderne musiks problemer. Det bør ikke forties, at den såkaldte moderne musik appellerer til en forholdsvis fåtallig gruppe, der ganske vist vokser meget hurtigt. Men dette formindsker ikke dens betydning. Musik kan ikke vurderes efter, hvor mange den appellerer til - det er også uhyre svært her at anvende forholds-talsreglen. Det er god kunsts privilegium ikke udelukkende at appellere til én generation, men mange. Den europæiske musik er ifølge sin natur dynamisk. Den er derfor stadig variabel. Men der findes en virkelig stor gruppe musikelskere, der har svært ved at forstå moderne musik. Det er ikke nødvendigvis en ulempe. Banal og enkel kunst er det altid let at forstå, og den hører derfor op med at opsøge menneskene. Den kunst, der er mere kompliceret og vanskelig, den er for mennesket et problem, en gåde, der skal løses, det vil sige en værdig opgave. Thi det er menneskets natur at søge erfaring, viden og forståelse. Jeg tror, at dette er grunden til, at moderne musik har samfundsmæssig værdi, selv om musikkens indflydelse er meget mere kompliceret end adskillige andre kunstformers. I et meget gammelt kinesisk skrift findes følgende samtale: Hvorfor dyrker du musik? spørger Me-Ti. Og en af Confucius' elever svarer: for at dyrke musik. Da siger Me-Ti: Dette forstår jeg ikke. Hvis jeg havde spurgt en bygmester om, hvorfor han byggede huse, ville han have svaret, at han gjorde det for at beskytte menneskene mod regn og kulde. For mig ser det ud til, at komponister og musikere har forstået den kendsgerning, at moderne musik har en meget vigtig betydning i samfundet. I stigende grad har de med deres kunst forsøgt at blive mere engageret i samfundets udformning og udvikling. Det er meget vigtigt, at vi betragter musikken som en naturlig faktor i livet. Den amerikanske komponist John Cage mener, at hvis vi adskiller musikken og livet, da får vi, hvad der kaldes kunst eller et kompendium af mesterværker. Denne adskillelse forhindrer os i at leve, og derfor er moderne musik mere liv, end den er kunst. Og det synes jeg er meget positivt. Men hvad er så musikkens samfundsmæssige rolle? Jeg tror ikke, at der findes noget let svar på dette spørgsmål. Dog synes jeg, den græske komponist lannis Xenakis nærmer sig svaret, da han siger: Musik har ingen hensigt og chance, undtagen når den bidrager til at forny grundlaget for menneskets tankegang og for-

bereder menneskeheden på de problemer, som ligger forude. Jeg sagde før, at vores musik stadig forandres -som livet.

For tiden er det en kedelig uskik at tale så meget om den moderne musiks problemer. Disse problemer kender jeg faktisk ikke. Jeg har undertiden svært ved at komponere musik. Det er mit, men ikke musikkens problem. Den musik, som jeg, mine venner og kolleger ville have komponeret, findes ikke. Vi ved heller ikke, hvordan den vil lyde. Thomas Mann siger meget smukt i sin bog »Doktor Faustus«: »Tro mig, hele kunstens livsstemning ændrer sig. Det er uundgåeligt, og det er et held. Melankolsk ambition falder bort. Vi forestiller os det kun med besvær, og dog sker det, og det bliver det naturlige: psykisk sund kunst uden lidelse, en kunst, der er dus med menneskeheden«. Jeg tror, at det engang i fremtiden lykkes nogen at høre en sådan musik. Det bliver disciplinær kunstnerisk klangtanke og klangskabelse i en klangforurenet verden, som vores, hvor musikken og tavsheden bliver menneskets lettelse.

Atli Heimir Sveinsson

Årgang 50/1975-1976, nr. 03