Bøger

Bøger

Imponerende stofsamling

Lars Børge Fabricius:

Træk af dansk Musiklivs Historie m. m.

Omkring Etatsraad Jacob Christian

Fabricius' Erindringer.

(København, Nyt Nordisk Forlag

Arnold Busck, 1975).

XII + 603 sider.

Enhver, der har prøvet at arbejde med emner inden for dansk musikhistorie, har en tydelig erindring om den underlige blanding af opgivende fortvivlelse og stædigt gå-på-mod, som på et tidligt tidspunkt i arbejdet kom til at præge éns forhold til det. Ofte så det jo ud, som om ingen tidligere havde beskæftiget sig blot nogenlunde grundigt med stoffet, der altså først måtte findes frem, sorteres, tydes, excerperes o. m. a., før den egentlige behandling deraf kunne begynde - altså igen et første-håndsarbejde i dansk musikhistorie, og tynget - ja måske voldsomt forsinket - af nødvendigt, indledende »slave-arbejde«. Til gengæld vil man sikkert også huske, at stædigheden belønnedes med den tilfredsstillelse, det var at kunne gå på jagt, fremdrage henlagte og glemte men betydningsfulde dokumenter, se brikkerne føje sig sammen til en helhed, og eventuelt endelig at stå med et acceptabelt resultat, der udgjorde en del af dansk musiks og musiklivs historie. Sandsynligvis har Lars Børge Fabricius, skønt ikke musiker eller musikhistoriker af fag, erfaret noget lignende under arbejdet med at udgive og i væsentlig grad supplere sin farfaders erindringer i bogen »Træk af dansk Musiklivs Historie m.m.«Og så meget mere kan man nu gratulere ham til det gode resultat. Den ved første øjekast ejendommelige bogtitel viser sig at være fuldt dækkende og mere til - med det forbehold, at det måske allerede af titelen burde fremgå, at det især er dele af det københavnske musikliv, som skildres. I stedet for nogle løst henkastede memoire-skitser får man i omfangsrige og grundigt dokumenterede kapitler en overvældende stofmængde præsenteret vedrørende nogle af de centrale institutioner i dansk (københavnsk) musikliv, alle initieret af og/eller kraftigt befordret af Jacob Christian Fabricius (1840-1919), fuldmægtig i Nationalbanken, musikliebhaver og komponist, elev af Joh. Chr. Gebauer og Peter Heise, som få en inspirator og slider, hvis virke for dansk musiklivs

forbedrede vilkår i slutningen af forrige århundrede vi endnu mærker og nyder godt af, skønt næppe mange af os har haft Jacob Fabricius i tilbørlig erindring i forbindelse medf.eks. »Koncertforeningen«, »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik« og etableringen af Københavns nye store koncertsal i den bygning, der nu er kendt som Odd Fellow Palæet.

I et indledende, overvejende personalhistorisk kapitel præsenteres en række medlemmer af slægten Fabricius. Og som en art »Tema med Variationer« (som forfatteren selv skriver), bringes dernæst Jacob Fabricius' erindringer, der i de følgende kapitler kommenteres og suppleres. Dispositionen angives kort af forfatteren således: »Kap. III vil bringe supplerende Oplysninger særlig om Jacob Fabricius' Barndom, Ungdom, Ægteskab og Familie. De følgende Kapitler vil behandle Kammermusikforeningen »Vega« og anden Kammermusik i København (Kap. IV), Samfundet til Udgivelse af dansk Musik (Kap. V), Koncertforeningen og dens Forløbere m.m. ( Kap. VI), Koncertpalæet og dets Forlobere (Kap. VII), Komponist- og Musikerforeningen »Fermaten« og den nordiske Musikfest i København i 1888 (Kap. VIII), Kompositionerne m.m. (Kap. IX) og Forslaget til Statsarbejderboliger (Kap. X).« Et afsluttende, meget omfattende person-register forhøjer bogens værdi som opslagsværk.

Begrundelsen for den omfattende stoffremlæggelse giver forfatteren ligeledes selv: »En saadan bredere Fremstilling, der hviler paa baade trykte og utrykte Kilder (herunder mundtlige Oplysninger), og som derfor vil fremdrage meget hidtil ukendt Stof, vil tillige kunne give noget af et Tidsbillede og vil ogsaa være paa sin Plads, fordi Jacob Fabricius' Erindringer saavidt det har kunnet konstateres udgør det eneste efterladte samlede Vidnesbyrd fra en af de direkte implicerede i de Forhold og Begivenheder, som de vedrører, ligesom de Sider af dansk Musikliv m.m., som de omhandler, kun er ufuldstændigt eller overhovedet ikke behandlet og navnlig ikke behandlet i (deres indbyrdes) Sammenhæng.« '

Bortset fra kapitlet om Jacob Fabricius' kompositioner handler bogen ikke om musikværkerne selv, men så meget mere om baggrunden for at de kunne komme til udførelse eller udgivelse. Forfatteren er tydeligvis engageret i sit stof, hvilket ikke kan under bl.a. pågrund af det nære slægtskab mellem ham og bogens hovedperson; læseren lades ikke i tvivl om Jacob Fabricius' centrale placering i de forehavender, han engagerede sig i; og til tider har forfatteren svært ved at dæmpe sin harme dels over forholdene i »den hjemlige Ande-gaard« deis over den unøjagtighed, som han finder i mange af de trykte kilder, han henviser til. Det med andegården kan (uden spidsfindig hentydning til en anden stor mand i forrige århundrede) være korrekt eller overdrevet - vurderingen heraf må bygge på et meget omfattende og især repræsentativt materiale, hvoraf det i bogen fremlagte udgør en del; men man er ikke utilbøjelig til at erklære sig ret enig med forfatteren. Og med hensyn til unøjagtighederne må man være forfatteren taknemmelig for det store arbejde, han har lagt i omhyggeligt at kontrollere data og andre oplysninger, hvilket sætter ham i stand til at udfylde huller og korrigere en mængde fejl i hidtidige publikationer om dansk musik. Bogen er klart trykt og bemærkelsesværdigt fri for trykfejl (i note 92 side 39 skal 1917 rettes til 1919, da nekrologer over J. Fabricius næppe fremkom før hans død).

Nogen egentlig kildekritik af ræsonnerende art synes forfatteren ikke at have udøvet; men bogen giver sig heller ikke ud for at være videnskabelig i den forstand. Den har sin force som en omkring sit emne og ærinde centreret stoffremlæggelse af et rent ud imponerende omfang, præget af en grundighed og nøjagtighed, som vil komme alle interesserede til gode. Det har været et meget stort og tidskrævende arbejde for forfatteren at samle og ordne hele dette vældige stof. Men ene mand kan han næppe have udført det alt sammen. I det ovenfor anførte citat antyder han da også selv, at han har fået hjælp fra forskellig side (»mundtlige oplysninger«); og de af os, der har arbejdet med dansk musikhistorie, vil vide, i hvor høj grad vi under arbejdet med bl.a. fremskaffelsen af stoffet har måttet trække på den hjælpsomhed, som bibliotekarer, arkivarer, musikhandlere og privatpersoner heldigvis som regel er parate til at yde, ofte i stort omfang. Man skylder disse mennesker i det mindste den erkendtlighed at takke dem i forordet; og det er ejendommeligt, at forfatteren ikke gør dette. Bogens værdi og forfatterens ære deraf ville ikke være blevet det mindste ringere derved. Det falder uden for denne anmeldelses rammer at vurdere bogens afsluttende kapitel, der omhandler Fabricius' pioner-projekt vedrørende statsstøtte til opførelse af gode boliger for arbejdere, der gradvis kunne overtage disse boliger ved opsparing includeret i huslejen; projektet vakte konseilspræsident Estrups interesse og sympati, men faldt på grund af politisk og økonomisk intrige og blev først genoptaget mange år senere. Men det kan siges, at vi med de store kapitler om kammermusikforeningen »Vega«, om »Samfundet«, »Koncertforeningen«, »Koncertpalæet«, »Fermaten« og om Fabricius' kompositioner får væsentlige bidrag til belysning af dansk musikhistorie. I forbindelse hermed foretager forfatteren ofte store excurser for at sætte emnerne i relief; således får man store personal-

historiske afsnit om de mennesker, der stod bag de omhandlede foreninger og deltog i deres arrangementer; Personalunion, slægtskab, kollegaforhold m. m. spillede dengang som nu en stor rolle, og ved at behandle sådanne forhold, søger forfatteren at anbringe sine emner i det samfundsmønster, som de jo var en del af. Det er, såvidt vides, første gang der foreligger en egentlig skildring af kammermusikforeningen »Vega«s virksomhed, der strakte sig fra ca. 1865-1870. I tilgift får man redegørelser for andre lignende foretagender såsom Franz Neruda's kammermusik-soiréer 1864-68, Kammermusikforeningen, som Neruda startede i 1868, Capel-soiréerne for kammermusik fra 1870, det af Otto Malling ledede Studenter-Kapel 1869, og Chr. Barne-kows abonnementskoncerter for kammermusik 1857-61. Og det er nok korrekt, når forfatteren udnævner »Vega« til at være vor første egentlige kammermusikforening.

Det fyldige, detaljerede og veldokumenterede kapitel om »Koncertforeningen« (1874-1893) har som optakt en interessant redegørelse for foreningen »Euterpe« (1864-67) og den pioner-ånd som herskede her, ikke mindst i kraft af C. F. E. Horneman. Vidste De for øvrigt, at der ved »Euterpe«s første koncert var ca. 1000 tilhørere? - På basis af de bevarede forhandlingsprotokoller for bestyrelsen for »Koncertforeningen«, suppleret med talrige breve, avisartikler, ministerial-sager m.m., gives en dybtgående skildring af dette modstykke til den dengang dominerende »Musikforeningen« med Niels W. Gade i spidsen og af de fortrædeligheder, som førte til »Koncertforeningen«s opløsning, ikke mindst det øjensynligt vilkårlige forbud fra det Kgl. Teaters chef mod, at kongelige operasangere optrådte som solister ved foreningernes koncerter. Også eftervirkningerne af »Koncertforeningen« og dens ophør er behandlet, således stridighederne omkring dirigentstillingen i »Musikforeningen« efter Gades død (supplerende Angul Hammerichs bog fra 1886) og den skæbne, der blev »Koncertforeningen«s omfattende node-arkiv til del. Der henvises til og citeres fra en mangfoldighed af dokumenter og andre kilder, overalt med stor nøjagtighed; dog undlader forfatteren at nævne, at fundet af »Koncertforeningen«s node-protokol samt node-arkivets senere skæbne første gang er udførligt behandlet i en artikel af undertegnede i »Dansk årbog for musikforskning« fra 1972. Kapitlet om »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«, der stiftedes i 1871, fremtræder som en udvidelse af forfatterens fremstilling af samme emne i »Samfun-det«s jubilæumsskrift fra 1971 og føjer sig naturligt ind i helheden af Jacob Fabricius' mange betydningsfulde initiativer. Og med kapitlerne om etableringen af den nye koncertsal i »Det Schimmelmann'ske Palæ«, senere kaldet »Koncertpalæet« og efter år 1900 »Odd Fellow Palæet«, og af den selskabelige musikerforening »Fermaten« og arrangementerne omkring den nordiske musikfest i København i 1888 står vi atter over for førstegangs-skildringer af betydningsfulde ydre og indre forhold i musiklivet. Endelig gives i et stort kapitel en omfattende og kommenteret fortegnelse over Jacob Fabricius' kompositioner - i sig selv en håndbog af stor interesse - og af hans manglende anerkendelse som komponist i Danmark og tilsvarende succes i udlandet, navnlig i Tyskland i begyndelsen af vort århundrede.

Sammenfattende må det siges, at vi med denne bog står med både et engageret indlæg i den til alle tider løbende musikpolitiske debat og en samling yderst værdifulde og veldokumenterede skildringer af væsentlige aspekter i musiklivets forhold på et tidspunkt, der var præget af et vældigt opsving, og som i mange henseender har haft afgørende konsekvenser for vor tids musikliv. Vi er givetvis mange, der må have bogen inden for nærmeste rækkevidde, når vi herefter beskæftiger os med dansk musik i det 19. og 20. århundrede.

Torben Schousboe

Ny kordirektion

Eric Ericson /

Gösta Ohlin / Lennart Spångberg:

Kordirigering

Sveriges Korforbunds Forlag 1974

Så kom den med længsel ventede (og i urimelig god tid annoncerede) lærebog i kordirektion, skrevet af »kor-verdenens« store kanoner: Eric Ericson, Gösta Ohlin og Lennart Spångberg og med bidrag af ikke mindre betydningsfulde folk som Gunnar Eriksson, Gustav Sjökvist, Lars Blom og tyskeren Jürgen Jür-gensen.

Eric Ericson har jo i løbet af de sidste 15 år via sine grammofonplader med det svenske radiokor og Stockholms kammerkor, sine radio- og TV-udsendelser og en verdensomspændende kursus-, instruktør- og turnévirksomhed skabt sig et navn som en af de virkelig bemærkelsesværdige korledere. Han har på et bredere plan (forbundsdirigent i den store sammenslutning af amatørkor: Sveriges Korforbund, undervisning i korledelse på Musikhögskolan i Stockholm) &jort en ihærdig indsats for at højne korsangen, teknisk og musikalsk, og på det professionelle plan har han formået at omskabe det svenske radiokor til et ensemble af højeste kunstneriske karat med et udtryksregister af hidtil ukendte dimensioner, hvilket i øvrigt har været den igang-sættende impuls for »mellemgenerationen« af svenske komponisters (Sv. E. Back, Ingvar Lidholm, Lars Johan Werle) spændende og omfattende produktion af a capella værker. Forventningerne er således store, når dette menneskes rige kortekniske kunnen og store erfaringsmateriale kommer i bogform og bli'r alment tilgængeligt (selv om det med det almene er en sag for sig — bogens pris: 148,— forhindrer nok mangen en musikstuderende i at gøre den til personlig ejendom). Men for dem, der har råd, bli'r forventningerne indfriet.

Omkring halvdelen af bogens knapt 200 sider består af et vel-motiveret eksempel- og øvelsesmateriale, repræsenterende mange genrer og stilarter (Spirituals og Beatles-melodier står side om side med gode gamle klassikere). Hvert eksempel refererer til specifikke slagtekniske problemer, opdelt i kategorierne: Grundslag, forberedelsesslag, afslag, legato-portato-staccato, aktive-passive slag, vekslende taktarter, fri deklamation, indsatser, crescendo-diminuendo, fermat, accenter og synkoper.

Resten af bogen inderholder specialartikler, alle særdeles relevante for korlederen: Eric Ericsons: »Repetitionsmetodik« er en guldgrube af praktiske råd vedrørende indstuderingsarbejdet, — Gösta Ohlins: »Körtonbildning« har koropvarmningsprogrammer til flere sæsoner, — Richard Berg, Jürgen Jürgensen og Gösta Ohlins artikler om intonationsproblemer skulle kunne få et hvilket som helst kor til at synge rent — Gunnar Erikssons: »Uttrycksmedel i nutidiga kormusik«, der er en eksemplificeret gennemgang af det 20. årh.s utraditionelle koraktiviteter, bringer mange ideer og impulser til korlederen, der hidtil har veget tilbage for den 'svært tilgængelige modernisme' — Helge Lidens: »om kör och instrument« gi'r fornuftige anvisninger på, hvordan korsatser, specielt fra renæssance og barok, kan ledsages instrumentalt. Desuden finder man en række oversigter med oplysninger af mere praktisk karakter: »Kormusik på grammofonplade« — »Musikforlag i Europa« (adresser og oplysninger om de respektive forlags udgivelser af korlitteratur) — »Lærebøger i kordirektion«, Bagest i bogen er der en samlet oversigt over slagskemaer.

Indholdet repræsenterer således alt, hvad der med rimelighed kan formidles verbalt og grafisk om emnet korledelse. Og dermed er emnet langt fra behandlet udtømmende — man kan ikke læse sig til en perfekt korlederteknik. Det er forfatterne udmærket klar over, og de gi'r udtryk for det i forordet med følgende særdeles fornuftige passus: »Däremot finns ingen beskrivning av kordirigentens funktion som ledare och såmordnare, det må galla på det mänskliga planet eller på det konstnärliga. Ej heller fmns någon forklaring på attityder hos en dirigent, som har att tolka ett givet musik aliskt-textligt innehåll i en komposition. Attityd-utstrålning är begrepp, som är svåra att beskriva i tek-niska termer.«

På de fleste danske musikuddannelsesinstitutioner har man i mange år anvendt Niels Møllers Korledelse fra 1958. Den er grundig og redelig, men knastør, og dens brugsværdi er nedsat på grund af alt for mange krydshenvisninger og et irrelevant ek-sempelmateriale. Den svenske »Kordirigering« har gode chancer for at blive afløseren. Chancerne formindskes dels af den alt for høje pris, dels af den gennemgående tendens i bogens hovedafsnit om slagteknik til at vige uden om eksakte direktions-tekniske problemer — uden tvivl et velovervejet og forfriskende forsøg på at undgå kategorisering, der forhindrer individuelle løsninger. Det er f. eks. ikke utypisk, at afsnittet om fermatbe-handling indledes med »Några generella regler for fermatbe-handling går knappast att ställa upp«.

Begynderen vil ofte savne skråsikker råd og instruks — den mere erfarne vil nyde det udogmatiske syn på tingene, der bekræfter, at sandheden er mangfoldig, når det drejer sig om musikudførelse og -fortolkning.

John Høybye

2 x Messiaen

Rob. Sherlaw Johnson: Messiaen. Dent 1975 - 221 sider.

Roger Nichols: Messiaen. Oxford studies of composers 13, Oxf. Univ. Press, 1975 - 79 sider.

Næsten samtidigt, med en måneds mellemrum, er udkommet to bøger på engelsk om den franske komponist Olivier Messiaen. I deres målsætning og udformning adskiller de sig dog væsentligt fra hinanden. Nichols bog er udsendt i serien »Oxford Studies of Composers« og skal som sådan opfattes som en kortfattet, kritisk gennemgang af de fleste af Messiaens værker. Johnsons bog er derimod et forsøg på, ved en indgående musikalsk analyse af alle hans større værker, at fremlægge hans holdning og hele musikalske univers og i øvrigt, modsat Nichols, afholde sig fra kritik.

Først Johnsons bog: Messiaen skrev i 1942 en »nøgle« til sine værker, »Technique de mon Langage Musical«, hvori han analyserer flere af sine værker (eller dele af dem) og successivt gennemgår sin egen opfattelse og brug af rytme, melodi, form, harmoni og akkordopbygning. Naturligt nok bruger Johnson denne afhandling som udgangspunkt for sin analyse, idet han punkt for punkt gennemgår de forskellige afsnit og fremdrager de væsentlige aspekter ved Messiaens teknik. Jeg skal give et eksempel fra afsnittet om harmoni. Messiaen benytter sig af nogle såkaldte »overtoneakkorder« (accords de la résonance) dvs. akkorder, der er opbygget af en grundtone plus alle dens ulige overtoner op til den femtende. F. eks. i »Couleurs de la Cité céleste« fra 1963 har Messiaen brugt sådanne akkorder med grundtonen fff i basunerne og i det dybe leje og nogle af overtonerne p i klarinetternes midterste leje, og der fremkommer da en sammensmeltning, hvorved det væsentlige ikke bliver selve akkordtonerne (og dvs. harmonien), men klangens farve, hvilende i sig selv. Her rammer Johnson noget af det mest afgørende hos Messiaen, nemlig »klangen for klangens skyld« eller »den emanciperede akkord« eller, som Johnson kalder det, »sound entity«, som er noget af det, Messiaen har arbejdet meget intenst med. I vores årh. er det jo også netop det, som har fået så vide konsekvenser i Klangfarbenmelodie, seriel parametermusik, elektronisk musik osv. Johnson kommer også ind på form- og strukturproblemerne ved denne harmoni/klangopfattelse og påpeger meget rigtigt, at det var Messiaens rytmiske system, der gjorde det muligt for ham at udvikle sine værker til større proportioner.

Efter en gennemgang af de tidligere værker, som netop var mere harmoni- og modalpåvirkede end rytmiske, vies så meget naturligt et helt kapitel til rytme. Vi får her meget indgående, og ved hjælp af en række nodeeksempler, forelagt Messiaens opfattelse og brug af rytme med dens indiske rytmer, omvendings-rytmer, tilføjede værdier, udvidning og sammentrækning af rytmiske celler og bagest i bogen et appendiks med alle de 120 indiske landsbyrytmer, .som Messiaen fandt i »Encyclopédie de la Musique« af Lavignac, og som han har benyttet i næsten alle sine værker på den ene eller anden måde. Jeg fandt selv disse 120 deci-talas, som de hedder, for et par år siden i Lavignac, men det er første gang, de fremkommer samlet på tryk uden for Lavignac, og jeg synes, at det er yderst relevant af Johnson at bringe dette appendiks til en dybere forståelse af Messiaens rytmekompleks. I øvrigt er det også første gang i denne bog, at det påpeges så tydeligt, at det ikke er den indiske musik som sådan, Messiaen er optaget af eller vil efterligne, men netop kun disse rytmer, som fascinerer ham, og som han vil bruge helt på sin egen måde, løsreven fra sin naturlige sammenhæng. Dette er et af de allervigtigste punkter til forståelsen af Messiaens musik i det hele taget. Nemlig at han på næsten alle områder, det harmoniske, det melodiske, det formmæssige, det teologiske og det rytmiske, har benyttet sig af nogle emanciperede enkeltelementer og dermed, ved at sætte sit eget præg på det, skaber det »Messiaenske univers«.

Johnson bruger endnu et kapitel til at belyse forholdet mellem kristendom og symbolik i Messiaens værker og tager derefter fat på at analysere værkerne fra 1935 og fremefter. Vejen går fra de to orgelcyklusser, de tidlige sangcyklusser, værkerne fra krigstiden over Tristan-trilogien og deh eksperimentelle periode frem til afsnittet om fuglesang. Vi kommer her helt klart til et område, som ligger Johnson meget på sinde, og man får da også at vide på omslaget, at han er specielt interesseret i fugle og fuglesang. I dette afsnit om »fuglesangsværkerne« (»Réveil des Oiseaux« (1953), »Oiseaux exotiques« (1956) og »Catalogue d'Oiseaux« (1956—58)) giver Johnson en meget udtømmende beskrivelse af hele udviklingen af fuglesang i Messiaens musik og, i analysen af »Catalogue d'Oiseaux«, en fuldkommen tilbundsgående klassificering af hele materialet. Yderligere nogle fremragende analytiske skemaer med oversigt over gruppestrukturen og formen i hvert enkelt afsnit. Det interessante ved analyseskemaerne er, at Johnson har fundet frem til en »parameteranalyse«, som viser sig fuldkommen dækkende til analytisk beskrivelse af hvert stykke. Ser vi f. eks. på nedenstående skema over gruppestrukturen i det første af stykkerne, vil man yderst til højre se det forskellige materiale, som stykket består af, og læser man mod venstre, beskrives først intensiteten, dernæst hvordan akkordopbygningen ser ud (Hv = homo-foni med variable antal akkordtoner, H2 = homofoni med 2-toners akkorder, p2H = polyfoni, der består af homofoni fordelt på to systemer), så rytmestrukturen og endelig konsonans- eller dissonansgraden. Helt ude til venstre kan man så læse, hvordan stykkets modus som helhed tager sig ud. Nedenunder et skema over, hvordan det forskellige materiale præsenterer sig formmæssigt (store bogstaver er fugle, små andet materiale og dobbeltbogstaver betegner fuglenes flyvning).

Alle værkets 13 afsnit analyseres pä denne måde, idet der ved hvert stykke lægges vægt på, hvilke parametre der er vigtige for helheden. Hvis man overhovedet er enig i at analysere nyere musik af denne art, forekommer denne metode mig meget overbevisende.

Til dette afsnit hører også et appendiks, som nævner samtlige fugle i Messiaens musik. Først gives det franske navn, så det latinske, dernæst det engelske og endelig i hvilket værk eller værker fuglen forekommer. Berettigelsen af dette appendiks synes mig ikke helt indlysende, specielt kan jeg ikke se, hvad man skal med de latinske navne, men her er det vist ornitologen Johnson, der ikke har kunnet få nok.

Efter fuglesangsafsnittet går Johnson videre med analysen af de store orkesterværker fra 60-erne og slutter af med hans seneste orgelværk »Méditations sur le Mystère de la Sainte Trinité« (1969) samt hans sidste orkesterværk »La Fauvette des Jardins« (l 970).

I bogens sidste kapitel forsøger Johnson at placere Messiaen i en historisk sammenhæng samt at konstatere hans indflydelse på andre komponister.

Udover de to appendikser, som allerede er nævnt, er der en kronologisk liste over samtlige værker, en bibliografi samt tre fyldige indekser.

Bogen er varmt at anbefale til alle, som har lyst til virkelig at trænge ind til det væsentlige i Messiaens musik. En bog, som er behagelig fri for usaglig og uvæsentlig kritik. En bog, som jeg er overbevist om, vil blive et standardværk om Messiaen.

Den anden bog af Roger Nichols er som sagt udkommet samtidigt med Johnsons, men udformningen og sigtet med bogen er vidt forskelligt. Johnson omtaler i sin bibliografi bogen som »en kort introducer ende oversigt, nyttig for lytteren og koncertgæn-geren«. Den er udformet som en kronologisk gennemgang af Messiaens værker, hvor hvert kapitel omhandler en periode (1926-34, 1935-39 osv.), og hvor man ikke stilles i tvivl om, at det ikke er Nichols' formål at gå i dybden eller besvære læseren med lange analytiske diagrammer, men at introducere og omtale de fleste af Messiaens værker, med en hel del populær snak ind imellem. Man får en mængde relevante oplysninger om Messiaens værker, men det er oplagt, at i en bog, hvor der reelt er ca. 30 sider tekst (og hele 60 nodeeksempler), og hvor næsten samtlige værker bliver berørt, kan det kun blive til overfladiske betragtninger, som aldrig rigtigt får forklaret noget af det væsentlige. Yderligere er der ingen form for indeks overhovedet, således at det for den almindelige koncertgænger kan blive en noget vanskelig affære at finde frem til et givet værk. Spørgsmålet er, om det i dele taget er relevant at lave en bog som denne, der vel principielt henvender sig til den såkaldte almindelige koncertgænger, men alligevel er fuld af tekniske udtryk og lange nodeeksempler, som det sandsynligvis ikke er den »almindelige koncertgænger« beskåret at overskue. Personligt er jeg ikke i tvivl. Johnson ved, hvad han vil; hans mål og udformning af bogen er klar. Nichols derimod balancerer mellem den halvmusikvidenskabelige og halvpopulære udformning uden klart at ville det ene eller det andet. Jeg indrømmer, at det er en meget stor ulempe for Nichols, at hans bog er udkommet samtidigt med Johnsons. For som sagt kan man da få en hel masse at vide om Messiaens værker i hans bog, og for den, som ikke har behov for Johnsons indgående analyse, kan det være en yderst nyttig lille bog.

Carsten Møller