Debat

Debat

Til Dan And

Birgitte Alsted, Gruppen for Alternativ Musik, kommenterer Dan Tur élis kritik af Gruppen - »Afdankede alternative abekattestreger« - i Dmt nr. 2:

Kort før jul var der et interview i Studenterbladet med Dan Turèll. Det handlede om underholdning. Hele den diskuterende, sammenlignende, udbyggende, analyse-rende venstrefløj blev jævnet med jorden. De er for kedelige. Næh . . . »Enhver kommunikation er basisk set nødt til at være underholdning,. . . når man vil gøre en eller anden form for indtryk, er man ganske særlig klar over, i hvor høj grad det er et spørgsmål om underholdning. Det er ikke et spørgsmål om, at du laver underholdning kun for at underholde, selv om der for øvrigt intet galt er med det. Selv hvis du vil fremføre teorier, skal det, med djævlens vold og magt, være god underholdning samtidig«, (osv. osv.). Hvad forstår så Dan Turèll ved underholdning? Tredje juledag skulle han selv optræde i »Huset« I Magstræde. Nysgerrige ankom vi præcist og ventede en god halv time. Forventningen blev spændt, og endelig - efter flere annonceringer - Dan Turèll ind i mode a la Suzanne Brøgger - det lovede godt - Tante Tulle vrider sig og smasker skiftevis på cerutten og mikrofonen - et øjeblik tror man at være til amerikansk stumfilmparodi -dog »Vangede« blir der pludselig brølt med campet mussolinisk intonering - det gik igen - i historier der osse gik igen. Fra hans optræden for 2 år siden bl. a. på kunstakademiet og senere i Studenterbladet og i Ekstrabladet og sikkert andre steder og blade . . . Nu er der nogen, der sværger til genkendelsens glæde, men dem hører vi ikke til, faktisk imponerer det os ikke at både manden og vi selv kan hans recitationer udenad. Det drejede sig groft sagt om 2 slags historier, Vangede og Anders And historier. »Der er f. eks. den dimension at Anders And i en vis periode fungerede som den mest optimale poesi, der er lavet i det 20. århundrede.« »Vangede viser verden vejen!« og Anders And når frem til at give sine unger røvfulder med et smil.

Dan And har et budskab til os. Med hensyn til forureningsproblemer og deslige, er det værste den »snigende sot at tage tingene alvorligt«. »Dette ulidelige pres af

alvor,« klager han. »Grænsen går ved Anders And. Han svigter aldrig. Kommer hver tirsdag. Han er min guru. - En anden guru i Japan blev af en discipel spurgt: »Hvem er jeg?« Svaret blev: »Hvem skulle du spørge fra?«

Hvem snakker Dan Turèll for? Kommer det os ved? Vi ønsker tingene kommer os ved, det er vores underholdning.

Dan Turèll præsenterer det mekaniske grin, når noget er modsat. Det kunne være, hvad det ville, hvis ikke han samtidig så energisk blandede sig i hvordan Hans Jørgen Nielsen, Susanne Giese og andre burde fungere.

Nej, siger han, man skal kunne noget, timing og performance må der til.

Danny øver sig flittigt. I mekanik, intolerance, snæversyn og dumhed. I tvivl?

Spørg Tante Tulle. Eller Anders And. Hver tirsdag. Dmts redaktion gør virkelig noget for at imødekomme den kritik af bladet, der bad om en anden linje.

Birgitte Alsted

Om Dan Turèlls musikalske og kulturpolitiske holdning henviser Birgitte Alsted i øvrigt til Dan Turèlls »gendigtning« af rockmusikeren Chuck Berrys saftige tekster trykt i Ekstra Bladet 2. februar i år. Her gengives de sidste fire af i alt 13 vers:

Det er tidligt på dagen

og jeg ligger på mit lagen

så Strauss er ikke lige sagen nu

Fanden tå Chopin og hans lusede slæng!

Skråt op med Beethoven!

Skråt op i alkoven!

Bartok gir mig brok

så kurér mig med en rigtig rock!

Så jeg skriver et brev

som jeg sporenstregs sender

til min favorit P3-pladevender:

Spil noget rock! Det er dét der tænder!

Det' bare bandsat basisk at jeg keder mig ved kla'sisk Måske synes nogen ikke det er smart men jeg kan bedre li muzak end Mozart!

Det kan være det' mig der er kullet

men jeg elsker at stampe i gullet

og råbe og rulle og rocke

og gi den som Gøg og Gokke!

Skråt op med Beethoven

Skråt op i alkoven

Bartók gir mig brok

så kurér mig en rigtig rock!

Carl Bergstrøm-Nielsen, Gruppen for Alternativ Musik, kommenterer Dan Tur élis anmeldelse således:

Dan Turèll er en skrap dreng, som stolt og hjemmevant færdes i Hard Rock Café - og endnu mere fantastisk er det, at han nu har efterkommet Dmts opfordring til at vove sig ind på Statens Museum. Det har inspireret ham til at affyre sin personlige hitparade af yndlingsso-lister og til en stribe forsøg i genren »anmelder-allitera-tioner« (bogstavrim) - en sensationel syntese af Mylius og Lenz. Hele to struktur-planer af medieklicheer, whew!.

Prøver han at sige noget med sine intellektualistiske vitser som »dehydreret Dada-dåsemad« m. m.? Ja, at han kedede sig og nu afreagerer ved skrivemaskinen. Men hvorfor kedede han sig? Det ser ud, som om han forventer af ny musik, at den helst opfører sig efter showbiz-idealet og nok engang overbyder med endnu mere glimren eller dog i det mindste har en betonet individualistisk originalitet. Det første ideal, kravet fra publikum om at blive forført, er det der håndhæves smartest; det andet ser rent ud sagt mølædt ud i Dans version (- det må han vist endnu længere ud i provinsen med).

Set ud fra den rockopfattelse, Dan gemmer sig under og som er så ortodoks at man kan tvivle på dens oprindelighed, må det naturligvis være kedsommeligt at beskæftige sig med ting som lydmiljøerne omkring os og se den for musikforbrugerne tilsyneladende så velgørende, sunde konkurrencesituation blandt komponister og musikere fremstillet på en ironisk måde - og så ovenikøbet blive opfordret til at være med i en fælles improvisation. Men, kære læsere, tag ham ikke alt for alvorligt. Efter mit indtryk fra folk, der var derinde var han ikke repræsentativ for stemningen ved koncerten, heller ikke hos dem der plejer at komme de andre musiksteder, han tror han er så smart at påberåbe sig.

Carl Bergstrøm-Nielsen

Brinckers øren

Under overskriften »Carl Nielsen Nachfolge uden en Carl Nielsen« blev Jens Brincker bl.a. citeret for følgende i Dmt nr. 2:

Spredt rundt i mit arbejdsværelse ligger bånd og partiturer med ny dansk musik, der måske - måske ikke -skal sendes til bedømmelse i den internationale ISCM-jury 1976. Mange af værkerne kan jeg godt lide -og deres æstetiske holdning og deres artistiske udformning tiltaler mig. Men lytter jeg til dem med »internationale øren« bliver jeg skræmt. Ofte er de lige som deres yngste fælle, Erik Norbys »Regnbueslangen«, der ifølge min kollega på Berlingske Tidende var »liflig at lytte til«, men ifølge kollegaen på Information er en »halvfætter til (Stravinskijs) »Ildfuglen«, der ikke når ud over begyndelsen . . .«.

Fra komponisten Ib Nørholm har Dmt modtaget følgende indlæg:

Da jeg selv er indkodet til at genere mig for alt for nysgerrigt at tage nogen direkte i øjesyn, kunne redaktionen i almenvellets interesse måske lade foretage den undersøgelse af Jens Brinckers ører, som jeg mener trænger sig på. Det drejer sig naturligvis især om hans internationale øren.

F. eks. : H vor store er de - og hvor har han dem anbragt? Sidder de foran eller bagved hans almindelige ører? Ja, flere andre spørgsmål melder sig: Hvordan kan de være der for håret? Har han dem måske anbragt i nakken? Er de virkeligt så krøllede, som man siger, og har de haft en så skadelig indflydelse på hans normale ører, som man skulle tro?!

Kan man ikke få en eller anden til at liste sig ind på ham. En umistænkelig person afrette sindelag og med virkelige ambitioner om og talent for at placere sig korrekt i en så international sammenhæng. Kan man - kort sagt - ikke pålægge Bent Lorentsen dette lille personal-to-pografiske studie - at fremlægge på solidt mellemeuropæisk!

I dybeste diskretion Ib Nørholm

Flere breve til provinsen

Fra Hans Henrik Poulsen:

Lad mig starte med at sige at mit kendskab til ISCM er meget overfladisk, og at jeg derfor vil undlade at komme ind på rent praktiske forhold vedrørende denne festival. Der er imidlertid mange aspekter i de breve, som Bent Lorentzen skriver til den provins, han åbenbart føler sig distanceret fra (man må håbe at han trives bedre i hovedstaden).

Kære musikalske provins.

Jeg håber ikke du skammer dig over at blive betegnet som provins. Jeg håber tværtimod at du er stolt over det. Det ser altså ud til, at du har opgivet at følge med sensations-racet, og dermed har opgivet at lave musik i et industritempo, som i virkeligheden kun kan indsnævre den ideologiske synsvinkel. Der er faldet ro om dig.

Du skal ikke være ked af at blive kaldt provins, navnlig ikke i disse EF-tider.

Du ser dig ikke tilfreds med blå stempler, hvorefter du kan sole dig i din eksperiment-sløvhed. Du har en naturlig kritisk sans, som ikke tillader dig at stikke hovedet for langt frem.

Du har et stort spektrum af tanker, som knytter musik og mennesker tæt sammen.

Du er i besiddelse af en åbenhed, som tillader selv en Glistrup at passere.

Du giver mulighed for at Steinway-klangen stadig kan anvendes og ses i nye perspektiver. Du er en provins, hvor der heldigvis stadig er lidt landlig idyl tilbage. En provins, hvor musikken stadig har en naturlig forbindelse til det individ, der har frembragt den. En provins som også i fremtiden vil have sin naturlige plads på landkortet.

Hans Henrik Poulsen (komponiststuderende)

Proportionsforvridning

Indlæg fra rektor ved Det Fynske Musikkonservatorium, Sven Erik Werner:

I DMT nr. 2, 1976 udfolder Bent Lorentzen en række skønlitterære bestræbelser på at beskrive dansk musiks aktuelle relationer til strømninger i udlandet. Det er en musikhistorisk føljeton, jeg med sindsro overlader det til andre at skrive videre på.

Undervejs inddrager BL imidlertid min person på en måde, der dels er helt ude af proportion, dels afviger en del fra kendsgerningerne, og det er derfor nødvendigt med en korrektion. Først proportionsforvridningen: BL anfører min adfærd i en bestemt ISCM-situation (generalforsamlingen i Graz, 1972) som en medvirkende årsag til dansk musiks sparsomme repræsentation på ISCM-festerne. Jeg er naturligvis beæret over den betydelige indflydelse, jeg her post festum får tildelt, omend ikke ganske overbevist om dens realitet. Tværtimod er jeg ikke utilbøjelig til at tro, at miseren har ganske andre årsager, og at f. eks. personlige angreb kun kan stille sig hindrende i vejen for en nødvendig bevidstgørelse heraf. Men dertil kommer, at BL's referat af selve begivenhedsforløbet er mildt sagt mangelfuldt. Det er rigtigt, at de fem nordiske delegater på 1972-generalforsamlingen indbød til ISCM-fest i Reykjavik i juni 1973, under forudsætning af at de nødvendige midler kunne rej.ses til at afholde en festival, der ""kunne udgøre et reelt alternativ til de tradtionelle ISCM-fester. Invitationen blev afleveret i oktober 1972, hvilket i sig selv var i sidste øjeblik, voveligt indtil det uforsvarlige, idet der forud var gået en række hektiske forsøg på at arrangere den alternative festival i København, hvilket havde måttet opgives bl. a. på grund af tidnød og manglende tilsagn om de nødvendige penge, faciliteter m.v. Men altså, de nordiske delegerede (og blandt dem jeg) tog chancen i et nogenlunde begrundet håb om, at sagen ville kunne afklares i løbet af resten af efteråret. Da der imidlertid ' i december 1972 endnu ikke var sket afgørende nyt i sagen, skrev jeg i DMT en leder, hvori jeg frarådede at forsøge at gennemføre en så vigtig sag på disse efter mit skøn hasarderede præmisser (DMT nr. 4, 1972). BL kan naturligvis være uenig i dette synspunkt, men det må være en forudsætning for et acceptabelt debatniveau, at han ikke ved antydninger og udeladelser tildeler mig motiver, jeg ikke har haft.

Sagen er såre enkel: jeg havde dengang kontakt med en gruppe, der arbejdede på at realisere et konkret festival-projekt, som desværre måtte opgives, da der ikke var økonomiske muligheder for at gennemføre det på den korte tid, der var til rådighed. At andre så lavede en helt anden festival i Reykjavik, er i orden - det er netop bare en helt anden historie.

Sven Erik Werner