Introduktion af den amerikanske komponist George Crumb's : Ancient Voices of Children

Af
| DMT Årgang 50 (1975-1976) nr. 03 - side 122-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Introduktion af den amerikanske komponist George Crumb's : Ancient Voices of Children

Af Poul Ruders

Værket er skrevet for sopran, drengesopran, obo, mandolin, harpe, el.-forstærket klaver og tre slagtøjspillere.

Jeg vil starte med at give en oversigt over det samlede, yderst brogede instrumentarium, da det er umådelig vigtigt for den klanglige forståelse af stykket ud fra blot skrevne kommentarer.

Slagtøj 1: Stor tam-tam, et par små bækkener, l ophængt antik cymbel gis", tamburin, kreolsk pauke, marimba, 2 maracas, lille triangel, stort ophængt bækken og rørklokker.

Slagtøj 2: Middelstor tam-tam, 4 stemte tom-toms, stort ophængt bækken, tenor drum (tamburu rullante), 2 maracas, rørklokker, bjælder.

Slagtøj 3: Lille tam-tam, »Tibetan prayer stones«, cla ves, vibrafon, l maskin-pauke, 2 ophængte antikke cybler e" og f", l ophængt klokkespilsplade fis" , bjælder, 2 maracas, stort ophængt bækken, 5 japanske tempelklokker.

Mandolinen betjener desuden: 3 ophængte antikke cymbler cis", g", c" ', en sav strøget med kontrabasbue, glasstang og metalplecter.

Sopranen: 2 ophængte klokkespilsplader cis", es", papmegafon. Drengesopran: papmegafon.

Obo: en lille klaviaturharmonika.

Klaver: legetøjsklaver (2l/2 oktav), 5/8-tomme mejsel til at sætte mellem strengene, ellers er klaveret forstærket ved hjælp af mikrofoner, stereoforstærker og to højtalere vendt mod publikum.

Jeg betragter min gennemgang af ovennævnte værk som en slags appetitvækker på selve stykket og C.'s øvrige musik; jeg vil komme ind på de enkelte elementer - eksemplificeret gennem kommenterede nodeeksempler - der for mig gør stykket fascinerende og nyt. C.'s musik virker og er pretentiøs, men byder på et utal af nuancer og farver - den er simpelt hen underholdende. Det underholdende element i den nyere musik har været begrænset til neo-klassikkens diverterende stil eller humoristiske citatislæt, kort sagt et noget odiøst prædikat at hæfte på moderne, seriøs musik, hvis det skal spadsere efter den etablerede - og lad mig bare sige - europæiske avantgardemusiks kvalitetskriterier. Hvis man derimod ser på det underholdende element som noget rent positivt, dvs. afvekslende, nuanceret og associationsvækkende kunst, har vi en udmærket indfaldsvinkel til C.'s produktion.

C. er tilsyneladende ikke det fjerneste ræd for at virke, hvad der traditionelt vil blive opfattet som banal, - hans effekter virker lige på og hårdt, til tider balancerende mellem det krukkede og næsten naivistisk seriøse, men Ancient Voices ... er trods alt et værk, der har formået at betage (og forurolige) selv én benhård ærkeeuropæer som Penderecki. Da han engang blev spurgt om hvad for en ny musik han syntes »var noget andet og mere« end den almindelige verdensavantgar-disme, tog han sig til hovedet og tænkte sig om et stykke tid - han har jo rejst verden rundt som komponist og dirigent og hørt en bunke - og nævnte Ancient Voices som noget nær det enenste han kunne komme på, der havde sagt ham noget af betydning.

Ancient Voices er komponeret i 1970 og er bestilt af The Elizabeth Sprague Cooligde Foundation. Instrumentariet er som i næsten alle senere C.-værker meget differentieret og gør brug af allehånde særegne slagtøjsinstrumenter (se listen ovenfor) og elektrisk forstærkning. Værket udgør en del af en sangcyklus til tekster af den spanske digter Garcia Lorca, hvis poesi C. forbinder med tilværelsens helt basale elementer: livet, døden, kærligheden, selve Jordens »duft«. C. refererer selv til et Lorca-begreb »duende« der er uoversætteligt, men noget i retning af lidenskab, elán, hvad der klinger dybt og stærkt, ... »denne mystiske kraft vi alle føler omkring os, men som endnu ingen filosof har kunnet give nogen forklaring på, - det er simpelt hen Jordens »ånd« ... det eneste vi ved er at det brænder i blodet som knust glas, det udmatter, det forkaster al den nydelige geometri vi har lært ...« Jeg vil afholde mig fra at komme med en fortolkende oversættelse af værkets titel, men blot henvise til linierne i den sidste sang: Y yo me iré muy lejos / más allá de esas sierras, / más allá de los mares, / carca de las estrellas, / para pedirle a Cristo / Senor que me duel va / mi alma antigua de nino. - her i J. L. Gilts engelske oversættelse: And I will go very far, / farther than those hills, / farther than the seas, / close to the stars, / to ask Christ the Lord / to give me back / my ancient soul of a child.

Når man åbner et C.-partitur, bliver man uvilkårlig en anelse skræmt over notationen, der virker hvad jeg vil betegne som »hidsig« - næsten manieret. Hvad vor hjemlige - nu efterhånden klassiske - ny enkelthed vendte sig så kraftigt imod i midten af 60'erne, Darmstadtskolens ufattelige kompleksitet i alle de musikalske aspekter, lever hos C. på det rytmiske plan på næsten demonstrativ vis. Det kan retfærdiggøres alene ud fra en intention fra komponistens side om ligefrem at »pace« den udøvende frem til maximal ydelse. De mange bjælker og den gennemgående kvintol, der skal anbringes inden for en 16.del = 90, intensiverer automatisk koncentrationen hos den udøvende. Se f. eks. denne bid fra en passage i det el.-forstærkede klaver (de små kors over noderne betyder at strengene skal dæmpes med hånden, - en sordineringsnotation, C. har hentet fra messingblæserne):

Eller som i sopranpassagen her:

»Very free and fantastic in character« er karakterbetegnelsen på 1. sang. Hvis man kan sige om musik at den er tør, må det her stykke absolut betegnes som vådt; det er en klangelskende, ligefrem klangimponeret verden, C. præsenterer os for. Sopranen skal f. eks. synge ned i det åbne, el.-forstærkede flygel, og de tre slagtøjsspillere skal med læberne forme skiftende vokalpositioner mens de summer og samtidig tremolerer på tre forskellige tam-tams.

Der hviler en umiskendelig, mytisk, maurisk stemning over hele værket; C. har naturligt nok valgt et skalmejeinstrument som oboen for at få manet det mauriske Spanien frem for sit publikum. Helt tydeligt er jo flg. stykke minaret- eller slangetæmmermelodik - med både sin pentatonik og klagende, bugtende vekslen mellem sekunder og tertser - kraftigt associerende til arabisk miljø; den fjerde sang omhandler netop Granada, der var maurernes hovedsæde i Spanien.

Den første sang »El nino busca su voz« (den lille dreng søger efter sin stemme) starter med en veritabel søgen efter ord, efter mening. Gennem et langstrakt forløb pejler sopranen sig via alle mulige vokalkombinationer ind på den oprindelige tekst »El nino busca ...« - og som et ekko deraf, overtager - helt i pagt med tekstens indhold - en drengesopran, placeret offstage, sidste del af Lorca's vers, - sunget meget fjernt og uvirkeligt gennem en papmegafon. I et instrumentalt mellemspil inden 2. sang, udfolder C. sin klangfantasi maximalt. Den før omtalte mauriske atmosfære får et yderligere eksotisk tilskud i kraft af C.'s særegne, næsten søgte instrumentale regi: den ene af mandolinens fire dobbeltstrenge stemmes en kvart tone ned, hvad der resulterer i realisation af fænomenet forstemt mandolin, i lighed med den nok så bekendte fremgangsmetode med underholdningsklaveret. Han foreskriver at der skal flettes en tynd strimmel papir gennem nogle af harpens strenge, til brug ved en enkelt passage, og et andet sted skal oboisten holde dis" med almindelig fingersætning, men samtidig ændre klangfarve og tonehøjde alene ved anvendelse af forskelligartet embouchure; det er rent musikermæssigt en utroligt krævende affære, men resultatet deraf er aldeles overbevisende i sin præcise, knappe stemnings-beskrivelse. C .kunne - som Busoni om en af satserne i sin klaverkoncert - karakterisere mellemspillet som »naturmystisk klangmaleri«. C. gør i forordene til værket opmærksom på at man ved opførelsen kan tilføje en solodanser til de i alt to instrumentale intermezzi.

Jeg vil springe frem til sang nr. 4: »Todas las tardes en Granada / todas las tardes se muere un nino« -»hver eftermiddag i Granada / hver eftermiddag dør et barn.« Denne kortfattede, men dybt smertelige oplysning sætter C. i musik så enkelt og indlysende rigtigt, at det ikke kan gøres bedre: et Cis-dur-tremolo sættes an i marimba, helt, helt tyst - 4 p'er - samtidig farver slagtøjsspillerne klangen ved hver at nynne tonerne i en Cis-durakkord og oboisten griber en lille klaviaturharmonika og fordobler klangen yderligere; denne enkle durakkord er nu sat i bevægelse ved en mildest talt underlig og sløret instrumentation - det hele vibrerer og flimrer som varmedis på en spøgelsesagtig måde, et enkelt, men effektivt stemningsforspil.

Med teksten in mente er der straks opbygget en stemning af stille, forknyttet sorg. Den voksne sopran synger »Todas las tardes ...« gennemført syllabisk, enkelt og ligetil, og først på »se muere ...« - »dør ...«, breder hun sig ud i en lang melisme af før omtalte orientalske tilsnit.

Satsen slutter højst overrumplende. Stadig med marimbatremoloet som underlag, høres pludselig en stump fra »Bist du bei mir« af Anna Magdelena Bach's »Notenbüchlein«, spillet på legetøjsklaver! -associationen til barnekammeret og den spæde lilleverden opstår med det samme, og slår man ned på teksten til det anvendte citat: »er du hos mig, går jeg med glæde mod døden og mit sidste blund« er resultatet næsten Ken Russelsk sødladent; det er skarp lud, men noget af det stærkeste musikalske tekst-indholds-tilskud jeg har hørt i ny musik.

Ligesom Ancient Voices begynder med en søgen efter bestemte ord ved at sangerinden udstøder og messer en række forskellige vokalkonstellationer, slutter C. kompositionen på samme måde; drengesopranen, der hidtil har stået uden for scenen, træder nu hen til klaveret og veksler med den voksne sopran som vist i nedenstående eksempel. 5. sang, der i engelsk oversættelse har den meget smukke titel »My heart of silk is filled with lights«, får lov at slutte som et åbent spørgsmål, med tilsyneladende meningsløse, ubehjælpsomme døende ur-lyde. Det er nærliggende at tænke sig, at C. har valgt at indlemme en drengsopran i værket for under hele forløbet - skønt drengen kun optræder sporadisk og det meste af tiden off-stage - at give den 4. sang: »Todas las tardes . ..« en ekstra dimension ved den fysiske tilstedeværelse af et barn: det uskyldige, det rene, den klokkerene, pure røst der dør hver eftermiddag, ikke et bestemt sted på Jorden, men mange steder, uhyggelig mange . ..

Enkelte facts om George Crumb

Han er født i Charleston, West Virginia. Hans kompositionslærer var Ross Lee Finney på University of Michigan. C. har modtaget utallige hædersbevisninger, bl. a. legater fra The Fullbright Commission, Rockefeller Koussevitzky og Guggenheim Foundations. I 1968 modtog han Pullitzer prisen i musik for »Echoes of time and river: four processions for orchestra«. I dag underviser C. i komposition ved University of Pennsylvania.

Ancient Voices of Children er indspillet på Nonesuch H-71255 med sopranen Jan de Gaitani hvem værket er tilegnet. Totale varighed ca. 27 minutter.

Årgang 50/1975-1976, nr. 03