Klip

Klip

Musikalsk kommunikation

I nutida Musik nr. 2, december, der udgives af Sveriges Radio og Instituttet for Rikskonserter, skriver komponisten Bengt Emil Johnson under rubrikken »Betraktat«:

Om kulturdebattens »klikesprog« hævdes det ind imellem at visse artikler er uforståelige for et flertal på grund af fagudtryk og jargon. Naturligvis er der en del grundlag for denne kritik, men der er også risiko for at pendulet svinger over til den modsatte side, så man afstår fra seriøs behandling af vanskelige og komplicerede emner til fordel for »letlæste«, men overfladiske kommentarer.

Denne problematik har været særlig aktuel for musikkens vedkommende i flere af de seneste års debatter, og jeg kan ikke befri mig for indtrykket af at et nuanceret, gennemført ræsonnerende sprog især mødes med skepsis eller aggression når det gælder musik frem for andre områder. Relativt store læsergrupper synes uden videre at kunne tilegne sig information af særlig faglig karakter hvis bare det tilgrundlæggende interesserer. Viljen til forståelse, den såkaldte motivation, mener jeg at kunne konstatere som mangeårig læser af fagtidsskrifter som Trav- og Galoprunden og Vor Fugleverden.

Det, musiktidsskrifterne i Sverige lider af som helhed, er først og fremmest en kvantitativ brist: Der gives forholdsvis lidt information om seriøs musik på alle niveauer, og derfor opleves fejltagelser eller særheder tydeligere. -1 dette tidsskrift har vi nu i snart to decennier søgt at give plads for kvalificeret musiklitteratur, hvilket ikke sjældent har foranlediget en sikkert ofte velbegrundet kritik. Men det vigtigste har været at holde en kanal åben for kontinuerlig musikinformation, som burde være - men langtfra er - et lige så selvfølgeligt indslag i den offentlige kulturdebat som bidragene fra andre kunst- og kulturområder. Universiteternes nye k vart aistid s skrift Anes har med sine tre hidtil udkomne numre markeret at musikken ikke tilsidesættes, og særlig positivt er det at samtlige bidrag hidtil har handlet om den nutidige musik og er behandlet i kvalificerede artikler. Skulle nogen af vore læsere tilfældigvis ikke have været opmærksomme på dette er der endnu tid at gøre noget ved sagen.

I Artes nr. l skrev Jan W. Morthenson om »Den strukturelle musiks situation« - endnu en af hans mange skarpsindige og barske artikler fra de seneste år. I nr. 2 rapporterede Ingmar Bengtsson fra en konference i Gent om aktuelle problemer i forbindelse med musikalsk notation. I det seneste udkomne nr. 3 har Hans Åstrand oversat en vigtig artikel af Pierre Schaeffer, »På jagt efter musikken selv«, og Gunnar Bucht har udarbejdet en kort introduktion til Schaeffer. Pierre Schaeffers udgangspunkt er musikoplevelsens afhængighed af to forskellige typer forventning: den der gælder det allerede kendte og den der gælder det ukendte, det kommende. Der er en elementær, men ofte forbigået skelnen når det gælder »udbudet« af ældre respektiv ny musik. Af forgangne epokers musik hører vi som regel de såkaldte »mesterværker« (selv om massemedieindustriens virksomhed fører til en spekulativ ophobning af relativt fossile fænomener), mens nuets arbejde præsenteres relativt totalt (men som regel bare én eller et par gange). Schaeffer hører til de få der ikke alene indser nytten af at vurdere det nye og journalistisk eller pligtskyldigst registrerede, men han forsøger også at videreføre vurderingerne og udarbejde metodik og terminologi for dette arbejde. Det har skiftevis gjort ham kanoniseret og mistænkeliggjort, og han er naturligvis langt fra ukontroversiel. Hans holdning indebærer at han altid advarer imod smarte manérer, fordi overfladiskhed og for meget letvægtigt gods i det nye desværre nemt bliver våben i hænderne på reaktionære kritikere af den nye seriøse musik.

»Elektrofonisk musik har ingen forgængere,« er en af hans teser, der virkelig kan sættes spørgsmål ved. Man kan sammenligne påstanden med f. eks. Elliot Schwarz' ræsonnement i hans udmærkede bog »Elek-tronic Music«, hvor han ser elektronisk musik som konsekvens af ideer og tendenser, der har været virksomme inden dette århundrede. Og i sin kommentar fremhæver Gunnar Bucht passende, at Schaeffers egne værker kan ses som fortsættelsen af »en fransk musikalsk tradition, der gerne arbejder med mere eller mindre stiliseret materiale fra det såkaldte liv, lige fra Janequins bataljemalerier via Debussys havsvisioner til Messiaens musikalske ornitologi«.

Som typisk fransk filosof og dialektiker tiltrækkes Schaeffer ikke af det svulmende eller drastisk tilspidsede. Når han nævner John Cage og hans »uforudsete spontanitet« som eksempel på en yderliggående anskuelse, og som den anden yderlighed opstiller Xena-kis og hans »kosmiske orden«, så ser han bort fra det absolut mulige aspekt, at det uforudset spontane godt kan rummes af kosmos' love. Den matematiske determinisme er næppe mere »kosmisk« end økologien. Schaeffer er cerebral, og han er elitær i sin foragt for »den menneskelige arbejder« der endnu tror på individets vilje og evne til udtryk, - dog er det som regel den sidstnævnte, der i sidste ende må betale herligheden gennem skatterne, og, måske endnu vigtigere: han er med sin entusiasme den der udgør det bærende og socialt legitimerende element i det, vi kalder »musiklivet«. Og hos Schaeffer (ligesom andre musikfilosoffer med et stærkt behov for abstrakt verbal legitimering) mærkes en ejendommelig mangel på forståelse for at den »latterlige komedie« som han anser den »indbildske, uopfindsomme arbejders« beskæftigelse for at være, måske er det eneste tænkelige arbejde for vedkommende; at hans arbejde udfylder vigtige funktioner og at det måske med overlæg er valgt blandt forskellige alternativer.

Men denne brist på generøsitet må ikke skjule det vigtige budskab som Schaeffer fremfører: at man bør forsøge på at tale om musikken - hvor vanskeligt det end kan være! - snarere end om teorier og kompositionsteknik. Det gælder i sidste ende spørgsmålet, om musikalsk kommunikation - i en rimelig mening af ordet - virkelig er mulig.

»Måske forstår man nu bedre det naturlige ved en forstærket - og 'tværvidenskabelig1 - efterforskning vedrørende de sidste 25 års musikalske manifestationer - roligt undersøgt som spor af en fortid og ikke længere som fremtidsløfter.«

Bengt Emil Johnson (Oversat af Jørgen Falck)

Klassisk fremtid

Ålborg Byorkesters leder Jens Schrøder til Politiken 2. marts:

Og så kunne man jo spørge sig selv, om ikke koncertformen med trykt program, de store klassikere og lydhørt publikum til velklædt orkester er ved at overleve sig selv. Den har dog nu eksisteret i et par hundrede år. Men min tidligere pessimisme er blevet afkræftet af den interesse, som ungdommen viser byorkestrets koncerter. Der må ligge mange årtier foran os endnu.

Fanger musik ind

Per Nørgård til Robert Naur, der i Politiken 28. februar interviewer komponisten i anledning af Kungliga Operans premiere på Nørgårds opera Gilgamesh i Stockholm:

- Er det mystik, der er ude? Dit sanseapparat udelukker jo ikke det såkaldt overnaturlige.

- Mystik og mystik, hvad ved et menneske. Jeg er ikke den, der afviser Newtons love. Men jeg ved, at der hersker andre love på Filippinerne. Jeg har set en filippiner operere en patient i maven med de bare hænder. Men sig det ikke til nogen, for manden havde ikke medicinsk embedseksamen og det siges tilmed at være uhygiejnisk. Men jeg har selv set det med mine egne ædru øjne. Andre folk råder over nogle andre hemmeligheder end vi vesterlændinge, og jeg afviser dem ikke, bl. a. fordi jeg tit føler, at vor civilisationsform har bragt os ud i forfærdelige frustrationer. Vi kan jo ikke engang finde ud af de elementære-ste menneskelige relationer, om vi skal være ensomme, tosomme eller flersomme. Midt i alle vore privilegier og muligheder er vi jo på mange måder en sølle flok der har mistet retningen. Derfor glædede jeg mig til at besøge den lille ø Bali, og her fandt jeg da ganske rigtigt en uhyre musikalsk, traditionsbevidst befolkning. Midt i en ældgammel landsbykultur synes folk her at få alle tilværelses-forventninger opfyldt. Frygten, dæmonerne, er en virkelighed for balineserne, nøjagtig som skønhedens gudinde er en virkelig. Hos os prøver vi at klare os uden nogen af delene uden at resultatet overbeviser.

- Bliver man meget selvcentreret og meget ego-kultiverende af at være skabende musiker?

- Egentlig er jeg ikke meget interesseret i mig selv. Derimod er jeg livsvarigt og intenst interesseret i den musik, jeg endnu ikke har hørt, fordi den endnu ikke eksisterer. Livet leves jo ikke fra minut til minut, men fra fase til fase. Musikken har intet i går og intet i dag. Den er der bestandig og var der altid. Jeg er en mand, der fanger musik ind. Pop-musikkens umådelige udbredelse irriterer mig aldeles ikke, for den udfylder nogle enkle, følelsesmæssige behov, og dens udbredelse beviser, at der eksisterer et behov, som må mættes. Jeg opgiver ikke, flygter ikke ind i dada eller propaganda. Jeg indfanger bare en musik, som er langt interessantere.

Danmarks Radio P3

Den ret så interessante fantasiløshed

Under denne overskrift skriver tb & jøb indledningsvis i den rytmiske musiks tidsskrift MM:

For ikke så mange år siden hørte man sjældent radioens pladevendere og musikprogramredaktører og -medarbejdere udtale sig kvalitativt om de valgte plader. Det gav ofte en besynderlig, men dog acceptabel stemning over programmerne. Der var ingen udtrykt holdning, fordi man havde besluttet det sådan. Enten ved den kollektive ubevidsthed, der griber folk i statsradiofoniens tjeneste eller ved simpel aftale medarbejderne imellem. Dette forhold må imidlertid endelig ikke forveksles med den holdningsløshed, der nu behersker de programmer, der især beskæftiger sig med dette tidsskrifts emneområde.

Før valgte man at indtage en neutral ikke-holdning og var altså stort set holdnings-løs. Nu foregiver man osse at være neutral, men ved indførelsen af intetsigende adjektiver stiller man sig mellem to stole og falder ned i et molboagtigt morads af holdningsløshed. Man er stille og roligt gået over til at rose alt og alle. Man begrunder afspilningen af de og de plader med de og de pladers hitlisteplacering de og de steder. Kort sagt: en plade er god, fordi den er god, fordi den er ny, fordi den har succes, fordi den er god. Konsekvensen blir at det, der ikke kan bedømmes i en så mangelfuld formel, sjældent spilles. Frank Zappa er blot ét, ikke særlig enestående, eksempel.

Nu er positivitet jo et urgammelt menneskeligt hæ-dersmærke. Men de flovser og floskler, der regner ned over pladeselskabernes produkter, skal man vist være en yderst nøjsom kunstner for at acceptere som lidt mere end slet ingenting. Resultatet blir altså let, at samtlige præsenterede udgivelser af diverse radiomedarbejdere blir betegnet som »fantastiske«, »spændende«, »ret så spændende«, »interessante« eller sågar »ret så interessante«. Nu er værdidomme af denne art jo i sig selv ikke dårlige. Vi bruger dem selv her i bladet. Men værdidomme uden argumentation er en dårligdom.

Og med den sandhedsværdi flertallet af den danske befolkning tillægger mediemennesker er det ikke kværulantisk at påstå, at især musikradiomedarbejdere gør sig skyldige i en proportionsforvrængning og ansvars-

løshed i deres forvaltning af alsidighedsbegrebet, der betænkeligt nærmer sig grænselandet til korruption. Vi vil ikke her påstå, at man blir fed og velnæret af at være musikradiomedarbejder, men blot undre os over, at tilsyneladende udmærkede mennesker ved indgangen til studiet gribes af en udtørring af smagsløgene. En ting, der bevirker, at præsentationerne af nye plader stinker fælt af disc-jockey-overstadig overfladiskhed.

Fællesnordiske arrangementer

Nordisk Børnekor konkurrence, finale i Bergen 29. og 30. maj. (Norsk Rikskringkasting, Oslo). Nordisk Kulturseminar 11. til 13. juni i Ängelholm. (Nordisk Arbeidersanger- og Musikerforbund). Nordiske Musikdage 18. til 26. juni i Reykjavik. (Nordisk Komponistråd/Tonskaldafelag Islands). Nordisk Ungdoms musikstævne 25. til 27. juni i Tida-holm og Skövde, Sverige. (Nordisk Amatørmusikunion).

Nordleik 6. til 12. juli i Trondheim, arrangeret af nordiske folkedansorganisationer. (Noregs Ungdomslag).