Kulturministerens bemærkninger

Kulturministerens bemærkninger

Grunden til at vi bør have en lov om musik motiveres i lovforslagets »Indledende bemærkninger«, som Dmt her gengiver i helhed:

Siden oprettelsen i 1961 af ministeriet for kulturelle anliggender er der gennem ny lovgivning eller ved gennemgribende revisioner af bestående lovgivning skabt forbedrede forhold for stort set alle de kunstneriske og kulturelle områder, som henhører under ministeriet. Forbedringerne vedrører i første række formidlingen af kunst og kultur gennem biblioteker, teatre, museer, biografer, radio og fjernsyn, landsdelsorkestre m. v. Men også den kunstneriske produktion er tilgodeset gennem de støtteordninger for skabende kunstnere, som er gennemført inden for lovgivningen om teater og film, og hertil kommer loven om Statens Kunstfond med sine fundamentale og bredere støtteordninger til fremme af dansk skabende kunst inden for billedkunst, litteratur, tonekunst, kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning samt andre former for kunstnerisk skaben.

Forbedringerne vedrører endelig de kunstneriske og kulturelle uddannelser på teaterskolerne, kunstakademiet, arkitektskolerne, musikkonservatorierne, filmskolen og biblioteksskolen. I det således beskrevne lovgrundlag for kulturministeriets virksomhedsområde indgår musikken kun punktvis: Ved statens overtagelsen af driften af Det kgl. danske Musikkonservatorium (1949), Det jydske Musikkonservatorium (1963) og konservatorierne i Esbjerg, Odense og Ålborg (1972) er der sikret rimelige vilkår for uddannelse af professionelle musikere og komponister. Ved loven om statstilskud til orkestre uden for hovedstadsområdet (1961) og loven om statstilskud til et landsdelsorkester for Sjælland (1964) er der i alt væsentligt skabt landsdækning for levende fremførelse af symfonisk og anden orkestermusik. Inden for rammerne af anden lovgivning virker de store orkestre i Danmarks Radio og på Det kgl. Teater samt de militære orkestre. Musikeruddannelsen og orkestervirksomheden er imidlertid kun sider - omend væsentlige - af det samlede musikliv.

Der savnes en lovgivning, der mere alment vedrører musiklivet, herunder især musikformidlingen.

I meget brede kredse af befolkningen er der et behov for deltagelse i musikalske aktiviteter, som for børns og unges vedkommende kun i begrænset omfang dækkes ind gennem skolernes undervisning og tilbud om frivillig musikundervisning og for de voksnes vedkommende gennem loven om fritidsundervisning.

Der er et stort og udækket behov for støtte til musikalske aktiviteter af alle slags og for at alle grupper af befolkningen kan stifte bekendtskab med musikken i dens forskellige udtryksformer. Målet må være, at der på rimelige vilkår gives mulighed for og tilbud til alle om at beskæftige sig med musik, hvad enten man ønsker at deltage i aktiv musikudøvelse eller på anden måde at uddybe sit kendskab til og sin forståelse for musikkens kunst.

Med det udbud af musik, som er til rådighed i samfundet i dag, kunne man umiddelbart forledes til at tro, at ethvert behov for musikoplevelse rigeligt kan dækkes ind. Det er de færreste, der ikke på et eller andet tidspunkt i døgnets løb hører en eller anden form for musik gennem massemedierne: radio, fjernsyn, telefonkabel, grammofon eller båndoptager. Det er sandt, at der i vor mekaniserede tidsalder er større mulighed end nogensinde for at høre musik, men at høre musik er ikke ensbetydende med at lytte til musik eller at opleve musik, og på oplevelsen beror musikkens betydning for det enkelte menneske og dermed for samfundet som helhed. Ingen anden kunstart er vel så umiddelbart tilgængelig for det menneskelige sind som musikken eller giver tilsvarende mulighed for selvtilegnelse, selvudøvelse og udøvelse i fællesskab med andre. Det er utvivlsomt, at musikalsk aktivitet befordrer den enkeltes fantasi og kreativitet, og at det at beskæftige sig med eller møde levende musik udvikler evnen til en kvalitativ vurdering, som ikke alene har betydning til afbalancering af den mekaniske musiks kommcercielt betonede smagsbestemmende tendenser, men som i almindelighed er af den største betydning for det enkelte menneskes udvikling og samfundsmæssige situation.

Sådanne synspunkter har ligget til grund for det udkast til lov om musik som Statens Musikråd har lagt frem for kulturministeren i juni 1973, efter at rådet var blevet etableret i 1971 og af ministeren havde fået den opgave at undersøge de væsentlige problemer inden for dansk musikliv og at fremkomme med forslag til løsningen af disse med angivelse af, hvilke økonomiske konsekvenser der måtte være forbundet hermed. Det nu foreliggende lovforslag hviler på musikrådets udkast og på det grundsynspunkt, at musikken må prioriteres højt i det kulturpolitiske arbejde, at musik ikke er luksus, men et nødvendigt led i hele samfundslivet. Dette forudsætter imidlertid, at der skabes grundlag for en virkelig decentralisering i dansk musikliv. Som billedet tegner sig i dag fremkommer de fleste tilbud om deltagelse i musikalske aktiviteter, koncerter, undervisning m. v. i hovedstadsområdet og i de større provinsbyer, og der er en betydelig social skævhed i deres udnyttelse. Uanset at alle bidrager på lige fod til det offentliges udgifter til kulturlivets opretholdelse, er adgangen til kulturgoderne højst forskellige. Der må skabes en mere ligelig adgang til musikalske oplevelser for alle uden begrænsninger af hverken social eller geografisk karakter.

Landsdelsorkesterordningen og placeringen af de statsdrevne musikkonservatorier er i sig selv udtryk for decentraliseringstanken, og i administrationen af de støttemuligheder, som indtil videre har været til rådighed for vort musikliv, er der også lagt en klar decentraliseringstendens for dagen. Dette gælder således ved fordelingen af de midler, der gennem den ved lov nr. 40 af 14. februar 1935 oprettede kulturelle fond tilflyder dansk musikliv. Ved sine årlige uddelinger af de til fondens rådighed værende midler på godt 2 mill. kr. har bestyrelsen bidraget til opretholdelsen af musikforeningerne landet over, af lokale kor og korforeninger og af mindre ensembler og ikke mindst af folkemusikskolerne. Derudover har man ydet støtte til en række koncertinitiativer og herunder bidraget til at de såkaldte alternative musikformer som jazz-, beat- og folkemusik kunne udfolde sig. Endelig har man støttet andre musikformidlende formål som udgivelsen af musiktidsskrifter, noder og grammofonplader.

De samme tendenser til spredning i musikformidlings-støtten genfindes i fordelingen af de beløb, der fra kulturministeriets andel i tipsmidlerne anvendes til musikformål, og som andrager ca. 800.000 kr. om året, hvoraf dog ca. 300.000 kr. overgår til fordelingen gennem Den kulturelle Fond.

Omend således viljen til en decentralisering af musiklivet må siges at være til stede ved administrationen af de forhåndenværende rådighedssummer, sætter disse summers stærkt begrænsede størrelse grænsen for, hvor langt man kan nå i sine bestræbelser. Hvis dansk musikliv skal oph jælpes, så musikken kan få den plads i vort samlede kulturelle liv, som svarer til den betydning, som den har eller kan få for det enkelte menneskes personlige udvikling, må der ofres langt mere på musikopdragelsen og på musikformidlingen som helhed. De eksisterende rådighedsbeløb er for små og utilstrækkelige til at fyldestgøre de musikpolitiske mål, som er skitseret i det foregående, og som det foreliggende lovforslag forfølger.

Forslaget har imidlertid karakter af en rammelovgivning, der kan udfyldes efterhånden som behovet tilsiger det, og de økonomiske forhold tillader det, og det er væsentligt at understrege, at den tilstræbte decentralisering forudsætter en aktiv indsats på lokalt plan fra kommuner og amtskommuner. I sit hovedsigte vil loven endvidere have tilbuddets karakter, således at det beror på en beslutning på lokalt plan, hvilke musikalske aktiviteter man vil fremme, og på kvaliteten af disse, i hvilket omfang de kan opnå støtte gennem loven. En gennemgribende koordinering på landsplan vil derfor være nødvendig i et snævert samarbejde mellem Statens Musikråd og de i loven forudsatte amts-musikudvalg, som igen forudsættes at virke i tæt samarbejde med de enkelte kommuners kulturudvalg, kulturelle samråd eller lignende organer. Om dette samarbejde er der nærmere redegjort nedenfor i bemærkningerne til lovforslagets kap. 1.

Lovforslagets kap. 2 omhandler de områder inden for musikken, som skal kunne støttes. Når bortses fra tilskudsordningen til de etablerede orkestre, jfr. lovforslagets kap. 3, som er en videreførelse af allerede eksisterende tilskudslovgivning, og som har til forudsætning, at der gennem orkestrenes virksomhed formidles kendskab til det særlige orkesterrepertoire, er der ikke i forslaget støttebestemmelser for de enkelte musikgenrer. Statens Musikråd har i sit oplæg ønsket at opløse eksisterende skel mellem de forskellige former for musik, og at støtte alle aktiviteter, som kan bevidstgøre forholdet til musikken som menneskelig udtryksform med særlig vægt på de nye frembringelser inden for alle genrer.

Der må vies musikundervisningen i og uden for skolen og amatørmusikkens forhold den største opmærksomhed. Man lægger derfor vægt på en forbedret musikundervisning i skolen og ønsker den frivillige musikundervisning i tilslutning til skolen udbygget mest muligt ud fra den erfaring, at det er i de unge år, at indlæringsevnen for musik i særlig grad er til stede, og at denne indlæring fremmer tilegnelsen også af andet undervisningsstof. I denne forbindelse finder man det væsentligt, at der igangsættes en egentlig musikpædagogisk forskning med det formål at give os en mere konkret viden om disse forhold. Musikundervisningen i og omkring skolen bør følges op af en uden for skolen eksisterende amatørmusikvirksomhed og sammen med denne danne fundamentet for en aktiv musikinteresse i befolkningen. Der lægges derfor vægt på opretholdelsen af folkemusikskolerne og på udviklingen af den aktive deltagelse i al amatørmusikalsk virksomhed.

Støtteområdet omfatter også- og ikke mindst - musikkens publikum. Væsentlige dele af koncertlivet formidles gennem de lokale musikforeninger, hvis forhold imidlertid i almindelighed udviser en betydelig uensartethed i virke, men ensartet en meget dårlig økonomi. Det er utvivlsomt, at musikforeningerne spiller og bør spille en betydelig rolle som koncertformidlere, og at de med forøget støtte og i snævrere indbyrdes samarbejde og på landsplan kan medvirke til, at alle former for lødige koncerttilbud bliver tilgængelige for brede dele af befolkningen.

Et koncertliv er allerede bygget op omkring vore landsdelsorkestre og statslige orkestre, og det må være naturligt, at den støtteordning for landsdelsorkestrene, som er gennemført tidligere i henhold til særlig lovgivning, nu overføres til musikloven. Udover at støtten foreslås ændret fra at være en procentdel af orkestrenes samlede lønningsudgifter til at være en underskudsdækning sammen med kommunerne, således som det er tilfældet med landsdelsscenerne, tænkes der ikke gennemført større ændringer i orkestrenes almindelige forhold. Det er dog understreget, at koncertvirksomhed er orkestrenes hovedopgave, at de bør samarbejde omkring gennemførelsen af de repertoiremæssigt særligt krævende koncertfremførelser, og at de naturligt bør medvirke ved gennemførelsen af ballet- og musikdramatiske forestillinger.

Men koncertområdet er langt videre, end det der dækkes ind af landsdelsorkestrene og de mindre byorkestre, der fortsat tænkes støttet efter de i den tidligere orkesterlov gældende regler. Således kan nævnes kirkemusikken, der med baggrund i en lang tradition udgør et bærende element i dansk musik- og koncertliv, og som gennem en årrække i et vist omfang er blevet støttet af Den kulturelle Fond. Men i det hele må enhver levende fremførelse af musik for et publikum kunne omfattes af begrebet koncertvirksomhed, hvad enten de udøvende musikere eller sangere er professionelle eller amatører og uanset musikgenren. Der er især blandt ungdommen en betydelig interesse for koncerter med jazz-, beat- og folkemusik, som også skal kunne støttes, hvis de ikke ellers kan gennemføres.

Kvaliteten af koncertvirksomheden beror i høj grad på de udøvendes kunstneriske formåen. De fleste .rekrutteres fra de offentlige kunstneriske uddannelsesinstitutioner, der i et vist omfang råder over bevillinger til videreuddannelse af særlige talenter. Alligevel er der behov for at åbne støttemulighed for videreuddannelse og efteruddannelse af udøvende musikere, både for dem der virker i orkestre og ensembler og for de solistisk begavede. Et særligt uddannelsesbehov er der for udøvere af musikformer som jazz, beat m.v. og andre musikformer i stadig udvikling, hvori der kun forsøgsvis undervises på konservatorierne, således at musikerne er henvist enten til privatundervisning, selvoplæring eller studier i udlandet.

Endelig omfattes af støttemuligheden forskellige områder, som tjener musikformidlingen i videre forstand, således udgivelse og udbredelse af noder, fonogrammer og publikationer om musik, musikarkiver, dokumentations- og informationsvirksomhed. Det gælder også de lokaler, hvor musikfremførelsen finder sted. Der er især uden for det storkøbenhavnske område omfattende koncertsalsproblemer. Landet er meget ujævnt dækket med lokaler, som egner sig til musikfremførelse, og som har fornødent teknisk udstyr, men det må i første række være en lokal kommunal opgave at stille sådanne lokaler til rådighed. Det samme må gælde sådanne anskaffelser, som er nødvendige for koncertvirksomhed, og som det ligger uden for den enkelte persons økonomisk mulighed at anskaffe. Det vil imidlertid i begge relationer være rimeligt, at der i et vist omfang åbnes adgang til statslig støtte.

Det vil ikke være muligt udtømmende at opregne de musikalske aktiviteter eller initiativer, som kan virke til gavn for vort musikliv. Derfor foreslås der tilvejebragt hjemmel til, at også musikalske former, der ikke specielt er nævnt i loven, kan opnå støtte, hvis et kvalificeret behov viser sig. Et sådant behov kan vel allerede nu konstateres inden for det musikdramatiske område, opera og ballet, som Det kgl. Teater og Den jydske Oopera i hovedsagen er ene om at betjene, og som hidtil kun har fået økonomisk støtte i sammenhæng med teatervirksomhed. Statens Musikråd har gennem længere tid beskæftiget sig med de musikdramatiske problemer, hvis løsning ifølge deres karakter er overordentlig økonomisk krævende, og udover opera og ballet peger man også på de nye former for musikdramatik, som bl. a. udfolder sig i de kunstnerkredse, som eksperimenterer med lys og lyd. Musikrådets forslag går ud på, at der med tiden skal bestå et selvstændigt musikteater frigjort fra tilhørsforholdet til anden teatervirksomhed, men forholdene omkring musikdramatikken og relationerne til teatrene og operaen er efter ministeriets opfattelse endnu for uafklarede til, at der kan tages stilling hertil. Imidlertidig vil det være rimeligt at holde en støttemulighed åben for initiativer, der ikke kan tilgodeses under teaterlovgivningen, indtil en samlet vurdering af musikdramatikkens vilkår bliver mulig. Der henvises i øvrigt til det forelagte forslag til lov om ændring af teaterloven, forsåvidt angår oprettelse af et rejsende landsteater, omfattende en landsopera.

De af Den kulturelle Fond støttede formål dækkes af lovforslagets støtteområder som angivet i § 3, og det er derfor rimeligt, at de af Den kulturelle Fonds midler, der medgår til musikformål, indgår i det samlede beløb, der stilles til rådighed til lovens gennemførelse, og at de således medtages i den almindelige planlægning, prioritering og koordinering, som forventes udført af Statens Musikråd i samarbejde med amtsmusikudvalgene. Et hertil sigtende forslag til ændring af loven om Det kgl. Teater og Den kulturelle Fond forelægges samtidigt. Lovforslaget er udformet således, at bestemmelserne i kap. l fastslår lovens hovedformål - at fremme musiklivet i Danmark - i umiddelbar sammenhæng med de organer, som skal være de bærende kræfter ved forslagets realisering, i første række Statens Musikråd samt de nye amtsmusikudvalg.

Kap. 2 indeholder bestemmelserne om forslagets støtteområder og kap. 3 giver de nærmere regler om landsdelsorkestre og andre, mindre orkestre. I kap. 4 fastsættes regler om sammensætning, beskikkelse m. v. af Statens Musikråd og dets repræsentantskab og om amtsmusikudvalgene. Kap. 5 indeholder forslagets ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

I bilag l er der redegjort for forslagets økonomiske konsekvenser. Som det fremgår heraf andrager merudgiften for staten 4 mio. kr. årlig. Statens Musikråd havde i sit oprindelige forslag af juni 1973 anslået behovet for merbevillinger til ca. 7 mio. kr.