Musikgeografisk introduktion

Musikgeografisk introduktion

Poul Rovsing Olsen:

Musiketnologi

Berlingske Leksikon Bibliotek,

København 1975, 160 s.

Poul Rovsing Olsens bog »Musiketnologi« imødekommer et længe næret ønske om på dansk at få en generel introduktion til denne musikvidenskabelige disciplin. PRO når vidt omkring på de kun ca. 150 sider, og som helhed fremtræder bogen med sin klare disposition af stoffet som en god introduktion for den, der vil danne sig et overblik over, hvad musiketnologien befatter sig med. Hovedvægten i bogen er lagt på de problemer, der knytter sig til beskæftigelsen med etno-musikken som struktur, men også en række andre væsentlige aspekter af disciplinen behandles, såsom dens afgrænsning og historie, indsamling og registrering af materiale, transskription, instrumenter, musikalsk akkulturation, og forbindelsen mellem musikken og det samfund, den fungerer i. Bogen er således ikke en »musikgeografi«, men en systematisk anlagt introduktion til disciplinen.

I diskussionen af musiketnologiens forskningsfelt anfører PRO forskellige definitioner af, hvad disciplinen bør omfatte. Jaap Kunst definerer musiketnologiens forskningsfelt som

"... the traditional music and musical instruments of all cultural strata of mankind, from the so-called primitive peoples to the civilized nations. Our science, therefore, investigates all tribal and folk music and every kind of non-Western art music. Besides, it studies as well the sociological aspects of music as the phenomena of musical acculturation." (s. 12.)

Hér er udgangspunktet tydeligt, at musiketnologien er en del af musikvidenskaben, men dog inddrager »sociological aspects«. Ifølge amerikaneren Allan P. Merriarn's definition er musiketnologien »the study of music in culture«, og lige stor vægt bør lægges på studiet af musikken som struktur som på studiet af musikkens kulturelle kontekst. Merriam har mest indgående fremlagt sine synspunkter i bogen »The Anthropology of Music« (1964), hvor han til uddybning af sin definition skriver:

"In order to understand why a music structure exists as it does, we must also understand how and why the behavior which produces it is as it is, and how and why the concepts which underlie that behavior are ordered in such a way as to produce the particularly desired form of organized sound." (Merriam, s. 7.)

Merriams definition af musiketnologiens forskningsfelt omfatter den europæiske kunstmusik, og implicit i hans udsagn ligger, at den traditionelle musikvidenskab har forsømt netop studiet af »music in culture«. Merriam's definition bringer musiketnologien til at overlappe musiksociologiens forskningsfelt, men han forsøger ikke en afgrænsning af de to discipliner i forhold til hinanden. På forsiden af PRO's bog lover forlaget bh a. en orientering om musiksociologi, men PRO nævner end ikke ordet og kommer ikke ind på en afgrænsning af musiketnologien i forhold til musiksociologien, hvilket ellers nok kunne have været interessant. Endvidere savnes et forsøg på at skabe klarhed omkring anvendelsen og den indbyrdes afgrænsning af betegnelserne »anthropology« (»social« og »cultural«), »ethnology« og »ethnography«, som tit anvendes i flæng i den musiketnologiske litteratur, og som i den tyske og angelsaksiske verden har delvis forskellig betydning.

PRO anfører, at alle musiketnologer i dag med nuanceforskelle anerkender, at musikkens sociale sammenhæng er et lige så væsentligt forskningsobjekt som musikken selv. Der er dog en lang vej fra en teoretisk erkendelse af, at musiketnologien er forankret både i musikvidenskaben og i samfundsvidenskaberne til at udmønte denne erkendelse i praksis. Dette ses tydeligt i den musiketnologiske litteratur, hvor de fleste undersøgelser hovedsagelig beskæftiger sig med musikken som struktur og kun i mindre grad og ofte ganske usystematisk med musikkens samfundsmæssige sammenhæng. Dette har givetvis sin årsag i, at de fleste musiketnologer har en for ensidig musikvidenskabelig baggrund og derfor, selv når de møder med den bedste vilje, løber ind i en masse problemer hvad angår den etnologiske side af deres undersøgelser både på det praktiske og det teoretiske plan.

Et er imidlertid en teoretisk afgrænsning af disciplinen, noget andet er, hvad den musiketnologiske litteratur rent faktisk udsiger har været musiketnologiens arbejdsmark. Der er her ifølge PRO tale om fire kategorier af musik: kunstmusik, primitiv musik (musik, »der frembringes af folkeslag, der ikke besidder noget traditionelt skriftsprog«), folkemusik (»en med den primitive musik beslægtet musik, der eksisterer i områder med kunstmusik«) og underholdningsmusik. Denne inddeling »har hjulpet til at skabe et vist overblik over de mange musikformer, der eksisterer hos jordens folk. Intet mindre, men heller ikke meget mere« (s. 65). Bl. a. er betegnelsen »primitiv musik« dårligt valgt, ikke mindst fordi denne musik ofte har en yderst kompliceret struktur. Betegnelsen, der stadig optræder i litteraturen af mangel på en bedre, er en reminiscens fra en tid, hvor man betragtede musiketnologien som en hjælpevidenskab til opklaringen af mysteriet om musikkens oprindelse.

»Evolutionsteorien havde givet os en livets trappestige, derfra amøben førte op til den kultiverede englænder, og det forekom åbenbart, at der rundt om i verden endnu levede folk, som ikke var nået op i nærheden af det øverste trappetrin - dem, man har kaldt de »vilde« eller »naturfolkene«, og som evolutionsteoretikerne med et betydningsfuldt ord kaldte de »primitive«. De primitives musik måtte vel repræsentere et primitivt stade i musikkens udviklingshistorie og derved kunne danne udgangspunkt for rimelige hypoteser om musikkens tidligste faser. Men en slig hypotese forudsætter, at mennesket har fulgt én og kun én udviklingslinie, hvor visse folkeslag er blevet efterladt i vejkanten. Denne forudsætning er det blevet stedse vanskeligere at godtage - i hvert fald i noget, der blot ligner en generel formulering. Vi tvinges til at anerkende, at alle verdens folkeslag har forskelligartede, men lige lange historiske forløb bag sig, og at deres nutidsliv i alle tilfælde er frugten af årtusinders erfaringer.« (s. 60 f.)

Centralt i bogen står de kapitler, hvori PRO beskæftiger sig med etnomusikkens struktur. Disse kapitler skal sammenholdes med en række mere principielle betragtninger, som PRO har sammenfattet under kapiteloverskriften »Grundindstillinger«. Musiketnologen må gøre sig klart

»... at alle trosforestillinger og terminologier, man arbejder med inden for den klassiske musikvidenskab, er dogmer eller udslag af dogmer, som ikke nødvendigvis har nogen som helst relation til de musikformer, han ønsker at lære at kende.« (s. 27.)

Til disse dogmer hører forestillingen om, at intervaller nødvendigvis er faste størrelser, om vore skalaer og temperatursystem som det eneste mulige, om oktaven som naturligt rammeinter-val om skalaerne, om den europæiske flerstemmighed som kulminationen af musikalsk udvikling, og om at al musik kan eller bør kunne noteres akækvat med vort notationssystem. Endvidere beskæftiger PRO sig med det problem, at lige meget hvor fordomsfrit en forsker nærmer sig en fremmed kulturs musik, så møder han dog med et tankesæt og et analyseværktøj fra vor euro-amerikanske »højkultur«. Dette er uundgåeligt, men forskeren må så meget desto mere søge at efterspore »folkets forståelse af dets egen musik«. I Merriam's bog er denne problematik behandlet mere indgående under anvendelsen af begrebsparret »folk evaluation« og »analytical evaluation«. Begge analyseplaner er nødvendige, men må holdes skarpt adskilte.

I sin behandling af etno-musikken som struktur henter PRO primært sine eksempler fra det store materiale, han i årenes løb selv har indsamlet på Grønland og i de arabiske lande. Mest plads ofrer han på strukturelementet melodi. Han arbejder med et klassifikationsapparat, som delvist er hans egen opfindelse og opregner først en række mzlodityper: Respirationsmelodik (f. eks. råbinspirerede arbejdssange), fåtonemelodik, fanfaremelodik (»tretonemelodier, der giver vesterlændingen mindelser om en brudt treklang«), tetrakordisk og pentakordisk melodik, pentaton melodik (med halvtoner, uden halvtoner, tempereret), hexatonisk og heptatonisk melodik (herunder tempereret he.p-tatonik) samt typer, der overskrider oktaven. Inden for hver meloditype kan melodierne forme bestemte strukturer, og en stammes eller et områdes melodier kan være mere eller mindre afhængige af sådanne melodistrukturer. PRO ordner denne afhængighed på en skala fra de strukturbundne melodier, hvor melodien så at sige er lig med strukturen, over de strukturafhængige melodier, hvor melodierne ikke er absolut identiske med strukturen og ofte har en vis individualitet (mange fortællende sange hører til denne type), til de strukturbegrundede melodier, der udviser en ret stor grad af individualitet, men dog relaterer sig til bestemte strukturer (f. eks. danner de indiske ragaer og de arabiske maqamer basis-strukturer for en Struktur-begrundet melodisk udfoldelse).

Hele dette klassifikationsapparat er ikke indvendelsesfrit, men har som de fleste af PRO's kategorier den fordel at være praktisk anvendeligt for en grovsortering af det musikalske materiale. I hele det strukturbeskrivende afsnit af bogen er der tydeligt anlagt en »analytical evaluation«. Det havde været interessant også at se såvel musikbegrebet som dets enkelte elementer behandlet (i den udstrækning, det overhovedet er muligt) også ud fra et »folk evaluation«-synspunkt, for derved at få relativeret og problematiseret vore egne begreber om disse forhold. Set i lyset af Merriam's definition af musiketnologi som »the study of music in culture« ligger vægten i PRO's bog udpræget på musik-siden. Kun et enkelt af bogens 16 kapitler er helliget forbindelsen mellem musik og samfund. Her berøres emner som musikkens rituelle funktion, forskellige kulturers syn på musikkens oprindelse, musikernes sociale stilling, den musikalske indlæring og uddannelse og kriterier for, hvad god musik og musikfremførelse er; men det sker ret løst og ikke i samme systematiske form som i kapitlerne om musikkens struktur. Bogen ville have vundet ved en bredere, systematisk behandling af disse emner og af musikkens brugs- og funktionskategorier udbygget med en række konkrete eksempler, ikke mindst fordi oplysninger om denne væsentlige side af musiketnologiens arbejdsfelt forekommer så sparsomt og usystematisk i litteraturen.

Hans Peter Larsen