Musikkonservatoriernes rolle som aktive deltagere i musiklivet

Musikkonservatoriernes rolle som aktive deltagere i musiklivet

Diskussionsoplæg ved Nordisk Konservatorieråds konference i Helsingfors 1976

Af Torben Wiskum,

Det jydske Musikkonservatorium

Foretager man et tilbageblik på musikkonservatoriernes funktion som aktive deltagere i musiklivet kan der næppe herske tvivl om, at denne side af konservatoriernes virksomhed i de senere år er gennemløbet en betydelig udvikling, ligesom det i almindelighed er blevet akcepteret, at sådanne aktiviteter indgår som et naturligt led i et konservatoriums virksomhed. For blot 20-30 år siden var konservatoriernes funktion som alt overvejende hovedregel at uddanne vordende solister, orkester- og kirkemusikere samt musikpædagoger, mens de studerende og lærerne kun i begrænset omfang . deltog i musikalske aktiviteter udgået fra konservatoriet og henvendt til det lokale musikmiljø og musiklivet som sådant.

Dette forhold var vel baggrunden for, at der i forbindelse med »studenteroprøret« i slutningen af 60'erne opstod udtryk som »afskaffelse af konservatorierne som torneroseslotte«. Man ønskede en »åbning« af konservatorierne, så der opstod en tættere forbindelse med og påvirkning af og fra det lokale musikmiljø, ja i det hele taget et mere direkte engagement i landets musik- og musikpolitiske liv.

I de nye anordninger, som blev gennemført for musikkonservatoriernes vedkommende i 1974, afspejles det da også tydeligt, at konservatorierne ligefrem har en legal forpligtelse til en virksomhed udover den at uddanne professionelle musikere og pædagoger. Det hedder i formålsbestemmelsen: ». . . er en statsinstitution, der har til opgave at varetage højere uddannelser i musik og i øvrigt at bidrage til fremme af musikkulturen i Danmark.« En aktiv deltagelse i musiklivet udover den at uddanne musikere og pædagoger er altså ikke en opgave, som konservatorierne tilraner sig fra det øvrige musikliv, men en virksomhed, som oplagt må siges at falde ind under formålsbestemmelsen for institutionen.

Den udvikling, konservatorierne har gennemløbet på disse områder i de senere år, kan illustreres ved en lang række eksempler. Lad mig nævne nogle enkelte:

1. Konservatorierne i Stockholm, Göteborg og Malmö har gennemført en lang række koncerter med studerende på skoler, fængsler, alderdomshjem m.v. Disse initiativer har formentlig et direkte socialt sigte, samtidig med at de fungerer som et pædagogisk instrument i uddannelsen af vordende koncertgivere. Ligeledes har konservatoriet i København i de sidste 2-3 år ydet et væsentligt bidrag til det lokale koncertliv gennem et betydeligt antal offentlige koncerter på og uden for konservatoriet.

2. Ved konservatoriet i Esbjerg har der nu i en årrække eksisteret et kammerensemble af høj kunstnerisk kvalitet, hvor medlemmerne er forpligtet til dels at fungere som undervisere på konservatoriet og dels som koncertgivere i det regionale musikliv via ensemblet.

3. Det jydske Musikkonservatorium har i de sidste måneder fungeret som konsulent for en musikskole, der ønskede at etablere en overbygning på musikskolens almindelige undervisning (af amatører). Undervisningen sigter mod, at eleverne efter 3 år skal nå det niveau, som kræves ved optagelse på konservatorierne. Det jydske Musikkonservatorium har givet tilsagn om, at konservatoriets faglærere vil medvirke som censorer ved optagelsesprøver til overbygningsuddannelsen og ved de årlige eksaminer for at sikre et tilstrækkeligt niveau. Undervisningen i overbygningsuddannelsen er gratis for de optagne.

4. Kammerkoret ved musikkonservatoriet i Stockholm under ledelse af Eric Ericson er først og fremmest blevet koncertgiver på et helt professionelt niveau, men fungerer tillige i en pædagogisk sammenhæng udenfor konservatoriet ved i forbindelse med koncertbesøg i større svenske byer at undervise de stedlige amatørkor. At dette initiativ tillige fungerer som et fortrinligt pædagogisk instrument i uddannelsen af de af kammerkorets medlemmer, der er korleder studerende, er indlysende.

Denne eksemplifikation er absolut ikke udtømmende, men skal kun illustrere den variation i udspillene fra konservatoriernes side, som allerede findes i dag.

Da jeg er tilhænger af, at konservatorierne spiller en mere aktiv rolle i musiklivet, er det vel på denne baggrund naturligt at spørge: Jamen når initiativerne er mange og rigt varierede, hvorfor så rejse problemet? Det går jo godt!

Det, jeg står tvivlende overfor, er, om denne funktion og dens konsekvenser i tilstrækkelig grad - eller måske overhovedet - er konservatorierne bevidst. Er aktiviteterne opstået ved tilfældigheder? Er de organisatorisk tilrettelagt på den mest hensigtsmæssige måde? Ligger der en pædagogisk og/eller en musikpolitisk stillingtagen bag?

Det er mit indtryk, at der i dag er behov for en højere grad af bevidstgørelse omkring den rolle, konservatorierne spiller både i det lokale musikliv og i musiklivet som sådant udover den rent uddannelsesmæssige. En sådan bevidstgørelse forudsætter:

1. En empirisk undersøgelse, der viser, hvilken rolle konservatorierne faktisk spiller i dag.

2. En pædagogisk og musikpolitisk præget debat om hvilken rolle konservatorierne bør spille.

Når jeg mener, at der er behov for en sådan bevidstgørelse, udover den indlysende fordel det er at være bevidst i sine handlinger, er en af grundene, at jeg er tilbøjelig til at tro, at den rolle, konservatorierne spiller allerede i dag, har såvel positive som negative sider. Da jeg ikke her vil gå ind i en egentlig analyse af, hvilke aktiviteter, der må anses for positive eller negative, vil jeg indskrænke mig til at nævne ét eksempel, hvor der næppe er tvivl om, at konservatorierne - i hvert fald som forholdene er i Danmark - spiller en rolle i det lokale musikmiljø, som har negative sider.

Som bekendt har danske konservatorier - og vistnok også de øvrige nordiske - i en meget lang årrække ført den praksis, at såfremt en studerende vil påtage sig et hverv som professionel orkestermusiker eller som koncertgiver, skal der indhentes en tilladelse fra konservatoriet. Konservatorierne søger med denne kontrolfunktion at sikre sig et vist niveau hos de studerende, der optræder som professionelle, samtidig med, at man vil sikre sig, at det i pædagogisk henseende ikke er til gene for hans uddannelse på konservatoriet. Mig bekendt har der ikke været stillet tilsvarende krav fra konservatoriernes side over for de studerende med hensyn til den undervisning, som de udfører i det lokale musikmiljø, ofte startende fra det første år, de begynder at studere ved konservatoriet.

På dette punkt kan jeg ikke se rettere, end at konservatorierne på grund af manglende bevidstgørelse praktiserer en dobbeltmoral. Man hævder på den ene side, at det er absolut nødvendigt med en 3-6 årig uddannelse for at være tilstrækkeligt kvalificeret til at være musikunderviser, mens man på den anden side intet foretager sig for at forhindre, at studerende gennemfører ukvalificeret undervisning i det lokale musikliv. Der kræves ikke megen fantasi til at forestille sig, hvorledes reaktionen ville blive, hvis de lægevidenskabelige fakulteter ved universiteterne tillod, at de lægestuderende »øvede« sig på børn og andre, der ikke er i stand til at bedømme, hvad ukyndighed kan medføre af skade. At der også i denne problematik gemmer sig væsentlige fagforeningsinteresser, skal blot nævnes.

Jeg har lyst til at spørge videre: er én af årsagerne til, at kvalitetsniveauet hos professionelle musikere og sangere inden for de sidste 10-15 år, hvor ressourceudvidelserne til musikuddannelsen har været eksplosive, ikke er steget proportionalt med ressourceudvidelserne, at finde i denne dobbeltmoral på konservatorierne?

En anden - og måske den væsentligste - grund til, at jeg anser en bevidstgørelse omkring konservatoriernes rolle som aktive deltagere i musiklivet for påkrævet, er, at udviklingen af denne side af konservatoriernes virksomhed efter min opfattelse kun lige er påbegyndt. Såfremt Nordisk Konservatorieråd kan tiltræde, at den ovenfor nævnte empiriske undersøgelse gennemføres, tror jeg, at undersøgelsens resultat blandt andet vil kunne fungere som et idé-kartotek for konservatorier, der måtte ønske at igangsætte aktiviteter, der allerede er igangsat ved andre konservatorier. Jeg vil derfor indskrænke mig til at fremdrage et par kontroversielle, men - deres gennemførelse forudsat - meget betydningsfulde muligheder for en udvidelse af konservatoriernes rolle som aktive deltagere i musiklivet.

Undervisere som koncertgivere

Uanset at der er mindre forskelle i de nordiske landes økonomi for tiden, er forholdet for samtlige lande det, at »de glade 60'ere« er forbi. En periode med ressourceknaphed ligger foran os, uanset om de internationale konjunkturer - forhåbentligt snart - begynder at vende. Det er min opfattelse, at politikernes og folkets dårlige erfaringer fra det unuancerede ressourceforbrug i 60'erne vil mane til mådehold. Skal man derfor forsøge at opretholde eller indog udvikle vort nuværende musikliv, må ressourcerne anvendes bedre. Har man det sigte, må man på tilsvarende måde som politikere, der søger dækning for øgede statsudgifter, »søge ressourcerne, hvor ressourcerne er«. Med hensyn til fordelingen af de økonomiske ressourcer til musiklivet, tror jeg heller ikke, de nordiske lande adskiller sig væsentligt fra hinanden: de to grupper af stærkt ressourceforbrugende institutioner er konservatorier og orkestre.

En diskussion af orkestrenes forhold i denne sammenhæng bør dog næppe have Nordisk Konservatorieråd som forum.

Konservatorierne råder imidlertid over andre ressourcer end de rent pecuniære. De rummer en meget væsentlig del af et lands talentmasse inden for musiklivet gennem den stab af lærere, som er knyttet til konservatorierne, blandt andet fordi indtjeningsmulighederne ved at fungere udelukkende som solist ikke er tilstrækkelige. Forholdet er vel det, at langt de fleste solister (bortset fra sangsolister) har en tilknytning til konservatorierne. Endvidere råder de fleste konservatorier over lokalemæssige faciliteter, der giver gode muligheder for musikalske aktiviteter - uden økonomiske ofre. Skulle et konservatorium ikke råde over tilstrækkelige lokalemæssige faciliteter, findes der i den by eller den region, hvor det pågældende konservatorium er beliggende, i rigt mål velegnede lokaler til musikaktiviteter på andre stats- og kommunale institutioner.

På konservatorierne er således koncentreret betydelige ressourcer både i henseende til økonomiske midler, talent og lokaler.

Kan man tænke sig, at konservatorierne opnår friere rådighed over og en en bedre udnyttelse af disse ressourcer?

Nordisk Konservatorieråds medlemmer er gennem en tidligere udsendt oversigt over aflønnings- og ansættelsesvilkår for konservatorielærere i Norden bekendt med disses lønforhold og undervisningsmæssige forpligtelser. Det må konstateres, at der hersker meget store forskelle mellem de enkelte lande. I Danmark er aflønningen af konservatorielærere - alt taget i betragtning - cirka dobbelt så høj som i de øvrige nordiske lande. Betragtningerne i det følgende vil på denne baggrund forekomme mere indlysende i relation til danske forhold end i relation til de øvrige nordiske lande. Men forskelligheder i lærernes ansættelsesvilkår bør efter min mening ikke på forhånd afholde rådet fra en pædagogisk og musikpolitisk stillingtagen.

Bortset fra operainstitutioners ansættelse af sangsolister er konservatorierne de eneste institutioner - i hvert fald i Danmark - hvor det er en ansættelsesbetingelse for en fast stilling at have solistisk niveau og erfaring - foruden pædagogisk erfaring.

Det fremgik ikke af den udsendte oversigt, at det - i hvert fald for så vidt angår danske professorer - tillige er et vilkår efter ansættelsen, at den arbejdspræstation, der skal ydes for lønnen, er delt op på følgende måde:

45-50% til undervisning

40-45% til kunstnerisk eller forskningsmæssig virksomhed

10% til pædagogisk-administrativt arbejde

I hvert fald for danske professorer, men i fremtiden muligvis også for docenter, gælder det således, at de - når det drejer sig om instrumentale eller vokale lærere -har en pligt til at udøve kunstnerisk virksomhed og -når det gælder teoretiske lærere - en pligt til at forske eller komponere.

Disse krav opfyldes af de allerfleste danske fastansatte konservatorielærere, men udover deres løn fra konservatoriet modtager de fleste honorarer fra koncertarrangører o. lign. I de seneste år har der dog været adskillige eksempler på, at konservatorielærere har udøvet koncertvirksomhed på konservatorierne uden honorering.

På denne baggrund er det naturligt at stille det forslag, at deltagelse i en - i omfang begrænset - koncertvirksomhed i konservatoriets regi indgår som en del af den arbejdspræstation, faste lærere skal yde for deres løn. Forpligtelsen kan f. eks. omfatte deltagelse som solist eller kammermusiker ved ca. 5 koncerter årligt. Jeg forestiller mig, at koncertvirksomheden skal foregå i den region, hvor konservatoriet er beliggende, blandt andet som et reelt bidrag til et decentraliseret musikliv.

Lærerne kan naturligvis herudover koncertere - mod normale vederlag - i det omfang de ønsker det. I Danmark behøver dette efter min mening ikke at medføre nogen særligt indgribende ændring af løn- og øvrige ansættelsesvilkår, mens man i de øvrige nordiske lande - såfremt man mener, der er behov herfor - måske kunne overveje en nedsættelse af det pligtige undervisningstimetal som en kompensation for denne forpligtelse.

Hvad ville konservatorierne opnå ved en sådan ændring eller præcisering af ansættelsesvilkårene? - Lad mig navne et par hovedpunkter:De faste lærerstillinger ved konservatorierne er - af indlysende grunde i Danmark - attraktive, først og fremmest i henseende til løn og arbejdstid. Det ville være en institutionspolitisk fordel, hvis sådanne stillinger også var kunstnerisk attraktive ved, at den pågældende lærer ligefrem havde en ret til at udøve solistisk og/eller kammermusikalsk virksomhed.

Når konservatorierne blandt andet stiller krav om solistisk niveau og erfaring som ansættelsesbetingelse, er det naturligt, at man sikrer alle lærere mulighed for fortsat at udøve som solist. Samtidig hermed får konservatorierne mulighed for at sikre sig, at niveauet ved ansættelsen opretholdes.

På et universitet kan man næppe forestille sig, at der ikke sideløbende med undervisningen foregår forskning på højeste niveau på og for institutionen. Hvorfor er det ikke lige så indlysende, at der på højere kunstneriske læreanstalter af de fastansatte lærere udføres kunstnerisk virksomhed svarende til forskningen på universiteterne? Den pædagogiske gevinst og niveauhøjnelsen ville være indlysende.

Ved at spille en rolle som egentlige koncertarrangører ville konservatorierne få en reel mulighed for at være initiativskabende i det lokale musikliv. Den favoriserede stilling som »risikofri« koncertarrangør ville også åbne mulighed for dristighed i henseende til f. eks. repertoirevalg og koncertform.

Det er muligt, at et forslag af denne karakter vil møde modstand fra fagorganisationer inden for det »frie musikliv«. Organisationerne vil måske hævde, at der påføres det »frie musikliv« en ubillig konkurrence via statsmidler. Imod sådanne indvendinger er det nærliggende at anføre et rent polemisk synspunkt: »Er det et rigt musikliv, man ønsker, eller er det et marked for personlig indtjening?« Jeg ville dog foretrække et andet svar på en eventuel kritik fra »det frie musikliv«: Det er næppe rigtigt, at en sådan begrænset koncertvirksomhed fra konservatoriernes side vil svække engagementsmulighederne i »det frie musikliv«. Erfaringerne fra andre tilsvarende initiativer på andre områder viser, at mulighederne snarere bliver forøget.

Forholdet til elektroniske medier

Skal man tale om en udvidelse af konservatoriernes rolle som aktive deltagere i musiklivet i dag, er det ikke realistisk uden at berøre relationerne til elektroniske medier. Uanset om man anser det for ønskværdigt eller ej, må det konstateres, at en stadig større del af den musikalske kommunikation i det enkelte land og landene imellem foregår via elektroniske medier.

På dette meget væsentlige område har konservatorierne indtil nu spillet en beskeden rolle. Det er for så vidt en naturlig følge af, at konservatorierne som allerede nævnt indtil de seneste år har været meget »lukkede« institutioner, således at udvikling og nyskabelser i musiklivet på dette område kun svagt har sat sig spor i konservatoriernes musikpolitiske syn og under-visningsstruktur. Lad mig nævne et eksempel: Til trods for at den musikalske kommunikation via grammofonplader og lydkassettebånd er en mindst lige så væsentlig faktor som koncertgivning, er problemet om deltagelse i musikalsk kommunikation via udgivelse af grammofonplader og lydkassettebånd end ikke taget op til generel drøftelse på konservatorierne.

Ganske vist er der ved Det jydske Musikkonservatorium påbegyndt en udgivelse af grammofonplader i konservatoriets regi. Uden på nogen måde at ville deklassere initiativets betydning, var det ønskeligt, om dette initiativ var led i en mere generel stillingtagen til nødvendigheden af, at konservatorierne i højere grad udnyttede mulighederne i de elektroniske medier. Jeg mener, at det initiativ, der er taget ved Det jydske Musikkonservatorium i denne henseende, er så betydningsfuldt, at det fortjener en nærmere gennemgang: I forbindelse med en udvidelse af konservatoriets bygninger for 5 år siden lykkedes det at få en supplerende bevilling til teknisk udstyr. For denne bevilling blev grundlaget for et professionelt lydoptagestudie lagt, Siden er det tekniske apparatur blevet suppleret ved mindre tilskud fra konservatoriets ordinære bevillinger, således at der i dag kan gennemføres helt professionelle optagelser til brug for såvel grammofonpladeindspilninger som radioudsendelser. Dette studie udgør det tekniske grundlag for, at konservatoriet i foråret 1975 kunne påbegynde en produktion af grammonplader.

De væsentligste principper for produktionen er følgende:

1. Der optages kun musik, som ikke kan forventes udgivet af kommercielle pladeselskaber.

2. Der optages først og fremmest musik af danske, helst nulevende komponister.

3. De udøvende vælges blandt konservatoriets lærere og studerende.

4. Samtlige deltagende (komponister såvel som udøvende) betinger sig ikke på forhånd noget vederlag.

5. De ret begrænsede udgifter, der herefter henstår i forbindelse med pladeudgivelsen (kr. 10.000-15.000 for en LP-plade) har indtil nu været tilvejebragt som et garantibeløb fra Statens Kunstfond.

6. Distribution og salg foregår gennem et professionelt pladeselskab, der afregner overskud ved salg af pladerrie direkte til Statens Kunstfond, indtil garantibeløbet er beltalt.

Der føres for øjeblikket forhandlinger mellem Samfundet til udgivelse af dansk Musik og Det jydske Musikkonservatorium om et samarbejde og en formalisering omkring dette initiativ.

Det jydske Musikkonservatorium mener ikke, at det med dette initiativ er foran udviklingen. Det er kun et forsøg på at indhente noget af det forsømte. Men skal konservatorierne søge at følge med i den rivende udvikling inden for elektroniske medier, bør man efter min mening allerede nu påbegynde overvejelser om, hvorledes konservatorierne vil stille sig over for de muligheder, som f. eks. introduktionen af video-kassettebånd eller videoplader åbner for musiklivet.

Udviklingen af video-kassettebånd og videoplader og d et hertil hørende afspilningsudstyr er så langt fremskreden, at operaer og andre former for musikdramatik på billedbånd i løbet af få år vil blive bragt på markedet til priser, der er så lave, at de vil udgøre et nyt led i rækken af massekommunikationsmidler. Vil også kammermusikkoncerter og liederaftener blive optaget på videobånd i stedet for på grammofonplader? Dette burde for så vidt nok give konservatorierne anledning til overvejelser. Men hvad der er væsentligere, er, at det er sandsynligt, at det område inden for video-produktionen, hvor der primært vil blive gjort den største indsats, er undervisning - og dermed også musikundervisning.

Er det muligt på pædagogisk forsvarlig måde at gennemføre musikundervisning via videobånd - eller -plader - og i bekræftende fald på hvilke områder? Det må anbefales at tage spørgsmål af denne karakter op til debat, da det må anses for en meget nærliggende mulighed, at video-kassettebånd eller - plader med musikundervisning vil blive produceret, såfremt det skønnes, at der er et marked herfor, uanset om konservatorierne anser det for ønskværdigt eller ikke.

Nordisk Konservatorieråd besluttede foreløbig at gennemføre den af mig foreslåede registrering af samtlige de aktiviteter, der er igangsat ved nordiske musikkonservatorier, hvor konservatorierne spiller en rolle som aktive deltagere i musiklivet. Rådet fandt i øvrigt problemstillingen så aktuel, at jeg blev anmodet om at forelæse over emnet på de europæiske musikkonservatoriers kongres i Warszawa i oktober d. å.